Kommentar

Hvorfor ikke gøre det indlysende – investere mere ?

Dansk økonomi er i alvorlige problemer. Alt tyder på mindre vækst og stigende ledighed. Hvorfor tør regeringen ikke investere sig ud af krisen, når den private sektor tydeligvis ikke er på vej til det?
Debat
12. november 2012

Forbrugerne vil ikke forbruge, virksomhederne ikke investere, og bankerne vil ikke udlåne. Det er ikke, fordi de mangler penge, tværtimod, men de opspares. Og det er skidt, at pengene ikke kommer ud at arbejde for at skabe vækst og beskæftigelse. Derfor sættes alle politiske kræfter ind på at omdanne opsparing til forbrug og investeringer.

Men det går ikke godt. Kickstarten kommer ikke ud af hullerne, og efterlønspenge og skattenedsættelser sættes blot i banken. Problemet er, at alle er rationelle, det vil sige er klar over, at vi er i en krise uden ende i syne (selv i Tyskland går det nu ned ad bakke), så man må sikre sig mod uvejret. Dertil kommer, at flere og flere tilsyneladende føler sig mætte, og mener, at de har nok elektriske brødristere, hvilket er miljømæssigt rationelt. Den eneste, der ikke er rationel, er finansministeren, der tror på mirakler, kaldet ’ketchupeffekten’, hvor vi pludselig kollektivt angribes af købelyst.

Arbejdsgiverne er ikke i tvivl, og deres budskab udsendes nu i højere og højere stemmeleje.

Hvad må der gøres?

Det er, at virksomhedernes omkostninger skal ned. Reallønnen er allerede faldende, og de kan håbe, at den stigende arbejdsløshed og forringede dagpengevilkår vil øge presset på lønnen. Men tilbage står afgifter og skatter, især selskabsskatten. Argumentet er, at de forringer konkurrenceevnen, og så er der tilsyneladende ikke mere at tale om.

At dømme efter overskuddet på betalingsbalancen står det nu ikke så slemt til, og i den udstrækning der er et problem, er det snarere produktiviteten, og dermed virksomhedernes egen inkompetence, der skulle ses på. Det er dog klart, at omkostningerne også betyder noget. Men hvad? Arbejdsløse formodes at blive liggende på sofaen, hvis de forkæles med for generøse dagpenge, så mon ikke virksomhedsejerne tilsvarende ville have godt af at blive udfordret på pengepungen?

Tænk på alle de markedsandele og forenklede arbejdsgange, der kan opnås, hvis disse ejere tvinges til at vise, hvad de duer til!

Hertil kommer, at landenes jagt på laveste løn og laveste virksomhedsbeskatning er et kapløb mod bunden. Irlands lave selskabsskat og Tysklands lave lønninger ’tvinger’ Danmark til at følge trop. Men behøver det at være sådan? Inden for EU kunne man jo aftale at tage disse parametre ud af konkurrencen, nemlig ved at vedtage en fælleseuropæisk selskabsskat på f.eks. 30 pct. og indføre bestemte – men forskellige – minimumslønninger i alle landene. Så ville konkurrencen gøre det, den er sat i verden for, nemlig øge effektiviteten. Hvis arbejdsgiverne er uenige, kunne man få den uhellige tanke, at det ikke er Danmarks vel, men deres profit, de har for øje.

Skab offentlige arbejdspladser

Men igen: Hvad må der gøres for at få gang i den danske økonomi?

Svaret ligger lige for. Når den private sektor ikke – trods masser af initiativer og besværgelser – vil bruge penge, bør det offentlige træde til. Regeringens (og oppositionens) langsigtede plan er jo, at den offentlige sektor kun må vokse minimalt frem til 2020. Men denne politiske prioritering af den kapitalistiske sektor over den demokratisk kontrollerede sektor, bør der dispenseres fra i den aktuelle krise, hvor der er desperat brug for, at det offentlige træder til. Det gør regeringen ikke, tværtimod. Staten fyrer folk, og den tvinger kommunerne til at gøre det samme. I stedet for at modvirke den private nøjsomhed, går det offentlige foran.

Det er ansvarlig politik, hedder det, for der er ikke råd til at skabe offentlige arbejdspladser. Men det er lige præcis det, der er.

Og det er tilmed en win win win-politik: Mens tiltag over for den private sektor i bedste fald har en usikker effekt på beskæftigelsen, kan det offentlige med sikkerhed skabe arbejdspladser. Samtidig viser meningsmålinger, at befolkningen gerne vil betale mere i skat for at få mere velfærd, at den foretrækker ordentlige skoler, sygehuse og ældrepleje frem for flere dingenoter. Endelig er serviceydelser – hvilket er, hvad det offentlige leverer – mindre miljøbelastende end (privat) vareproduktion.

Eneste taber er faktisk Finansministeriets økonomiske modeller, der vil få et nervøst sammenbrud, hvis de fodres med sådanne tanker.

 

Anders Lundkvist er politisk økonom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er meget enig med Anders Lundkvist i, at det offentlige bør investere i arbejdspladser, når nu det privatejede erhvervsliv ikke vil.
Men hvorfor ikke også investere i offentlige arbejdspladser, hvor investeringen giver et overskud.
Når det offentlige kan investere i kollektiv trafik (f.x. DSB), kan man vel også investere i f.x. bankvirksomhed og i grøn energi.
Jeg ville da til enhver tid foretrække en offentlig bank til min almindelige økonomi fremfor en privatejet.
Og hvorfor ikke udbygge motorvejsnettet med vindmøller, solceller og veludstyrede letbaner, hvor bilisterne kan enten slappe af eller foretage nyttigt arbejde (internet) i stedet for at sidde og slide sig op bag rattet?

Essensen af AL's forslag er: "Mere arbejde, mindre (privat)forbrug" - jeg kan ikke være mere enig.
Men lad os dog sige det lige ud, også i det kommende principprogram.
Til Arne: Der er indtil videre intet der tyder på - i den aktuelle globale kapitalisme - at det offentlige, staten, har eller kan få succes med at engagere sig i nogen form for produktion på kapitalistiske præmisser. Hvis vi begynder at tale om lokale, borgerejede, ikke-profitsøgende alternative produktioner, ligger der MÅSKE der nogle muligheder.