International kommentar

Kan dødsdømte være tilhængere af dødsstraf?

Californien stemmer i dag om at erstatte statens dødsstraf med livstid uden prøveløsladelse. Men fordi retssystemet er, som det er, vil en afskaffelse faktisk kun gøre ondt værre for de dømte, som får dårligere mulighed for at prøve deres uskyld.
Debat
6. november 2012

I dag stemmer borgerne i Californien ikke kun til præsidentvalget. De stemmer også om, hvorvidt statens dødsstraf skal afskaffes eller ej. Modstandere af dødsstraffen håber på et positivt resultat. Spørgsmålet i denne sammenhæng er dog: Hvad er et positivt resultat?

Mere præcist skal borgerne i Californien stemme om prop. 34, SAFE California Act, som vil erstatte statens dødsstraf med livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Californiens dødsstraf, som herunder tæller USA’s største dødsgang med 725 indsatte, og som har en årlig udgift på 184 millioner dollar, er blevet en budgetmæssig belastende post for en stat med et underskud på 25 milliarder dollar.

Det dyre system

Hvorfor er dødsstraffen så dyr? For det første er de oprindelige retssager, hvor der søges dødsstraf, tidsmæssigt meget længere end ikke-dødsstraf-sager og derfor meget dyrere. Dels er der flere retsdage, dels dyre ekspertvidner, dels en grundig og langvarig jury-udvælgelse og så det faktum, at selve retssagen er delt op i to – én for skyldsspørgsmålet og én for strafudmålingen. Tilståelser er sjældne, når straffen kan ende med at være døden, i modsætning til sager, hvor der ikke søges dødsstraf, og derfor skal man køre hele processen igennem med alle de retsdage, der hører med. Ved selve strafudmålingen sker det meget ofte, at det ender med en livstidsdom frem for dødsstraf, og så har man som stat ’spildt’ en dyr retssag på ingenting.

Herefter kommer selve appelsystemet, som er ligeså dyrt, som det er kompliceret og tungt. Det går fra delstatsdomstole, kredsdomstole, til de føderale domstole. I Californien tager appelprocesserne i snit 25 år, og imens sidder fangerne isoleret i maksimum-sikrede fængsler, som koster langt mere at holde i gang end et almindeligt fængsel. Den langsommelige appelproces betyder, at mange når at dø af alderdom og ikke af selve henrettelsen. Siden 1978 er 84 mennesker døde af alderdom på dødsgangen og 13 henrettet.

I alt har USA henrettet 1308 mennesker siden 1976, hvilket betyder, at Californien ’kun’ har stået for én pct. af henrettelserne. En omfattende undersøgelse fra 2011 peger på, at Californien i alt har brugt ca. 4,6 milliarder dollar på statens dødsstraf siden 1978 – svarende til 308 millioner dollar per henrettelse.

Målinger viser, at et flertal af de registrerede vælgere vil stemme nej til afskaffelsen. Dødsstraffen er simpelthen alt for populær i Californien – selv blandt kvinder og minoriteter, som ellers plejer at være skeptiske over for den. Men skulle stemningen vende til fordel for et ’ja’ til afskaffelse, er spørgsmålet, om det så kan betragtes som en sejr for andet end økonomien?

De dødsdømte er imod

Jeg har spurgt mig selv mange gange, om man som modstander af dødsstraf overhovedet kan være imod en afskaffelse. Spørgsmålet er ikke nemt. Men kan man så på nogen måde forestille sig, at en dødsdømt ville være det? Svaret her er overraskende nok ja. For det viste sig i en rundspørge, at et flertal af de dødsdømte i Californien rent faktisk håber på, at det bliver et nej til lovforslaget. Og hvordan hænger det så lige sammen?

»Det er ikke fordi, de ønsker at dø,« som en forsvarsadvokat til dødsdømte i Californien har udtalt. Det handler simpelthen om, at deres mulighed for at bevise påstande om uskyld, eller en påstand om at de burde have fået en anden straf, f.eks. almindelig livstid, og dermed også en anden straf end livstid uden mulighed for prøveløsladelse’, vil blive betydelig indskrænket.

I forvejen er det ikke nemt at vinde over staten i retten, når man er dødsdømt og fattig, men sidder man på livstid i fængslet, bliver det om muligt endnu sværere. Med lovforslaget vil de dømte nemlig ikke længere have automatisk krav på statsfinansierede advokater og efterforskere efter den første direkte appel – hvilket de har nu – og da størstedelen er fattige og ikke kan rejse penge selv, vil adgangen til domstolen og en nogenlunde kvalificeret advokatbistand blive stærkt begrænset.

Et ødelagt system

Især habeas corpus-appellerne er essentielle, hvis man skal have en chance for frikendelse. De giver de dødsdømte mulighed for at nedlægge påstand om inkompetent advokatbistand i den oprindelige retssag, procedurefejl begået af dommeren eller nævningene samt nye beviser på uskyld. Habeas corpus-appellerne vil nemlig både blive hørt af delstats- og føderale domstole. Og da de føderale dommere er udpeget på livstid, er de mere uafhængige end delstatsdommerne, som kan blive ’fyret’ af vælgerne.

Men hvordan kan jeg så, som stor modstander af dødsstraffen, forsvare at være imod et lovforslag, der afskaffer dødsstraffen? Svaret er, at der er tale om et amerikansk retssystem, der i sit hele er så ødelagt igennem årene af forskellige politikere, lobbyister og folkevalgte dommere, at dette lovforslag simpelthen vil skifte ét onde ud med et andet, fordi det netop kun tager højde for det økonomiske aspekt og ikke anerkender de grundlæggende problemer, som systemet indeholder. Lovforslaget er simpelthen ikke godt nok, og ethvert alternativ til dødsstraffen er ikke at foretrække.

Uagtet resultatet d. 6. november vil jeg ikke blive glad. Det er der ingen grund til. For der er ingen vindere ved dette lovforslag. Jeg vil i stedet appellere til folkene bag lovforslaget om at starte forfra og i første omgang arbejde for solide reformer af retssystemet. Det vil det kræve, før et lovforslag om afskaffelse – i Californiens tilfælde – vil give mening, og før der vil være grund til som dødsstraf-modstander at sige tillykke med sejren.

Martin Martensen-Larsen er jurist og dødsstrafekspert

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så længe endnu ingen kan sige, om ikke-livet er et fordelagtigt alternativ til livet, må chancen være 50-50.

Der er altså 50% chance for at den skyldige i virkeligheden belønnes - ikke straffes.

Når så dertil lægges, at de mennesker der ender med at få en sådan dom, nok oftere end normalbefolkningen accepterer at tage chancer, er dødsstraffen en utrolig ubegavet straf.

Hvis man vil afskrække chancerytteren for hvem 50-50 er ok, og ikke kan nøjes med livsvarigt fængsel, kunne man indlægge den dømte på et særligt hospital, hvor læger dels hindrer den dømte i at begå selvmord, dels udsætter vedkommende for forskellige former for medicinsk ufarlig, men ubehagelig lidelse.

På den måde kan man give en "sikkerhed for lidelse" som dødens 50-50 ikke kan levere.

Det amerikanske rets og straffesystem er en sygdom der ikke bør efterstræbes på nogle måder...

John Linke Olsen

Til spørgsmålet om dødsstraf skal afskaffes, er der kun et svar. Ja, det skal den. Det er den værste form for tortur. Herunder psykisk tortur. Hvis der så i forbindelse med afskaffelsen af dødsstraffen opstår juridiske forringelser, må man efterfølgende tage den kamp.