International kommentar

Krigen i Syrien kan sætte hele Mellemøsten i brand

Den syriske borgerkrig destabiliserer ikke kun sine nabolande, men hele regionen – en internationalisering af konflikten truer
5. november 2012

Chokbølgerne fra Syriens borgerkrig er nu så kraftige, at det ikke blot er en regional, men sågar en international konflikt, der truer.

Den geostrategiske effekt af den syriske krise overgår langt, hvad vi har set i Libyen. Da vestmagterne besluttede sig for at gribe ind i Libyen, skete det ud fra en vurdering af, at Gaddafis fald ikke ville få nævneværdige geostrategiske følger for Nordafrika. Her overså man, at al-Qaeda i det islamiske Magreb fik friere spil og adgang til strømme af våben. Men konsekvenserne af Syriens transformation er mere omfattende: Syrien udgør i dag hjertet i en destabiliserende malstrøm, der varsler ilde for hele Mellemøsten.

Effekterne spredes

Konfliktens spill over-effekter kan iagttages i Libyen: I Tripoli har der været sekteriske sammenstød – Hizbollah, som støtter det syriske regime, mistænkes for mordattentatet på Libanons efterretningschef Al-Hassan. Og de kan ses i Irak, hvis regering også støtter de alawitiske herskere i Damaskus. Her er de i forvejen spændte relationer mellem Iraks sunni-mindretal og shia-flertal blevet markant forværret med flere voldsudbrud end længe. De er mærkbare i Jordan, hvis skrøbelige politisk-økonomiske struktur er ved at kvæles af de syriske flygtningestrømme. De kan konstateres i Tyrkiet, der også må tage imod mange flygtninge og konfrontere en stærkere væbnet kurdisk modstand og et fjendtligt syrisk militær lige på den anden side af grænsen. Og de kan ses i Israel, for hvem Syriens Assad-styre længe var garanti for stabilitet i form af en ’væbnet fred’, men hvor israelerne nu må frygte for konfliktens indirekte virkning på palæstinenserne.

Men i bredere forstand er Syrien-krisen også blevet et omdrejningspunkt for andre ulmende konflikter i Mellemøsten. For det første er der magtspillet mellem stormagterne i Mellemøsten, for det andet er der kampen for regional dominans mellem på den ene side Iran og på den anden side Qatar og Saudi-Arabien.

Irans rolle

Internationalt støttes Syrien af Rusland og Kina (som i FN beskytter det mod resolutioner fra Sikkerhedsrådet). Kina opfatter vestlig prodemokratisk og humanitær intervention som en potentiel trussel mod sig selv. Den russiske afvisning er mere kompleks. Den bygger på ønsket om at fastholde et logistisk støttepunkt for det strategisk vigtige Middelhav (flådebasen i syriske Tartous), økonomiske interesser (tilbage fra Sovjettiden har Syrien en enorm gæld til Rusland) og den bredere kamp mod den radikale sunni-islam, som Rusland føler sig mere direkte involveret i end Vesten.

Syrien får også støtte fra Iran, som frygter for, at et sammenbrud af alawitternes magt i Syrien skal blive en forløber for en svækkelse af Hizbollah og en afskæring af det langstrakte strategisk landområde (den såkaldte shiahalvmåne), som Iran har sikret sig fra Golfen til Middelhavet.

Under Det Arabiske Forår har Iran spillet en dobbeltrolle: På den ene side støtter det de folkelige bevægelsers opstande imod de traditionelle sunni-magthavere, på den anden side gør præstestyret alt, hvad det kan for at holde sin syriske forbundsfælle ved magten. Ikke kun af sekteriske grunde, men også fordi Assads fald vil svække Irans stilling i Mellemøsten og blive en direkte trussel mod Hizbollahs sikkerhed, da Syrien er forsyningskorridor for Hizbollahs militser i Libanon.

Ny magtbalance

Egyptens Hosni Mubaraks fald har blandet kortene på ny i det mellemøstlige magtspil. Hans brutale fald fra tronen og den ustabile periode, som Egypten oplever i dag trods Det Muslimske Broderskabs succes, har efterladt den arabiske verden uden nogen virkelig leder. Men de internationale relationer skyr et tomrum, og den plads, som Egypten har efterladt, gør Qatar, Saudi-Arabien og Iran nu krav på at indtage.

Lille af størrelse, men stor i kraft af sine ressourcer, har Qatar engageret sig stærkt i de arabiske folkeopstande. Det er til stede i Tunesien. Det er aktivt i Libyen. Det er også engageret i det syriske oprør, hvor det sammen med Saudi-Arabien fører en både militær og diplomatisk kamp for at tvinge Assad fra magten. Det shiitiske oprør i Bahrain udløste dog en ’reaktionær’ reaktion hos de to Golf-stater. Begge lande er meget følsomme over destabilisering og har nu indset, at de arabiske politiske bevægelser må søges styret i en bestemt retning, og at faren for dem beror på, hvilke kræfter, der i sidste ende sætter sig på magten. Den erkendelse er blevet desto vigtigere, efter at Iran – efter indledende tøven – har set sin strategiske interesse i at støtte bevægelserne (undtagen i Syrien).

Det ultrakonservative kongedømme Saudi-Arabien ser i de arabiske bevægelser en betydelig risiko for sin stabilitet i en vanskelig overgangsperiode for monarkiet, der er blevet kompliceret af kronprinsen, prins Sultans død, og prins Nayeds oprykning i arvefølgen.

Det saudiske wahhabi-riges position afviger i denne henseende fra Qatar. Sidstnævnte er involveret i alle revolutionære bevægelser. Til stor vrede for andre arabiske regeringer, der føler, at Qatar blander sig i deres indre anliggender.

At konflikten regionaliseres er åbenlys. Risikoen er nu, at den også internationaliseres. Tyrkiets (og NATO) afdæmpede reaktion over for syriske provokationer kan skyldes frygten for at se russiske soldater gå over grænsen. Det er også uklart, om Israel vil overveje en internationalisering af konflikten som påskud for omsider at få ram på sin fjende Iran. I dag er hele regionen er en krudttønde.

Jean-François Daguzan er ekspert i geopolitik og forskningschef ved den uafhængige tænketank Fondation pour la Recherche Stratégique

© Le Monde og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikkel Andersen

...Klaner, stammer og muslimske sekter der på barbarisk vis slår hinanden ihjel på kryds og tværs, mens civilbefolkninger sidder overbefolkede tilbage analfabetiske med øjenkatar og tandpine. ... man bliver helt ramt af den arabiske håbløshed. Hvad ønsker man sig egentlig i de arabiske lande? Er der kun grådige kaliffer, ayathollaer, oberster og konger eller er der en lille pibende demokratisk stemme et sted som kan spæde et lillebitte vestligt håb om et mere civiliseret og retfærdigt mellemøsten?

Mikkel Andersen

Du har ret; det er vel egentlig kun de israelske arabere der reelt bor i et demokrati hvor de kan stemme og ytre sig som i andre moderne stater (og er sundere, rigere og mere veluddannede end i resten af arabien). Men Israel udgør 0,2% af mellemøstens gigantiske areal (og ressourcer) og de resterende 99,8% er for mig at se eet stort kaos af alt mulig utiltalende - som hånden på hjertet ikke bliver reelt bedre de næste mange år, selvom alle mulige prøver på alle mulige mærkelige måder at støtte en moderniseringsdagsorden...selvom vi selvfølgelig må håbe det bedste...

Det virker som om de arabiske lande skal igennem en del faser for at finde ud af at hverken islam eller klaner kan afhjælpe deres socio-økonomiske problemer,

Drømmen om at religion kan skabe et bedre samfund skal åbenbart punkteres før den forsvinder.

Mikkel Andersen:

De nævnte levede højt på en falsk dikotomi, som mange debattører her på siden også gør sig til fortalere for, nemlig: "det er os eller islamisterne". Både USA og Rusland ophøjede denne løgn til grundlag for deres udenrigspolitik i den arabiske verden, fordi det gav dem en række behændige marionetregeringer i Mellemøsten som de kunne bruge til at fremme egne interesser i olie, våbenhandel og Palæstina-konflikten (mest tydeligt i USAs mange milliarder i årligt tilskud til Mubaraks militær). Mange danske såkaldt venstreorienterede åd den råt og tager nu blindt enhver despot i regionen i forsvar mens de torturerer og henretter titusinder af kvinder og børn.

Det Stig Rasmussen vel meget rigtigt siger er at befolkningerne i disse lande skal finde den 'tredje vej' mellem vestligt orienterede diktatorer og islamistiske diktatorer. Kun dybt reaktionære skrivebords-stalinister vil fornægte dem det håb at en sådan vej kan findes.