Læserbrev

Krisen imellem tragedie og farce

Debat
23. november 2012

Det nynazistiske parti Gyldent Daggrys fremgang i Grækenland og dets protester i demokratiets vugge Athen, kan ses som en demokratisk tragedie. I historiens lys bliver billedet mindre en tragedie for demokratiet end en farce udløst af manglende forståelse for krisers indvirkning på demokratier.

Vi oplevede det hele under guldstandarden fra 1880 til 1914. Under dette system gennemførtes jævnligt interne devalueringer ved drastisk at sænke løn- og livsvilkår for at forbedre konkurrenceevnen. Borgeres livsvilkår var underlagt økonomiens krav, hvis imperativer styrede samfundet og ikke omvendt.

Borgere reagerede og krævede, at deres sociale livsvilkår blev sat over markedsøkonomien. Denne reaktion tog én af to former: demokrati og velfærdsstat eller diktatur og planøkonomi. De skandinaviske lande falder i den første kategori.

For at acceptere en åben markedsøkonomi med international samhandel byggede vi en velfærdsstat, der kan afhjælpe de problemer, dette system medfører såsom arbejdsløshed, sygdom og nedslidning. De totalitære regimer beskyttede derimod deres økonomier imod konkurrence og omlagde til statsstyret planøkonomi.

Markedskræfternes forrang

Det er lige netop denne kamp, der udspiller sig i Grækenland. De krav, landet er underlagt, tager karakter af interne devalueringer i konkurrencedygtighedens navn. De græske borgere reagerer derfor. De kræver en anden vej ud af landets misere; men hvilken?

EU er jo demokratiets projekt, og grækernes regering er demokratisk valgt, og på trods heraf må de lide under voldsomme sænkelser i deres livsvilkår. Demokratiet kan altså for visse grækere virke som en blindgyde.

Konkurrenceevnens forrang for social sikkerhed, giver nynazisterne en farceagtig genkomst. Ligesom i tidligere totalitære regimer i Europa ser dele af den græske befolkning et alternativ i Gyldent Daggry, som demokratiet ikke kan levere lige nu.

Minder vi os selv om, at Hitler blev demokratisk valgt, må vi også tage denne trussel alvorligt. Demonstrationerne har givet os et forvarsel fra fortiden om, hvilken forfærdelig farce vi kan skabe i Grækenland, hvis vi økonomerne fra IMF, ECB og EU afviser de græske borgeres krav om social sikkerhed og ikke tager den europæiske historie til efterretning.

Jon Lystlund Halkjær, ph.d.-studerende, Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Demokrati og velfærdsstat eller diktatur og planøkonomi.

De unge mennesker i Øst- og Sydeuropa lider ikke af den vildfarelse at Staten, og planøkonomi, er af det onde, sådan som det er tilfældet i Nord- og Vesteuropa, hvor fordømmelse af Staten og planøkonomi nærmest er fælles ideologi, der samler alle fra fra markedsfundamentalister til venstreorienterede.

Diktatur og planøkonomi. At påstå at Hitlertyskland havde planøkonomi, er som at påstå at væksten i den tyske militære slagkraft op til 1939 var at sidestille med tysk økonomisk vækst. Sovjetunionens planøkonomi havde et helt anden karakter og omfavnede hele samfundsøkonomien med stabilitet og tryghed som mål.

De strømninger vi i dag ser i Øst- og i Sydeuropa er netop et forsvar for Staten som den god forsvarer for den lille familie.

grækernes regering er demokratisk valgt, og på trods heraf må de lide under voldsomme sænkelser i deres livsvilkår.

Sætning er mildest talt naiv. Demokrati uden økonomisk demokrati er en narresut.

Michael Kongstad Nielsen

Gyldent Daggry (gå græsk fork. XA) fik kun 7 % af
stemmerne ved det græske parlamentsvalg i juni, så det er overdrevet at tale om "demokratisk tragedie".
http://da.wikipedia.org/wiki/Parlamentsvalget_i_Gr%C3%A6kenland_juni_2012

Nej, faren kommer ikke fra en lille håndfuld slagsbrødre i Gyldent Daggry, faren kommer fra Nyt Demokrati, det gamle konservative parti, der har kørt landet i grøften, og stadig har magten pga. af en besynderlig valgregel i Grækenland om, at vinderpartiet får 50 gratis mandater oven i eget valgresultat. Reglen må stamme fra overgangen fra militærdiktatur til demokrati for ikke så mange år siden, måske for at sikre, at et demokratisk valgt parlament fik en solid flertalsregering at arbejde med - for at undgå risiko for tilbagefald til diktatur. Jeg ved det ikke --- er der nogen, der kender forklaringen?

Bortset fra det, så er alternativet til det nuværende styre ikke diktatur og planøkonomi, som skribenten frygter, nej det er det venstreorienterede Syriza, som har et 40-punktsprogram, som kan fremsøges på nettet for særligt interesserede.

Freddy Andersen

@Michael

At Gyldent Daggry kun fik 7% stemmer nu, er efter min bedste overbevisning ikke nogen grund til at ignorere dette fænomen, det er på fremmarch flere steder i Europa, og med en generel højredrejning af samfundene, syntes jeg i aller højeste grad der er grund til bekymring, for mig at se giver det mindelser fra en ikke så fjern fortid.