Læserbrev

Læg forskningen frem, før vi vælger

26. november 2012

Jeg blev meget provokeret af artiklen om overdiagnostisering af brystkræft i Information 6. november. Her fremgår det, at 500 kvinder hvert år får stillet diagnosen kræft uden, at denne nogensinde i kvindens levetid vil give hende symptomer. Men på grund af screeningsprogrammet får disse kvinder fjernet brystet helt eller delvist og bliver sendt gennem efterbehandling bestående af strålebehandling, kemo og antiøstrogenbehandling – et samlet sygdomsforløb, som kan vare et år. Bare antiøstrogenbehandlingen varer mindst fem år. For hver tre kvinder, som får en grundløs kræftdiagnose, regner man med, at man finder én kvinde, som redder livet pga. screeningen.

Det kalder enhedschef i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm en succes. Det, synes jeg, er en hån mod de kvinder, hvis liv man hvert år ødelægger med en grundløs kræftdiagnose. Han anbefaler, at kvinden kan træffe sit valg – hvorvidt hun ønsker at deltage – på et velinformeret grundlag. Havde jeg vidst det, der står i denne artikel, havde jeg ikke ladet mig screene. I det aktuelle informationsmateriale beskrives overdiagnosticering som en ’ulempe’. Det er ikke en ulempe. Det er en katastrofe i det enkelte menneskes liv. Jeg fik fjernet en knude i brystet 3. oktober. Jeg føler mig ført bag lyset, for disse resultater er jo ikke nye. De er blot blevet bekræftet endnu engang. Og jeg er stærkt utilfreds med en total manglende dialog omkring, hvilken behandling der skal iværksættes.

Da jeg har god støtte i en læge, vidste jeg, at onkologerne på en hjemmeside kan se, hvad man får ud af at modtage f.eks. både antriøstrogenbehandling og kemo i et perspektiv på 10 år.

Manglende rådgivning

Lægerne lægger ikke på eget initiativ disse oplysninger frem, så man selv kan træffe et informeret valg. Den samlede behandling tilbydes som hospitalets svar på denne sygdom, og man præsenteres for, hvad der kan forventes af virkning og bivirkning af diverse behandlinger helt generelt. Lægen, som jeg talte med, var ikke i stand til at fortælle mig, hvordan behandlingerne virker, når jeg også har en gigtsygdom. Ligesom man skal kunne træffe et valg på et velinformeret grundlag om, hvorvidt man ønsker at deltage i screening, bør mulighederne og den forskning, der foreligger vedrørende den voldsomt indgribende efterbehandling, vel også lægges frem?

Jeg håber virkelig, at denne fuldstændig vanvittige sygeliggørelse af 500 kvinder årligt stopper hurtigst muligt. Det må gå over i den medicinske historie som et sort, sort kapitel.

Gudrun Bach, Hillerød

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En gang imellem kan jeg blive lidt træt af at skulle træffe beslutninger på "et informeret grundlag"...
... f.eks. succesrater på 80%.

Hvad kan man bruge det til?
Man ved jo ikke, hvilken "bunke", man ligger i.
Den med de 80 eller den med de 20%.

I øvrigt er jeg enig med dig i, at overdiagnosticering og -behandling ikke er hensigtsmæssig. Og den fjerner penge fra noget mere nødvendigt.
Men jeg kan forestille mig, at vi vil få mere og mere af den i takt med, at læger og myndigheder oplever, at de er nødt til at sikre sig i hoved og r.. mod kritik, klager og erstatningskrav.

Det "informerede" grundlag, som patienter bliver mødt med i det offentlige sundhedsvæsen er baseret på information fra medicinalindustrien og er altså et udtryk for industriens ønske om at tjene flest mulig penge hjem til deres aktionærer.
Det "informerede" grundlag er ikke primært baseret på patienternes tarv.

Det er mit indtryk og også erfaring på egen krop, at meget behandling, som foregår i det offentlige sundhedsvæsen er mere skadelig end gavnlig, når der kigges på behandlingen i bagspejlet eller med kritiske øjne uafhængig af en kommerciel industri.

Jens Overgaard Bjerre

Ja, det virker da helt skørt, at man ikke kan tage stilling til, hvorvidt man vil igennem denne drastiske behandlingskur, efter en ordentlig information, når resultaterne er som de er.
Jeg ved ikke om det kun er medicinalindustrien, man kan klandre for, at det er kommet så vidt. Så vidt jeg husker var det også et "kvinde-krav" fra politisk hold. Der i første omgang, og som det blev lagt frem, lød vældig sympatisk. Men når jeg læser Gudrun Bachs artikel, om sit eget behandlingsforløb, hvor hun ikke kan tage stilling på et informeret grundlag, så virker det usympatisk og nedværdigende.