Klumme

Laveste fællesnævner som sprogligt ideal

I København har man valgt at indrette flere veje efter trafikanternes adfærd. Samme princip bør gælde reglerne for den sproglige færdsel
Debat
15. november 2012

I mange år cyklede jeg dagligt imod ensretningen på Sankt Hans Gade på Nørrebro. Der var tale om en systematisk overtrædelse af færdselsloven, men til mit forsvar skal det siges, at jeg ikke var alene om det. Hver eneste dag kørte flere hundrede cyklister samme ulovlige vej, indtil kommunen tog konsekvensen og anlagde en cykelsti i modgående retning – og pludselig var forseelsen lovlig.

Fredag i sidste uge udkom to bøger, der handler om reglerne for vores sproglige færdsel. Den ene er en børnebog, den anden et opslagsværk, men begge er de rundet af en forståelse, der kan minde om Københavns trafikale pragmatisme.

Den første udgivelse, Et bord er et bord, er skrevet af den tyske forfatter Peter Bichsel og udkom første gang i samlingen Børnehistorier fra 1969. Historien handler om en ældre mand, der keder sig så meget, at han en dag beslutter sig for at opfinde sit eget sprog. Han kalder sengen for billede, bordet for tæppe, stolen for vækkeur, avisen for seng. Og så videre.

Til en begyndelse morer det ham. »Men det er ikke nogen morsom historie,« slår Bichsel fast. For den gamle mand må snart erkende, at et privat sprog i sidste ende fører til social isolation. Så længe han sad alene på sit værelse og ikke skulle bruge sproget til at kommunikere med, havde han ingen problemer med at bilde sig selv ind, at forholdet mellem ordene og tingene var vilkårligt. Men så snart han prøver sit nye sprog af på andre, indser han, at vilkårligheden kun er en teoretisk abstraktion, som i praksis mister gyldighed:

»Den gamle mand i den grå frakke kunne ikke længere forstå folk, det var ikke så slemt. Det var meget værre, at de ikke længere kunne forstå ham. Og derfor sagde han ingenting mere.«

Læren af Peter Bichsels historie er, at sprog er et fælles projekt. Vi er afhængige af en social konvention, der slår fast, hvad ordene betyder, og hvordan de skal staves. Men det er omvendt ikke gjort én gang for alle, for sproget ændrer sig hele tiden – og dét bringer os frem til ugens anden vigtige udgivelse: Den nye retskrivningsordbog fra Dansk Sprognævn.

Retskrivningsordbogens 4. udgave er et autoritativt øjebliksbillede anno 2012 af den sociale konvention, vi kalder det danske sprog. I den nye version er hundredvis af dobbeltformer, altså ord, man kan stave på flere måder, blevet skåret ud (for eksempel er det slut med at skrive majonæse og jogurt). Til gengæld er der givet grønt lys for, at i alt 40 ord, der ender på –ium (som gymnasium) fremover også må ende på –ie (gymnasie). En disposition, sprognævnets direktør, Sabine Kirchmeier-Andersen, forklarer således i Politiken:

»Det er jo lige godt at skrive akvarie og akvarium; det ene ord følger et dansk princip, det andet et latinsk princip, og begge logikker giver mening. Så det må være udviklingen og flertallet, der bestemmer.«

Udviklingen må bestemme, men udvikler sproget sig så i den rigtige retning? Nej, mener sprogrevserne Mich Vraa og Susanne Staun, som på kronikplads i samme dagblad beklager sig over, at det er »laveste fællesnævner, der ligger til grund for mange af Dansk Sprognævns anbefalinger«. Det danske sprog er ved at blive udvandet af »sjuskede sprogbrugere«, skriver de: »Hvis man derfor vil tale om sprogudvikling, bliver man nødt til at insistere på, at dette indebærer en bevægelse mod et stadig mere præcist, klart og utvetydigt sprog«.

Det er svært at være uenig i, at sproget skal være klart – men hvad vil det egentlig sige? Hvis formålet med sprog er at forstå hinanden, må den mest klare form for kommunikation vel være det sprog, flertallet taler. Og så er »laveste fællesnævner« pludselig ikke et skældsord, men et ideal. Et ideal, som skal sikre et inkluderende sprog, der ikke holder »sjuskede sprogbrugere« ude, men inviterer dem ind og forholder sig nysgerrigt åbent til deres praksis. Hvorfor er det for eksempel, at stramtantet ikke kan erstatte stramtandet? At svinggerninger ikke kan erstatte svinkeærinder? At hårknude ikke kan erstatte hårdknude? Hvorfor ændrer vi ikke loven dér, hvor loven står i vejen? Som når Københavns Kommune siger til byens cyklister, at det ikke er deres kørsel, den er gal med, men vejen, de kører på. Er det ikke sådan, vi bør tænke – i trafikken såvel som i sproget?

 

 

 

Rasmus Bo Sørensen er kulturskribent på Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Som flittig bruger af netop den slags tricks må jeg svare på hvorfor
- stramtantet ikke kan erstatte stramtandet.

Fordi det første indeholder en anden metabetydning i forhold til det Rasmus Bo kalder 'den lave fællesnævner'. Rigtignok et af de få steder hvor dette begreb har nogen kvalitet udover discount er netop i sproget. Anerkender man metabetydnings-versionen som en del af den lave fællesnævner, udgår metabetydningen af udtryksspektret. 'Stramtantet' er både mands-og-alders-chauvinistisk og bør ikke være på ligef od. Det bør forbeholdes specielt kreative skribenters sjældne brug på passende sted.
De fleste med kendskab til Engelsk Socialisme (Engsoc) ved at begrænsning af udtryksspektret kombineret med en øget mulighed for legal chauvinisme i ord og tale konsoliderer gældende magtstruktur.

Sving-gerninger ? Den er ellers smuk. har du selv fundet på den ? Den er tæt på at kunne direkte betydningserstatte.

Hvad angår hårdknude/hårknude er der tale om en simpel stavefejl med total betydningsændring. En hårknude er en bestemt frisure : en 'knold' på siden af hovedet.
En hårknude i hårdknude hedder iøvrigt en rasta....
men det er et låneord.

Heinrich R. Jørgensen

Retskrivning har udgangspunkt i ret og sprogets form. Effekten er, at sproget form dikteres gennem de vanlige, statslige midler hvormed politiske vedtagelser gennemtvinges. Nemlig juristerier og pålæg om at hvad end der vedtages, skal det efterleves i statsligt regi. I en Big Mother stat i praksis betyder: stort set alle vegne.

Hvad der ville være en pointe i, var hvis sprogfolk og andre med evne til filosoferen, begyndte at rydde op i både sprogets form og indhold, således at hvert ord henviste til ét begreb. Derved ville det være muligt at justere på rigssproget, så det blev (potentielt) muligt at kommunikere klart og forståeligt.

Hvis man ved samme lejlighed fokuserede på, at ord der henviste til abstrakte begrener. i videst muligt omfang var funderet på grundord hvis betydning blev bibeholdt i de sammensatte ord, var der mulighed for at mindske den leksikale tilgang til sproget, hvor ords betydning skal forsøges husket, fremfor at være forstået.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, det er ikke vejen. Den laveste fællesnævners
ideal er ekskluderende, fordi det tenderer mod det næsten uforståelige, en afsnubning af endelse, man kan næsten ikke høre, hvad der bliver sagt.

Ord skal forståes og ikke kunne fortolkes i alle mulige retninger, - det må være det sproglige ideal.
Noget Enhedslisten kunne bruge, nu hvor den skal til at omskrive principprogrammet.

Heinrich R. Jørgensen

Tjoh, det er bestemt et praktisk problem at have et principprogram der erklærer revolution som et sigtepunkt, når de fleste forveksler revolution (at begynde forfra) med revolte (optøjer og ballade).

R-evolution
Ikke forfra, men videre.

Heinrich R. Jørgensen

Volution, som i cyklus. Revolution som i en ny cyklus. Hver dag er en cyklus, for at tage et eksempel. At hanegal forbindes med revolution, understreger tydeligt analogien til dagen som cyklus.

Andre cykler er f.eks. året og et menneskes livsforløb. I et rige kan ét dynasti afløse et tidligere, uden at riget går til grunde. Det er blot et udtryk for, at riget er kommer under ny ledelse. De politiske regimer bør fra tid til anden, sendes på pension, når de har udtjent deres nytte. Der skal fra tid til anden ske en forrnyelse; regimeskifte er en naturlig og "organisk" proces.

Ka' D ik' ba' vær' li-mej?

Det at ville beskrive et principprogram med ord / begreber, der ikke kan tolkes i mange retninger med dagens sprogbrug, er jo lidt af en sproglig udfordring, men kan samtidig være en ganske sund politisk afklaring.

Klaūs Rød Frederiksen

at sproget ændrer sig af sig selv og ikke autoriseret kan kontrolleres af mere eller andre end en ordbo(r)g og en række selvbestaltede specialister giver mig en frihedsfølelse af helt særlig karat. Og som underviser er jeg ellers ikke glad for grimt sprog.

Kasper Guldmann Nielsen

"Den laveste fællesnævners
ideal er ekskluderende, fordi det tenderer mod det næsten uforståelige, en afsnubning af endelse, man kan næsten ikke høre, hvad der bliver sagt."

Det må vel være den gamle udgave af ordet der er næsten uforståelig, siden så mange mennesker åbenbart misforstår det.