Kronik

Libanesisk krigssnak koster dyrt

Vestlige medier står i kø for at annoncere borgerkrigens komme i Libanon. Ser man efter, synes virkeligheden dog at være en anden. Men usikkerheden fra mediernes krigssnak risikerer at sætte spor i Libanons økonomi
Libanon er på randen af borgerkrig, konkluderer de vestlige medier. I virkeligheden er konflikterne gamle og langt mindre sensationelle, end hvad medierne giver udtryk for.

Libanon er på randen af borgerkrig, konkluderer de vestlige medier. I virkeligheden er konflikterne gamle og langt mindre sensationelle, end hvad medierne giver udtryk for.

Anwar Amro

16. november 2012

Ifølge en strøm af reportager i vestlige medier fra DR til det engelske nyhedsblad The Economist (Information næsten undtaget), er Libanon på randen af borgerkrig. Spillover-effekter fra den sekteriske konflikt i Syrien, uroligheder i Libanons næststørste by Tripoli og et sindrigt internationalt spil presser angiveligt libaneserne ud i en gentagelse af den blodige borgerkrig, som hærgede landet mellem 1975 og 1990. Det er forventningen, at den pro-syriske Hizbollah-ledede 8. marts-koalition på den ene side og den pro-vestlige 14. marts-koalition på den anden side, vil ryge i totterne på hinanden.

Det er ikke underligt, at mange journalister forfalder til spådomme om borgerkrig. Libanesisk politik er svær at formidle og med en seerskare, der kræver live-dækning og hurtige overblik, er borgerkrigen en fængende vinkel med tilpas meget drama, der efterspørges hjemme fra redaktionerne. Men ser man efter, er bekymringerne tilsyneladende overdrevne.

Mindre dramatisk udlægning

Kampene i Tripoli, som blandt andre TV-Avisen for nylig gjorde et nummer ud af at beskrive som en tikkende bombe, er eksempelvis en ældgammel konflikt. Libanons befolkning er et sammensurium af folkeslag og religiøse sekter, der gennem tiden er flygtet til landet, hvilket alle dage har givet anledning til spændinger i Tripoli. Værten proklamerede, at »krigen [i Syrien] er i høj grad i gang med at sprede sig til nabolandene.« Men spørger man en libaneser, vil svaret ofte være, at Tripoli-folket altid er på udkig efter en anledning til at skyde på hinanden. Hvor kynisk det end måtte lyde.

Bombeattentatet i Beirut den 19. oktober, der kostede den libanesiske efterretningschef Wassim Al-Hassan livet, accelererede ligeledes de igangværende spekulationer om en forestående borgerkrig. Men den begivenhed får ikke mange libanesere til at spærre øjnene op. Lignende bomber har siden attentatet på premiereminister Rafik Hariri i 2005 været en del af den politiske virkelighed og kostet livet for flere end 20 modstandere af Syriens indflydelse i Libanon; »There is nothing to be afraid of. This is Lebanon!« hører man typisk.

På samme måde fik også urolighederne i forbindelse med Al-Hassans begravelse mere opmærksomhed, end hvad der var dækning for. Godt nok var de uventede, men de var også decideret pinlige for oppositionen, som dagen derpå måtte beklage i pressen. Det meste af begravelsen foregik i fred og fordragelighed – der var bedstemødre og børn over det hele. Da det kom til optøjer, håndterede de libanesiske sikkerhedsstyrker situationen professionelt og køligt, og ingen kom alvorligt til skade den dag.

Ingen er interesseret i krig

Hvis Libanon faktisk skulle falde tilbage i borgerkrig, ville det kræve en vilje til det på flere forskellige niveauer. Umiddelbart er det ikke tilfældet.

På befolkningsniveauet er modstanden mod en borgerkrig enorm. Det er kun 22 år siden borgerkrigen sluttede, og alle kan huske dens rædsler. Siden er man kommet imponerende langt med at genopbygge særligt Beirut – en totalt udmattende krig er ikke i nogens interesse. Det kan indvendes, at den blotte frygt for egen sikkerhed kan få befolkningen til at gribe til våben og eskalere situationen. Her kan man imidlertid påpege, at statens sikkerhedsstyrker – om end de fortsat ikke kan matche Hizbollahs styrke og kapacitet – faktisk er blevet stærkere, ikke mindst takket være FN’s træning og uddannelse af den libanesiske hær.

Ser vi på de nationale aktører i Libanon, har alle politiske og religiøse ledere gjort deres for at mane til besindighed. 14. marts-koalitionen har ikke militær kapacitet til en borgerkrig, men endnu mere interessant er det, at Hizbollah som del af den siddende regering har været med til at føre en dissocieringspolitik over for situationen i Syrien. Man har nægtet at vælge side i konflikten. Da Hizbollahs magt både økonomisk og militært er funderet på en stærk alliance med Iran og Syrien, er det bemærkelsesværdigt, at man har valgt at prioritere stabiliteten i Libanon frem for støtten til Assad. En helt simpel pointe er også, at borgerkrigen frem til 1990 åbnede alle parters øjne for den kendsgerning, at der ikke er nogen, der er stærke nok til fuldkommen at dominere landet. Ingen kan vinde en krig, så hvorfor skulle man så starte den?

Internationalt er der heller ikke nogen, der på nuværende tidspunkt er interesseret i en borgerkrig i Libanon. Vesten spiller en vigtig rolle som 14. marts-koalitionens orienteringspunkt, og selv om USA er arg modstander af 8. marts-koalitionen og særligt Hizbollah, har man opfordret premiereminister Najib Mikati til at blive siddende. Man er bange for et magtvakuum og foretrækker stabiliteten situationen i Syrien taget i betragtning. På samme vis er det tvivlsomt, at 8. marts-koalitionens venner, præstestyret i Teheran, på nuværende tidspunkt ser perspektiver i en libanesisk borgerkrig. Med Assad i alvorlige vanskeligheder er det usandsynligt, at man ønsker den tredje enhed i aksen Iran-Syrien-Hizbollah engageret i en udmattende borgerkrig.

Krigssnak påvirker økonomien

Samlet er det altså vanskeligt at se, præcis hvorfra en borgerkrig i Libanon skulle komme. I den fremherskende fortælling i vestlige medier er det imidlertid prognosen, og det i sig selv er et alvorligt problem for landet. Den usikkerhed, som den dramatiske omtale genererer, er nemlig ren gift for Libanons økonomi. Libanon er en lille, åben økonomi, og derfor har det stor betydning, hvordan omverdenen betragter landets sikkerhedssituation. Libanon har for at opretholde de flotte vækstrater, som landet i de seneste år har oplevet, behov for tilførsler af midler dels fra investeringer fra udlandet, dels fra turisme. Det giver imidlertid sig selv, at de færreste investorer har mod på at investere i et land, der siges at være på randen af borgerkrig. Det er et spørgsmål om tillid, tillid til at pengene kommer tilbage. På samme måde er det af afgørende betydning for turistindustrien i Libanon, at de mennesker, som overvejer at besøge landet, føler sig trygge. Efter 2006-krigen mod Israel har Libanon haft flotte vækstrater på seks til otte procent. Sidste år faldt vækstraten imidlertid dramatisk til kun knap to procent, som i øvrigt må forventes at blive ædt op af de tilstrømmende flygtninge fra Syrien. Der er så at sige flere, der skal dele kagen. Derfor har Libanon hårdt brug for, at der er tillid til landets stabilitet.

Det er i lyset af det tillidsspørgsmål, at det er værd at overveje, om ikke også medierne har et ansvar for at portrættere Libanons situation på en måde, som ikke er unødigt dramatisk. Det er indlysende, at pressen ikke kan tillægges noget ansvar for begivenhedernes gang i Libanon. Men fordi det er gratis for journalister at fortælle den dramatiske historie om borgerkrig i Libanon, alt imens den libanesiske befolkning må betale prisen i form af en svækket økonomi, skal der herfra lyde en opfordring til, at TV-Avisen og andre redaktioner vejer deres ord på en guldvægt.

Ayham Francies Al Maleh og Morten Nygaard Christensen er stud.scient.pol. på Aarhus Universitet. De var i Beirut mellem d. 11. og 23. oktober som arrangører af en studietur for studerende ved Institut for Statskundskab, AU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hold da op en rigtig god og vel formuleret artikel, thumbs up herfra. Det er virkelig længe side jeg sidst har læst en artikel om Libanon, hvori forfatterne egentlig ved hvad de skriver om. Forsæt det gode arbejde!