International kommentar

Masho viser os bagsiden af international adoption

Det internationale adoptionsmarked handler ikke om barmhjertighed. Det handler om udbud, efterspørgsel og manglende kontrol fra nationale myndigheder, både i afgiver- og modtagerland. Og det handler i høj grad om de beløb, som kan tjenes på et marked, hvor efterspørgslen efter børn er umættelig
29. november 2012

Dokumentaren Adoptionens Pris, som blev vist på TV 2 mandag aften, skildrer adoptionen af Masho og hendes yngre bror Roba fra Etiopien til Danmark. Børnene og begge familier følges sideløbende fra adoptionen, til Masho anbringes på døgninstitution i Danmark, efter at det har vist sig, at familien ikke magter den 4-årige pige.

Mashos historie viser os vigtigheden af, at aktører, som har med international adoption at gøre – nationale myndigheder, adoptionsbureauer og adoptanter – tager deres respektive ansvar og pligter meget alvorligt. Hvad enten det drejer sig om postadoptionsservice, opgivelsesproces eller anbringelsesmuligheder, er vi nødt til at sætte højere standarder for os selv og hinanden.

At Masho har svært ved at ’tilpasse sig’ er naturligt. International adoption er et traumatiserende indgreb i ethvert barns liv. Nogle børn ’klarer den’, andre gør ikke og skriver sig måske ind i den triste statistik af internationalt adopterede med langt højere tilfælde af psykiatriske diagnoser, behandlinger, selvmord og stof- og alkoholmisbrug.

Manglende rådgivning

Der er brug for kvalificeret rådgivning og støtte til adoptivfamilier i Danmark. Adoptanter skal kunne se ud over den umiddelbare drøm om en familie. For adoption slutter ikke, når barnet hjemtages. Det er nemlig først her, at effekten af adoption opleves. Børnene kan være traumatiserede og vil kræve flere følelsesmæssige ressourcer af adoptanterne. Det er naturligt, at et barn som har oplevet tab og svigt, har svært ved at indgå nære relationer. At døgninstitutionsanbringelse er det eneste alternativ for Masho, som netop skal lære at indgå nære relationer, er trist.

Mangel på rådgivning og støtte er også aktuelt for de etiopiske forældre. I en af scenerne ser vi det etiopiske adoptionsbureau tale med Mashos forældre. Samtalen kan virke som et bevidst forsøg på at nedbryde deres forældreevne og tilliden til, at de kan varetage deres børns interesser. Forældrene skal overbevises om, at adoption er det bedste for deres børn.

Ifølge dokumentaren bliver de etiopiske forældre lovet, at de kan se deres børn igen og få nyt fra dem. Denne opgave løftes ikke af DanAdopts samarbejdspartnere, hvilket bl.a. Amnesty har kritiseret. I Haagerkonventionen står endvidere, at den part, der giver tilsagn om opgivelse til adoption, skal være tilpas rådgivet og informeret om effekten af tilsagnet. Om dette praktiseres er tvivlsomt og betyder, at danske adoptionsbureauer som DanAdopt bør vælge deres samarbejdspartnere med større omhu.

Men er et liv i relativ materiel velstand i Danmark ikke at foretrække for et liv i Etiopien under alle omstændigheder? Her gælder det, ifølge Haagerkonventionen, at international adoption først må finde sted, når mulighederne for nationale adoptioner og andre anbringelsesformer er undersøgt og udtømt. International adoption skal være last resort.

Hvad er bedst for Masho?

I en sag som Mashos, ville det så ikke være i hendes interesse at opholde sig i sit eget land – enten på en institution eller hos sin familie? Hun giver selv udtryk for, at hun vil tilbage til det sted, hvor hun er født (Haagerkonventionen anfører også, at der under hensyntagen til barnets alder og modenhed skal tages hensyn til barnets ønsker og holdninger). Kan adoptionsbureauer og myndigheder ikke bare erkende deres svigt og f.eks. sende hende tilbage til sin familie? En hjemsendelse burde jo være en ’mindre tilpasning’ for Masho, i sammenligning med den, vi allerede har forventet af hende.

Eller kunne en sådan handling tænkes at skabe grundlag for, at adoptanter kan returnere ’defekte varer’, når de ikke lige lever op til de forventninger, man måtte have skabt? Når de f.eks. ikke lige kan rumme ens eget behov for nær fysisk kontakt eller ikke lige taler og spiser, som man forventede?

Handel med børn

Det internationale adoptionsmarked handler ikke om barmhjertighed. Det handler om udbud, efterspørgsel og manglende kontrol fra nationale myndigheder, både i afgiver- og modtagerland. Og det handler i høj grad om de beløb, som kan tjenes på et marked, hvor efterspørgslen efter børn er umættelig. Det handler om fattigdom, sygdom, adgang til uddannelse og medicin og en grundlæggende global ulighed. Forældreevne måles i velstandens økonomiske termer og måske i mindre grad i evnen til at varetage et barns interesse. Her efterlades forældre i udviklingsstater som de store tabere i forhold til den velstand, danske adoptanter relativt kan præstere. Er man en dårligere forælder, blot fordi man er fattig? Var Mashos forældre i en relativ dårligere situation end andre forældre i lignende situationer i Etiopien? Ville vi selv acceptere at bortadoptere vores børn til Etiopien i det tilfælde, at vi – ligesom Mashos forældre – var fattige og HIV-smittede?

Vi må vågne op af drømmen om adoption som et udelukkende velgørenhedsprojekt, der har til formål at redde fattige børn, hvis vi vil fastholde, at Danmark skal praktisere international adoption. På det internationale adoptionsmarked er der aktører, som har store interesser på spil, der ikke altid er kompatible med barnets interesser. Netop derfor er en skærpelse af kravene til aktørerne endnu vigtigere. En erkendelse af dette er nødvendig, før vi kan begynde at tage vores ansvar og pligter alvorligt og leve op til vores løfte om at beskytte børn i internationale adoptioner.

Heidi Borg Jørgensen er selv internationalt adopteret og uddannet cand.scient.adm. med speciale i internationalt samarbejde

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kernen i sagen om Masho er vist - diplomatisk formuleret -, at adoptivforældrene ikke var "rustet til opgaven".

På "normalt dansk" er det det samme som, at de ikke burde have været godkendte til at adoptere.

Så er der noget uigennemsigtigt m h t de biolgiske forældre, som på adoptionstidspunktet bl a mentes at have en på kort sigt dødelig sygdom - det var så ikke helt tilfældet.

Og så er der nogle TV journalister , der rejser ned til de biologiske forældrer og viser dem dokumentarfilmen - gør journalisterne det for at belyse sagen ?, eller for at hjælpe barnet ? , eller for at øge seer-tallet ? - bliver de (godtroende ?) biologiske forældre manipuleret til at gøre historien journalistisk "bedre" ?

Og hvad med instruktøren af dokumentarfilmen - kan man sidde og instruere et barn til at optræde ulykkeligt ? - kan man sidde og se på, at nogle forældre opfører sig forkert ? - og så bagefter sidde med god samvittighed og modtage ros for den fine film ?

Man gør vel en stor indsats for at få vellykkede adoptioner og ting kan altid forbedres - men hvis man helt med 100% sikkerhed vil undgå uheldige sager , så er man nødt til at lukke fuldstændig af for adoptioner fra udlandet - og vil det være rimeligt ?

Christel Larsen

med hensyn til instruktøren må man sige , at uden den film havde sagen aldrig haft betydning.

Hun gør sit arbejde

Husk adoptivmoderen arbejder med sårbare børn og unge, man må formode hun har en vis faglighed.

De får hjælp fra kommunen.

Hvad kan instruktøren gøre mener du?

Ja hun kan lukke øjnene og se den anden vej, men meget mere kan hun ikke gøre, andet end formidle sagen til andre så de kan se hvad problemer der kan opstå.

Det er vel vigtigt til en vis grad for forståelsen af hvor galt det kan gå, og vel egentlig meget oplysende for kommende adoptivforældre om hvor svært det kan være .Det er vel ingen skade for at de rosenrøde briller tages af og man introduceres for realiteter om hvordan det også kan være.

Men er helt enig i at det er langt ude at TV2 rejser ned til forældrene for at vise dem filmen. Det var en usmagelig opførsel.

Heidi Borg Jørgensen:

»Masho viser os bagsiden af international adoption«

Masho viser os først og fremmest hvor nedbrydende og destruktivt det er for vores debatkultur og demokrati, når sensationshungrende journalister via enkeltsager, får lov til at sætte dagsordenen i komplekse socialpolitiske spørgsmål.

Jesper van der Schaft

Nu hvor adoptionen er oppe at vende, så vil jeg lige fortælle min egen historie.

Jeg selv er adoptivbarn fra Sydkorea og kom til DK som knap tre-årig (1973) Nedenfor stående er min mail til mine adoptivforældre mellem julen og nytåret i år 2008:

"Først citat fra Det Nye Testamente: "Lad de små børn komme til mig; dem må i ikke hindre; thi guds rige hører sådanne til”. Hvis I er troende, hvorfor har I ikke lades mig komme til jer, mens jeg var barn. Når jeg kigger tilbage på billederne fra barndommen, ser jeg ikke mange billeder, hvor jeg smiler. I vil tænke, har vi givet mig sådan en dårlig barndom/opdragelse, at det ikke kan viskes væk og vi kan
starte forfra med hinanden?. Ud fra min synsvinkel har min barndom været utroligt dårligt. I vil sige, det var fordi, jeg var skarnsunge…ja det var jeg…jeg var ikke Guds bedste børn…Men jeg vil også sige til jer. I var heller ikke de bedste forældre for mig. Der var ikke noget med snak om følelser, hvordan det var at blive barn til voksen f.eks. sex, stjæle osv…alt var tabu for jer. Så hver gang jeg gjorde noget som ikke var så smart, fik en røvfuld eller blev lukket inde på mit værelse. Desværre er der mange oplevelser, som har jeg haft mareridt over. Vi har været meget lidt inde på det, hvor mor spurgte mig…om der ikke noget i barndommen, som var godt…jeg tænkte mig godt om, før jeg svarede jo:” Hollandsturene”..ellers har det været en barndom i helvede. Begrundelsen for at jeg ikke tog med til Korea, var ikke at der vil være for mange mennesker og for stor virvar. Men begrundelsen var, at jeg var bange for, at jeg ville komme til at sige i bussen:” Hvorfor kom jeg også til Danmark, gid jeg var blevet her”. Hvorfor tror I, jeg har været indlagt på et psykiatrisk hospital, hvorfor tror I, jeg har skåret i mig selv…Gæt det!! Og så held og lykke i fremtiden. Jesper van der Schaft"

Vi har ikke snakket eller set hinanden i knap fire år. Men jeg kan kun fortælle, at jeg er blevet rigtig glad og har et godt liv, selvom jeg stadig har nedture. Så jeg vil sige ganske kort: Jeg er gået fra fiasko til succes.

Så desværre har ikke kunnet bidrage med noget positivt mht. adoption, men jeg har skrevet det for, at I skal vide, at desværre ikke er første og sidste gang, at der vil være konflikter mellem adoptivbørn- og forældre.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, adoptivbarn

Adoption kan til tider være noget forbandet møg, hvor børn ender som en handelsvare og hvor deres tarv bliver fuldstændigt tilsidesat.

Der trænger i den grad til bedre regler, mere regulering og kontrol. Derudover ville bedre oghøjre krav, samt mere uddannelse til adoptions forældre nok heller ikke skade, man er ikke nødvendigvis gode forældre blot fordi man har en fantcy titel eller jobbeskrivelse og bor på en adresse med postnummer 2900.

Jeg har kendt en del adoptivbørn efterhånden og en hel del havde en elendig barndom hvor forældrene var alt andet end empatiske, forstående og næstekærlige. Hvilket har affødt ekstrem dårlig selvtillid mm.

Jeg har også mødt det modsatte, men helt geberelt har jeg simpelthen mødt alt alt for mange hvor adoption ikke ligefrem har forbedret deres livskvalitet, man kan derimod snakke om at deres liv er blevet dårlig på anden vis. Andre gange er deres elendige liv dog stadig at fortrække fremfor at bo på et børnehjem (som nogle gange fungere som handelscentre for menneskehandel på den lyssky måde. )

Så adoption er langtfra altid lykken og det bliver det formentligt aldrigt, men dertil og forbyde det er langt. Der eksistere trods alt børn som er fjernet fra et liv i randestenen.