Masho viser os bagsiden af international adoption

Dokumentaren Adoptionens Pris, som blev vist på TV 2 mandag aften, skildrer adoptionen af Masho og hendes yngre bror Roba fra Etiopien til Danmark. Børnene og begge familier følges sideløbende fra adoptionen, til Masho anbringes på døgninstitution i Danmark, efter at det har vist sig, at familien ikke magter den 4-årige pige.

Mashos historie viser os vigtigheden af, at aktører, som har med international adoption at gøre – nationale myndigheder, adoptionsbureauer og adoptanter – tager deres respektive ansvar og pligter meget alvorligt. Hvad enten det drejer sig om postadoptionsservice, opgivelsesproces eller anbringelsesmuligheder, er vi nødt til at sætte højere standarder for os selv og hinanden.

At Masho har svært ved at ’tilpasse sig’ er naturligt. International adoption er et traumatiserende indgreb i ethvert barns liv. Nogle børn ’klarer den’, andre gør ikke og skriver sig måske ind i den triste statistik af internationalt adopterede med langt højere tilfælde af psykiatriske diagnoser, behandlinger, selvmord og stof- og alkoholmisbrug.

Manglende rådgivning

Der er brug for kvalificeret rådgivning og støtte til adoptivfamilier i Danmark. Adoptanter skal kunne se ud over den umiddelbare drøm om en familie. For adoption slutter ikke, når barnet hjemtages. Det er nemlig først her, at effekten af adoption opleves. Børnene kan være traumatiserede og vil kræve flere følelsesmæssige ressourcer af adoptanterne. Det er naturligt, at et barn som har oplevet tab og svigt, har svært ved at indgå nære relationer. At døgninstitutionsanbringelse er det eneste alternativ for Masho, som netop skal lære at indgå nære relationer, er trist.

Mangel på rådgivning og støtte er også aktuelt for de etiopiske forældre. I en af scenerne ser vi det etiopiske adoptionsbureau tale med Mashos forældre. Samtalen kan virke som et bevidst forsøg på at nedbryde deres forældreevne og tilliden til, at de kan varetage deres børns interesser. Forældrene skal overbevises om, at adoption er det bedste for deres børn.

Ifølge dokumentaren bliver de etiopiske forældre lovet, at de kan se deres børn igen og få nyt fra dem. Denne opgave løftes ikke af DanAdopts samarbejdspartnere, hvilket bl.a. Amnesty har kritiseret. I Haagerkonventionen står endvidere, at den part, der giver tilsagn om opgivelse til adoption, skal være tilpas rådgivet og informeret om effekten af tilsagnet. Om dette praktiseres er tvivlsomt og betyder, at danske adoptionsbureauer som DanAdopt bør vælge deres samarbejdspartnere med større omhu.

Men er et liv i relativ materiel velstand i Danmark ikke at foretrække for et liv i Etiopien under alle omstændigheder? Her gælder det, ifølge Haagerkonventionen, at international adoption først må finde sted, når mulighederne for nationale adoptioner og andre anbringelsesformer er undersøgt og udtømt. International adoption skal være last resort.

Hvad er bedst for Masho?

I en sag som Mashos, ville det så ikke være i hendes interesse at opholde sig i sit eget land – enten på en institution eller hos sin familie? Hun giver selv udtryk for, at hun vil tilbage til det sted, hvor hun er født (Haagerkonventionen anfører også, at der under hensyntagen til barnets alder og modenhed skal tages hensyn til barnets ønsker og holdninger). Kan adoptionsbureauer og myndigheder ikke bare erkende deres svigt og f.eks. sende hende tilbage til sin familie? En hjemsendelse burde jo være en ’mindre tilpasning’ for Masho, i sammenligning med den, vi allerede har forventet af hende.

Eller kunne en sådan handling tænkes at skabe grundlag for, at adoptanter kan returnere ’defekte varer’, når de ikke lige lever op til de forventninger, man måtte have skabt? Når de f.eks. ikke lige kan rumme ens eget behov for nær fysisk kontakt eller ikke lige taler og spiser, som man forventede?

Handel med børn

Det internationale adoptionsmarked handler ikke om barmhjertighed. Det handler om udbud, efterspørgsel og manglende kontrol fra nationale myndigheder, både i afgiver- og modtagerland. Og det handler i høj grad om de beløb, som kan tjenes på et marked, hvor efterspørgslen efter børn er umættelig. Det handler om fattigdom, sygdom, adgang til uddannelse og medicin og en grundlæggende global ulighed. Forældreevne måles i velstandens økonomiske termer og måske i mindre grad i evnen til at varetage et barns interesse. Her efterlades forældre i udviklingsstater som de store tabere i forhold til den velstand, danske adoptanter relativt kan præstere. Er man en dårligere forælder, blot fordi man er fattig? Var Mashos forældre i en relativ dårligere situation end andre forældre i lignende situationer i Etiopien? Ville vi selv acceptere at bortadoptere vores børn til Etiopien i det tilfælde, at vi – ligesom Mashos forældre – var fattige og HIV-smittede?

Vi må vågne op af drømmen om adoption som et udelukkende velgørenhedsprojekt, der har til formål at redde fattige børn, hvis vi vil fastholde, at Danmark skal praktisere international adoption. På det internationale adoptionsmarked er der aktører, som har store interesser på spil, der ikke altid er kompatible med barnets interesser. Netop derfor er en skærpelse af kravene til aktørerne endnu vigtigere. En erkendelse af dette er nødvendig, før vi kan begynde at tage vores ansvar og pligter alvorligt og leve op til vores løfte om at beskytte børn i internationale adoptioner.

Heidi Borg Jørgensen er selv internationalt adopteret og uddannet cand.scient.adm. med speciale i internationalt samarbejde