Kommentar

Multikulturalismen beriger samfundet

At der i dag er flere nationer inden for samme stat, er ikke et problem, men en berigelse. Problematisk bliver det først, hvis kulturer er mere loyale over for deres egne dogmer end over for forfatningen i den stat, hvor de bor
16. november 2012

Når en norsk direktør får den idé, at det norske flag ikke er et samlende symbol for alle i landet, og derfor ikke vil bruge det på sit norske kunstmuseum, sker der flere kortslutninger i hans hoved. Han forveksler nation og stat, og han tror, at en stat er et kulturelt fællesskab. Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt (ES) konkluderer i kronikken (Information den 10. november), at der i Europa er opstået en ny situation, hvor vi inden for samme stat lever i flere nationer.

Mens en stat er bestemt ud fra sin grænse og sin forfatning, er en nation bestemt af sin kultur og livsform. I 1800-tallets demokratiske revolutioner var det ’folket’, som skulle bestemme – og ’folket’ var en enhed, en fælles vilje. Derfor skulle stat og nation skulle falde sammen. Der er flydt meget blod i kampe om ’national selvbestemmelse’.

Selv om folket retorisk blev fejret som en enhed, har det altid været splittet. Det har længe været bemærket, at vi bor i multikulturelle stater, hvor forfatningen i stadig ringere grad er finindstillet mod en enkelt kultur. Alligevel kommer det som et chok for nogenlunde homogene samfund som de skandinaviske, at der er opstået etniske og religiøse kulturer, som opfører sig særpræget. De har andre kønsroller, lukker sig om sig selv, spiser deres egen mad, gifter sig med hinanden, etc. – lidt ligesom danske akademikere. Og nu er et muslimsk flertal i en boligblok gået til det ekstrem, at de ikke bevilliger penge til et fælles juletræ i den mørke december måned. Men hvad er problemet? 1800-tallets tykke nationalisme, hvor man forventedes at ’dø, om så det gælder’, er for længst forsvundet. Samtidig med nationalismen fik vi også de politiske partier, religionsfriheden og klassekampen. I 1900-tallet opstod der i stedet en tynd nationalisme, hvor de nationale følelser blev sendt ud i periferien til sporten og sangen, mens loyalitet mod staten var afhængig af, at staten var imødekommende. ’Noget for noget’ i stedet for ’my country, good or bad’.

Splittede nationer

I sin sejrstale forleden kunne Barack Obama henvise til, at USA er verdens mest splittede nation, når det gælder kulturer. Ikke desto mindre appellerede han til en national enhed, som kunne tæmme de kulturelle forskelle. Ikke kun blå stater og røde stater, men forenede stater. Der er, historisk, en stærkere patriotisme i USA end i Europa, og Obamas retorik ville nok ikke fremkalde stående klapsalver her.

Obamas pointe er, at konflikter er tegn på styrke, hvis de kan tæmmes og civiliseres. Og metoden til at gøre det er den demokratiske omgangsform, hvor parter nok er uenige, men kan løse deres konflikter uden vold. I 1800-tallet skelnede man mellem folkestyre og demokrati, så den enevældige konge var udtryk for folkets enhed, mens demokrati var udtryk for splittelse.

Siden er balancen mellem enhed og forskel ikke ophørt med at irritere. For problemet er jo, at mens man kan have en stærk kulturel fællesfølelse i klubben – kirken, vennekredsen, partiet – må man tåle den ydmygelse, at det stærke sprog i klubben forvandles til et svagt sprog, så snart man bevæger sig ud af klubhuset og ind offentligheden.

Tab af fælles kultur

Så i moderne stater tvinges man til at definere sig selv på to niveauer. Man er på den ene side en privat person, som har – og har ret til – at have sin egen kultur med dens traditioner og symboler. Men man er også borger på lige fod med andre, og her er der ingen automatisk solidaritet mellem ens kultur og den forfatning, som lægger rammer for forholdet mellem kulturer.

Det kan opleves som en krænkelse, at verden ikke automatisk er imødekommende over for ens forventninger, især hvis man er vant til at have hele banen for sig selv. At der ikke står et juletræ, som der plejer, og at ikke alle elsker flæskesteg.

Det kan skabe vrede og endda raseri. Men det bliver først et problem, hvis kulturer er mere loyale over for deres egne dogmer end over for forfatningen i den stat, de bor i. Altså hvis rollen som kulturbærer får lov til at vinde over rollen som borger, så man i kulturens navn giver sig selv lov til at bryde loven.

Så taler vi om fundamentalisme og bliver med god grund bekymrede. Men at der i en boligforening er demokratisk flertal for ikke at bevillige penge til et juletræ, giver ingen grund til panderynker. Det er en helt normal kamp efter helt normale spilleregler. Er danskerne skuffede, kan de mobilisere og agitere. Demokratiet handler ikke om sandt eller falsk, men om et flertal. Der er håb om et juletræ til næste år, hvis de strammer sig an.

Multikulturalisme er rigdom, hvis den parres med respekt for de spilleregler, som giver alle adgang til at ytre sig og tage del. Men at intuitive forventninger brydes, gør det sværere at opnå enighed og fremmer en juridisk omgangsform. Man er ikke (længere) fælles om kultur, men om forfatning og love. Det er dog kun et tab, hvis man sværger til evige traditioner.

Flertalssamfundet er demokratisk og skal helst fortsætte med at være det. Så kan man inden for den ramme have alle de kulturer og parallelsamfund som man finder interessant.

 

Ole Thyssen er professor og dr.phil. på Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Simon Olmo: du synes det at bo i en ghetto var ganske harmløst, ufarligt og problemfrit, jeg ville bare påpege at jeg synes det direkte modsatte.

Simon Olmo Larsen

Carsten

Det har jeg ikke skrevet nogen steder?

Det er heller ikke min opfattelse at dem skriver på information kan indeles i en kategori eller at de hader muslimer.

Jeg får rigtigt meget ud af at læse kommentarene og debatterne herinde.

Men syntes nogen gange det lyder lidt ensformigt når det handler om muslimer og jeg bryder mig ikke om at de bliver betegnet som en homogen masse ligesom du heller ikke bryder dig om at nogen betegner alle der skriver kommentare på Information har er imod Islam og muslimer generelt selvom nogen tydeligvis har det.
At verden ikke er sort og hvid fortæller du mig, du syntes minesynspunkter er sorte er sorte og hvide?

Simon O.

Det var såmen bare disse ord der fik mig til at skrive som jeg gjorde:

"Hvad er dit formål med at fokusere endsidigt på muslimer, vil du gerne have Islam forbudt, skal vi smide alle muslimer ud af Danmark.
Hvad er dit ærinde med dine udtalelser?" Citat slut.

Men ingen grund til at tærske langhalm på det, hvis du er enig i at også muslimer må kritiseres.

PS: Ensidighed findes i mange sammenhænge, både fra den ene og den anden kant.

Jens Andersen:

"Hvis den nationale kultur er den relevante, hvorfor handler debatten så om muslimer?"

Er det et retorisk sprøgsmål? Nuvel - debatten omhandler naturligvis islam og muslimer - fordi islam og muslimer (via af indvandring og demografien) har en kraftig indvirkning på den nationale kulturs udfoldelsesmuligheder og udvikling.

I den danske nationale kultur - indgår islam ikke i det historiske fundament - hvorfor islam og muslimers kulturelle tandhjul giver nogle mislyde i en dansk nationalstat - altså fører til kultursammenstød - islam er som ide simpelhen i opposition til den ide som udgør den nuværende nationale kultur.

JA:"Er muslim en national kulturbetegnelse"

Nej - nærmere modsat - islam er universalistisk i sin selvforståelse - men nogle nationale kulturer hviler ikke på islam, mens andre i høj grad gør dette - dermed vil muslim i nogle tilfælde være en national indikator, mens det ikke vil være det i andre.

JA:"Pointen er, at alle statssamfund i forvejen er multikulturelle og i forvejen omfatter mange forskellige nationer - små og store."

Multikulturel - er en politik, en politisk ide - og det er sgu ikke alle stater som fører en multikultural politik eller er multikulturelle - det er mest i Vesten denne politiske ide søges gennemført - alene at der bor forskelle folkeslag i samme stat gør ikke sådan en stat multikulturel.

JA:"Danskerne er omtalt som en nation, men det er en nyere opfindelse"

Nope - den danske nation er ældgammel - det er den moderne nationalstat fra 1800-tallet, som er noget forholdsvist nyt - hvad er uden betydning for det herværende sprøgsmål - eftersom national kultur ikke afhænger af årgange eller historiske fakta, det er noget socialt og følelsesmæssigt.

JA:"Din polemiske kommentar om ord og betydning giver jeg ikke meget for. Du ved sikkert godt hvorfor?"

Jeg har en klar formodning - din påstand om 'forskelle har kun den betydning, man vælger at tillægge dem' - gav jeg heller ikke meget for.

JA:"Og hvad er primærkulturen i Danmark?"

Den i landet førende kultur - som de fleste deler ligegyldigt, om de så under denne er homoer, hippier, hipstere, hepatitispatienter eller himmerlændinge - og den lader sig kun definere kort ved ikke at være alle andre nationale kulturer, men den danske ditto.

jan henrik wegener

Da jeg aldrig helt har fattet precist hv ad den "isme" indebærer, og heller ikke om den mon kun findes i ental eller flertal, kan jeg ikke fuldt og helt hverken være for eller imod, selvom jeg har nogle reservationer.
måske er det blot en diskussion som fører på vildspor. nmåske det var bedre at diskutere sund fornuft, rimelighed og ret m.m.

@ Lars R Hansen: Jeg kan forstå, at du ser kultur som noget statisk og nedarvet, og det er fair nok - det er der mange, der gør og har gjort igennem tiden. Jeg ser kultur som noget aktivt og foranderligt og kort sagt det, som en afgrænset gruppe gør. Kultur er noget, man gør - ikke noget man har.
Og hvis flertallet havde det som mig og var ligeglad med, om andre tror på Odin eller Jesus, så ville det være den danske kultur.

Multikulturel er ikke en politisk idé. Multikulturalisme er en idé, men det er ikke det, der tales om her. At samfundet er multikulturelt er et vilkår, som ingen kan eller vil ændre. Der findes ikke monokulturelle samfund, og derfor er det omsonst at lade som om, at det skulle være tilfældet.
Danskerne er meget forskellige, og den danske kultur findes ikke i positiv forstand. Der kan siges at være nogle negativt definerede kulturmarkører (dvs det, vi IKKE er), som kan betegne 'danskheden'. Til det formål er det en klar fordel, at der en indvandring udefra og en udvandring indefra, som kan bringe den såkaldt danske kultur i kontakt med andre.

Men vi kan godt være enige om, at muslim ikke er en national betegnelse, og derfor giver det ingen mening at opstille 'muslimer' over for 'danskere'. Der er muslimer og forskellige former for islam overalt i verden, og de bliver ikke ens, bare fordi de kommer til Danmark. Islamkultur er lige så forskellig som kristen kultur, og jeg har som (en slags) kristen ikke ret meget tilfælles med mormonerne eller kopterne. Jeg har til gengæld rigtig meget tilfælles med mine naboer, der færdes i de samme butikker, busser og biografer som mig, og som i vid udstrækning udsættes for de samme påvirkninger, som jeg gør, i det daglige. Deres religion er ikke altafgørende, og de er i langt højere grad 'danskere', end de er 'muslimer' - på samme måde som at jeg i langt højere grad er 'dansker' end 'kristen'.

Der er mange forskellige måder at være dansker på, og en af dem er at være muslim i Danmark, hvilket adskiller sig markant fra at være muslim alle mulige andre steder. Jøderne i Danmark er også meget forskellige fra 'danskerne', og det samme er buddhisterne. Men de er lige så danske, som du og jeg er. Måske kommer det også til at gælde muslimer på et tidspunkt.

Tidligere var det en del af dansk kultur at være imod krig og krigsdeltagelse. Det er det ikke mere. Betyder det så, at vi er blevet mindre danske? Næ, det betyder bare, at vi er danske på en anden måde end før. Og hvis vi kan leve med at være krigsførende nation, så kan vi sikkert også leve med, at nogle danskere ikke vil have juletræer og flæsk.

randi christiansen

"Demokratiet handler ikke om sandt eller falsk, men om et flertal. Der er håb om et juletræ til næste år, hvis de strammer sig an."

Igen lufter professoren sit filosofiske tunnelsyn. Hans snævre definition af demokrati > flertalsdiktatur er ikke en akademisk skolet tænker værdig.

Et demokrati, som baserer sig på flertallet uden at respektere mindretallet, kan ikke forene modsætninger i en levedygtig multikulturalisme.

Jens Andersen:

"Jeg kan forstå, at du ser kultur som noget statisk og nedarvet"

Så er det endnu en af dine misforståelser.

"Kultur er noget, man gør - ikke noget man har"

Det er der du og mange andre tager fejl - kultur er også noget man får - den totalitære tabula rasa du drømmer om findes ikke i menneskelige samfund - og således også noget man har - og er.

"Multikulturel er ikke en politisk idé (...) At samfundet er multikulturelt er et vilkår, som ingen kan eller vil ændre (...) Danskerne er meget forskellige"

Fat nu vi taler om national kultur - ikke om man er til hip hop eller pop - national kultur, national kultur, national kultur.

Multikulturel - er ikke at der er indbyggere, som er til hip hop og indbyggere, der er pop - men at staten ikke skal have en national kultur, men i stedet skal være et kulturtomt kar for alverdens kulturer.

"...danske kultur findes ikke i positiv forstand. Der kan siges at være nogle negativt definerede kulturmarkører (dvs det, vi IKKE er), som kan betegne ‘danskheden’. Til det formål er det en klar fordel, at der en indvandring udefra og en udvandring indefra, som kan bringe den såkaldt danske kultur i kontakt med andre."

Jo - dansk kultur findes - den danske nationale kultur deler meget med andre nationale kulturer - men den danske buket er ikke helt den samme som nogen andens nations buket - til gengæld har du helt ret i, at masseindvandringen af kulturfrememde, og de deraf afledte kultursammenstød, tydeliggør hvad dansk kultur ikke er.

"Men vi kan godt være enige om, at muslim ikke er en national betegnelse, og derfor giver det ingen mening at opstille ‘muslimer’ over for ‘danskere’."

Det kan give mening - at opstille muslimsk kultur over for dansk national kultur - da de er konkurrerende, den ene er universalistisk og den anden partikulær national - men som nævnt indgår islam ikke i fundamentet for vores nationale kultur - hvorfor der findes en grundlæggende modsætning mellem de to.

"Men de [jøder og buddhister] er lige så danske, som du og jeg er. Måske kommer det også til at gælde muslimer på et tidspunkt."

Det gør det sandsynligvis - det er jo fx. heller ikke mange generationer siden, Kosovo var befolket af ortodokse serbere - hvor man godt kunne være ortodoks uden at være serber, men ikke rigtig kunne være serber uden at være ortodoks eller kosovac uden at være serbisk ortodoks - sådan er det ikke længere.

"Tidligere var det en del af dansk kultur at være imod krig og krigsdeltagelse."

Du forveksler din politiske observans med Danmarks nationale kultur - den har aldrig været pacifistisk - aldrig.

@ Lars R Hansen:
Det er svært at diskutere med en kulturfundamentalist, men jeg prøver alligevel en gang til.
Danmark har ikke en monokultur og har aldrig haft det. Nationalkulturen er det produkt, den samlede befolkning udfører, og det ændrer sig hele tiden og har hele tiden gjort det. Michael Meyerheim er også en del af dansk kultur, selvom han er jøde, og Naser Khader er en del af dansk kultur, selvom han er muslim. Begge står for ca. en femmilliontedel af kulturen, og det samme gør du.

Din insisterende fokus på hip hop og pop må du selv om. Det er dig selv, der inddrager religion som en relevant kulturel markør, selvom de religiøse også har et nationalt tilhørsforhold, som giver mere mening i en debat om nationale tilhørsforhold... Når en sudaneser drager afsted fra Sudan, så er han sudaneser. Men når han ankommer til Danmark, så er han 'muslim', og så hører han sammen med muslimer fra Indonesien, Pakistan, Libanon og Marokko, selvom manden aldrig har mødt andet end sudanesere i sit liv. Dette misforhold holdes ved lige af debattører, der ønsker at udskille et religiøst mindretal fra resten af befolkningen. Dette projekt er jeg ikke en del af.

Der er kun en modsætning mellem islam og Danmark, hvis vi vælger at se det sådan. Danmark er en nationalstat på linie med pt. ca. 200 andre. Islam er en verdensreligion på linie med en håndfuld andre. Der er ikke noget naturligt modsætningsforhold mellem nationalstat og religion, og mange nationalstater har religioner som del af deres fundament.
Som du selv skriver, er Islam universalistisk på samme måde som andre religioner og politiske ideologier - eksempelvis kapitalisme eller kommunisme - og det giver derfor ikke mening at behandle islam på samme analyseniveau som en nationalstat, som helt indlysende ikke er universal eller universalistisk. Islam er ikke en konkurrent til Danmark - de opererer ikke på samme niveau. Islam og kapitalisme kan være supplementer til nationalstaten, men kan ikke stå i stedet.

Kultur er et langt mere komplekst begreb, end du lader til at mene, og det er ikke nok at sige, at andre tager fejl. Dit kulturbegreb er anderledes end mit, og det er din ret at være fundamentalist. Jeg har brugt al for meget tid på kultur til at anlægge et så forsimplet billede af national og anden kultur.

Men måske kan du svare på, hvornår dansk national kultur var 'ren' og 100% dansk nationalkultur? Hvornår stoppede man med at putte nye ingredienser i gryden?

Der burde have stået i overskriften:

Multukulturalismen beriger IKKE samfundet.

Det vil det næppe nogensinde komme til at gøre, eftersom de fleste 'kulturberigere' fra Mellemøsten opfører sig som om, de tror Danmark er et nyt islamisk land. - Det bliver det aldrig!

PS: Du behøver ikke bekymre dig om min politiske observans. Jeg forveksler ikke noget som helst; jeg skriver nøjagtig det, jeg mener. Så let er det.

Jens Andersen,

du taler udenom - eller kan måske slet ikke begribe - at en national kultur nødvendigvis er en monokultur - alene hørende til den pågældende nation - det vil i dette tilfælde være en dansk national kultur, ikke en tysk, ålandsk, belgisk eller engelsk national kultur, men en dansk national kultur.

Der findes så en politisk ide om den multikulturelle statsdannelse - hvor staten skal være et kulturtomt kar for talrige nationers kulturer - men en stat bliver ikke multikulturel alene fordi den rummer flere forskellige nationer og deres kulturer inden for dens grænser.

Lige så lidt bliver det én national kultur - når flere nationer dyrker deres forskellige nationale kulturer inden for samme stat - din påstand herom er latterlig - og i øvrigt modstridende den multikulturelle ide.

Hvad angår religion, nation og national kultur - så forholder det sig nu engang således - at visse religioner indgår i visse nationale kulturers fundamenter - mens andre ikke gør - islam indgår ikke i fundamentet for den danske nationale kultur.

Til dit tåbelige afsluttende sprøgsmål - vil jeg prøve at svare med en buket analogi - vores nationale kultur deler mange blomster med andre kulturer - men den samlede buket er unik dansk - ikke statisk og uforanderlig, men unik dansk i sin helhed.

Det undrer mig altid, at monokulturens forkæmpere ikke præsenterer os for uimodsigelige eksempler i form af monokulturelle samfund præget af fred og fremgang.

For øvrigt utroligt at Information efter to døgn endnu ikke har samlet historien om, hvordan det ser ud når svenske monokulturalister viser deres sande ansigt, op.

Elitens store projekt om at lave Danmark om til et multi-kulti paradis, er slået fejl. Det er faktisk ved at være yderst sjældent, at man, som her, stadig ser en varm fortaler for det. De fleste andre lovprisere har for længst trukket følehornene til sig. Det ændrer dog ikke ved, at projektet fortsat kører sin skæve gang, og givetvis stadig har sine tilhængere..

Jeg har rejst verden rundt i 40 år, og giver ikke to p..... p.. for Thyssens lyriske lovsang og forsvar for en indvandring der tydeligvis er problematisk, og vedblivende vil være det. Helt som man kunne forvente. (Om end man ikke kan generalisere om enkelte indvandrede personer).

Ole Thyssen skriver, at Obama henviste til at USA er verdens mest splittede nation, når det gælder kulturer.

Mon det hænger sammen med, at USA også er verdens mest hadede nation, af kulturer uden for USA?

At USA ikke er hvad det har været, beskriver bl.a. Samuel P. Huntington i sin bog 'Who are we'.

Til Lars R. Hansen: Det har vi allerede set dine meninger om, det er ikke noget nyt. Det nye ville være, hvis du greb bolden og leverede et autentisk eksempel på det du fremhæver som det eneste sande og rigtige.

Maria Holm,

all right så, hvad med gammle Danmark - nationalstaten Danmark kan være et af dine eftersøgte eksempler - fra dens dannelse i 1864 og frem har vi ikke lavet borgerkrige eller angrebskrige (samt nydt økonomisk fremgang) - helt frem til multikultierne i Nyrupregeringen valgte at Danmark skulle deltage i en angrebskrig uden FN-mandat.

Det var et eksempel - kommer du så med et eksempel på en fredelig og fremgangsrig multikultistat - det burde ikke være så svært.

Og ravnefanen passer mig nu ganske udmærket.

Den nationalstat du taler om er en myte, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Under 1800-tallet oplevede København en stor invandring af mennesker som havde en anden religion end københavnerne, andre madvaner havde de også, de gik irriterende nok i andet tøj og så talte de et sprog som københavnerne ikke forstod. De ændrede på mange måder bybilledet, bland andet gennem de mange fysiske udtryk for deres religiøsitet. København var på ingen måde hverken "homogen" eller "harmonisk".
PS. Hvor kom de fra, de indvandrere som var genstand for så meget irritation?

Holm,

nej - den danske nationalstat er ikke en myte - og indvandring til hovedstaden var ikke noget problem for nationalstaten Danmark.

Jeg bemærker - du valgte ikke at nævne en af de utallige lykkelige multikultistater - sjovt nok - til fordel for at fornægte nationalstaten Danmarks dannelse.

Peter Ole Kvint

John Robert Parkins siger:
"og en gang imellem jeg er blevet kaldt en udlænding og vende tilbage til, hvor du kommer fra!"

Og jeg har flere gange oplevet at indvandrene drengene har kastet sten efter mig og lavet indbrud hos mig.

@ Lars R Hansen:
Vi kommer ikke videre. Du ser Danmark som en monokultur, og det gør jeg ikke.
Den særlige buket af blomster, du skriver så malende om, består af alle mulige forskellige kulturelle markører, og nogle af dem er muslimske. Andre er jødiske, hedenske, buddhistiske, katolske, taoistiske, hinduistiske osv. Mange flere er kristne eller pseudokristne. Og endnu flere er alt muligt, der ikke har med religion at gøre. Men de er alle danske, og de er alle en del af den multikulturelle danske nation. Det er der ikke noget problem i i sig selv, men hvis man (med det ene eller andet formål) vil udskille en enkelt blomst fra resten, så kan man gøre det. Det er sket før, og det fører ikke noget godt med sig.

@ Peter Ole Kvint:
Jeg har to gange haft indbrud, da jeg var lille. Begge gange var det en helt almindelig kristen dansker. Hvad siger det? Nej, vel.

@ Lars R Hansen:
Indvandringen af russiske jøder til København fra 1905 til 1915 blev i høj grad set som en trussel mod den danske nationalstat. Retorikken ligner i forbløffende grad den, der findes idag om muslimer. Var jøderne så det store problem, som de blev gjort til? Næh, det var de ikke. De var og er anderledes, de spiser nogle andre ting, og de fejrer nogle andre højtider end flertallet, men nationen gik ikke under af den grund. Var jødedommen den gang en del af den danske nations dna? Næ, det var den heller ikke. Men det blev den gradvist pga. de danske jøder og deres deltagelse i det danske samfund, og det var sikkert ikke lige populært alle steder.

Peter Ole Kvint

"Der er kun en modsætning mellem islam og Danmark, hvis vi vælger at se det sådan."

Problemet et ikke Islam. Problemet er at bruge religion som politisk magtmiddel. Når man bruger en hvilken som helst religion, som magtmiddel så flygter befolkningen til blandt andet Danmark, hvorefter nissen flytter med.

Både Kristne, Jøder og Muslimer kan slås indbyrdes imellem forskellige sekter af den samme religion.

Der kan være mange problemer mellem - og inden for - religionerne, men der er ikke noget i vejen med at være både dansker og muslim (som Abdul Wahid Petersen). Kategorierne er ikke på samme niveau. Man kan ikke på samme måde være både kristen og muslim eller både dansker og egypter (i det sidste tilfælde plejer vi i DK at operere med brøkdels-identitet; ½ dansker og ½ egypter, f.eks.).

Jens Andersen,

du er jo slet ikke multikulti, når du mener alt er dansk kultur, alt simpelthen.

Og nej - jeg ser ikke 'Danmark som en monokultur', men national kultur er en monokultur - ene for den pågældende nation.

Det utroligt du ikke kan eller vil fatte noget så simpelt - bemærk det at national kultur er monokultur - betyder selvsagt ikke, Danmark ikke rummer en masse anden kultur end dansk national kultur - landet huser fx. en masse forskellige diasporaer med deres respektive nationale kulturer - der selvfølgelige ikke bliver dansk national kultur blot fordi disse diasporaer dyrker deres respektive nationale kulturer i Danmark.

Når dit standpunkt er så dumt - og du selv virker til at være udmærket begavet - regner jeg det for ideologisk begrundet virkelighedsforvrængelse - altså at al kultur i landet er dansk national kultur fordi det er i landet.

Hvad angår jøder - så har de været i landet siden Christian IV's tid - og de få tusinde russiske jøder betød intet for nationalstaten Danmarks realitet - og kan ikke sammenlignes med nyere tiders masseindvanding af kulturfremmede med lavt integrationspotentiale - slet ikke.

Det er så dejligt befriende, når alene overskriften og forfatteren får én til at afstå fra videre kommentarer - mutikulti i Danmark er og bliver en død sild - med eller uden julesnaps ...

@ Lars R Hansen:
Som sagt: Vi kommer ikke videre. Du har en statisk kulturopfattelse, og det har jeg ikke. Fair nok.
Din opfattelse af begrebet monokultur er væsensforskellig fra den, der normalt bruges i studierne af kulturer. Monokultur er ikke, at der kun findes en af netop den slags kultur; det betyder, at et bestemt område alene består af en og samme kultur. Begrebet findes også i landbruget, når man betegner, at der kun dyrkes en slags afgrøde (en kultur) på et bestemt sted. Det er ikke det samme som, at denne afgrøde ikke findes andre steder også.

Dansk kultur er ikke alt, men dansk kultur er det samlede produkt af, hvad danskerne gør (det har jeg vist også skrevet før). Hvis ingen danskere har juletræer, så er det ikke dansk kultur, men hvis mange danskere har juletræer, så er det en del af kulturen.

Du har lov at mene, at der findes nøjagtig 193 nationale kulturer, som alle er monokulturer, da det svarer til det antal nationalstater, der (tilfældigvis) lige nu er anerkendt, men det er jeg ikke overraskende uenig i. Alle nationale kulturer er i sig selv multikulturelle og således også Danmark.

Din kommentar om 'lavt integrationspotentiale' er for lav til at kommentere på, men den illustrerer nok, hvad formålet er med at udskille en bestemt befolkningsgruppe fra resten, som det skete for jøderne engang. Og det fortæller mig, at jeg har overvurderet dit oplysningspotentiale...
Der kommer ikke mere herfra, da jeg ikke vil deltage i et udstødelses- og stigmatiseringsprojekt.

Jens Andersen,

eftersom du ikke ønsker at deltage videre i debatten med mig - tager jeg gerne det sidste ord - og igen må jeg begynde med en rettelse, du skrev:

"Du har en statisk kulturopfattelse"

Hvilket ikke kunne være mere forkert - jeg har en dynamisk kulturopfattelse, hvor kulturer er under konstant udvikling i udveksling med hverandre - eller under afvikling.

"Din opfattelse af begrebet monokultur er væsensforskellig fra den, der normalt bruges i studierne af kulturer"

Det er muligt det er din opfattelse - jeg anvender monokultur om det som ikke er multikultur - en national kultur kan ikke være multikultur - men er den ene kultur, som høre til den pågældende ene nation - fuldstændigt uagtet om, hvorvidt andre nationer udøve deres kultur i samme stat som pågældende ene nation - eller pågældende ene nation deler en masse af de samme blomster i deres kulturelle buket med andre nationer.

"Dansk kultur er ikke alt, men dansk kultur er det samlede produkt af, hvad danskerne gør"

For det første tror jeg ikke vi har den samme opfattelse af - hvad betegnelse 'danskerne' dækker - for det andet kan danskerne udmærket befitte sig med anden kultur end dansk national kultur - ikke mindst hvis vi anvender det nydanske danskerbegreb - så kan det fx. blive dansk kultur ikke at kunne tale dansk, men kun somali - og det er så her jeg vil 'call bullshit' for det vil ikke være dansk kultur, men en somalisk kultur, som har fortrængt den danske - du derimod måtte logisk fasthold, at dansk nu ikke længere var dansk kultur, men somali var dansk kultur - og dermed kan alt blive dansk kultur med din vanvittige målestok.

"Du har lov at mene, at der findes nøjagtig 193 nationale kulturer, som alle er monokulturer, da det svarer til det antal nationalstater, der (tilfældigvis) lige nu er anerkendt, men det er jeg ikke overraskende uenig i. "

Tak for tilladelsen - men jeg her nu ingen brug for den - eftersom jeg ikke mener, der findes nøjagtig det antal nationale kulturer som der findes nationalstater - en tåbelig påstand som jeg ikke har fremført - men hver nation (som langt fra alle har deres egen nationalstat) har deres egen nationale kultur - ene kultur unik for den ene nation - at de alle deler træk med andre kulturer gør dem ikke multikulturer.

Multikultur findes ikke som andet end en ide - en politisk ide som ikke kan realiseres - men forsøgene herpå skader de samfund som underkastes denne menneskefjendske ideologi.

"Din kommentar om ‘lavt integrationspotentiale’ er for lav til at kommentere på, men den illustrerer nok, hvad formålet er med at udskille en bestemt befolkningsgruppe fra resten, som det skete for jøderne engang."

Ak ja - hvis bare vi ikke taler om problemerne hidrørende masseindvandingen af integrationsresistente kulturfremmede, der driver rovdrift på velfærdsstatens kasser og slid svært på samfundets institutioner og sammenhængskraft samt er en social belastning for danskernes velfærd og lykke - så forsvinder problemstilingen nok af sig selv.

Og jo da - når nationalsocialisterne forsøgte at udrydde jøderne - så må enhver samfundsdebat om integrationsproblemer med kulturfremmede tilvandrere jo automatisk føre til de samme gasovne - facepalm.

"Og det fortæller mig, at jeg har overvurderet dit oplysningspotentiale"

Så må jeg bare prøve at levede videre uden din oplysning - hvad skal der forrest ske med sådan nogle som mig i din multikulistat - sådan en multikultistatsfjende og potentiel folkemorder skal vel ikke bare lades løbe løs omkring? Tænk på børnene!

"Der kommer ikke mere herfra, da jeg ikke vil deltage i et udstødelses- og stigmatiseringsprojekt."

Det er flot af dig - sådan ikke at ville deltage i et udstødelses- og stigmatiseringsprojekt - det er det sgu, din mor må være stolt...

Det er svært at tolke den enorme vrede ethvert skriv om muslimer kan mønstre, som andet end en usikkerhed om egen identitet.

Er der nogen tvivl om styrken i fx. kvinders ligestilling, religionsfrihed, respekt for minoriteter og ytringsfriheden?

Jeg har svært ved at se hvad fx. den muslimske kultur i praksis bidrager med, på den anden side kan jeg konstatere at det er de multikulturelle kulturer der sparker røv intellektuelt, kunstnerisk, kulturelt og økonomisk, uanset alle de problemer det bestemt også medfører.

Jeg kan følge Thyssen på den måde at det måske er det at være i en multikulturelt der gør det synligt hvad der er fundamentalistisk idioti og ligegyldige traditioner, og hvad der giver mening.

Nemlig - er man ikke helhjertet for den multikultistat og masseindvandringen af integrationsresistente kulturfremmede fra den islamiske verden - så er man nazist.

Det var også derfor jeg ikke videre påtalte Jens Andersen spillede nazikortet.

Nutidens forcerede multikulturalisme er som Las Vegas og Dubai; man aner intetheden lige bag de blinkende, forkromede facader.

Kimen til undergang og konflikt ligger i den mentale hjemløshed, fraværet af fælles mål og midler samt den manglende historiske og kulturelle forankring.

Særligt når den parfumerede politiske korrekthed fordrer, at den, i eksperimentet ufrivilligt inddragne værtskultur og dens borgere, udvisker selvet, river rødderne op og forvandler sig til en grå, kønsløs masse.

Som Las Vegas og Dubai efter transformationen, bibeholder et post-multikulturelt samfund blot nogle ceremonielle artefakter og nogle løsrevne, svævende påmindelser om dét der var.

I modsætning til ovennævnte byer, var Danmark meget mere og andet end en ørken, inden multikulturens indtog.

Det glemmer de, der føler sig så berigede, måske i ny og næ.

Enhver sammenligning mellem det der skete for jøderne i 30´erne og 40´erne og den kritik der ytres mod visse dele af det muslimske indvandrersegment, er ganske ude af proportioner og trist at der sker så ofte i debatfora rundt omkring.

Helt OK at stoppe medvirken i debat hvis man føler den kører i ring og ikke har flere argumenter at bidrage
med . Men at forlade debatten antydende at andre er som nazisterne, er uhæderligt.

Måske er et af de problemer der opstår i det multikulturelle samfund, at det er eliten der får alle de kulturelle, intellektuelle og økonomiske gevinster, mens resten af befolkningen mere står tilbage som de lidt unødvendige rester, der skal leve med alle problemerne.

På den anden side kan manglen af et juletræ bringe pisset i kog, hos nogen der aldrig kommer i nærheden af problemerne, så det antyder at problemet er langt mere komplekst. Det er jo en følelsesmæssig irrationel reaktion. Lidt lige som flyskræk.

Glimrende artikel af Ole Thyssen. Synd at den bliver skæmmet af de mange efterfølgende kommentarer, der mest af alt minder om det, man finder i Uriaspostnen og andre højreekstremistiske fora på internettet.

Når man beskriver muslimer på samme måde, som offentligheden beskrev jøderne engang, så får man det at vide. Det hjælper ikke noget at holde mund - det var der mange der gjorde, dengang jøderne stod for skud.
Der er ingen, der ved sine fulde fem påstår, at det nødvendigvis fører til udrydningslejre og gaskamre (det er kun Lars R Hansen, der nævner det). Men når retorikken er som følger:

"masseindvandingen af integrationsresistente kulturfremmede, der driver rovdrift på velfærdsstatens kasser og slid svært på samfundets institutioner og sammenhængskraft samt er en social belastning for danskernes velfærd og lykke",

så har man spillet racismekortet, og så deltager jeg ikke. Jeg gør mig ingen illusioner om at kunne tale overbeviste kulturfundamentalister til fornuft.

Heinrich R. Jørgensen

Endnu en gang viser Ole Thyssen, at han har fod på begreberne, sproget og historien, og at han på et vidende og oplyst grundlag formår klar tænkning.

Meninger funderet på tænkning er en sjældenhed.

@ Søren Kramer:
I mit lokale pizzeria er de mest travle dage 1. juledag og 1. januar. Hele flokken af danskere og tilflyttere står i kø for at gøre brug af den service det er, at nogle mennesker ikke æder eller drikker sig ned, men troligt står op og passer deres arbejde, selvom flertallet holder helligdag og kommer hviledagene i hu som gode kristne.
Det er absolut ikke eliten, der nyder godt af den kulturforandring, der er sket i Nordvest gennem de seneste årtier.
Det er heller ikke eliten, der udnytter, at mine to lokale kiosker sælger bajere på klods sidst på måneden til alkoholikerne på Hulgårds Plads og også er liberale omkring prissætningen, hvis der mangler et par 50'ører.
Det er så vidt jeg kan se ikke eliten, der spiser falafelpita til 15,- på Nørrebro eller bliver klippet for 99,-.
Kinagrillen på Bellahøj servicerer mest den lave middelklasse, der bor i området. Og den flinkeste chauffør på Danmarks travleste busrute 5A er ham med det store sorte overskæg, der ikke altid går op i, om pengene passer, eller om man har en halv bajer i inderlommen.
Det er sikkert ikke disse daglige eksempler, Thyssen tænker på, men det er en lille del af den kulturelle forandring, der er sket i mit ikke-elitære kvarter.

Heinrich - hold nu op - hvor meget føler du dig egentlig beriget af alle disse overlevende arkaiske kulturer og overleverede ørkenreligioner i din nuværende - fredelige tilværelse dér oppe i det midtjyske ...

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

jeg bliver ganske enkelt beriget af tænkende personer, der i interesse for det almene vel har forsøgt at øse fra kilden.

Hvorfor slubre i mudder, når frisk vand er tilgængeligt? Hvorfor godtage, at hvad der øses fra brønde der er blevet forurenet af myriader af brøndpissere, er velgørende og velsmagende?

Hvis ikke en person med et velassorteret bibliotek præget af kvalitet og substans, umiddelbart kan forstå passionen ved klar tænkning og formidling, tror jeg ikke det er muligt at forklare ;-)

Mister man forbindelsen til fortidens perception, tænkning og erfaring, er man historieløs. Er man historieløs, er man hjælpeløs.

Det er så enkelt og indlysende, at jeg har meget vanskeligt ved at godtage at du vitterligt undrer dig.

Heinrich,

det var din eventuelle følelse af kulturel berigelse, som blev efterspurgt - bare et par eksempler, tak - på områder som musik, litteratur, videnskab, mad og drikke, mode og højtider, fester og glæde ved livet, sex og kønnenes ligeberettigelse å så'n, og etc. ...

I øvrigt er din poesi som sædvanlig mageløs - men ikke særlig dækkende i nærværende sammenhæng, sorry ...

Multikulturalisme er da ikke pr. definition noget skidt; tværtimod.
Den kan bidrage med nyt indenfor mange områder.

Men ghettodannelser, parallelsamfund og svært forenelige anakronistiske menneske-samfundssyn kan vel ikke betegnes som en berigelse ?

Intet er så godt at det ikke er skidt for noget !"

'Ak ja - hvis bare vi ikke taler om problemerne hidrørende masseindvandingen af integrationsresistente kulturfremmede, der driver rovdrift på velfærdsstatens kasser og slider svært på samfundets institutioner og sammenhængskraft samt er en social belastning for danskernes velfærd og lykke - så forsvinder problemstilingen nok af sig selv.'

Er altså at 'beskrive muslimer på samme måde, som offentligheden beskrev jøderne engang' - det jo en dybt debil påstand, der i den grad udstiller arme Jens Andersen - som forøvrig træk sig fra debatten med overtegnede af etiske årsager før overstående citat i stedet for at forsøge at tilbagevise mit udsagn.

Hvad der givetvis er en anden grund til en det etiske påskud.

Sider