Kommentar

Multikulturalismen beriger samfundet

At der i dag er flere nationer inden for samme stat, er ikke et problem, men en berigelse. Problematisk bliver det først, hvis kulturer er mere loyale over for deres egne dogmer end over for forfatningen i den stat, hvor de bor
16. november 2012

Når en norsk direktør får den idé, at det norske flag ikke er et samlende symbol for alle i landet, og derfor ikke vil bruge det på sit norske kunstmuseum, sker der flere kortslutninger i hans hoved. Han forveksler nation og stat, og han tror, at en stat er et kulturelt fællesskab. Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt (ES) konkluderer i kronikken (Information den 10. november), at der i Europa er opstået en ny situation, hvor vi inden for samme stat lever i flere nationer.

Mens en stat er bestemt ud fra sin grænse og sin forfatning, er en nation bestemt af sin kultur og livsform. I 1800-tallets demokratiske revolutioner var det ’folket’, som skulle bestemme – og ’folket’ var en enhed, en fælles vilje. Derfor skulle stat og nation skulle falde sammen. Der er flydt meget blod i kampe om ’national selvbestemmelse’.

Selv om folket retorisk blev fejret som en enhed, har det altid været splittet. Det har længe været bemærket, at vi bor i multikulturelle stater, hvor forfatningen i stadig ringere grad er finindstillet mod en enkelt kultur. Alligevel kommer det som et chok for nogenlunde homogene samfund som de skandinaviske, at der er opstået etniske og religiøse kulturer, som opfører sig særpræget. De har andre kønsroller, lukker sig om sig selv, spiser deres egen mad, gifter sig med hinanden, etc. – lidt ligesom danske akademikere. Og nu er et muslimsk flertal i en boligblok gået til det ekstrem, at de ikke bevilliger penge til et fælles juletræ i den mørke december måned. Men hvad er problemet? 1800-tallets tykke nationalisme, hvor man forventedes at ’dø, om så det gælder’, er for længst forsvundet. Samtidig med nationalismen fik vi også de politiske partier, religionsfriheden og klassekampen. I 1900-tallet opstod der i stedet en tynd nationalisme, hvor de nationale følelser blev sendt ud i periferien til sporten og sangen, mens loyalitet mod staten var afhængig af, at staten var imødekommende. ’Noget for noget’ i stedet for ’my country, good or bad’.

Splittede nationer

I sin sejrstale forleden kunne Barack Obama henvise til, at USA er verdens mest splittede nation, når det gælder kulturer. Ikke desto mindre appellerede han til en national enhed, som kunne tæmme de kulturelle forskelle. Ikke kun blå stater og røde stater, men forenede stater. Der er, historisk, en stærkere patriotisme i USA end i Europa, og Obamas retorik ville nok ikke fremkalde stående klapsalver her.

Obamas pointe er, at konflikter er tegn på styrke, hvis de kan tæmmes og civiliseres. Og metoden til at gøre det er den demokratiske omgangsform, hvor parter nok er uenige, men kan løse deres konflikter uden vold. I 1800-tallet skelnede man mellem folkestyre og demokrati, så den enevældige konge var udtryk for folkets enhed, mens demokrati var udtryk for splittelse.

Siden er balancen mellem enhed og forskel ikke ophørt med at irritere. For problemet er jo, at mens man kan have en stærk kulturel fællesfølelse i klubben – kirken, vennekredsen, partiet – må man tåle den ydmygelse, at det stærke sprog i klubben forvandles til et svagt sprog, så snart man bevæger sig ud af klubhuset og ind offentligheden.

Tab af fælles kultur

Så i moderne stater tvinges man til at definere sig selv på to niveauer. Man er på den ene side en privat person, som har – og har ret til – at have sin egen kultur med dens traditioner og symboler. Men man er også borger på lige fod med andre, og her er der ingen automatisk solidaritet mellem ens kultur og den forfatning, som lægger rammer for forholdet mellem kulturer.

Det kan opleves som en krænkelse, at verden ikke automatisk er imødekommende over for ens forventninger, især hvis man er vant til at have hele banen for sig selv. At der ikke står et juletræ, som der plejer, og at ikke alle elsker flæskesteg.

Det kan skabe vrede og endda raseri. Men det bliver først et problem, hvis kulturer er mere loyale over for deres egne dogmer end over for forfatningen i den stat, de bor i. Altså hvis rollen som kulturbærer får lov til at vinde over rollen som borger, så man i kulturens navn giver sig selv lov til at bryde loven.

Så taler vi om fundamentalisme og bliver med god grund bekymrede. Men at der i en boligforening er demokratisk flertal for ikke at bevillige penge til et juletræ, giver ingen grund til panderynker. Det er en helt normal kamp efter helt normale spilleregler. Er danskerne skuffede, kan de mobilisere og agitere. Demokratiet handler ikke om sandt eller falsk, men om et flertal. Der er håb om et juletræ til næste år, hvis de strammer sig an.

Multikulturalisme er rigdom, hvis den parres med respekt for de spilleregler, som giver alle adgang til at ytre sig og tage del. Men at intuitive forventninger brydes, gør det sværere at opnå enighed og fremmer en juridisk omgangsform. Man er ikke (længere) fælles om kultur, men om forfatning og love. Det er dog kun et tab, hvis man sværger til evige traditioner.

Flertalssamfundet er demokratisk og skal helst fortsætte med at være det. Så kan man inden for den ramme have alle de kulturer og parallelsamfund som man finder interessant.

 

Ole Thyssen er professor og dr.phil. på Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Andersen

Hvis ikke man synes at blive kulturberiget, er man per automatik, intolerent, racist, manipulerende, frygtskabende og giver grubund for mord på invandrere??
Jeg tror måske lige at man skulle holde lidt på former og proportioner her??

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"det var din eventuelle følelse af kulturel berigelse, som blev efterspurgt - bare et par eksempler, tak"

Kulturel berigelse fra 1800-tallet, eller klassisk tid?

Når det gælder litteratur, er du næppe blind for, at Platon, Cicero, Marcus Aurelius, Aquinas, Dante, Machiavelli, Spinoza, Swift, Kierkegaard, Schopenhauer og Hume (for blot at nævne enkelte), har kvaliteter der langt overgår ikke blot hvad supermarkederne har på hylderne, men stort set al litteratur der er skrevet, og navnligt bliver skrevet.

Jeg er ikke forankret i en fjern fortid. De værker jeg læser, mener jeg har udpræget relevans i, og for, nutiden. De samme har nutidige forfattere der skriver i det 21. århundrede, såsom bl.a. Giorgio Agamben, Chris Hedges, Tony Judt, David Graeber, Naomi Klein, John Pilger, Nick Cohen og Nick Davis, som jeg også læser med stor fornøjelse.

Dvs.: "fornøjelse" er næppe det rette ord. Det er ofte deprimerende læsning, netop fordi de forsøger at beskrive det faktuelle præcist og ærligt, helt uden at tage hensyn til sarte læsere, der foretrække feel-good fortællinger fremfor fremlæggelse af fakta og indsigter.

Jeg må skuffe dig, hvis du formoder jeg svælger i opera, orkestermusik og gregoriansk kirkesang. Der frembringes konstant musik, som er værd at lytte til; også udmærket musik der ikke fordrer ens fulde opmærksomhed under indtagelsen. Stenalderkost, det neo-nordiske køkken og traditionelle danske retter vækker ikke begejstring. Jeg afskyr forestillingen om mode og andet dehumaniserende pjat der har rod i koncensus-diskurs, overfladiskhed og forbrugerisme. Jeg er ikke "forlystelsessyg", men bestemt heller ikke asket. Jeg kan være morsom og festlig, og er til både fjol og leg, men foretrækker en exit hvis niveauet bliver for bøvet. Samtale om væsentlige emner synes jeg ofte der er anledning til; et synspunkt, der langtfra altid deles af andre.

På sin vis kan man sige, at der ikke er tale om kulturel berigelse. At være langt væk fra normalitet, resulterer i eksklusion på forskellig vis, og således er der snarere tale om "kulturel forbandelse".

@ Flemming Andersen:
Tro mig, jeg oplever mange ting. Men jeg baserer min viden og værdier på andet end det, jeg selv oplever. Ikke mindst i forbindelse med mit studie, hvor personlige oplevelser ikke tæller for ret meget - der skal mere til.

Du siger igen, at det er indvandrerem der er overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne. Så spørger jeg: Hvad med indvandrerkvinder og -piger? Hvad med ældre indvandrermænd? De er ikke overrepræsenterede. Det er unge mænd. Ligesom unge 'danske' mænd er overrepræsenterede i forhold til kvinder, piger og ældre mænd (nogle bliver så ældre, mens de sidder i fængsel...). Men du vælger at sige, at det er et spørgsmål om integration/kultur. Hvorfor? Hvorfor er det ikke det, at de er unge mænd, der er det afgørende? Er kønnet og til dels alderen ikke det, der er fællesnævneren for gangstere og den slags? Det er det, jeg ser. AK81 er også unge mænd, og de er så hvide og danske som mig (og formentlig også dig :-)).
Det groteske er at tale om indvandrere i 3. og 4. generation, da disse ikke er vandret nogen steder. De er opvokset i et samfund, hvor de netop bliver set på, som om de var vandret gennem en ørken eller en jungle for at genere dig og mig - det gør noget ved selvforståelsen. Hvis man tilpas mange gange for at vide, at man ikke hører til, så ender man med at tro på det. Og så bliver det meget nemmere at se enhver kritik som had rettet mod en selv.
Jeg forsvarer selvfølgelig ikke, at nogen kalder nogen som helst for luder (selv ikke, hvis de er det...), men det er ikke noget, muslimer har fundet på - tværtimod. Danskere har en meget direkte omgangsform i forhold til mange andre samfund, og grænserne er hårfine og foranderlige. Selv jeg kan føle en vis blufærdighed i forhold til, hvordan nogle unge mennesker - yngre end mig - taler sammen (se eksempelvis nogle af programmerne på Kanal 4), og det er hvide danskere, det drejer sig om.
Igen: Hvis man vil se forskelle som kulturelt betingede, så er det det nemmeste i verden. Men kultur er andet end religion, etnicitet og modersmål. Den kulturelle forskel kunne også ligge i køn, alder, indkomstgruppe o.a. Jeg kunne forestille mig, at der er nogle feminister, der er trætte af, at deres 'brune søstre' skal med i kassen med problemskabere, når der hovedsagligt er tale om mænd...

Heinrich R. Jørgensen

Beklager den irrelevante kommentar, der kun yderst perifært angår artiklen.

Hvad jeg mener at vide om 1800-tallet, hvad angår anskuelser, visioner, begivenheder, politiske projekter, begrebsverden og tænkning, er fuldt ud kompatibelt med Ole Thyssens fremstilling om samme. Til Ole Thyssens fremstilling har jeg intet at udsætte eller tilføje. Ud over at takke for et lødigt bidrag til almen oplysning.

Simon Olmo Larsen

At placere mennesker på det laveste trin i det sociale hieraki og så bagefter bruge imod dem at de opførere sig derefter kan da kun være på grund af uvidenhed eller bevidst manipulation.

Simon O-

" Hvis du leder efter fejl så drop din kikkert og find et spejl." Citat slut

Er det nogen du ved af erfaring eller har du et videnskabeligt bevis for denne påstand ?-

;-)

Inden det bliver for omfattende en diskussion om muslimer, og hvad de ellers bliver tillagt, så er de interessant fakta om afstemningen, at der kun var tre muslimer der stemte imod at afholde juletræsfest, ud af en bestyrelse på 9.

At en fuldstændig demokratisk afgørelse i en beboerforening bliver genstand for sådan furore, må forekomme utroligt mærkværdigt når man ser det udefra.

Jeg plejer normalt ikke at holde særligt meget af Ole Thyssen, men i denne sag mener jeg han rammer målet ganske præcist.

Flemming Andersen

Jens Andersen

Unge mand skal som du siger sammenlignes med unge mænd. Da du ikke er uvidende om at ungemænd er overrepræsenteret i kriminalstatestikkerne, synes jeg ikke du skal spille forbavset over at det forholder sig sådan for alle .

At etniske danskere så er underrepræsenteret i kriminalstatestikkerne,( for at uha hele tiden at passe på at udtrykke sig 100% korrekt for ikke at blíve beskyldt for altmuligt og umuligt), i forhold til de fleste andre af samme alder og køn.

Så må jeg lige spørge dig, om du var i tvivl om hvilke personer jeg adresserede med 2. 3. generationsindvardrere.
Hvis ikke hvad bilder du dig så egentligt ind, du er ??
At kalde mit udtryk for grotesk fordi det ikke passer ind i dine forestillinger om korrekt tiltaleform. Mon ikke jeg har lige så meget krav på din respekt, som den du fejlagtigt synes andre mangler over for nogle du ikke kender?

Kom nu ned af den høje hest og opfør dig selv som du vil have jeg behandler dig, og kræv det samme af alle andre borgere uden at give nogle undskyldning for særlige undtagelser.

Simon Olmo Larsen

jeg ved man bliver nød til at begive sig ud i virkeligheden for at forstå den og at man ikke kan læse sig til erfaringer.

At ord har mere magt end vi tillægger dem og at det påvirker vores omgivelser hvordan vi bruger dem så derfor skal man bruge ord klogt og med stort ansvar.

At alle mennesker er unikke ligemeget hvor hjernevaskede de er og at vi allesammen er forbundet via vores menneskelighed og at det er gennem det fællesskab vi bliver stærke.

@ Flemming Andersen:
Det var såmænd ikke et angreb på dig, men på begrebet 3. generationsindvandrer. Begrebet er i sig selv med til at forværre problemet med, at nogle unge mennesker ikke føler, at de hører til i det land, de er født og opvokset i.
Hvis det blev opfattet som et angreb, så beklager jeg.

Jeg er selv født og opvokset i København og er ærkekøbenhavner, men mine forældre kommer fra Jylland. Hvis jeg konstant fik at vide, at jeg skulle skrubbe hjem til et 'land', jeg aldrig havde boet i, så ville jeg sgu også blive træt af det - det er helt sikkert. Det er egentlig ikke så svært at forestille sig. Og jeg vil sgu ikke kaldes hverken 2. eller 3 generationsjyde eller noget i den stil. Heldigvis er der ingen, der kan se eller høre det på mig...

Jeg er ikke forbavset over, at mænd er overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne, slet ikke. Og heller ikke at unge mænd er. Eller at marginaliserede mænd er. Sådan er det over hele verden og sikkert til alle tider. Det undrer mig heller ikke, at der er en overrepræsentation af unge med indvandrerbaggrund (for nu at vælge den betegnelse), da de generelt er mere marginaliserede end etnisk danske unge. Og som tilfældet er i eksempelvis USA, så er det også 'nemmere' at blive snuppet for noget, hvis man ikke er lys i huden, da man bliver stoppet og undersøgt oftere. Der er mange grunde til, at unge mennesker ryger ud i kriminalitet, men religionen er ikke en af de vigtigste - faktisk vil jeg påstå, at jo mere religiøs, man er, jo mindre er risikoen for at ende i kriminalitet (og så vil jeg undlade at nævne de katolske præster... ;-)).
Marginalisering og social udstødelse fører til kriminalitet og/eller personlig fornedrelse, og marginaliseringsgraden er højere blandt indvandrere og deres efterkommere end hos de etnisk danske familier, der som regel har langt mere rodfæstede netværk og relationer (af indlysende årsager).

Lige for at understrege: Jeg forsvarer ingen kriminelle. Og jeg undskylder dem heller ikke. Alle kriminelle er kriminelle og skal i den sammenhæng behandles derefter; fuldstændig ligegyldigt om de er brune eller hvide. Det har ingen betydning.

Flemming Andersen

Det er jeg fuldstændig enig med dig i.

Jeg synes vi er enormt dygtige til ikke at tage ved lære af andres fejltagelser omkring invadrer/flygtninge.
Derfor skrev jeg også, at jeg mener forudsætningen for at tage imod indvandrere/flygtninge er at man som min. kan tilbyde ordentlige boliger og jobs.
Eller er eneste chance for dem til at opnå de goder alle andre har netop kriminalitet, hvilket er set alle de stedet hvor tilpasningen ikke har fungeret godt nok.

Din problematik som jyde i Kjøwenhawn, kender jeg med modsat fortegn. Jeg er sjællænder og bor på 39 år i jylland og er stadig bare københavner (hvilket jeg aldrig har været)

Jeg kender derfor udemærket det at være anderledes i en gruppe og anderkender vanskelighederne.

Men jeg mener ikke at vi af den grund skal afholde os fra at stille de samme betingelser for tilstedeværelsen i vort fællesskab, nemlig at man tilpasser sig landet love og regler og ikke forsøger at lave sine egne.
Det kommer der nemlig kun rigtig racisme ud af i sidste ende, på samme måde som positiv særbehandling rummer kimen.

Simon Olmo Larsen

Nu hvor vi lever i det amerikanske rum, så er det tankevækkende at mørke mennesker også er overrepræsenteret i deres kriminalstatistikker.

Heinrich R. Jørgensen:

Det er meget godt og ret imponerende alt sammen – det var altså ikke input fra den velkendte europæiske klassiske eller amerikanske kulturkanon, som er emnet her, men mere tænkt på de eventuelle kulturelle berigelser jfr. artiklens overskrift indeholdt i fænomenet multikulturalisme af dags dato – eksempelvis kulturelle importer bare i vores levetid, som måske mere hører hjemme i omegnen af afholdsforeninger eller Indre Mission – bare for at lede dig på sporet, langt væk fra det du kalder normalitet og ovre i det du benævner ”kulturel forbandelse” og andre efterhånden kan se rettelig bør karakteriseres som ”Neukölln-syndromet” …

Har lige hørt Mozart’s opera Figaro – uden at føle det som en særlig form for ”kulturel forbandelse” – men i øvrigt er jeg også til arabisk musik og folkemusik fra alverdens lande - uden forbandelser …

Og så er jeg dybt krænket over, at du ikke nævner Kant – Naomi’s efternavn på din personlige informationsside skæmmes for øvrigt af en tyrkfejl … { ironi forekommer givetvis } …

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

vellykket kommunikation fordrer et fælles sprog. Ole Thyssen giver en lødig redegørelse for den terminologi han anvender.

Han udlader dog at beskrive begrebet "rige". Det var (og er) det danske rige der er udstyret med en forfatning. Dette højtidelige dokument bærer titlen "Danmarks Riges Grundlov". Årsagen er, at hvad der omtaltes som "Danmarks Rige", var et rigsfællesskab der bestod af flere hertugdømmer hvor det tyske sprog var dominerende, Færøerne hvor færøsk taltes, Island hvor det oldnordiske sprog ikke var blevet udslettet, Grønland, De Vestindiske Øer, samt de områder der udgør hvad de fleste idag i daglig tale forstår ved "Danmark".

En stat er et selvstændig forvaltningsområde. Det danske rige var næppe én stat, men snarere flere stater.

Grundloven forfattes i 1848-1849, mens en borgerkrig er i gang i riget. En borgerkrig, der ender i status quo -- at hertugdømmerne ikke tillades at løsrive sig fra rigsfællesskabet. I 1852 opstår "Helstatsforfatningen", hvor Kongeriget Danmark samt Slesvig anses for én stat, men de to øvrige hertugdømmer anses for en anden. De to stater adskiller sig bl.a. ved forskelligt sprog (dansk, hhv. tysk), og som bekendt bliver bliver hertugdømmerne indlemmet i Bismarcks pan-germanske rige, hvortil adgangsbilletten var at tysk kultur og det tyske sprog var dominerende.

Bismarck opbyggede et prøjsisk rige, og selv om det bestod af länder hvor der blev talt tysk, var Tyskland som et rige / en stat / whatever noget der fulgte efter siden.

Det historiske forløb er speget, hvad angår det danske rige. Men sandt er det, at begrebet "folk" forandres i løbet af 1800-tallet. Det gik fra at være "personer der hører til i riget" til at være "personer der hører til i en nation". Det er en signifikant ændring, der sker, rent begrebsmæssigt.

Ændringer sker i 1890'erne. Det er her nationalismen tager rod. Det er her man kan spore, at der i den lovgivende forsamling (i det folkelige ting) begynder at tale om, at koncentet om indfødsret (at en person opvokset i landet, er at regne for et af landets børn) bør revideres. Retorikken om dette emne tager løbende til, og fra omkring 1925 er diskussioner på tinge temmeligt skingre om dette emne. Op gennem 1930'erne, bliver polemikken tiltagende skinger; helt i tråd med de internationale tendenser. Der er ligeledes i perioden, at poltikerne sætter sig afgørende på magten (bl.a. Systemskifter i 1901). Politikerne har ikke hjemmel til dette, men tiltager sig denne magt. Valgloven ændres i 1918, til en ordning hvor en lokal befolkning ikke længere vælger en repræsentant til tinge, men at sammensætningen af tinget bliver beslutter på en markant mere obskur måde end hidtil.

De politiske partiers dominans frem til 1940, føres ikke under demokratiets banner. Befolkningen er generelt temmeligt træt af dette politiske eksperiment, og ville formodentligt have smidt misfosteret på porten, hvis ikke de politiske partier og frihedsbevægelsen(erne) begår stormløb på magtens tinder den 4. maj 1945, og de facto indtager alle magtpositioner i riget.

Som Ole Thyssen anvender begreber som folk, kultur, stat m.v., så er multikultur bestemt ikke en naturlig hæmsko, der uvægerligt leder til konflikt og opløsning. Multikultur kan være en berigelse; men visse spilleregler må observeres, hvis det skal blive en succes.

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

jeg kan også godt lide at lytte til arabisk musik. Vokaler der glider over toner, frem for at følge den mere kedsommelige, rigide vestlige tradition, Ikke at jeg forstår en bjælde arabisk...

Til gengæld er jeg sprogligt på bølgelængde med andre. Bl.a. dine næsten-landsmænd, i det prøjsiske band Rammstein, der med bismarcksk sensibilitet og effektivitet er leveringsdygtigt i vedkommende tekster og et kulturprodukt med vitaminer i. Næppe din kop øl, men der er f.eks. også angeliske Muse og californiske Green Day, der er leveringsdygtige i tekster med saft og kraft, og toner der ikke er uden evner.

Nogle af de tilflyttede muslimer, er yderst behagelige personer. De vægter uddannelse, de vægter familiesammenhold, de vægter menneskelig værdighed, de afstår gerne fra alkohol (som oftest er (sic!) et humant og social opløsningsmiddel) og anden selvfornedring, deres tilgang til spiritualitet er måske funderet på sufisme (der er zoroastrisk i ophav) eller en robust tradition for lov-forståelse, de søger ofte at være/blive selvhjulpne, de foretrækker ofte at etablere en virksomhed fremfor at gøre sig til andres lønslave, og har en dybfølt modvilje mod åger.

Sådanne værdier var dominerende blandt "etniske danskere" for måske 50 eller 60 år siden, og selv om det lyder noget kedeligt og reaktionært, så er det kernesunde værdier. Værdier, der fremmer samfundsmæssig stabilitet og kontinuitet, og en betragtelig social orden. Abonnenter på de værdier der var almindeligt forekomne i riget for 50-60 år siden, er nu typisk tilflyttende kulturberigere (og ikke alene nogle muslimer, men så afgjort også mange andre grupper).

Jeg må tilstå, at jeg ofte føler mig langt bedre tilpas blandt kulturfolk, end blandt personer jeg deler fødeland, pigmenteringsintensitet og tillærte skrøner med

Når jeg svinger kokkeknive og gryder (hvilket jeg gør ofte og gerne), er det oftest asiatiske retter der bliver resultatet. Alle madkulturer i trekantsområdet Kina-Indonesien-Indien har deres kulørte charme at tilbyde, og spektret af hvad man kan finde på at tilberede, er enormt.

Det er artige bredsider mod sin egen kultur Heinrich R. Jørgensen får fyret af, i sin forsvarstale for det multikulturelle.

Havde disse postulater været rettet mod de ædle vilde som hans uengagerede og altomfattende kærlighed åbenbart retter sig imod, ville dommen være stensikker: racisme. Men heldigvis lyner pilekvistene kun over egne rygstykker.

Vi bliver mindet om, at danskerne åbenbart er nogle ubehagelige, luskede og fordrukne ågerkarle der rutinemæssigt blæser på familien, og ikke besidder den uforklarlige evne til at trylle et levegrundlag frem ved at drive pizzeriaer, grønthandlere og kiosker.

Den kræsne kulturforbruger, Heinrich R. Jørgensen, vil gerne have Rios karneval, Østens madkultur og arabiske orkestre på stand-by udenfor sin gadedør.

At invitere et par hundrede tusinde muslimer til landet for at tilfredsstille disse subjektive behov, udspringende aller øverst i Maslow pyramiden, virker en anelse upraktisk og resulterer vel næppe i noget "multi" - snarere noget "mono"?

Efterhånden er flybilletter til alverdens destinationer blevet så billige, at disse behov kan tilfredsstilles minimum 1-2 gange om året. Det havde da været nemmere, og mere autentisk. Ellers er der jo Internettet, der myldrer med kulturelle input. Også madopskrifter.

Med al respekt for Heinrich R. Jørgensens sensibiliteter, fremstår den konkrete aftapning af multikulturen som en ret dyr variant af de fås behovstilfredsstillelse, for de ganske mange, der ikke rigtigt kan få øje på magien i Nordvest-kvarteret, Tingbjerg, Gjellerup planen etc.

For kort at vende tilbage til det famøse juletræ i Kokkedal, så må det ikke glemmes at Islamisk trossamfund opfordrer bestyrelsen til at genoverveje beslutningen.

Meho Selman; Regionskandidat for S i Odense tager i et læserbrev i Fyens Stifttidende i dag, skarpt afstand fra bestyrelsens beslutning og undrer sig over at ikke flere indvandrere melder sig på den offentlige bane med kritik.

Med andre ord, så kan man ikke fremstille kritikere af hele miseren, som værende en bestemt slags mennesker. Kritikere findes blandt røde og blå, blandt mørke og lyse, blandt troende og ikke-troende, blandt indvandrere og oprindelige, blandt unge og gamle, blandt kvinder og mænd.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen,

din digtekunst er fremragende, og det er således svært at tro du kan være så uformående en læser som din bredside leder en til at konkludere.

Heinrich,

al respekt for dine nostalgiske og reaktionære drømmerier om tabte ”kærnesunde værdier” fra vores barndom – dem er der også stadig plads til – men løjerligt lyder det nu, især set i lyset af de positive ord og vendinger du i al din verbale rigdom hæfter på fænomenet …

At disse drømmerier nu lige skulle poppe op igen i vores fremskredne tidsalder som en såkaldt kulturberigelse udefra gør hele argumentationen endnu mere særpræget og besynderlig provinsielt bagvendt …

Det kan ikke gavne, hverken oplysningen eller samfundsudviklingen, at forsøge skabe forvirring omkring, hvorvidt det nu lige kan lade sig gøre at bringe komplet inkompatible kulturstørrelser i samdrægtighed med hinanden inden for samme sociale samfundsstruktur uden et mindstemål af imødekommende velvilje og oplyst erkendelse – som formodentlig demokrat må du vel her give flertalskulturen en vis respit …

Eller taler vi om det nedslidte småborgerlige mantra, som nogle af de betændte politiske meningsfæller ville sige, – Giv os Danmark tilbage – vel at mærke Gamle Danmark …

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"Vi bliver mindet om, at danskerne åbenbart er nogle ubehagelige, luskede og fordrukne ågerkarle der rutinemæssigt blæser på familien, og ikke besidder den uforklarlige evne til at trylle et levegrundlag frem ved at drive pizzeriaer, grønthandlere og kiosker. "

Et eksempel på polemisk og demagogisk fordrejning, der savnet ethvert grundlag.

Kapable læsere, med et vist mål af indsigt og viden om historiens skæve gang og med evne til selvstændig tænkning, vil kunne konstatere, at min brod ikke er rettet mod "danskerne", men mod en civilisatoriske deroute det danske folk er blevet påført fra før Estrup takkede af som konseilspræsident.

En aristokratisk forbandelse, der har givet sig udslag i afmonteringen af den lærde skole (og siden lærdom), og ophøjelsen af almueskolens niveau til ny norm. Et projekt, der siden har ødelagt også akademia.

Et forrykt eksperiment, der har givet sig udslag i, at ca. 175 arbitrære personer, der er ufrie og uselvstændige marionetter og avatarer for organisationer omtalt som "partier", kendetegnet ved oftest irrelevante og uønskede talenter (der spænder over selvpromovering, lystløgneri, mestring af indignationens pathos og folkeforføring), er gjort til rigets frelsende flok og er blevet udstyret med fuldkommen magt.

En aristokratisk forbandelse, der ved Systemskiftet (læs: revolutionen) i 1901, omkalfatrere rigets indretning til at bestå af arbejdsgivere og arbejdstagere -- arbejdsgivere, men ret til at lede og fordele, og arbejdsmodtagere som en gruppe der på sigt uvægerligt ville ende som afmægtigt, umyndiggjort og splittet slaveskare.

Et aristokrati, der ranede den politiske magt i 1945, og gennem hemmeligt politi og andre midler, har undgået udfordrere siden. Herunder at embedsmænd ikke længere rekrutteres blandt de oplyste og lærde, men blandt "de effektive"; en ordning, hvor det ikke er de mest noble der forfremmes, men dem med de færreste skrupler.

Et aristokrati, der knækkede slut-tredsernes spirer til forandringer, der kunne have ledt til væsentlige og signifikante samfundsmæssige ændringer, gennem bl.a. imødekommelse af industriens ønske om masseimport af anatolske fremmedarbejdere i halvfjerserne, efterfulgt af fattig-firsernes mismod.

En aristokratisk forbandelse, der med stor succes har indført del-og-hersk doktrinen. De seneste ca, 13 år har i tiltagende grad fremmed mistillid og splittelse i befolkningen, til et niveau er ikke befinder sig mange trin fra etnisk udrensning, pogromer eller lignende.

En aristokratisk forbandelse, der har givet sig udslag i at massemedier (statslige som private) har bevæget sig fra at være oplysende, informerende og frisættende, til at være decideret fordummende, og generelt iscenesætte illusioner som den nye kollektive virkelighed.

En aristokratisk forbandelse, der har destrueret nærdemokrati og den folkelige forankring i det lokale. Kommunesammenlægninger, de uvedkommende regioner, politikredsenes skrumpen i antal og nærhed, privatisering af sundhed.

En aristokratisk forbandelse, der gennem et 10-år har lokket befolkningen til at deltage i pyramidespil med boliger og spekulationer, hvilket har end i en situation, hvor befolkningens samlede forgældethed er vokset til næsten det tredoblede i perioden.

Det faretruende ved nogle muslimer og muslimske kulturer er, at de ikke er blevet trukket ind i de narrespil og bedrag, mange vesterlændinge er blevet absorberet i. Det faretruende ved bl.a. denne gruppe, er at de ofte kan få øje på bedraget, og ikkr ønsker at hoppe med på limpinden.

Det er årsagen til (!!!), at visse kredse har ganske travlt med at udråbe muslimer en bloc som terrorister, galninge, voldsmænd, forbrydere, uintegrebare, barbarer, en femte kolonner der har som intention at avle sig global dominans og blot venter på en eller anden kalifs kodeord, der vil udløse rygdolkning alle med grisefarvet hud. Helt igennem absurde forestillinger, som dog naturligvis aflejrer sig i baghovedet på de fleste.

Volksemphängers og propaganda -- nu mere intensivt end nogensinde før.

Hvis disse fortalere for et multikulturelt samfund tidligere havde gidet lave evalueringer på tilstrømningen af indvandrere fra Mellemøstens muslimer, - kunne billedet have været anderledes.(hvis de ejede alm. sund fornuft)
Det mest besynderlige ved det hele er, at de ikke engang nu kan se, hvad de er skyld i.
Fra yderste venstre til resten af det politiske spektrum er politikerne blindede, - sikkert fordi de aldrig selv har besværet sig igennem ghettoerne og de nabolag som grænser op til dem.
Langt den største del af befolkningen ønsker et totalt stop for mere indvandring fra denne region, da en integrering her i landet er ren utopi.

Heinrich R. Jørgensen

Jan Weis:
"al respekt for dine nostalgiske og reaktionære drømmerier om tabte ”kærnesunde værdier” fra vores barndom "

Jeg refererer ikke til nostalgiske erindringer om egen barndoms lykkeland og uskyldstab. Jeg er klar over at man kan forledes til at tro, at jeg må være nogenlunde jævnaldrende med Søren Kierkegaard (mindst), men der er over 100 års afstand mellem hans sidste øjeblik og mit første.

Nostalgisk og reaktionær? Sære prædikater at sætte på en person, der er visionær nok til at indse, at fortidens ulykker ikke bør gentages, og at man således bør skue både fremad og tilbage, hvis man ønsker at finde fixpunkter at navigere efter.

Heinrich - ved ikke, hvorfor din seneste interessante swada - basuneret ud som var den et opråb i en virtuel Göbbelsschnauze - fik mig til at tænke på nazisternes samfundssyn og deres forbrødring med en vis totalitær ørkenreligion - men det ligger nok ved en funktionsfejl modtageren ...

Hvorfor er der aldrig artikler der belyser hvorfor middel og overklasse har stor fornøjelse af at skrive artikler om underklassens handlinger og holdninger? Ihvertfald som de ses af de øvre lag i samfundet.

Mobning af underklassen, etnisk som ikke etnisk synes helt legitim.

Meget morsom nedladende at skrive:
"Det kan opleves som en krænkelse, at verden ikke automatisk er imødekommende over for ens forventninger, især hvis man er vant til at have hele banen for sig selv. At der ikke står et juletræ, som der plejer, og at ikke alle elsker flæskesteg."

Så er banen kridtet op til et lignende gensvar.

Det er arrengeret slagsmål som går ud over underklassen, både de indfødte og de tilflyttede.
Middel og overklassen morer sig tilsyneladende.

Det er ikke et ukendt fænomen at underklassens mænd bliver betalt for at slås indbyrdes mens de øvre klasser indgår vædemål og hepper på sidelinjen til ulovlige arrengerede slagsmål.
Det forekommer i det mindste mere ærligt, da underklassen får betaling for at slås.

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

jeg beklager kommentarens noget pompøse stil, og at den udløser associationer, er forståeligt af flere grunde. Jeg afstår dog fra at lade mig lokke ud ad dén tangent...

Mere relevant -- hvad skrev jeg i den kommentar, der var usandt? Noget må have generet, når din respons er at gå efter budbringeren.

Heinrich - som sagt, den umiddelbare respons skyldes nok en funktionsfejl i modtageren, der gør, at helhedsindtrykket træder så foruroligende klart frem …

randi christiansen

Hvorfor er det for visse ikke muligt at indrømme, at personer med muslimsk herkomst længe og ofte har markeret sig negativt ifht mange danskeres normer og dansk lovgivning. At de ikke er ene om denne negative diskurs, og at den ikke gælder alle muslimer, berettiger eller ligegyldiggør den jo ikke.

Hvilke andre befolkningsgrupper ville f.eks. have reageret så voldsomt og voldeligt på Muhammedtegningerne ? Der er en helt klart kulturelt betinget forskel i adfærdsmønster, og når dette tager voldelige eller undertrykkende metoder i brug, er det tid at deltage i samtalen og forsvare, hvad der opleves at være under angreb.

I denne sammenhæng tales der om det rigtige i, at et flertal i en bestyrelse udøver demokratur, og efter eget udsagn, fordi de er muslimer, ikke ønsker at tilgodese et mindretal.

Så er der altså lagt i kakkelovnen til hele denne debat. Hvilke andre tros-og kulturretninger her i Danmark kunne man forestille sig tillade denne tilgang til et betroet hverv i en bestyrelse for alle beboere ? Det er tidligere blevet nævnt – og prøv igen med tankeeksperimentet – at var forholdet omvendt, og en bestyrelse brugte 60.000 til en dansk juletræsfest og, fordi de er kristne, afslår at bruge 7.000 på en muslimsk fest, så ved vi retrospektivt, at kritikken ville være haglet over de formastelige.

Multikulturalisme er pragtfuldt – i formen : plads til alle der gir plads til alle.

Europæisk samarbejde f.eks. er ikke blot pragtfuldt, men nødvendigt – men måden altså, den er afgørende, og EU udmærker sig pt ikke ved et i miljø-og socioøkonomisk henseende særlig højt niveau.

Det må være i orden at påpege fejl, og ærlig talt Heinrich, i denne sag hopper både din og professorens kæde i misforstået elitarisme af. I sætter kikkerten for det blinde øje, og diskuterer ikke sagens substans. Hvordan kan I forsvare demokratur af en hvilken som helst - og i denne muslimsk - herkomst? Jeg forstår det ikke.

Som "en uforstående læser", kan jeg ikke få øje på hvorledes Heinrich R. Jørgensens ovenstående uddybende kommentarer på nogen måde nuancerer eller kvalificerer hans tidligere så voldsomme udfald imod egen kultur. Snarere tværtimod.

Heinrich R. Jørgensen drømmer sig tilsyneladende tilbage til tiden før 1901, efter hvilket årstal ulykkerne åbenbart for alvor begynder at tage fart, i dette helvede på jord, kaldet Danmark.

Demokratiet, markedsøkonomien, massemedierne, arbejdsmarkedets parter og uddannelsessystemet er alle led i en "aristokratisk forbandelse", som efter det, for mig, ukendte statskup i 1945 bl.a. er blevet vedligeholdt af "et hemmeligt politi".

Folketinget er "et forrykt eksperiment" og den oprindelige befolkning er blevet forført af pyramidespil og lignende infame og vulgære intriger.

Oven over alt dette svæver nutidens sande kulturbærere: de muslimske indvandrere, hvoraf mange nærmest er blevet kidnappet på den Anatolske højslette i 60´erne og 70´erne, og tvunget til Danmark som slaver. Helt uden gevinst for dem selv.

Det er hos disse ovennævnte tilflyttere, at Heinrich R. Jørgensen søger den postulerede autencitet fra en tid hvor hans bedstefar knap nok havde fået hår under armene.

I Heinrich R. Jørgensens optik må socialreformerne, velfærdssamfundet, højskolerne, parlamentarismen, oplysningstanken, sekularismen, modernismen, 68´erne, postmodernismen etc. etc. strække våben overfor den uimodståelige autencitet fra bl.a. de vindblæste anatolske sletter og den glohede somaliske ørken.

Det er da stof til eftertanke.

Det sjove ved danskerne er, at direkte adspurgt kan de ikke rigtigt finde ud af hvad "danskhed" er for en størrelse.

Mit barnebarn der p.t. tager et års skolegang i Brazilien, helt uden mor og far, har til gengæld forsynet mig med dette link, så kan enhver jo overbevise sig om hvad "danskhed" er...

http://youknowyouredanishwhen.com/

"Det sjove ved danskerne er, at direkte adspurgt kan de ikke rigtigt finde ud af hvad “danskhed” er for en størrelse."

Men sjovt nok ved de fleste danskere nok også hvad danskhed ikke er.

Og egentlig nok også hvad det er for dem - men det er vist ikke velset - i disse for vor land så multikultiramte tider - åbent og uden nationalmasochistisk skam meddele omverden det.

Således udleves det uudtalt i vores lille nation hver eneste dag - selvom 'eksperter og meningsdannere' ikke kan eller vil enes om en nærmere, entydig defination - hvad vist kun er et problem for folk flest.

På linket at dømme, lader det til at Brødrene Øbberbøv glemte at få Niels Mosbak med hjem fra deres charterferie i 80´erne.

Det gennemgående tema er åbenbart, at danskerne drikker meget alkohol og hader svenskere og tyskere. Høh høh fnis oink oink!

Således reduceret til xenofobiske alkoholikere, kan andre kulturer jo næppe undgå, at fremstå lidt mere attraktive i forhold til den danske ditto.

Men det var vel også meningen?

randi christiansen

Man kan jo også undre sig over, at så mange af disse multikulturelt begavede menneskers hedeste ønske er at få dansk statsborgerskab, hvis de ikke samtidig ønsker at begribe, anerkende og respektere det samfund, som de ønsker at opholde sig i

Hvad der bl.a. kendetegner det at være dansk er jo netop en høj grad af respekt for individet - hvis nogen skulle have glemt hvilke friheds- og andre rettigheder, vi - omend de er under pres og må forsvares - stadig nyder.

Hvis man ikke kan få øje på det, som på særlig fin vis kendetegner det danske, burde man måske læse op på historien og store danske forfatter.

Det er for nemt kun at nedgøre og latterliggøre. man må også huske at ære dem, som æres bør - kan man ikke finde nogen værdige hertil, er man fattig i ånden og selv et eksempel, på det man håner.

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

du plejer at være rigeligt opvakt, og jeg er forundret over at dine besynderlige mellemregninger om hvad jeg (hhv. Ole Thyssen) mener (hvilket ikke kan antages, at være identisk).

Der er netop synspunktet om at give plads til de der giver plads, Ole Thyssen forsvarer.

Det er egentligt helt utroligt, at Ole Thyssen som ofte tillægges horrible holdninger, nu lægges for had fordi han (helt korrekt) argumenterer for, at multikultur ikke behøver at være et stort problem, og sagtens kan være en berigelse. Blot skal visse spilleregler være etablerede, forståede og følges. Det synspunkt er så fjernt som det næsten er muligt, fra de holdninger Ole Thyssen sædvanligvis tilskrives, hvor han karikeres som glødende nationalkonservativ og quasi-racistisk monokulturalist.

De to synspunkter er uforenelige. Med mindre Ole Thyssen har skiftet fra ridebukser og armbind, til Jelved-staffage (billedligt), så er den eneste oplagte forklaring, at Ole Thyssen bliver misforstået.

Det er hidtil ikke lykkedes mig at finde antydning af inkonsistens, fup eller polemik i Ole Thyssens skriverier i dette medie. Med andre ord: jeg kan ikke få øje på usande udsagn, eller for dens sags skyld slette motiver bag teksterne. Jeg synes Ole Thyssen skriver usædvanligt klart og præcist. At andre ikke opfatte udsagnene som klare, burde undre; men det mønster er jeg vant til, i almindelighed.

Flemming Andersen

Der kan jo sagten være en forskel imellem , hvad Ole Thyssen forestiller sig af fordele om multikultur og hvordan andre opfatter virkeligheden hvori de befinder sig.

Bliver denne forskel stor nok til at det opleves, som teoretisk og virkelighedsfjernt at synes der kan være fordele ved multikultur, på de vilkår en sådan bydes idag, må det være legitimt at gøre opmærksom på det.

randi christiansen

Heinrich - Tak for komplimenten.

Jeg vil henvise til mit første indlæg 16. november 2012 kl. 18:17, hvori jeg påpeger min anke over Thyssens udsagn : "Demokratiet handler ikke om sandt eller falsk, men om et flertal. Der er håb om et juletræ til næste år, hvis de strammer sig an."

Det er med denne ovenikøbet nedladende og for Thyssen vanligt elitære tone, at jeg mener kæden hopper af, fordi her agiteres for demokratur>flertalsdiktatur> flertalsfascisme og dermed udvises manglende respekt, for hvad der bør være demokratiets adelsmærke: respekt for mindretallet.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"I Heinrich R. Jørgensens optik må socialreformerne, velfærdssamfundet, højskolerne, parlamentarismen, oplysningstanken, sekularismen, modernismen, 68´erne, postmodernismen etc. etc. strække våben [...]"

I fald nogen har interesseret sig for hvad jeg generelt har været optaget af på dette medie, og formår at erindre det, ville de vide at det er vanskeligt at pege på nogen kommentator, der med større entusiasme (?) har været positivt indstillet til intentionerne bag 30'ernes socialreformer, højskolebevægelse og Oplysning.

Det samme kan siges om emner du undlader at nævne: stavnsbåndets ophævelse, oplyst monarki, nationalstatens opståen, romantikken, pastoralskolen, andelbevægelse, grundtviganisme, friskolebevægelse, 1849-grundloven, den anti-estrupske fløj under forfatningskampen i 1880'erne, den valgkredsbaserede folketingsordning, rigsdagens to-kammersystem og andet.

For slet ikke at nævne de bedste bidder, af europæisk kulturtradition og civilisation, fra klassisk tid til nutiden.

Det er muligt at der er nogle på dette forum der mere ihærdigt har agitereret for de værdier der er rosværdige i forbindelse med vestlig kulturtradition end undertegnede, men det kniber mig at sætte navn på nogen enkeltperson.

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

læg mærke til hvad Ole Thyssen skriver om demokrati vs. folkestyre.

Ole Thyssen:
"I 1800-tallet skelnede man mellem folkestyre og demokrati, så den enevældige konge var udtryk for folkets enhed, mens demokrati var udtryk for splittelse."

Demokrati er stadig et udtryk for splittelse. Teknisk set er demokrati flertallets diktatur. Der er årsagen til, at enhver bør tøjle rethaveriet og egoismen, og sørge for at en demokratisk samtale (tingstedskulturen) kan finde sted, således at afgørelse kan foretages i mindelighed og i gensidig respekt, så den demokratisk proces ikke leder til en grad af splittelse, som i sidste ende gør endog folkestyret umuligt.

Kig på folketingsmedlemmernes udskejelser gennem de seneste godt ti år. Mage til umoden børnehave skal man lede længe efter. Der er stort set ingen vilje til at samtale eller lytte. Det handler om at være en del af den majoritet, som uden blusel og selvbeherskelse kan tromle sin vilje igennem, uagtet de ramaskrig det udløser og den sub-optimale forstandighed de fleste politiske vedtagelse er udtryk for.

Skal den demokratiske metode fungerer, forudsætter det at enhver besinder sig på, at der er nogle spilleregler der må observeres. At mindretal må og skal respekteres, burde være indlysende. At undlade at følge det simple princip, vil uvægerligt føre til splittelse af skyttegravs-dimensioner.

randi christiansen

Heinrich - "Demokrati er stadig et udtryk for splittelse. Teknisk set er demokrati flertallets diktatur. Der er årsagen til, at enhver bør tøjle rethaveriet og egoismen, og sørge for at en demokratisk samtale (tingstedskulturen) kan finde sted, således at afgørelse kan foretages i mindelighed og i gensidig respekt, så den demokratisk proces ikke leder til en grad af splittelse, som i sidste ende gør endog folkestyret umuligt."

Netop, og hvis man ikke agerer efter demokratiets ånd, hvis adelsmærke må være respekt for mindretallet, så bidrager man til splittelse. Hvilket, jeg mener, at O.T. gør med udsagnet om at “Demokratiet handler ikke om sandt eller falsk, men om et flertal. Der er håb om et juletræ til næste år, hvis de strammer sig an.”

Heinrich R. Jørgensen

Lars R. Hansen:
"Således udleves det uudtalt i vores lille nation hver eneste dag - [...] - hvad vist kun er et problem for folk flest."

Af alle debattører, burde du bedre end nogen andet vide, at "nation" og "folk" er to sider af samme mønt. Den ene, er den andens følgesvend, og omvendt. De to begreber bag ordene, er uadskillelige.

Men måske var dit brug af "folk" en floskel-induceret svipser? ;-)

Simon Olmo Larsen

Jeg er i tvivl om mennesker med dansk kristen baggrund som konveterer til Islam også går under betegnelsen muslimer som ifølge flere kommentatore herinde er mennesker der kommer fra mellemøstelige lande hvor Islam er hovedretningen?

Heinrich R. Jørgensen

Netop, Randi,

De må stramme sig an, og opføre sig som modne og værdige demokrater under generalforsamlinger og bestyrelsesarbejde, og udvise gensidig respekt overfor enhver og navnligt den demokratiske proces, så det ikke ender i splittelse, eksklusion, ufred og hævngerrighed.

Enhver der erklærer sig som demokrat, bør stramme sig an, og i tanke og adfærd tage udgangspunkt i det ansvar der påhviler os alle i at sikre, at processen forløbet værdigt.

Den opfordring kunne passende være rettet mod tingsmedlemmer på Christiansborg, hvoraf det store flertal er udøvende anti-demokrater. Måtte de stramme sig an. Big time.

Heinrich – send professoren i den beskyttede anstalt CBS på dannelsesrejse til f.eks. Berlinbydelen Neukölln – så ville der være håb om, at hans provinsielle syn på fænomenet multikultur kunne bringe ham ud i virkelighedens verden uden for elfenbenstårnet og måske begynde at filosofere over, hvor det hele kan gå hen og ende – du må gerne selv tage med, for øvrigt – snak med borgmesteren og bid mærke hans erfaringer - det er sådan enhver seriøs videnskab begynder …

Alt andet er den sædvanlige danske masokistiske dans om rødgrøden – hvem er mest angrebet af Danishness og Morten Korch …

http://www.information.dk/313019

Heinrich R. Jørgensen

Hvad er alternativet til "at stramme sig an"?

Madam Guillotine? Indsættelse af hæren? Bestræbelser på at udmatte den anden part (udmattellses"krig"), i håbet om at den anden part føjer sig, fordi de mister alt for meget mens konflikten pågår?

Demokrati er noget man kan håbe på at bevare, hvis man gør den nødvendige indsats for at bevare det. Som nogen engang sagde, så er demokrati ikke en deltager-sport.

Jeg kan vitterligt ikke se, at der er det mindste at udsætte på opfordringen til "at stramme sig an". Ej heller at der er et bedre råd end netop dét.

Sider