Kommentar

Multikulturalismen beriger samfundet

At der i dag er flere nationer inden for samme stat, er ikke et problem, men en berigelse. Problematisk bliver det først, hvis kulturer er mere loyale over for deres egne dogmer end over for forfatningen i den stat, hvor de bor
16. november 2012

Når en norsk direktør får den idé, at det norske flag ikke er et samlende symbol for alle i landet, og derfor ikke vil bruge det på sit norske kunstmuseum, sker der flere kortslutninger i hans hoved. Han forveksler nation og stat, og han tror, at en stat er et kulturelt fællesskab. Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt (ES) konkluderer i kronikken (Information den 10. november), at der i Europa er opstået en ny situation, hvor vi inden for samme stat lever i flere nationer.

Mens en stat er bestemt ud fra sin grænse og sin forfatning, er en nation bestemt af sin kultur og livsform. I 1800-tallets demokratiske revolutioner var det ’folket’, som skulle bestemme – og ’folket’ var en enhed, en fælles vilje. Derfor skulle stat og nation skulle falde sammen. Der er flydt meget blod i kampe om ’national selvbestemmelse’.

Selv om folket retorisk blev fejret som en enhed, har det altid været splittet. Det har længe været bemærket, at vi bor i multikulturelle stater, hvor forfatningen i stadig ringere grad er finindstillet mod en enkelt kultur. Alligevel kommer det som et chok for nogenlunde homogene samfund som de skandinaviske, at der er opstået etniske og religiøse kulturer, som opfører sig særpræget. De har andre kønsroller, lukker sig om sig selv, spiser deres egen mad, gifter sig med hinanden, etc. – lidt ligesom danske akademikere. Og nu er et muslimsk flertal i en boligblok gået til det ekstrem, at de ikke bevilliger penge til et fælles juletræ i den mørke december måned. Men hvad er problemet? 1800-tallets tykke nationalisme, hvor man forventedes at ’dø, om så det gælder’, er for længst forsvundet. Samtidig med nationalismen fik vi også de politiske partier, religionsfriheden og klassekampen. I 1900-tallet opstod der i stedet en tynd nationalisme, hvor de nationale følelser blev sendt ud i periferien til sporten og sangen, mens loyalitet mod staten var afhængig af, at staten var imødekommende. ’Noget for noget’ i stedet for ’my country, good or bad’.

Splittede nationer

I sin sejrstale forleden kunne Barack Obama henvise til, at USA er verdens mest splittede nation, når det gælder kulturer. Ikke desto mindre appellerede han til en national enhed, som kunne tæmme de kulturelle forskelle. Ikke kun blå stater og røde stater, men forenede stater. Der er, historisk, en stærkere patriotisme i USA end i Europa, og Obamas retorik ville nok ikke fremkalde stående klapsalver her.

Obamas pointe er, at konflikter er tegn på styrke, hvis de kan tæmmes og civiliseres. Og metoden til at gøre det er den demokratiske omgangsform, hvor parter nok er uenige, men kan løse deres konflikter uden vold. I 1800-tallet skelnede man mellem folkestyre og demokrati, så den enevældige konge var udtryk for folkets enhed, mens demokrati var udtryk for splittelse.

Siden er balancen mellem enhed og forskel ikke ophørt med at irritere. For problemet er jo, at mens man kan have en stærk kulturel fællesfølelse i klubben – kirken, vennekredsen, partiet – må man tåle den ydmygelse, at det stærke sprog i klubben forvandles til et svagt sprog, så snart man bevæger sig ud af klubhuset og ind offentligheden.

Tab af fælles kultur

Så i moderne stater tvinges man til at definere sig selv på to niveauer. Man er på den ene side en privat person, som har – og har ret til – at have sin egen kultur med dens traditioner og symboler. Men man er også borger på lige fod med andre, og her er der ingen automatisk solidaritet mellem ens kultur og den forfatning, som lægger rammer for forholdet mellem kulturer.

Det kan opleves som en krænkelse, at verden ikke automatisk er imødekommende over for ens forventninger, især hvis man er vant til at have hele banen for sig selv. At der ikke står et juletræ, som der plejer, og at ikke alle elsker flæskesteg.

Det kan skabe vrede og endda raseri. Men det bliver først et problem, hvis kulturer er mere loyale over for deres egne dogmer end over for forfatningen i den stat, de bor i. Altså hvis rollen som kulturbærer får lov til at vinde over rollen som borger, så man i kulturens navn giver sig selv lov til at bryde loven.

Så taler vi om fundamentalisme og bliver med god grund bekymrede. Men at der i en boligforening er demokratisk flertal for ikke at bevillige penge til et juletræ, giver ingen grund til panderynker. Det er en helt normal kamp efter helt normale spilleregler. Er danskerne skuffede, kan de mobilisere og agitere. Demokratiet handler ikke om sandt eller falsk, men om et flertal. Der er håb om et juletræ til næste år, hvis de strammer sig an.

Multikulturalisme er rigdom, hvis den parres med respekt for de spilleregler, som giver alle adgang til at ytre sig og tage del. Men at intuitive forventninger brydes, gør det sværere at opnå enighed og fremmer en juridisk omgangsform. Man er ikke (længere) fælles om kultur, men om forfatning og love. Det er dog kun et tab, hvis man sværger til evige traditioner.

Flertalssamfundet er demokratisk og skal helst fortsætte med at være det. Så kan man inden for den ramme have alle de kulturer og parallelsamfund som man finder interessant.

 

Ole Thyssen er professor og dr.phil. på Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olmo,

nu har jeg et nogenlunde kendskab til de emner - er vokset op i et 'nydansk' kvarter og gik i ganske 'kulturberiget' institutioner som barn og ung - så min opfattelse bygger selvsagt først og fremmest på egne, familie, venner og bekendtes oplevelser og observationer ude i virkeligheden - herunder ophold i flere af de relevante hjemlande - ikke pressens historier - en presse som jeg for øvrig ikke regner for særlig negativ over for islam eller muslimer - tværtom frugten taget i betragtning.

"Det er ikke i det ydre vi finder løsningerne, det er i det indre..."

Løsningerne på hvad, om jeg må spørge?

Simon Olmo Larsen

Lars

du har jo udemærket kendskab til alle emner, ligemeget hvad så ved du bedre.
Din oplevelse af virkeligheden er den eneste gældende.

Vi andre fatter ikke en meter og har skjulte motiver.

Du derimod forsvarer alle de stakkels danskere som lever i konstant frygt for den "muslimske"fare.

Lars jeg kan jo ikke sidde hele dagen og oplyse dig, du må selv finde svarene, men jeg kan love dig at du ikke er i tvivl når du finder ud af det.

Hvis du har en kritik af min virkelighedsopfattelse - og du ønsker jeg skal forholde mig til den - bliver du nødt til at uddybe den samt eksemplificere.

Hvilke af mine udsagn - er det du mener er en virkelighedsfordrejning - eller direkte usande?

Din nuværende påstand - om at jeg bygger min opfattelse af disse emner på løgnagtige medier og ikke egne erfaringer og observationer - henregner jeg til den blandt multikultier så udbredte fejlopfattelse - at den manglende omfavnelse i bedste fald skyldes manglende kendskab - 'Kendskab giver venskab' B.S.

Og jeg beder dig sandelig ikke om svarene - med hvilke problmer du mener løsningerne skal findes til - din opfattelse af problmerne.

Du vil vel ikke henviser til løsninger - unden der måtte være nogle problemer - så hvad er dit problem?

"Men du er åbenbart klar til at gå magthavernes ærinde ..."

Hvordan tror du forresten tingene er gået som de er gået med udlændingelovene og multikultien i samfundet - det er sgu ikke 'de undertrykte masser', der har dikteret dette her - men netop magthaverne.

Sider