Læsetid: 5 min.

Den multikulturelle skole er en dårlig idé

Dialog mellem kulturer lyder godt, men det fastholder en forestilling om at vi alle tilhører én bestemt kultur. I mine øjne medfører forsvaret for multikulturelle skoler og ideen om kulturrelativisme, at skolerne får svært ved at danne myndige personer, der kan reflektere over egne og andres virkelighedsforståelser.
30. november 2012

Forestillingen om multikulturelle skoler baseres på en ide om, at elever er bærere af kultur og tilhører forskellige fællesskaber. På Blågård Skole skulle der således gå arabiske, somaliske, italienske og danske børn, samt mange flere. Disse elever skulle hver dag bære deres kultur med i skolen. Der vil således i et klasseværelse være øer af danske børn, arabiske børn osv. 

Forestillingen om en multikulturel skole kan så modsvares med indførelsen af multikulturel pædagogik, hvor disse kulturelle øer får en plads i undervisningens indhold og hvor kulturmøder skal lære eleverne at acceptere og tolerere hinanden.

Slogans som ‘kendskab skaber venskab‘ og min ‘kultur – din kultur‘ hører denne pædagogik til. Via undervisning forsøger man at arbejde sig ud af passiv sameksistens og fokusere på at skabe dialog mellem de kulturelle grupper. Eleverne fastholdes dog stadig i denne tænkning som tilhørende én kultur. Det multikulturelle bliver i den forstand pluralistisk monokulturalisme.

Idealet bliver at danne multikulturelle mennesker, der formår at leve på grænsen mellem kulturer. Man forestiller sig at elever, der tilegner sig den multikulturelle identitet vil være i stand til konstant at forhandle sig frem til nye måder at betragte virkeligheden på. En forestilling, der ufravigeligt er sammenhængende med en ide om kulturrelativisme, hvor alt er kulturelt, og alt kulturelt er ligeværdigt. Eleverne lærer, at der ude i den store verden findes en ubestemmelig forskellighed og at værdier er relative.

Plural monokulturalisme og kulturel relativisme kan i ekstrem grad føre til, at alt anses for lige godt – eller ligegyldigt. Dette fører til det multikulturelle paradoks. Det multikulturelle paradoks handler om det problematiske i at balancere, teoretisk, praktisk og retsligt mellem en insisteren på menneskelig enhed og lige rettigheder for alle på den ene side og retten til kulturel forskellighed på den anden side.

Hvor går grænsen for tolerancen?

Det omhandler i en skolekontekst ofte diskussioner om rettigheder i forhold til særskilte hensyn til minoriteter i skolen. Det kan fx være diskussioner om skolens badeforhold, retten til modersmålsundervisning, inklusion af eid og ramadan i skolernes feriekalender og kampe for bederum på skolerne.

Her findes der heldigvis pragmatiske løsninger. Men det multikulturelle paradoks kan fx også handle om kvindelig omskæring, børneprostitution og homofobi, der forsvares som kulturelle og religiøse traditioner og værdier. Så længe sådanne kulturelle og religiøse traditioner og værdier opholder sig pænt indenfor afgrænsede kulturelle enheder udgør de, i og for sig, også kun et problem for dem, det går ud over.

Det er ikke en gang sikkert, at omskæring, børneprostitution og homofobi forstås som kulturelt betinget af de, der udfører det. Det anses måske snarere for at være naturlige reaktioner på naturlige fænomener. Kultur gør blind? Men hvordan skal elever, der er ved at danne sig til multikulturelle mennesker og som derfor står med et ben i hver verdensforståelse navigere i de mange, og nogle gange meget afvigende, virkelighedsforståelser? Skal egne og andres kulturelle blindspots accepteres, tolereres eller udfordres?

Mulighed for at definere vores egen kultur

I mine øjne medfører forsvaret for multikulturelle skoler og ideen om kulturrelativisme, at skolerne får svært ved at danne myndige personer, der kan reflektere over egne og andres virkelighedsforståelser.

Hvis ikke vi får eleverne til at forholde sig etisk og moralsk til måder at indrette og forstå vores liv og samfund på, kan man hævde, at multikulturel pædagogik nok kan give dem indsigt i kulturelle forskelle, men ikke kompetencer til at forholde sig til væsentlige værdispørgsmål. I så fald bidrager undervisningen til at reproducere forskelle, i stedet for at overkomme dem.

Når man ikke udfordrer elevers måder at bevare og udvikle deres kultur på, risikerer man at lukke disse elever inde i deres kultur – forstået på den måde, at tolerance og respekt for gruppens traditioner og perspektiver kan forekomme på bekostning af elevens mulighed for at danne nye perspektiver, bevæge sig i sin kultur eller bryde ud af den.

Sådan undervisning kan bidrage til legitimering af kultur-intern diskrimination og overgreb, og den kan medføre en indirekte form for forskelsfikseret kulturel racisme, hvor kulturelle barrierer opbygges i stedet for at nedbrydes. Enhver kan forputte sig i egen kulturelle praksis og henvise til kulturelle rettigheder og tolerance, uden for alvor at tilnærme sig den anden.

Den interkulturelle skole

Hvad kan vi så erstatte den multikulturelle skole og pædagogik med? I mine øjne skal vi tænke kultur og pædagogik på en hel anden måde. Jeg er fortaler for det, man kunne kalde den praksisorienterede interkulturelle pædagogik.

Den tager udgangspunkt i et dynamisk og komplekst kulturbegreb, der efter min mening bedre favner den virkelighed begrebet forsøger at beskrive. Her opstår kultur først i mødet mellem eleverne, og det er noget de gør. Man gør dansker, araber, muslim og ateist og dette kan gøres på mange måder. Der er mange måder at være dansker eller muslim på – eller begge dele på samme tid.

Kultur er social konstruktion – et produkt af kommunikation og interaktion i møder mellem mennesker i specifikke sociale kontekster. Kultur er processer, som mennesker kontinuerligt skaber og opretholder gennem deres daglige praksis. Følger man denne tænkning kan man ikke tale om egne og andres kulturer, eller om kulturmøder, men udelukkende om møder mellem mennesker, der producerer kultur.

Praksisorienteret interkulturel pædagogik handler derfor om, at skabe bevidsthed om og refleksivitet over ens egen rolle i kulturproduktion processen. Der lægges op til et undersøgende begreb om kultur, hvor eleverne opfordres til at udforske, hvordan kultur skabes i forskellige sammenhænge. Blikket rettes ikke mod interaktion mellem kulturer, men til spørgsmål om, hvordan mennesker nu og gennem tiderne har gjort, forhandlet og forvandlet kultur.

Eleverne skal opøve færdigheder i at blive opmærksomme på, hvordan kultur skabes omkring dem og andre steder. De skal kunne afkode, fortolke, analysere og selv skabe kultur og kulturelle produkter. Kun på den måde kan de forstå kultur, som den foranderlige størrelse den vitterligt er og forhandle, bevæge og udvikle den.

Praksisorienteret interkulturel pædagogik er baseret på, at værdier, holdninger, fornuft og sandheder godt nok er kulturelt og historisk betinget (altså relative), men at de netop derfor skal undersøges, diskuteres og udfordres – og ikke bare tolereres, respekteres eller opgives.

Eleverne skal lære kontinuerligt at søge fælles fornuft og en sådan pædagogik vil kræve af eleverne, at de forholder sig til egne og andres kulturelle blindspots og i deres konstante fælles fornuftssøgning udfordrer hinandens virkelighedsforståelser. Det handler ikke om, at nogle elever skal vinde argumentationen, men at de skal lære at balancere mellem egne og andres virkelighedsforståelser.

Helt centralt er det dog her, at til forskel fra den balancegang det multikulturelle paradoks medfører, vil man i praksisorienteret interkulturel pædagogik have en klar udmelding om, at når kultur ikke er noget man har eller er, men noget vi gør, så må denne gøren også altid holdes i skak af universalistiske ideer om fælles menneskelighed.

Kulturer kan ikke have rettigheder, det kan mennesker – og disse rettigheder må konstant genforhandles mellemmenneskeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Pietersen

det er sjovt at ateist ikke er dansk.... og har det ikke været dansk meget længere tid end vi har kendt ordet danmark(dansk)??

Groft og udenom akademiske spidsfindigheder sagt vil jeg mene: en multikulturel skole kræver et multikulturelt samfund at hvile i og det er Danmark lysår borte fra.

Og?

Forfatterne overser totalt at mennesker er bærere af deres kultur, og af de vaner, som hører denne kultur til. Og hvis man skal omplantes fra en litauisk kultur eller tysk kultur eller italiensk kultur er der altså brug for multi-kulturel pædagogik. For at både børn og voksne kan lande blødt og godt i den danske kultur.

Uanset hvor meget vi end vender og drejer det bliver vi nødt til at indse at der er forskelle på at leve i Italien, i Marokko, i USA, i Brasilien og i Danmark. I USA løser man f.eks. konflikter på en anden måde end vi gør (gjorde?) i Danmark, det samme gør man i Tyskland mv.

Nogle af mine voksne elever er helt klare på hvad deres børn bliver: de bliver kurdere eller albanere, også selvom børnene er født i Danmark. Nogle mener de bliver danskere med rødder i Tyrkiet....

Robert Ørsted-Jensen

modsætningen mellem erkendelse af en flerhad af kulturer og erkendelse af universelle rettigheder - er en falsk modsætning. Det er ikke et enten ell,er det er et både og.

Det er et faktum at vi lever i en multikulturel virkelighed - hvad enten bryder os om det eller ej! Det er den virkelighed vi lever i og den vil være mere og mere påtrængende efter som jorden i en vis forstand bliver stadig mindre.

Vores opgave er at understrege at forudsætningen for at det kan fungere positivt er at vi alle erkender nogle grundlæggende præmisser - og disser må naturligvis være funderet i oplysningstidens universelle mennekerettigheder.

Torsten Jacobsen

Hvis jeg forstår klummisten korrekt, finder 'Praksisorienteret interkulturel pædagogik' sit udgangspunkt i ny-pragmatismen, nærmere bestemt den amerikanske filosof Richard Rorty, og hans tanker om 'unforced agreement'. Idéen om, at vi gennem en åben, ikke-dogmatisk, respektfuld, og demokratisk samtale, kan nå frem til en fælles forståelse af hvilke synspunkter der er værdifulde, (og dermed skaber fremskridt i samfundet) og hvilke der ikke er.

Denne tilgang forudsætter at alle positioner er til forhandling (Her ligger det ikke-dogmatiske). Der ligger en forventning, om at vi som deltagere i denne demokratiske samtale er villige til at opgive vores position og indtage en ny, hvis vores 'kulturelle blindspots' gennem diskussion synliggøres for os.

Jeg ser dog ingen tegn på, at alle positioner er til forhandling i det danske samfund. Både ideologiske og religiøse dogmer lever i bedste velgående, og de synes lige så upåvirkelige af fornuftsargumenter som de altid har været.

Hvor skal man finde elever og ikke mindst lærere, som i praksis kan leve op til de smukke idealer i den 'praksisorienterede interkulturelle pædagogik'?

Uanset hvordan man ser kultur - indbygget, praktiseret, multi- eller inter- - så er det i min opfattelse vigtigst at se på skolebørn i forhold til deres funktion: nemlig som skolebørn.
Børn er først og fremmest børn, og børn, der går i skole er skolebørn. Deres kulturelle praksis/bagage må komme i anden række eller længere nede af stigen.

Torsten Jacobsen

[i]Helt centralt er det dog her, at til forskel fra den balancegang det multikulturelle paradoks medfører, vil man i praksisorienteret interkulturel pædagogik have en klar udmelding om, at når kultur ikke er noget man har eller er, men noget vi gør, så må denne gøren også altid holdes i skak af universalistiske ideer om fælles menneskelighed.[/i]

Den interkulturelle pædagogiske praksis forudsætter de universalistiske idéer om fælles menneskelighed, som den gennem sin 'gøren' skal skabe. Målet forudsætter sig selv.

Sabine Behrmann

"Der er mange måder at være dansker eller muslim på" - det er sådan en underlig balkaniseret måde at betragte tingene på.

jette tofte bøndergaard

"Der er mange måder at være dansker eller muslim på."

Ja, jeg er fx født jyde, døbt kristen, hunkøn ... men ingen af disse omstændigheder er kun og alene skæbne. Jeg kan vælge at orientere mig mod det internationale, jeg kan udmelde mig af kirken, jeg kan tage kønsuligheden op som feminist ... jeg kunne tilsvarende vælge den mest udtalte jyske dialekt, jeg kunne engagere mig i Tidehverv og indrette mig som hjemmegående anti-spelt-mor.

At være født ind i en muslimsk familie er heller ikke kun skæbne. Muslimer forstår og udfolder deres tro omtrent så mangfoldigt som mennesker af alle andre trosretninger - eller mennesker uden konfession.

Man kan vælge at se på forskellighederne eller men kan vælge at se på lighederne. Er bægeret halvt tomt eller halvt fyldt?

Selvfølgelig lever vi i et samfund, hvor der tales mange tungemål, hvor der udøves mange religiøse ritualer, hvor vi ser kønsforskelle, hvor gruppers økonomiske formåen er forskellig ... om man vil kalde det samfund for 'klassedelt', 'multikulturelt', 'mangfoldigt' eller noget 27. det er et spørgsmål om menneskeskabte definitioner.

Definerer vi samfundet som 'klassesamfund', så må vi gøre noget ved virkningen af klassedelingen. Definerer vi samfundet som multikulturelt, så må vi overveje, hvordan 'multikultur' indvirker på vores samspil i samfundet.

Hvordan vi så end definerer samfundet, så har selve definitionen en virkning på måden vi tilrettelægger skolens pædagogik på.

I artiklen fortælles det, på hvilke måder definitionen 'multikultur' virker fastlåsende og determinerende - hvordan 'kultur' bliver skæbne.

Ved at formulere nødvendigheden af en praksisorienteret interkulturel pædagogisk indsats i skolen, så defineres i stedet at skolen skal flytte opmærksomheden mod, hvad elever gør sammen, hvordan de kan finde deres respektive spillerum, hvordan de kan forhandle hvilken virkning de vil tillægge 'kultur', hvad de kan gøre for at blive sprogligt opmærksomme på deres tildelen hinanden diverse pladser i samfundet.

Alle elever har ret til at definere eget spillerum - det ligger i menneskerettighedsbegrebet. Ingen elever skal være låste som jyder, 'perker-danske' eller fattige for den sags skyld.

Alle elever har krav på at udfolde deres sproglige evner og færdigheder således at de har fortsatte chancer i uddannelsessystemet, og muligheder for respektfuld udfoldelse af deres borgerrettigheder.

Alle elever er tjent med at kende, hvilke historie- og kulturopfattelser der er på spil i samfundet.

"Kulturer kan ikke have rettigheder - det kan mennesker." Elever må lære at genforhandle disse rettigheder i indbyrdes respekt.

Den grimme melding 2

"Dialog mellem kulturer lyder godt, men det fastholder en forestilling om at vi alle tilhører én bestemt kultur. I mine øjne medfører forsvaret for multikulturelle skoler og ideen om kulturrelativisme, at skolerne får svært ved at danne myndige personer, der kan reflektere over egne og andres virkelighedsforståelser."

Holy moses!!! sjældent har jeg hør en gang fordrukkent sludder som dette. Hvad er mon alternativet? Er det at vi isolerer børn så de ikke har kontakt med børn fra andre kulturer, og skulle det så gøre dem mere multikulturelle eller parate til at agere i en globaliseret verden. Er det det faktum at de har mulighed for at få kendskab til andre kulturer der hindrer børn/folk i at blive myndige personer? Findes der er øvre grænse for hvor meget sludder der kan nedfældes på papir?

Jørgen Johansen

til trøst må man tænke på at kultur ikke er en fast størrelse, men en stadig fortløbende proces. Udvikling medfører forandring, heldigvis.

Brian Petersen, men du har ret i nogen omfang: racisme er ikke en europæisk opfindelse, og racisme findes helt klart blandt alle verdens racer og folk.

Derfra at konkludere at alle verdens folk og racer er racister er dog noget vrøvl.

Brian Pietersen

Filo

ja, alle i enhver race er ik racister..men der er en del i hver race der er det.

og jo større problemer et folk får, jo større tendens synes jeg der er til at man bliver racister.

racisme er naturlig og grådighed er god?

Ja naturligvis kan man også bare give op og blive ved med at være hulemenneske men jeg foretrækker at tro på en kulturel evolution af menneskedyret, derhen hvor racisme og grådighed måske er naturlige men alligevel noget uønsket.

jette tofte bøndergaard

Filosoffen William Leiss har sagt noget i retning af, at oplysningstanken blev tæt knyttet til en forestilling om at beherske den ydre natur.

Han slår til lyd for, at vi mennesker i stedet skal prøve at beherske den indre natur - i hans sammenhæng handler det så om netop grådighed.

Mennesket har netop den 'anden natur' at vi kan reflektere, forandre os og tilpasse os til den ydre natur i stedet for omvendt.

Som jeg har læst artiklen, så handler den netop om, at vi med begrebet 'interkultur' har mulighed for at reflektere over, hvad vi gør når vi skaber vores kulturelle sameksistens. Her forstås kultur dynamisk. Til forskel fra begrebet 'multikultur', der lægger op til en statisk forestilling om forskellige kulturer, der skal lære at leve sideordnet.

Brian Pietersen

Filo...

jeg kan ik se nogle indikationer på at dette skulle være tilfældet... vi kan ik engang styre vores egen trang til at sætte børn i verden.

Jette.

Jeg venter på handling, nu er vi 7 milliarder.