Kronik

Nationalbanken må leve op til sit ansvar

De mange kortforrentede boliglån bremser dansk økonomi. Renten er ’for god til at være sand’, så boligejerne sparer op for at polstre sig mod fremtidige rentestigninger. Samtidig udgør pludselige rentestigninger p.t. en bombe under økonomien. Løsningen er en intervention fra Nationalbanken, der gør det attraktivt at omlægge til lange, fastforrentede lån
Det er afgørende for samfundsøkonomien, at øget sikkerhed for de langsigtede renteomkostninger blandt landets boligejere vil frigøre opsparing til øget privatforbrug, skriver Klaus Riskær Pedersen.

Det er afgørende for samfundsøkonomien, at øget sikkerhed for de langsigtede renteomkostninger blandt landets boligejere vil frigøre opsparing til øget privatforbrug, skriver Klaus Riskær Pedersen.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

8. november 2012

Der ligger en antændt bombe under de danske boligejeres huslån, når renten igen begynder at stige. En usikkerhed der samtidig kan true Danmarks kreditværdighed. Lave boligrenter har ikke medført øget forbrug, men derimod større privat opsparing, fordi landets boligejere frygter, at renten stiger.

En stejl rentekurve medfører for dyre renter på de lange fastforrentede boliglån i forhold til de korte variable lån, hvilket stimulerer boligejernes moralske hasard med deres egen økonomi. En passiv nationalbank der ikke gennemfører en pengepolitik, der kompenserer for den særlige struktur i dansk boligfinansiering, kan derfor blive kimen til en ny finanskrise, der denne gang når helt frem til køkkenvasken.

Det er blevet et problem for dansk økonomi, at befolkningen holder igen med det private forbrug og sparer op i stedet. Når økonomer og kommentatorer skal forholde sig til det lave privatforbrug, får vi som forklaring, at befolkningen er usikker grundet finanskrisen og bekymrede for et finanskollaps i eurozonen. At boligpriserne har været under pres, og mange førstegangskøbere nu er stavnsbundne af for dyre boligkøb, har ikke gjort stemningen bedre. Den del af befolkningen, som tilsammen har over 800 milliarder kroner indestående i bankerne, er imidlertid ikke konjunkturfølsomme pensionister, lavindkomstgrupper, modtagere af overførselsindkomster eller studerende, men tilhører gruppen af mellemindkomster i almindelighed og boligejere i særdeleshed.

Forklaringen bag den store opsparingstilbøjelighed skal findes i den omstændighed, at vi siden midten af 2011 har haft ekstraordinært lave renter på korte realkreditlån, men da mange boligejere har indset, at den lave rente ’er for god til at være sandt’, er der opstået en frygt for, hvad der sker med renten, når centralbankernes pengeudpumpning på et tidspunkt hører op. I stedet for at veksle de store rentebesparelser til fladskærme, tøj og ferierejser, har en stor del af boligejerne derfor valgt at sætte rentebesparelsen i banken.

For en boligejer virker en ændring i renten på boliglånet på samme måde som en ændring i skatten. Stigende renteomkostninger formindsker det disponible beløb til forbrug, mens faldende renteomkostninger forøger det disponible beløb til forbrug.

At de lave kortfristede realkreditrenter alligevel ikke omsættes i forbrug skal ses i sammenhæng med, at boligejerne i højere grad afstemmer deres forbrug i forhold til den fremtidige forventning til renten, end på baggrund af den aktuelle. Det er dermed en frygt for, hvordan renten udvikler sig, der synes at forklare en stor del af tilbageholdenheden i privatforbruget. Da perioden med lav rente ser ud til at blive langstrakt, og da frygten for fremtiden kan vise sig større, end hvad fremtiden selv måtte føre med sig, står vi med et problem i den økonomiske politik, som samfundet vil være bedst tjent med at få løst hurtigst muligt.

Den udfordring, vi står overfor, er, at der skal tilvejebringes et markedsgrundlag, der gør det attraktivt for boligejerne at ombytte deres korte realkreditlån til langfristede (20- eller 30-årige) fastforrentede lån. Kun derved sikres boligejerne viden om deres fremtidige renteomkostninger, mens de samtidig sikres mulighed for at reducere deres restgæld, i takt med at renten stiger igen. Når renten stiger, falder kursen på de obligationer, man har solgt som boligejer, hvorved man senere kan købe obligationerne tilbage billigere, end man solgte dem. Det afgørende for samfundsøkonomien er imidlertid, at øget sikkerhed for de langsigtede renteomkostninger blandt landets boligejere vil frigøre opsparing til øget privatforbrug, mens den samtidige reduktion i restgælden (i takt med at renten går tilbage til normalniveauet), vil hjælpe en del boligejere til at blive frigjort fra stavnsbinding til boliger, som er købt til for høj en pris i 2007-2009.

Aktivistisk pengepolitik

For at opnå dette resultat er en mere aktivistisk pengepolitik påkrævet – og dermed også en ny tilgang til at implicere Nationalbanken i åbne markedsoperationer. I Danmark har vi en unik finansieringsstruktur inden for realkreditmarkedet, men det skærper netop behovet for, at Nationalbanken lever op til sit ansvar og sikrer, at den transmission, som skal finde sted imellem pengepolitik og kreditmarkeder også sker i Danmark, hvor det ikke er tilstrækkeligt blot at kopiere de instrumenter, der anvendes i Den Europæiske Centralbank.

Det som kræves, er, at Nationalbanken for en tidsbestemt periode indtræder i markedet som købere af langfristede, fastforrentede realkreditobligationer til en interventionsrente, der skønnes at udløse de låneomlægninger, som er nødvendige for at sikre den langsigtede stabilitet i realkreditmarkedet. Ved at opkøbe disse obligationer stiger kursen, samtidig med at renten falder, hvilket gør det attraktivt for boligejere at benytte sig af muligheden for en konvertering af deres lån.

Alene tilkendegivelsen om intervention fra Nationalbanken vil formentlig medføre en tilpasning i markedspriserne, men uanset at Nationalbanken skal intervenere i markedet, vil beløbet dog næppe overstige, hvad Nationalbanken har påtaget sig af forpligtelser over for banksektoren i de seneste år – med den mærkbare forskel, at denne gang vil interventionen få direkte virkning på realøkonomien og være direkte til gavn for befolkningen.

Problemer med intervention

Der knytter sig et par problemer til intervention, som må løses. Det første problem er, at Nationalbanken skal opsuge den likviditet, der pumpes ud i pengemængden ved køb af lange obligationer. Likviditeten skal opsuges for at modvirke risikoen for øget inflation, som kan provokeres, hvis pengemængden stiger i samfundet. Da Nationalbanken ikke kan sælge tilsvarende korte realkreditobligationer, kan løsningen blive at staten i stedet sælger en tilsvarende mængde statsobligationer. Da efterspørgslen i udlandet – for tiden – er stor efter danske statsobligationer, og såfremt man sælger statsobligationer med samme (lange) løbetid som de realkreditobligationer, som indkøbes, kan man eliminere den kursrisiko, som Nationalbanken påføres ved at skulle opkøbe de lange realkreditobligationer til den meget lave rente (og dermed høje kurs). En sidegevinst er derudover, at valutareserven ikke trues, da tilbagesalgsrisikoen overføres til markedet selv.

Et andet problem er, at vi med en sådan markedsoperation omlægger privat indenlandsk realkreditgæld til udenlandsk statsgæld. Dermed stiger statsgælden i procent af BNP, hvilket kan risikere at påvirke statens kreditværdighed. Når statsgæld udmåles, er der (beklageligvis) ikke praksis for at modregne værdien af kontante valutareserver, og da Danmark i dette tilfælde netop modsvarer gældsoptagelsen med øgede valutareserver, er dette uheldigt. Men i markedets prisdannelse vil den øgede statsgæld næppe blive tillagt nævneværdig betydning – netop fordi gældsoptagelsen modsvares af kontante valutareserver.

I relation til kreditvurderingsbureauerne er det også tvivlsomt om omlægningen vil påvirke vores kreditværdighed negativt:

For det første er gældsudstedelsen ikke udtryk for finansiering af statslige driftsunderskud; for det andet medfører denne ’twist’-operation, at den betydelige risiko som kreditvurderingsbureauerne har udtrykt i relation til danske boligejeres store restgæld i kortfristede boliglån, bliver reduceret i takt med konverteringerne; og for det tredje vil omlægningen give et mærkbart bidrag til den økonomiske vækst, finansieret af privat opsparing og øgede investeringer, og ikke ved underskud på statens regnskab.

Jeg skal derfor opfordre regeringen til at hjælpe sig selv ved at supplere reformpolitikken med denne virkningsfulde vækststimulans, der samtidig vil tillade store vælgergrupper deres gode nattesøvn.

Klaus Riskær Pedersen er finansmand og afsoner i øjeblikket en dom for bedrageri

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, lad os få boligrenten fastlåst - det vil også polstre husejerne til kommende nedskæringer i overførselsindkomsterne, men hvad med de almenyttige huslejer? - der vil blive skabt et urimeligt gab.

Flemming Andersen

Klaus Riskær har selvfølgeligt ret i sine betragtninger omkring de lavtforrentede boliglån, men som alle andre med rod i de mere velpolstrede samfundslag overvurderer han finansieringens betydning og undervurderer de nedskæringer i de sociale sikkerhedsnets betydning. Og derfor får en låneomlægning ikke den kraftige virkning som Riskær forventer.

Sandt er det at de sidste Nationalbankdirektører siden Hoffmeier, er blevet udnævnt mest som tak for ”god tjeneste” og har forvaltet deres job derefter. ”Brugt stabler at papir og sagt ikke et kvæk”
Spørgsmålet er da også om ikke de samme politikere som har tilladt disse korte realkreditlån, skulle tage ansvar og forbyde skidtet igen, men det vil selvfølgeligt kræve at de tager ansvar. Men det er faktisk der aben sidder, synes jeg , og ikke på Nationalbankdirektøren, som jo egentligt blot skal være fødselshjælper for den ønskede politik og ikke føre selvstændig politik. Selvfølgeligt gerne med råd og vejledning i langt højere grad en tilfældet har været i mange år, hvorfor debatten tit og ofte er afsporet af enøjet liberalistisk kværneri.

Men Riskær overser fuldstændigt at samfundet i løbet af en kort årrække har ændret karakter til en lykkehjulsøkonomi, hvor de sociale satser er for lave til at sikre folks indkomst i trængselstider. Det gælder både for dagpenge og kontanthjælp. Den sidste endda forvaltet af medarbejdere med en nidkærhed, som ikke har grundlag i lovens ånd, af kommunalforvaltninger i sædvanligt omfang.

Det betyder at flere og flere befolkningsgrupper forsøger selv at overtage den sikkerhed de sociale ydelser tidligere gav dem, med egen opsparing.
Denne tendens, vil blive forværret af samtlige nye tiltag, hvad enten det er dagpengeforringelser, sygedagpengeforringelser eller intervention fra Nationalbanken.
Befolkningen lever efterhånden i en konstant frygt for hvilke tåbeligheden lovgiver og forvaltningerne i morgen trækker ned over folks hoveder, at denne opsparing er deres eneste forsvar. Da tilliden til vore politikere aldrig har været lavere og denne frygt gang på gang viser sig at være velbegrundet, skal man ikke forestille sig det er muligt at ændre dette ønske om at sikre sig selv foreløbigt.

Der gives mange søforklaringer om renternes indflydelse, om uroen i Eurozonen, og om frygten for globaliseringen på at befolkningen da ikke forbruger når regnemodellerne nu har forudsagt det, men ingen gør sig den ulejlighed at overveje om det er ikke bare er en sund reaktion på politikernes misregimente og ødelæggelse af danskernes rettigheder. Der er intet naturstridigt i at når alt skal satses økonomisk for at erhverve sig en ejerbolig og det offentlige ikke yder et tilstrækkeligt sikkerhedsnet, så sikrer den enkelte sig så langt som muligt. Dem der ikke når at sikre sig selv har ingen hjælp at hente og går på tvangsauktion, da de ydelser man kan opnå i dag ikke har relation til folks reelle leveudgifter. Derfor tvinger lykkehjulssamfundet opsparingen i gang og forbruget ned.

Spørgsmålet er så om en vækstforøgelse er ønskværdig på længere sigt kvantitativt. Men heller ikke her er vi begavet med politikere der er opgaven voksen og er i stand til at påtage sig ansvaret og komme med bud på fremtidens fordelingspolitik. Det kunne man måske heller ikke forvente når man ser realistisk på hvor vi er ført hen af politikerne jævnfør de kortforrentede boliglån , afdragsfrie lån o.s.v., som jo kun havde til hensigt at købe stemmer til dem selv, ved at gældsætte befolkningens boliger.
Men det er altså her aben sidder og griner.

Riskjærs forslag om, at Nationalbanken skal interventionerer til fordel for boligejerne kan vel næppe betegnes som liberalt - måske snarere som planøkonomisk omvendt socialisme - til gavn for den besiddende klasse.

Har vennerne brændt nallerne på boligmarkedet?

Når folk sparer op er det i høj grad begrundet i usikkerhed om fremtidens pensionsforhold og beskatningsforhold..

Folkepensionen ser ud til hen ad vejen at skulle forbeholdes dem, der intet har sparet op hverken i banken, i huset eller i en arbejdsmarkedspensions-ordning.

Efterlønnen fik sig "en tur" fordi den var for dyr for samfundet - det er noget der huskes, når man tænker frem til sin alderdom.

Pengene i pensionsfondene fra arbejdsmarkedspensionerne er genstand for nogle politikeres store interesse, fordi man måske kan smøre nogle store offentlige investeringer af på disse fonde - med den usikkerhed det medfører for fremtidens pensioner.

( De pensionsfonde , der politisk korrekt har investeret "grønt" i f eks Vestas, står til nogle tab til skade for fremtidige pensionsudbetalinger.)

Og så er der risikoen for at miste arbejdet eller måtte lukke en forretning - det inspirerer i høj grad til opsparing.

Alt i alt, så er det sikreste at polstre sig lidt i tide så man kan klare sig uden folkepension og tilskud til plejepladser o s v og har lidt til at more sig for i al beskedenhed.

Renten er blot en lille ting i den almindelige danskers vurdering af sin samlede økonomiske sitution frem til pensionsalderen og kirkegården.

Søren Kristensen

Noget tyder på at folk med "spændende" lån gør klogt i at lægge til side til eventuelle fremtidige rentestigninger, Det relevante spørgsmål er selvfølgelig hvor meget der skal i sparegrisen og det er selvfølgelig forskelligt fra parcelhus til parcelhus, men generelt vil jeg foreslå: hellere for meget end for lidt. Dog ikke så meget, at det går alvorligt ud over livskvaliteten, for livet er jo ikke lutter leverpostej.

”Gennem de senere kvartaler har et stigende antal boligejere igen valgt lån med fast rente,
og interessen for rentetilpasningslån har samtidig været aftagende. I det seneste kvartal
betød det, at nettoudlånet af fastforrentede lån til boligejerne var større end
rentetilpasningslånene. Vi skal tilbage til efteråret 2008 for at finde en lignende situation."

Kilde: Realkreditrådet

randi christiansen

Hvordan nogen overhovedet har haft nerver til at spille i rentecasinoet går over min forstand - at ellers fornuftige mennesker tror på, at der er tjek på økonomiadministrationen - og så i et marked der er styret af ukontrollable variable ....

Det er altså naivt ud over alle grænser - og det ser vi jo desværre bekræftet.

Variable renter er uansvarligt - og det bør naturligvis hurtigst muligt gøres attraktivt at skifte til fastforrentning, således at vi ikke risikerer det samme, som skete i USA med folk, der måtte gå fra hus og hjem.

Vi kan ikke leve med samfundets passivitet overfor erhvervslivet længere.
Ingen nye arbejdspladser bliver skabt - fordi det alt for dyre designlort endelig fremstår som den helt unødvendige udgift, det altid har været, fremfor sats på effektive og billige genstande, der holder og leverer det, der er brug for (de billige tiger-termokander er vist det bedste eksempel på noget, der er langt bedre end det dyre, formgivne alternativ).
Vi kan ikke forære boligejerne flere penge, så vi må gøre noget andet: holde dem skadesløse i forhold til gæld, men til gengæld lade samfundet overtage landets faste ejendom. Alternativet til den lempelige ordning vil være, at staten blot venter på tvangsauktionerne og så slår til - med betydelig større ulempe for gældsslaverne.

John Rohde Jensen

@Kristian,

Tja, så længe vi kører en fastkurspolitik over euroén så handler det mest om at holde denne kurs. Ellers er det en øvelse i at sige voksne og ansvarlige lyde ved festlige lejligheder.

Det er meget poetisk. Vi har alle ulemperne ved euroén, men ingen af fordelene og vi sidder ikke med ved bordet, hvor den økonomiske politik bliver fastlagt.

Alt sammen på grund af vores tåbelige forbehold. Vi burde tage os sammen og finde ud af om vi vil være med i EU eller ej.

Er der nogen nationalbanker, der overhovedet er nationale? Er Danmarks Nationalbank en national bank?

Nationalbanker er centralbanker. Centralbanker er privatbanker, der har opnået et privilegium som statens løngivere. Deraf statsgæld.

Den danske Nationalbank er et privat foretagende, der i 1818 fik retten til at trykke penge og låne til den danske stat / konge, der havde ruineret sig selv og sit land ved at føre krig.

@Peter

"Vi kan ikke leve med samfundets passivitet overfor erhvervslivet længere"

Det var så Idéfasen, videre til implementering af alle dine idéer. Hvordan har du forestillet dig at du i praksis vil indføre planøkonomi i Danmark?

Du skal nok argumentere lidt bedre end at du er træt af dyre kaffekander og hellere vil have nogle der er billigere.

"En stejl rentekurve medfører for dyre renter på de lange fastforrentede boliglån i forhold til de korte variable lån, hvilket stimulerer boligejernes moralske hasard med deres egen økonomi"

Ikke flere redningsmanøvrer - det er præcis det der skaber moralsk hasard. Det er på tide at tudefjæskapitalister rundt om står ved deres handlinger.

Derimod bør man selvfølgelig gennem oplysning og vejledning gøre det krystalklart for folk hvilke risiko der ligger i de lånetyper - Det må man håbe bankerne og realkreditinstitutterne gør. Mange har netop valgt disse for så at lægge til side hvis uheldet pludselig er ude. De handler således ansvarligt ved at tage højde for situationen. Det skal de ikke klandres for. Men efterfølgende - efter flere år på lav rente - så at skulle sammenstrikke redningspakker her upassende.

Søren Andersen, jeg er ikke specielt ude efter billigere kaffekander, bare nogle, hvor man har lagt maksimal vægt på, at de kan holde kaffen varm - fremfor at se fikse ud.

Hele manøvren går endnu engang ud på at overføre privat gæld til statsgæld. Ikke mere af den slags. Vi har set hvor regningen ender. Nedskæringer på velfærden. Som også vil ramme den gruppe af middelklassen som du, Riskær, er så bekymret for. Nej tak.

Jo, Pia Nicolaisen, vi skal da for Guds skyld have ført gælden tilbage til staten, hvor den hører hjemme! Danske borgere er blevet lokket til at overtage statens gæld via boligmarkedet, og det skal bremses - ikke, så det bliver en økonomisk fordel for de ramte, men så de holdes skadesløse, for det er i hele samfundets interesse, at vi ikke kaster folk ud i armod. Det er den slags manøvrer, der også rammer arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, fordi det er den modsatte bevægelse af den fællesfølelse, vi ellers med held fik opbygget i efterkrigstiden frem til slutningen af 90erne, hvor det kammede over i radikal utålmodighed.

Hvordan har de overtaget statsgæld ved at købe eget hus? Jeg er ikke økonom så der kan være noget jeg har overset der.

Jeg har også ondt af dem der ikke kunne se at det kørte på sidste vers da de investerede i egen bolig - Jeg vil da håbe man kan hjælpe disse mennesker på en eller anden måde - måske som du skriver ved at staten overtager ejendommen og lejer ud.

Mange andre har imidlertid optaget ekstra overflødige lån i deres hus til forbrug. Jeg kan ikke se hvorfor et sådant forbrug efterfølgende skal finansieres af skatteyderne nu hvor riget fattes penge.

Måske mener du at den forrige regering førte en uansvarlig politik ved at opfinde nye låneformer på boligmarkedet for at holde det kunstigt i live. Derfor har staten et særligt ansvar for at rage kartoflerne ud af ilden?
Vi betaler alle for den dumme politik der blev ført efter Foghs forbillede George Bush.

http://www.youtube.com/watch?v=4ECi6WJpbzE

Nedlæg nationalbanken, man har jo alligevel overladt al magten til ECB og Merkel. Måske man skulle nedlægge folketinget ved samme lejlighed.

Forståeligt at husejerne tager ansvar for forvaltningen af deres privatøkonomi, når regeringerne ikke kan/vil tilrettelægge samfundsøkonomien ordentligt.
Denne regering fortsætter jo VK`s fejlgreb.

Det er vigtigt at skelne mellem hvem der reelt har brug for hjælp og hvem der høster fordele men egentlig ikke behøver hjælp før der uddeles penge.

Når Riskær Pedersens så bekymret har middelklassen i sine tanker er det nok mest fordi han ved at det har regeringens politikere også - de ser dem nemlig som potentielle vælgere.

randi christiansen

Hvorfor ikke blot skynde sig at omlægge lånetilbuddet til attraktiv fastforrentning, som Riskær foreslår - så kan ingen efterfølgende undskylde sig med at være blevet forført, uvidende eller fanget, og må derfor selv tage skraldet, hvis det braser.

Det burde de sådan set allerede, men for det første er det ikke attraktivt for samfundet som helhed med hjemløse familier - hvor selvforskyldt det end måtte være - for det andet har trenden med variable renter været så stærkt promoveret fra alle sider, at man jo nærmest har været at betragte som idiot, hvis man investerede i fastforrentning.

randi christiansen

Ovenstående var et spørgsmål til de, der har indsigt i den finansielle verdens veje og vildveje. Hvilke gustne overlæg kunne tænkes at ligge til grund for ikke at foretage denne omlægning til en mere fornuftsbaseret økonomisk struktur ? På denne måde at gamble med forsørgelsesgrundlaget er jo helt uansvarligt.

Det gustne overlæg er, nu som før, at pumpe penge ud til /over)forbrug i vækstens hellige navn.
Altså, politikerne har intet lært.
Men borgerne har lært noget og holder på pengene.

Niels Ludvigsen

Vi har valgt den markedsfundamentalistiske vej i Vesten. I dag står vi og høster frugterne efter et par hundrede års kamp for frihed og 30 års neoliberalisme uden nogen væsentlig idelogisk modstand.
Enhver er sin egen lykkes smed og har personlig frihed til at vælge på det globale frie marked. Enhver må selvfølgelig tage konsekvensen, hvis det går galt, men får til gengæld den fulde fortjeneste ved gevinst(dog skal der betales en hvis andel af gevinster fra spil).

Hvis jeg køber en lottokupon tager jeg herved en chance for tabt, men tilkøber en mulighed for en stor gevinst. Hvis jeg bruger alle mine penge på lotto er chancen større for gevinst, men chancen for, at jeg bliver et konkursbo er også større. Chancen for en million gevinst beror i højere grad på rent held end på matematiske systemer, dygtighed eller arbejdsomhed. Det er vel også tilfældet med spekulation med mindre der snydes på vægten med insiderviden mv.
De kortfristede variable boliglån er vel bare en mulighed for at spille på renten med sine boliglån. Den neoliberale ide har længe fortalt om alle lyksaligheder ved denne mulighed(mange har gennem de seneste år fået gevinster uden nogen væsentlig arbejdsindsats), men nu ser vi måske bagsiden af medaljen.
Det globale bank og finansvæsen bruger penge på derivater mv. i højere grad end deres klassiske forretningsmodel med lån i reelle værdier. En kasinoøknomi tilvejebragt af den markedsfudamentalisliske bølger, der gennem de seneste årtier har ændret den vestlige verdens økonomier. Handlen med derivater er ifølge visse økonomer den direkte årsag til finans - og boligkrisen i USA. Skatteyderne betalt tabet gennem det offentlige og flere ved tab af jobs og bolig.
Vi udlever jo bare den neoliberale drøm.

Søren Pind udtalte bl.a i et tv program, at det var en del af gamet, da han i USA besøgt hejmløse i en teltby og deri har han vel ret, eller skal vi hver gang gevinsten udeblive bede skatteyderne om, at dække de personlige og samfundsmæssige tabt.
Skal jeg have mulighed for, at bytte min lottokupon, når nu der ikke var gevinst alligevel?

Skal alle, også dem der ikke spiller lotto, betale til lotto, så vi kan opretholde systemet, hvis der som udgangspunkt udbetales mere i gevinst end der er kommet ind?

Jeg mener i højere vi bør tage et opgør med den neoliberale ide og kalde en spade for en spade og ikke igen beder samtlige skatteydere(i hvert fald de 99 %) om, at betale regning for den neoliberale ides åbenlyse fejl og mangler.
Ethvert menneske og samfund har brug for en vis tryghed, og her tror jeg ikke den neoliberale ide er svaret for andre end de rigeste og mest magtfulde. Heri adskiller den neoliberale ide sig ikke væsentlig fra diktatoriske stater, monarkier og oligarkier mv. Vi må gøre op med markedsfudamentalismen og igen bruge energi på, at søge nye og bedre måder at indrette samfundet på. Vi må ikke gå i recession og tror at den neoliberale ide var det endegyldige svar, for det er den jo åbenlyst ikke. Og da slet ikke når den globale verden igen og igen må bruge planøkonomiske metoder til, at genoprette ligevægten så vi undgår et globalt økonomisk kollaps. 30 års neoliberalisme i den vestlige verden, har givet os aftagende økonomisk vækst, stigende ulighed og voksende statsgæld. Hvis det er målet skal vi forsatte den neoliberale udvikling i modsat fald skal vi snart til at se på alternativer.
Jeg mener ikke et alternativ er en bevidst påvirkning af det fri marked, som Klaus Riskjær Pedersen foreslår, for derefter igen at hype neoliberalisme Vi må nødvendigvis se mere kritisk på neoliberalismen og åbne for den mulighed, at der måske er tale om et selvdestruktivt system.

randi christiansen

selvfølgelig - nyliberalismen er røveri ved højlys dag, og de variable renter er en luns fra de riges bord, så de fattige og båtnakkerne hopper på limpinden - go nat og farvel

Pia Nicolaisen, metoden var meget enkel: folks huse steg i værdi, de belånte dem til forbrug, det satte gang i det, nogle kaldte et opsving - men som jo reelt set blot var forårsaget af lettere adgang til lån, som udløste en forbrugsfest. Dette overforbrug gav flere penge i statskassen og blev brugt til at afbetale den gamle statsgæld - men pengene var altså kommet til veje ved, at den indbetalte skat baserede sig på forbrug for lånte penge.

Jeg synes, at Randi Christiansens ide måske er rigtig god: at tage udgangspunkt i det lave renteniveau for de fleksible lån og fastsætte den 30-årige rente ligeså lavt.

Flemming Andersen

Problemet med at omkonvertere de kortfoerentede lån med variabel rente er at køberne i de glade dage har købt til det sidste hul i livremmen og at disse lån er de billigste så længe renten er så lav som nu.
Diees lån er desuden kontantlån og indløses ved rentestigninger til en væsentligt lavere kurs.
Det betyder at med krav om omkonvertering til fastforrentede lån, med større sikkerhed for renteudsving, men ikke bidragsstigninger, vil de fleste være ude af stand til at betale den øgede renteudgift og desuden være teknisk insolvente og være ude af stand til at opnå en lånebevilling.

Det er meget vanskeligere at stramme op på lånemarkedet end at løsne. Når du løsner bliver alle glade og kan forbruge, når du strammer må folk gå fra hus og hjem, der har du det forkastelige . At man leger med andres boliger og liv.

randi christiansen

I hvertfald nødvendigt at gøre noget, inden boblen brister - eller tror nogen, at den lave rente kan fastholdes ? ( Dog forhåbentlig med en glidende overgang)

En omlægningen kunne gives en tidsramme, der gav folk mulighed for at indrette sig.

Og hvis det forholder sig, som Peter Hansen siger, at "Dette overforbrug gav flere penge i statskassen og blev brugt til at afbetale den gamle statsgæld" så må statskassen påtage sig sit ansvar - selvom vi selvfølgelig får svært ved at forfølge AFR og den foregående regering - men det var altså et flertal, der stemte dem ind, og selvom det naturligvis er helt urimeligt, at nogen skal betale for andres fadæser, så må man finde sig i at fejltagelser koster, og at man nogen gange altså skal betale for de andres, hvis der skal orden i sagerne. Men hele o´ernes uansvarlige økonomiske setup, var en gedigen brøler - de sku f.... skamme sig.

Hvornår mon vælgerne lærer det ? Og hvornår ser vi mon en forståelse for, at økonomi bør basere sig på reelle og ikke spekulative og fiktive værdier.

Flemming Andersen

randi christiansen

Tja Randi, jeg vil støtte dig i forsøget på at få vore politikere til at tage ansvar for deres misregimente, men tror nu ikke det nogensinde sker. Det vil kræve at de tager ansvaret på sig og indrømmer deres politik og idiologi bygger på noget fejlagtigt.

Til gengæld kan man så glæde sig en smule over at selvom meningsmålingerne støtter blå blok, så ved alle dem der prøver at sikre sig ved opsparing godt, hvad den førte politik har kostet dem af sikkerhed i mangler i det sociale system.

Så mangler vi bare et par politikere der tør sige tingene ved rette navn.

randi christiansen

Alternativet er jo flere ´dagpengesager´ hvor medborgere mister forsørgelsesgrundlaget - det er ikke i nogens interesse. Dyre lærepenge ja, men så lad det ikke gentage sig.

Såvidt jeg har set på DR1, Flemming Andersen, så siger Henrik Sass netop, at der er tale om Danmarkshistoriens største tyveri, i den serie, der begynder på mandag.

Flemming Andersen

Måske skulle Hr. Sass så tage konsekvensen af sin viden og begynde atrette op på den tåbelige ide med kortfristede boliglån og afdragsfrie og holde de ramte boligejere skadesløse, for disse fejltagelser.
Og sikre at noget tilsvarende kreditrytteri og stemme køb ikke kan forekomme i fremtiden.

randi christiansen

Peter Hansen - Hvorvidt den faste rente skal lægges på samme niveau som den variable, ved jeg ikke, men det er min klare overbevisning, at ågervirksomhed - at tjene penge på at udlåne penge - er noget snavs, som ikke hører hjemme i et civiliseret samfund. Her kunne vi lære af muslimerne.

Det er nok for meget at forvente, at denne virksomhed bliver fraveget, men så bør man som et minimum lægge en fast rente og denne så lav som mulig.

Mht at hjælpe økonomisk ubetænksomme og bedragede borgere, må man vurdere det enkelte budget. Nogen vil kunne klare en udgiftsforøgelse, andre må have hjælp i en eller anden form.

Når alle nu i 3000 år har vidst at man skal spare op i de fede år til brug i de magre år. Hvorfor har vi så stadig omvendthatten på i denne del af verden.

Det er da til at tude over.

randi christiansen

Claus M. - Fordi man med den industrielle og teknologiske udvikling troede, at det var slut med magre år.

Reptilhjernerne har magten