Obama er ikke bare Bush med et menneskeligt ansigt

Hvordan vandt Barack Obama valget? Filosoffen Jean-Claude Milner har for nylig foreslået begrebet ’den stabiliserende klasse’. Hermed mener han ikke den gamle herskende klasse, men alle, der har forpligtet sig på stabilitet og kontinuitet inden for den eksisterende sociale, økonomiske og politiske orden – altså klassen af dem, der kun kræver forandring for at sikre sig, at intet virkelig vil ændre sig.

Nøglen til at vinde et valg i højtudviklede lande er at få denne klasse over på sin side. Langt fra at blive opfattet som radikal fornyer appellerede Obama til netop denne klasse, og derfor blev han genvalgt. De fleste, der stemte på ham, følte sig afskrækket af de radikale ændringer, som republikanernes markedsfundamentalister og religiøse ekstremister ville indføre.

I sin Notes Towards a Definition of Culture bemærkede den store konservative amerikansk-britiske digter T.S. Eliot, at der findes øjeblikke, hvor det eneste valg må stå mellem kætteri og ikketro, og hvor den eneste måde at holde en religion i liv på er at foretage en sekterisk splittelse fra dens korpus.

Noget i denne retning vil blive nødvendigt for at bryde ud af de vestlige samfunds invaliderende krise, og her har præsident Barack Obama ikke leveret. Mange af de, som blev så skuffede over hans første præsidentperiode, bebrejdede ham netop det faktum, at kernen i hans meget omtalte ’håb’ bare var at sikre, at systemet kan overleve med beskedne ændringer.

Hegemoniet udfordres

Skal vi så afskrive Obama? Er han en Bush med et menneskeligt ansigt? Næppe, for der er trods alt tegn, der peger ud over denne pessimistiske vision. Selv om hans sundhedsreform måtte pakkes ind i udvandende kompromiser, har den debat, den har udløst, stor betydning. Det er en politisk kunst at insistere på et bestemt krav, som uanset om det er gennemførligt og legitimt, alligevel rokker ved kernen i den hegemoniske ideologi. Obamacare var et skridt i denne retning – hvordan ellers forklare den panik og det raseri, som reformen udløste i den republikanske lejr? Den rørte en nerve i selve kernen af USA’s ideologiske bygningsværk: valgfriheden.

Obamas sundhedsreform vil befri en stor del af befolkningen fra den tvivlsomme ’frihed’ at skulle bekymre sig for, hvem der dækker dem i tilfælde af sygdom. At kunne tage basale sundhedsydelser for givet, at opfatte dem som lige så naturlige som indlagt vand eller elektricitet uden at skulle bekymre sig om at vælge en ’leverandør’, betyder, at mennesker kan vinde mere tid og energi til andre ting

Læren er, at ’valgfrihed’ kun fungerer, hvis et komplekst netværk af juridiske, uddannelsesmæssige, etiske, økonomiske og andre forhold er til stede som den usynlige baggrund for udøvelse af vores frihed. Dette er grunden til, at vi som modtræk til ideologiseret valgfrihed bør holde lande som Norge op som modeller: Selv om alle hovedaktører respekterer den grundlæggende sociale aftale, som er besluttet i en solidaritetens ånd, er velfærdssamfundets produktivitet og dynamik på ekstraordinært højt niveau og modsiger den konventionelle visdom om, at sådanne samfund burde være stagnerende.

Donald Trump som hellig nar

Præsident Obama bliver nu beskyldt for at splitte det amerikanske folk i stedet for at samle det omkring tværpolitiske løsninger. Men hvad nu, hvis det netop er hans force? I krisesituationer er det nødvendigt med en splittelse mellem dem, der vil trække på de gamle parametre, og dem, der er bevidste om nødvendige ændringer. At dele sig efter anskuelse og ikke opportunistiske kompromiser er på længere sigt vejen til sand enhed.

Da Margaret Thatcher blev spurgt, hvad hun anså for sin største præstation, svarede hun: »New Labour«! Hendes triumf var, at selv hendes politiske fjender overtog hendes grundlæggende økonomiske politik. Den sande sejr er, når fjenden begynder at bruge dit sprog, så dine ideer kommer til at danne grundlaget for hele det politiske felt. I dag, hvor det neoliberale hegemoni falder fra hinanden, er den eneste løsning at gentage Thatchers gestus i modsat retning.

Yurodivy er den russisk-ortodokse version af den hellige nar, der simulerer sindssyge, så han kan levere et budskab, der er så farligt for magthaverne, at blev det erklæret i direkte form, ville det udløse en brutal reaktion. Lyder Donald Trumps tweets ikke præcis som en hellig nars rablerier? »Lad os kæmpe som ind i helvede for at stoppe denne enorme, modbydelige uretfærdighed! Dette valg er en total farce og en parodi. Vi er ikke et demokrati! Vi kan ikke lade det ske. Vi må marchere til Washington og stoppe denne parodi. Vi må have en revolution i dette land!«

Selv om Trump ikke er venstreradikal, er det i hans tweets let at aflæse den samme tvivl om ’det borgerlige formelle demokrati’, som normalt tilskrives den radikale venstrefløj: Vores overfladiske friheder er en maske. Bag den gemmer sig de sande magteliter, som håndhæver deres vilje gennem kontrol med medierne og manipulation.

Der er et gran af sandhed i dette. Vi må hele tiden genopfinde og forny demokratiet. Hver en åbning bør udnyttes til at bringe os tættere på dette mål, selv de små revner, hvorigennem der skinnede en smule lys i Obamas første embedsperiode. Vores opgave i anden periode må være at opretholde et konstant pres for at udvide disse revner.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen