International kommentar

Palæstinenserne har ret til at forsvare sig selv

Når Vesten støtter Israels ret til at forsvare sig mod raketbeskydning, bliver der vendt op og ned på forholdet mellem offer og aggressor
23. november 2012

Man skulle tro, at der var tale om et uprovokeret angreb fra en velbevæbnet fremmed magt. Israel havde »al mulig ret til forsvare sig selv«, erklærede Barack Obama med henvisning til Israels ugelange Gaza-aktion. Den droneglade præsident tilføjede minsandten derpå:

»Intet land på Jorden ville tolerere, at udefrakommende missiler regner ned over dets borgere.«

Også Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, pointerede, at Hamas-bevægelsens palæstinensiske islamister bar »hovedansvaret« for Israels bombardement af friluftsfængslet på Gazastriben. Vestlige mainstreammedier købte uden videre Israels påstand om, at dets angreb blot var en simpel gengældelse for Hamas’ raketbeskydning.

Israel gik i front

Ser vi på hændelsesforløbet i den seneste måned, bliver det imidlertid hurtigt klart, at Israel spillede en nøglerolle i eskalationen: Fra dets angreb på en våbenfabrik i Khartoum til drab på 15 palæstinensiske militsfolk sidst i oktober til nedskydningen af en mentalt handicappet palæstinenser først i november. Fra drabet på en 13-årig, der var trængt ind på israelsk territorium, til mordet på Hamaskommandant Ahmed al-Jabaari sidste onsdag, der skete under forhandlinger om våbenhvile.

Israels ledelse havde nok af motiver til en ny runde blodsudgydelser. Der skal snart være valg (angreb på palæstinenserne har før givet et israelsk regeringsparti et vælgerboost), der var brug for at teste Egyptens nye præsident, Det Muslimske Broderskabs Mohamed Mursi, og for at presse Hamas til at holde de øvrige væbnede grupper nede. Og det var operationelt nyttigt at tilintetgøre Hamas’ missillagre før en eventuel konfrontation med Iran og teste det nye Iron Dome-missilforsvar.

Nu er ’Ottedageskrigen’ så forbi (hvis våbenhvilen holder). I indsatsen mod et af verdens mest forarmede og overbefolkede territorier dræbte verdens fjerdestørste militærmagt 163 palæstinensere, hvoraf halvdelen var civile, og havde kun fem faldne på egen side. Skønt målet ifølge Israels indenrigsminister, Eli Yeshai, var »at sende Gaza tilbage til Middelalderen«, blev aktionen således ikke nær så blodig som Operation Støbt Bly i 2008-9, der førte til 1.400 palæstinenseres død på tre uger.

Gaza stadig besat

I over fire årtier har Israel opretholdt en ulovlig besættelse af Vestbredden og Gaza, hvor størstedelen af befolkningen er familier til de flygtninge, der i 1948 blev fordrevet fra, hvad der i dag er Israel. At fremstille Israel som et offer med »al mulig ret til at forsvare sig« mod angreb fra »uden for landets grænser«, er på den baggrund grotesk.

Skønt Israel trak sig tilbage fra sine bosættelser og baser i 2005, er Gaza-striben reelt stadig besat. Israel kontrollerer Gazas land- og søgrænser, dets territorialfarvande og naturressourcer, dets luftrum, elforsyning og telekommunikation. Hertil kommer dets blokade af striben, der har stået på, siden Hamas overtog magten i 2006-7, hvilket forhindrer fri bevægelighed for personer, varer og mad ind og ud af området. Desuden fortsætter Israel med at invadere striben efter behag.

Gazas indbyggere er således et besat folk, der har ret til at gøre modstand (dog ikke mod civile mål, som det er sket) – også med væbnet magt. Israel, derimod, er en besættelsesmagt, hvis forpligtelse er at trække sig tilbage. Ikke at ’forsvare’ de territorier, det kontrollerer og koloniserer i kraft af sin militærmagt.

Gazas folk er palæstinensere, og deres territorium udgør en del af de 22 procent af det historiske Palæstina, der er øremærket til en palæstinensisk stat, hvis oprettelse vil kræve israelsk tilbagetrækning fra den besatte Vestbred og Østjerusalem. På hele deres jord har palæstinenserne ret til at forsvare og bevæbne sig, uanset om de vælger at gøre brug af retten eller ej.

Angrebet gav bagslag

USA, Storbritannien og andre europæiske magter finansierer og bevæbner ikke desto mindre den israelske besættelsesmagt, således at Israel kan opretholde sin besættelse og belejre Gaza for at forhindre palæstinenserne i at få fat på de våben, der ville gøre det muligt for dem at beskytte sig mod israelsk militærmagt.

Det er næppe overraskende, at de magter, som selv har invaderet, besat og interveneret i den arabiske og muslimske verden, har valgt at støtte Israel, når det optræder ligesådan ved sin egen dørtærskel. Men det er ikke de palæstinensiske raketter, der afholder Israel fra at ophæve sin blokade, afvikle sine ulovlige bosættelser eller trække sig tilbage fra Vestbredden og Gaza. Det er USA’s og Europas ubetingede støtte, der garanterer Israel straffrihed.

Uanset den israelske regerings motiver for den seneste uges væbnede konflikt har initiativet givet bagslag. For første gang siden de arabiske opstandes begyndelse, er Palæstina igen kommet i centrum.

Opmuntret af forandringernes bølge og en voksende støtte fra hele regionen har Hamas også genvundet sin troværdighed som modstandskraft og styrket sin hånd over for den stadig mere miskrediterede palæstinensiske selvstyremyndighed i Ramallah.

At Hamas’ langdistanceraketter kan nå Tel Aviv og Jerusalem har også rokket ved den hidtil overvældende ensidige terrorbalance.

Hvor velkommen den end er, kan ingen våbenhvile forhindre nye voldsudbrud. For uanset dens nærmere indhold vil den ikke føre til nogen afslutning på Israels besættelse og kolonisering af palæstinensisk jord eller stoppe dets forarmelseskrig mod det palæstinensiske folk. Det kræver et vedholdende pres fra de vestlige magter, som understøtter Israel, at få Israel til at skifte kurs. Men mest af alt er der brug for en ændring i magtbalancen i det militære styrkeforhold.

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Meget mærkelig artikel der mener at moralbegreber indgår i real politk, selvfølgelig har palæstinenserne ret til at foretage en væbnet kamp hvis de mener det hjælper dem, det har bare konsekvenser for selvfølgelig har Israel til at foretage ditto, eller havde Milne forestillet sig en situation hvor hver gang palæstinenserne angreb så skulle Israel trække sig tilbage?