Læsetid 4 min.

Politianmeldelse slører politisk ansvar for folkeskolen

I forrige uge blev skolelederen af den odensianske folkeskole Ejerslykkeskolen, Birgitte Sonsby, politianmeldt for at sige »jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen!« Som forælder til en datter på skolen er jeg frustreret over, at medierne i deres sensationshunger løber efter enkelthistorierne, der dækker over, at politikerne neglicerer deres ansvar for folkeskolen
I forrige uge blev skolelederen af den odensianske folkeskole Ejerslykkeskolen, Birgitte Sonsby, politianmeldt for at sige »jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen!« Som forælder til en datter på skolen er jeg frustreret over, at medierne i deres sensationshunger løber efter enkelthistorierne, der dækker over, at politikerne neglicerer deres ansvar for folkeskolen
3. november 2012

Ejerslykkeskolen har en stærk, kompetent og helt rigtig leder. Det er vi mange forældre, og heldigvis også en bestyrelse, der er enige om. Mediernes fokus i ‘skideballesagen‘ har dog haft den uheldige konsekvens, at problemet er reduceret til at handle om, hvad en skoleleder må og kan sige. 

Det har fået alskens sammenrend af bloggere og debattører med en holdning på den ene eller den anden side af ingenmandsland til at puste sig op, og ytre sig i mere eller mindre elegante og utvetydige vendinger i dagspressen og på diverse debatfora.

Ser man bort fra Pia Kjærsgaards forudsigelige og refleksagtige udtalelser om selve ‘skideballesagen‘, og Naser Khaders ditto om forældreansvar, har der fra politisk hold været forbavsende lidt debat om sagens kerne: at folkeskoler med mange tosprogede elever har vanskelige kår.

I Fyens Siftstidende d. 24/10, siger Odenses børne- og ungerådmand Stina Willumsen, at der er »en kæmpe stor værdi i at gå i skole i lokalsamfundet i forhold til kammeratskaber, men en mere ligelig fordeling kan være meningsfuld for integrationen.«

Ejerslykkesskolen har sjovt nok den stik modsatte problemstilling. Her bliver den lokale skole netop ikke lokal, men fyldes i høj grad med elever fra andre skoledistrikter, hvilket øger andelen af tosprogede og dernæst bevirker at kammeratskaber der skabes i barnets tidlige leveår – typisk i børnehaven – ikke fortsætter i folkeskolen.

Willumsens præmis er altså et stykke fra virkeligheden. På ét punkt har Willumsen dog fat i den lange ende: Integration er ikke at have skoler med op mod 50% tosprogede elever i enkelte klasser. Tværtimod får integration af etniske minoriteter på sådanne skoler svære kår.

Folkeskolernes rolle som fællesskabsdannende institution og garant for sammenhængskraft i vores samfund opnås ikke ved udelukkende at lade dem påtage sig ansvaret for integration af etniske minoriteter, børn med sociale belastningsforhold i hjemmet eller generelle indlæringsvanskeligheder, imens de ressourcestærke forældre i stigende grad vælger privatskoler, der ikke påtager sig dette ansvar. Dette vil for det første svække folkeskolen som vi kender den, og dernæst opløse de kerneværdier, som en del af os til stadighed tror på.

For mange svage elever

Vender vi tilbage til sagen på Ejerslykkeskolen, så er der blevet sagt og skrevet en del om både skoleledelse og forældreansvar i en til stadighed mere udfordret og udfordrende folkeskole. De er begge bærende søjler i enhver form for skoledrift- og udvikling.

At forældreansvar er et bærende element i folkeskolen er selvindlysende for mange af skolens forældre, og for en mindre gruppe åbenbart knap så åbenlyst. Forældreansvaret rækker dog langt ud over god opdragelse af børnene i form af takt, tone, respekt og tolerance. Forældreansvaret handler også om at ville folkeskolen, og det er i virkeligheden her, den helt centrale og årelange udfordring for Ejerslykkeskolen ligger.

Vi bor i et område af Odense, hvor størstedelen af beboerne er etnisk danske. Dog er området også kendetegnet ved, at den overvejende størstedel af disse etnisk danske forældre, sender deres børn på andre skoler end den lokale folkeskole. Resultatet bliver, at den lokale folkeskole netop ikke bliver lokal, men snarere får en etnisk sammensætning, som i skrivende stund tæller ca. 50% tosprogede.

At udråbe de tosprogede elever til syndebukke og problemskabere, er et ulykkeligt biprodukt af den noget fordrejede debat, der har verseret de sidste par uger. Respektfuld adfærd og værn om værdierne, har bestemt intet med etnisk ophav at gøre.

Det er snarere et spørgsmål om ressourcestærke eller ikke ressourcestærke familiebaggrunde, der er afgørende for børns adfærd. Så meget desto mere grund til ikke at gøre folkeskolen til en sekunda skole, der enten kommer til at fungere som en nødløsning for de, der fx af økonomiske eller ventelistemæssige årsager ikke kan sende deres børn på privatskoler, eller en ringe løsning for de af os, der positivt vælger folkeskolen til.

Kæmper uden opbakning

Regeringens mål om at Folkeskolen skal være ‘hele Danmarks skole‘ klinger noget hult i manges ører, når realiteterne er, at der navnlig i de større byer skabes A og B hold, som følge af fravalget af de lokale folkeskoler. Folkeskolen er med andre ord på vej til at blive et sekunda-tilbud, hvor de der ikke kan eller vil privatskolerne, må holde for i form af større andel af to-sprogede elever, større andel af elever med indlæringsproblemser osv. Hvorfor ikke knytte et socialt ansvar til de tilskudsmidler der allokeres til privatskolerne?

En skæv fordeling af børn med en anden etnisk herkomst end dansk på en rækkefolkeskoler, er hverken fremmende for den brede integration eller det dårlige rygte, som desværre ofte uberettiget, følger skoler med store andele af tosprogede elever.

Af Socialdemokraternes mål – ifølge seneste reformudspil – er ‘at færre elever modtager specialundervisning og flere inkluderes i den almindelige undervisning‘, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mange forældre til børn i folkeskolen. Her kan man frygte, at ikke alene bliver Folkeskolen den grundskole, der skal bære det tungeste sociale ansvar (som nu), men at den også fremover skal gøre dette med færre ressourcer.

En lokal skole, med de værdier der knytter sig til et lokalsamfund, opnås ikke kun ved at forældre, men i høj grad også politikere bakker op om folkeskolerne med særlige etniske udfordringer. Derfor opfordrer jeg i høj grad de uddannelsespolitiske aktører om at vågne op af tornerosesøvnen, og komme ind i kampen. Vi er nogle der står midt i den, og har tænkt os at kæmpe videre. Spørgsmålet er hvor længe vi kan blive ved uden forstærkninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for morten hansen

Supergodt indlæg.

Lige så snart politisk korrekthed og værdimæssige automat-reaktioner kupper en debat, ryger den af sporet.

Dette hul af dansk berøringsangst har fodret et dansk parti i mere end 10 år med en profittabel mærkesag. Og vi er stadig ikke nået længere.

Hold fast i substans og indhold. Los i røven til ideologi og rettroenhed.

Brugerbillede for Carsten Hansen

"Skyd ikke på pianisten, skyd på komponisten".

Hvis der skal komme noget reelt ud af hele miséren (den tåbelige anmeldelse og den endnu tåbeligere gen-anmeldelse), så er det en debat om de konkrete problemstillinger i folkeskolen.

Kald en spade for en spade og kom i gang med handling.

Bolden ligger hos politikerne; Som den altid har gjort.
Det er faktisk jeres job !

Brugerbillede for Filo Butcher

Det er (efterhånden?) sjældent at jeg finder en artikel her på stedet som jeg uden forbehold kan være enig i.

Tak.

Som fhv. lærer på frie gundskoler over 13 år vil jeg gerne tilføje at det er et nyere fænomen at de private skoler ikke længere påtager sig et socialt ansvar i den grad som de en gang har.

Alene det faktum at man nu kalder dem "private skoler" i stedet for friskoler, lilleskoler, eller hvad de mange typer frie grundskoler ellers plejede at blive kaldt er en fingerpeg på hvilken vej udviklingen går.

Og udviklingen er i allerhøjeste grad IKKE skolernes eget valg, men resultat af en række "reformer" over de sidste 10 år som har presset de frie grundskoler til at mere og mere at makke ret under et tiltagende centralistisk styret Undervisningsministerium.

Samtidigt med at man har beskåret skolernes pædagogiske og ideologiske frirum, har man presset dem til at konkurrere med hinanden og med folkeskolen (som faktisk har været den mest ressursestærke) i en fuldstændig latterlig og vanvittig konkurrence om eksamenskarakter.

Modellen kommer fra UK, hvor man hvert år offentliggør resultaterne for en landsdækkende konkurrence om de bedste eksamensresultater og hvor skolevalg i allerhøjeste grad er et socialt prestige anliggende for middelklassen. I overklassen er valgmulighederne i forvejen begrænset til en lille håndfuld skoler, og en familie der ikke kan få sit afkom ind på en af disse er ud på en prestigemæssig glidebane.

Når man nu har indført det samme groteske system her i Danmark må man ikke undre sig at vi får de samme groteske resultater, og en af de allerførste konsekvenser af konkurrencen om de bedste karaktergennemsnit har været at de frie grundskoler, som jo uanset statsstøtte ER afhængig af foældrebetaling har kastet sig ind i en slåskamp om de fagligt stærkeste elever, og er begyndt at frasortere alle der kunne have en negativ indflydelse på eksamensgennemsnittet.

Ren og absolut fornuftig overlevelsesstrategi, mere ligger der ikke i det.

Det hjælper altså ikke at kaste sten efter de frie grundskoler som man også har oplevet en del af på det sidste. De gør hvad de har råd til, og deres elementære bekymring er forældrenes tilfredshed.

Uden tilfredse forældre - ingen skole. Så enkelt er linjerne draget op på denne front. Og når forældrene nu, efter et årti med systematisk tilsvining af folkeskolen og dens lærere, parret med et politisk styret ´pres på fagligheden og konkurrencedyrkning, kan det ikke undre at de frie grundskoler må springe der hvor gærdet er lavest.

Vil man have dem til at tage socialt ansvar, som de jo en gang gjorde, må man genskabe mulighederne.

Slut med dansen om de bedste karakterer, (de fleste frie grundskoler vil blive meget glade) og så kunne man endda prøve med et incitament for at tage et socialt ansvar i stedet for at straf for ikke at gøre det.

Uanset hvad, kræver det politisk handling, og derfor kan min optimisme ligge et meget lille sted. Politisk handling til støtte for solidaritet og socialt ansvar er ikke særligt udbredt.

Brugerbillede for Hugo Pieterse

Man kan søge efter lappeløsninger herfra og til dommedag og lige meget vil det hjælpe.

Faktum er, at indfødte danskere "stemmer med fødderne", lige som borgerne i DDR.

Udenlandske erfaringer fra det meste af verden viser, at dette sjældent er noget som lige kan kureres med bevillinger eller endnu mere social engineering. Folk vil blive ved med at stemme med fødderne, som de gør i England, i Frankrig, i USA, overalt hvor folk får presset tilstedeværelsen af flokke af kulturfremmede indvandrere. Ikke mindst overalt hvor det er Muslimer medfører det problemer. Ikke kun i vestlige samfund, men også i Thailand, Burma, Kina. mm.

Det nytter ikke noget at gå udenom kernen i sagen, eller med flere kommissioner, bevillinger og specialprogrammer.

Historien viser at foretagendet er dødsdømt. Ikke mindst fordi udviklingen er lusket igennem, blandt andet ved undertrykkelse af indvandringsmodstandere, derunder årtier af voldelige aktioner, ensidig og direkte forløjet mediedækning, chikane fra politi og efterretningsvæsen (som nu her igen i forbindelse med en aflyst diskussion mellem medlemmer fra Konservativ Ungdom og Danskernes Parti) og anden udemokratisk bekæmpelse af antiindvandringsfløjen.

En udvikling som er blevet gennemtrumfet med illegitime metoder, og som til stadighed vil blive mere og mere problematisk, vil uvægerligt føre til større og større skel, og ende i konfrontationer, såfremt problemets art og omfang ikke anerkendes, den politiske undertrykkelse ikke stoppes, og indvandrerandelen i den danske befolkning bliver ved med at stige.

Brugerbillede for Søren Kramer

Det er 80% adfærdsvanskelige muslimske drenge. 20% inkusion af elever, der tidligere var special undervisning til.

De skal fordeles. Andre tiltag virker ikke.

Og hvis de ikke bliver fordelt lukker folkeskolen om 40 år.

Det burde være en overkommelig opgave at løfte i fællesskab.