Læsetid: 6 min.

Privatskolehetz skader folkeskolen

Engang var lilleskolerne stedet, hvorfra nye pædagogiske tanker bredte sig til folkeskolen. I dag er de de frelste politikeres prügelknabe. Begrænser vi adgangen risikerer at ødelægge udviklingen og eksperimenterne med pædagogikker i et skolesystem, hvoraf mange gode ideer senere er vandret over i folkeskolen og et blevet allemandseje.
19. november 2012

Informations tema om folkeskolen og privatskolerne er meget interessant. Det handler om Folkets Skole, forstår man, og i kampen for den må alle dem, der vælger noget andet for deres barn finde sig i at blive skældt ud. 

Artiklerne og kronikkerne i temaet har kredset om, hvor usolidariske forældre, der vælger privatskolerne, er – og som et nyt tema, kan man i flere indlæg (f.eks. Claus Pedersen, 10. oktober) også læse, at børn i virkeligheden tager skade af at gå i privatskole. De risikerer nemlig at bliver ensrettede til middelklasselivet og forlader skolen med sociale mangler (sic!).

Kampen for folkeskolen er kammet over og blevet til en kamp mod privatskolerne. Fjenden er ministeriet, der laver en lovgivning, der giver privatskolerne et eksistensgrundlag, og forældrene der - som en del af individualiseringen - fravælger den løsning, folkeskoledebattørerne har udpeget som den samfundsmæssigt bedste, til fordel for en løsning, der tager udgangspunkt i noget så lavpraktisk som deres børns tarv.

Politikere og (ellers velmenende) debattører på venstrefløjen udpeger privatskolerne som årsagen til, at folkeskolen lider. Privatskolerne skal tage socialt ansvar, lyder det, og den anklagende finger peger på de forældre, der har fravalgt den lokale ”folker” til fordel for en privat skole.

Det er et desperat forsøg på at få fokus væk på de mangler og problemer, som folkeskolen reelt har og i stedet sende sorteper over til privatskolerne. Det er beskæmmende – og det gavner ikke folkeskolen.

Seneste skud på dét fordømmende træ er forslaget om, at privatskolerne skal straffes økonomisk fordi den veluddannede middelklasse foretrækker dem frem for folkeskolen. Det blev senest hævdet her i avisen (17. oktober) af Københavns skoleborgmester Anne Vang (S).

Min ellers glimrende partifælle har desværre ikke ret, og bliver hendes forslag til virkelighed, vil det være en social og økonomisk katastrofe for såvel København som mange andre af de kommuner, der har mange privatskoleelever – min egen hjemkommune, Frederiksberg, inklusiv.

For det første er privatskolerne ikke kun for rige folks forkælede børn. Der er rigtig mange forældre – nu som før – der vælger lilleskolen fordi de ønsker en alternativ pædagogik for deres barn. Mange af disse forældre er i øvrigt venstreorienterede, og søger specifikt efter skoler med mere kreativitet, mere hippiepædagogik og mere rundkreds.

De er ikke nødvendigvis velhavende, selvom de heller ikke er kontanthjælpsmodtagere, og ved at forringe deres muligheder for at vælge en skole, hvor barnet lærer et tælle til ti på otte sprog i børnehaveklassen eller øver sig i at danse kongerækken, så fratager man ikke bare forældrene muligheden for at vælge en anderledes skole til deres barn – man ødelægger også udviklingen og eksperimenterne med pædagogikker i et skolesystem uden ministeriets omklamring, hvoraf mange gode ideer senere er vandret over i folkeskolen og et blevet allemandseje.

For det andet får Anne Vang og de øvrige selvudnævnte folkeskoleforkæmperes retorik kun flere til at vælge privatskolerne. Når hun siger, at for mange velfungerende familier vælger privatskolen, så kan begavede mennesker godt regne ud, at der er for mange dårligt fungerende tilbage i folkeskolen. Og når der oveni købet skal lægges økonomisk pres på forældrene, for at tvinge dem tilbage i folkeskolen (”Jeg er med på, at mit forslag om at tildele privatskolerne færre penge formodentlig vil betyde en langt højere forældrebetaling – og at færre derfor vil vælge privatskole.” – AV), så hører forældrene hende i virkeligheden indrømme, at den københavnske folkeskole er så forfærdelig, at man som forælder kun vælger den, hvis man bliver tunget til det. Gad vide, om det giver velfungerende forældre større lyst til at vælge folkeskolen?

For det tredje vil folkeskoletvang reelt underminere ikke bare folkeskolen, men også de store byer. Skolevalg er et af de allervigtigste valg, forældre træffer, og allerede nu ser vi, at forældre skeler kraftigt til skoledistrikterne, når de køber hus eller lejlighed. Dårlige skoledistrikter bliver fravalgt, og gode huse til fornuftige priser må vente på næste køber, hvis den lokale folkeskole ikke lever op til forældrenes krav.

Bliver der indført en reel folkeskoletvang, fordi middelklassen ikke længere har råd til privatskole, bliver effekten ikke (kun), at flere af dem sender poden i folkeskole. Det bliver også, at de udelukkende bosætter sig i skoledistrikter og kommuner med gode skoler. Det vil give en middelklasseflugt ud af Nørrebro og andre ellers opblomstrende bydele, og tilbage bliver kun dem, der ikke har noget valg.

København har, som Frederiksberg, set en fantastisk vækst i antallet af børnefamilier, men føler de deres mulighed for et godt skolevalg truet, risikerer vi at blomsten hurtigt visner, og forældrene flytter teltpælene til kommuner med færre sociale problemer og færre indvandrere – kommuner, der i hvert fald i folkemunde har bedre folkeskoler.

Kort sagt: privatskolehetzen risikerer at skade folkeskolen.

I stedet for at pege på forældre burde fingeren pege på politikerne. Når folkeskolen er ved at tabe terræn skyldes det ikke, at eleverne svigter folkeskolen. Det skyldes, at folkeskolen har svigtet eleverne.

Alt for mange børn og forældre har førstehåndsoplevelser med skoler i ringe stand, manglende faglighed og alt for mange disciplinære problemer i både undervisningen og frikvartererne. Det er reelle problemer, der har store konsekvenser for børnenes trivsel, og som forældrene selvfølgelig reagerer på. Løs de problemer, og se at antallet af andenhåndsberetninger om dårlige folkeskoler vil falde i takt med antallet af førstehåndsberetninger.

Hvis vi reelt ønsker en folkeskole for alle, skal den kunne tiltrække dagens privatskolebørn. Vi har brug for en dialog med privatskoleforældrene om årsagerne til deres valg. Kun ved at lytte til forældrenes kritik af folkeskolen kan vi lære nok til, at folkeskolen igen bliver det naturlige valg for forældre. Der ligger altid grunde bag, når et barn forlader folkeskolen til fordel for en privatskole. Var det utilfredshed med det faglige niveau? Med skoletoiletterne? Med elevsammensætningen? Mobning? Måske var der for meget uro eller for lidt musik? Eller trængte Emma og Villads bare til et skoleskift?

Tænk engang – måske kan folkeskolen lære noget af privatskolerne, når det handler om forældreinddragelse, faglighed og alternative pædagogikker? Engang var lilleskolerne stedet, hvorfra nye pædagogiske tanker bredte sig til folkeskolen. I dag er de bare de frelste politikeres prügelknabe, når de skal forsvare, hvorfor den lokale folkeskole ikke kan tiltrække forældre med ambitioner på deres børns vegne.

Tal nu folkeskolen op i stedet for – der er så mange gode historier at fortælle, men pisk og tvang får kun flere til at løbe skrigende væk. Folkeskolen har så mange gode historier om dygtige lærere, engageret ledelse og glade, vidende børn i trivsel. Men de historier bliver væk, når folkeskolen hele tiden omtales som en institution, vi skal kæmpe for at holde liv i. En institution, forældre skal vælge for samfundet skyld, og ikke for deres barns skyld.

Det er ikke for sent at få forældre til at vælge folkeskolen til igen. I min egen kommune, Frederiksberg, falder procentdelen af elever i privatskolerne jævnt. Men det kræver, at de ansvarlige politikere i kommuner og på Christiansborg pakker fordømmelsen og den økonomiske pisk væk, og i stedet går i dialog med de forældre, der føler at folkeskolen svigter deres børn!

Sandheden om folkeskolen er jo, at mange af dens problemer ikke skyldes folkeskolen, men skal løses andre steder. I boligpolitikken og socialpolitikken, for eksempel. Men folkeskolen har de børn og de forældre, den nu engang har. Skolen vælger ikke selv sine børn, sit samfund eller sine forældre.

Det er os, der vælger den. Til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Monopoler er karakteriset ved mange ting , bl a , at man holder sig i live ved at ophæve eller skævvride den frie konkurrence , så andre og bedre produkter ikke kan ødelægge ens markedsdominans og jerngreb om forbrugerne.

Ikke nogte med at monopolisten prøver selv at gøre tingene bedre.

Folkeskolefortalerne i debatten fremstår ofte som monoplister, der føler sig truede og derfor desperat prøver alle mulige krumspring for at sabotere den bedre vare , så man undgår at skulle bruge kræfter og kreativitet på selv at opgradere sin egen vare.

jens peter hansen

Alt for mange disciplinære problemer i folkeskolen og mere forældreinddragelse bliver der skrevet. Jamen disse to områder er jo netop privatskolens kæmpefordel. Ud med Frederik og over i folkeskolen, hvis han tisser i håndvasken og vi har sat sat Sofie i denne skole fordi ønsker det bedste for vores barn. Masser af enlige mødre på bistand og forældre med misbrugsproblemer sætter deres barn i privatskolen og tropper op til samtlige forældremøder, nej vel.
Selvfølgelig kan der på den enkelte skole gøres en del, men privatskoleelever har almindeligvis langt flere forældre med overskud og megainteresse i deres børn, end de forældre der bare sætter deres børn i skole. Den byrde folkeskolen skal bære kan fravælges af privatskoler og bliver det. Jeg synes artiklen minder om Marie Antoinettes berømte udtale om brød og kage. Sandheden er jo også at man med det fri skolevalg sætter sine børn i såkaldt "hvide" skoler, som blot fordi der er en overvægt af dansk etniske børn bliver betegnet som gode. Der er masser af forhold, der kan gøres bedre på den enkelte folkeskole og ordentlig, kærlig og kompetent ledelse kunne gøre en del, men så længe folkeskolen får de børn privatskolerne fravælger, så er arbejdsopgaverne helt forskellige.

Flemming Andersen

En udmærket artikel, som gør opmærksom på det faktum vi alle godt ved inderst inde, at kun igennem forskellighed bliver vi stærkere.
Når uniformering og/eller enshed forlanges eller tilbydes, bør alle være på vagt, for det betyder vort samfund og vore individder svækkes.
Derfor bør der selvfølgeligt være alternativer til folkeskolen m ikke andet som sikkerhedsventiler i mange sammenhænge.

Tænk, her gik man og troede, at det var folkeskolen, der var blevet hetzet imod i de sidste ti år, men så fortæller socialdemokraten Katrine Lester os, at det er privatskolerne, der hetzes imod - der kan man bare se.

Den i artiklen omtalte Anne Vang fra København har kaldt det besynderligt og urimeligt, at samfundet investerer mere i privatskoleelevernes uddannelse end i folkeskoleelevernes.
Men med et pennestrøg og en 'matador'-historiefortælling, om hvordan privatskolerne (Lester bruger den hyggelige gamle venstreorienterede term lilleskoler) blot er pædagogiske laboratorier i det store billede fjerner den moderne socialdemokrat fra Frederiksberg behændigt alle de klasseaflejringer, der også er en del af den 'moderne' skolevalgsproblematik i storbyerne.

Hvor mange generationer af danske børn fra de sociale klasser, vi kalder 'lavere' skal vente på , at Lesters identitetsforvirrede parti (nu med hattedamer) får 'løst' problemerne på bolig- og socialområdet, før de kan regne med, at samfundet investerer ligeså meget i deres skoleuddannelse, som der i øjeblikket i investeres i privatskolebørnenes?

"I dag er de bare de frelste politikeres prügelknabe, når de skal forsvare, hvorfor den lokale folkeskole ikke kan tiltrække forældre med ambitioner på deres børns vegne.

Tal nu folkeskolen op i stedet for – der er så mange gode historier at fortælle, men pisk og tvang får kun flere til at løbe skrigende væk."

Denne passage understreger to diskurser, som over de seneste 15-20 år er blevet stedse mere dominante i de offentlige debatter, nemlig markedstænkning (folkeskolen kan ikke tiltrække ambitiøse folk) og positiv psykologi (den gode historie er afgørende) som supplement til governancestatens behavioristiske styringsparadigme.

"Hvis vi reelt ønsker en folkeskole for alle, skal den kunne tiltrække dagens privatskolebørn. Vi har brug for en dialog med privatskoleforældrene om årsagerne til deres valg. Kun ved at lytte til forældrenes kritik af folkeskolen kan vi lære nok til, at folkeskolen igen bliver det naturlige valg for forældre.

Forældres valg af folkeskole er formentligt i langt højere grad kulturlige end de er naturlige, men hvis vi skal tage udgangspunkt i sidstnævnte, må et forhold som geografisk tilgængelighed være en naturlig parameter - og hér kan vi konstatere at skolebørn i specielt tyndere befolkede områder i høj grad berøves de lokale skoler. Dette sker under henvisning til behovet for rationel økonomistyring.

Der ligger altid grunde bag, når et barn forlader folkeskolen til fordel for en privatskole. Var det utilfredshed med det faglige niveau? Med skoletoiletterne? Med elevsammensætningen? Mobning? Måske var der for meget uro eller for lidt musik? Eller trængte Emma og Villads bare til et skoleskift?"

Børn som kunder i folkeskolen, børn som 'bare trænger' til et skoleskift. Forældre, som er utilfredse med det faglige niveau. De ulidelige toiletter. Uroen og den manglende musik. Den utålelige elevsammensætning. Artiklen taler selv folkeskolen ned, mens den iøvrigt helt undlader at omtale de utallige reformer og nedskæringer, som gennem de sidste årtier har bidraget til en stresset folkeskole i åbenlys struggle along. Nej,så hellere tage udgangspunkt i de efterhånden solidt kulturelt indlejrede teser om folkeskolensproblemer med kundetækken og de kvalitetsbevidste forældres ret til suverænt selv at udpege de bedste rugefarme til egen yngels beskyttelse og kompetence.

christian clausen

God vinkel på artiklen, jeg synes dog, du mangler den måske største enkelt grund til at man flytter sit barn.
Hvis barnet mistrives og læreren ikke formår at hjælpe eller sågar er direkte skyld i det, har man som forældre reelt ingen anden mulighed end at flytte sit barn!.
Hvis folkeskolen kunne udvise mere fleksibilitet i forhold til sådanne situationer var meget vundet.
Der ud over er det nok på tide, at man lønner de mennesker der tager sig af vores fremtid, på en ordentlig måde.

Nicolas Guilbert

Er problemet ikke grundlæggende, at den faggruppe, der i dag har ansvaret for undervisningen i landets skoler, kompetencemæssigt er sakket agterud ift. det øvrige samfund?

Der er vel næppe nogen der vil betvivle, at lærerens forgangne status som en af lokalsamfundets grundpiller, sammen med borgmesteren og præsten, i dag er knap så gloriøs.

Dengang gav det for alvor mening at sende sine børn i skole - det var jo der, de ville blive dygtigere end, hvad man som forælder selv ville kunne tilbyde. I dag er det ikke indlysende. Det gør forældrene desperate - og navlebeskuende. Hvad skal de gøre? Hvadsomhelst, f.eks. sætte deres børn i en friskole.

I Finland er friskolefænomenet marginelt, ganske enkelt fordi folkeskolen er god nok. Mon ikke det hænger sammen med, at lærerens status i Finland, fortjent, stadig er i top?

Og hvis det reelt er det grundlæggende problem, så vil det ikke være tilstrækkeligt at "tale folkeskolen op". Det skal fortjenes, med rigtig substans.