Kommentar

Radiodokumentarisme lever – og får det bedre

DR har ikke sjoflet radiodokumentarismen, som man kan få indtryk af, når man læser Informations artikler om emnet. Snarere er den blevet skærpet til glæde for lytterne
Debat
8. november 2012

Det er fint, at Information de seneste dage har valgt at tage radiodokumentarismen under kærlig behandling. Men det er ærgerligt, at man har valgt at gøre det på en måde, hvor kærligheden mest er rettet mod producenterne og ikke mod lytterne.

Det står faktisk ganske godt til med dokumentarismen på P1, selv om vi har ændret produktionsform og fokus – måske tilmed derfor. Vi udvikler nye formater, fordi vi tror på, at lytterne vil få glæde af dem, men også fordi ressourcerne indimellem har tvunget os til nytænkning.

Informations behandling skelner dog ikke mellem skidt og kanel. Et eksempel. I Information 5. november – i artiklen »Third Ear lever – men hvad med DR?« – står der:

»I 2011 lukkede DR også Reportagen, mens Featuren blev skåret ned til en halv time og fra januar rykker til Aarhus, hvor kriterier om journalistisk relevans opprioriteres.« Sandheden er, at Reportagen blev lukket, bl.a. fordi programformatet ikke fremstod skarpt nok, og fordi vi skulle bruge sendetidspunktet til Kulturnyt på grund af sammenlægningen mellem P1 og P2 på FM. I stedet for Reportagen udviklede vi et nyt ugentligt program, Radiofortællinger, som er mere konsekvent og ensartet i den grundlæggende fortælleform – og som derfor bedre kan arbejde med den gode og overraskende historie i flere lag.

Informations kulturskribent Katrine Hornstrup Yde nævner også P1-formatet Feature, som sendes én gang ugentligt. Den er ikke »skåret ned«, men alene forkortet fra 45 til 27 minutter, fordi vi synes, det klæder historierne – ikke for at spare penge.

Og endelig får Information det til at lyde lidt skummelt og provinsielt, at den »fra januar rykker til Aarhus«. Sandheden er, at den indtil nu ledelsesmæssigt har været forvaltet af en redaktør både i Aarhus og i København, men at vi fremover samler opgaven hos én redaktør, der bor i Aarhus. Og det har altså ingen dårlige konsekvenser for hverken freelancerne, lytterne eller for Informations læsere.

Større gennemslagskraft

P1 arbejder i disse år på at udvikle en række nye formater, som – ligesom resten af kanalen – ganske rigtigt ligger tættere på en journalistisk arbejdsmetode. Vi vil helst sende serier frem for enkeltprogrammer, fordi det giver historierne den største gennemslagskraft på radiokanalen, på nettet og som podcast. P1 sender hver uge stærke sager i P1 Dokumentar, skæve historier i Radiofortællinger, ungdomsportrætter i Klubværelset, lange reportager i Stedsans, features med afsæt i mennesker og miljøer, internationale reportager i Panorama, markante radioserier med kompetente fortællere som Frank Esmann, Jon Kaldan og Torben Brandt og ind imellem også grænsesøgende dokudramaer. Derudover er vi faktisk særdeles gode til at udvikle helt nye programformater på P1, som bl.a. betjener sig af fortællinger, reportager og dokumentarisme.

Kreativitet inden for rammer

Det er klart, at den form for rammestyring af kanalens programmer ikke passer alle producenter. Vi har – helt bevidst – ændret arbejdskulturen fra en lidt løsere kunstnerisk stil, hvor udsendelsernes indhold, form, længde, afleveringstidspunkt, økonomi og tidsforbrug var mere afsenderorienteret til en mere radioprofessionel arbejdskultur, hvor vi lader kreativiteten udfolde sig inden for nogle rammer, som producenterne kender. Det giver efter min mening langt den største lytterkvalitet i bred forstand – som flow-radio på FM og DAB og som on demand-produkt, f.eks. podcast.

Det er dog indlysende, at Information altid vil kunne nævne et eksempel på enkeltstående, prisvindende, danske produktioner, der ikke er sendt på P1. Men Informations yndlingseksempel, Guldhornene af Krister Moltzen fra digitalmagasinet Third Ear, var faktisk oprindeligt planlagt til at blive sendt på P1 i 2008-2009, men dengang valgte producenten selv at tage den med til Third Ear, da den mulighed opstod.

Jeg er godt klar over, at vi med rammestyringen risikerer, at enkelte særdeles fine og måske dyrere produktioner kan gå vores næse – og lytternes ører – forbi. Men her vil vi gerne se på, hvordan vi kan fremme den slags enkeltproduktioner, når det giver mening. Det kan være med mere produktionstid, med mere professionel sparring eller lignende. Men det er helt sikkert, at vores producenter fremover vil komme til at bruge mere tid ude i den virkelighed, som dokumentarismen skal afspejle – og mindre tid i redigeringsrummet bagefter. Det tror jeg faktisk også er en fordel for alle parter.

 

Anders Kinch-Jensen er kanalchef for P1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Erik Hornstrup

Så snart jeg så ordet "skærpet" i underrubrikken, vidste jeg det var en DR-chef der havde skrevet indlægget. Ingen andre end chefer i DR tror, "skærpet" i forbindelse med radioudsendelser betyder noget som helst!

Jeg har for længst valgt P1's såkaldte dokumentarer fra, fordi mine ører simpelt hen bliver så trætte af den oppoppede form med kværnende musik og speedsnak. Det er en subjektiv kritik, som DR sikkert ikke kan bruge til noget.

Hvis jeg tænker tilbage til den gang, jeg faktisk med glæde lyttede til DRs dokumentarprogrammer, tror jeg det var dem, der var mere "afsenderorienterede" (lavet af folk der ville noget) og mindre "radioprofessionelle" (fokuserede på form).

Ordvalget i denne artikel tyder på, at afsenderen til daglig færdes i et miljø som tror, de er i reklamebranchen, hvor "gennemslagskraft" er mantraet. Og hvor målet tilsyneladende er "den største lytterkvalitet i bred forstand".

Det må være næsten umuligt at arbejde seriøst med dokumentar i et miljø hvor cheferne kommunikerer i sådan et vrøvlesprog!