Rustet til værdidebatten

Når jeg snakker med andre om min folkeskole går alting helt fint, lige indtil jeg nævner hvilken skole jeg har gået på. Jeg blev færdig med niende på Blågård Skole i sommers. Det er her filmen knækker for de fleste. Som regel er det ikke mere end et ‘wow‘ og nogle gange er det en kun en ændring i ansigtsudtrykket. Andre gange er det anderledes. Så kommer alle spørgsmålene og fordommene væltende med en sådan en fart, at jeg ikke kan nå at svare. 

»Er niveauet på Blågård ikke ret lavt?«

Den har jeg hørt utallige gange. Fra forældre der ville have deres børn til at flytte skole og fra elever på de skoler, jeg har mødt gennem mit arbejde i DSE (Danske Skoleelever).

Til dem har mit svar altid været: ‘hvor har du det fra?‘. Hvis det er den rangliste, der blacklistede Blågård for få år tilbage, så er det over tre år siden. I en ny (nu tilbagetrukket) liste fra Undervisningsministeriet, ligger Blågård ikke på listen over de 17 skoler, der i de sidste tre år har haft de laveste karakterer. Min årgangs afgangskaraktergennemsnit var på 5,8. I forbindelse med mit arbejde som elevrådsformand i to år, har jeg også fundet ud af at sidste års fjerdeklasser ligger præcist på landsgennemsnittet i en national test, og at Blågård Skole lå på førstepladsen i en undersøgelse om læreres engagement og tilfredshed på Nørrebro.

Med disse kort på hånden, kan undervisningen på Blågård Skole umuligt være dårligere end på andre skoler. Tror man, at eleverne på Blågård Skole bliver bedømt for højt, fordi ens klassekammerater er meget dårlige, så har de måske glemt den detalje, at afgangsprøverne er de samme over hele landet, og at de altid bedømmes af eksterne censorer.

For mange tosprogede?

»Der er for mange tosprogede«, lyder en anden hyppig kommentar.

Min første tanke har altid været: ‘for mange?‘. Selvom at to-tredjedele af eleverne på Blågård Skole er tosprogede, er det ikke det samme som at to-tredjedele er muslimer fra Mellemøsten, som det ofte bliver antydet. Og hvad så hvis det gjorde? I mine øjne er det positivt at møde mennesker med andre verdensbilleder end det jeg selv er vokset op med.

Den letteste måde at komme af med fordomme er ved at møde så mange forskellige mennesker som muligt. Derfor synes jeg også, at folkeskolen trumfer privatskoler. På en privatskole går der et udsnit af befolkningen, der deler samme værdier. Da jeg gik ud af niende sidste år havde vi omkring 15 forskellige nationaliteter og kulturer repræsenteret. Og ja, jeg siger nationaliteter, for jeg mener ikke, at folk skal tvinges til at fralægge deres nationale identitet, og sige at de er danskere. Derimod synes jeg, at man burde tilføje den danske, så man sagde ‘tyrkisk-dansker‘ eller ‘dansk-albaner‘, som ville beskrive nogle fra min gamle klasse.

Der er en ting, mange helt glemmer, når de snakker om, hvilke skoler der er bedre end andre: alt det man lærer, som ikke har noget med det faglige at gøre. På Blågård lærte jeg en hel masse om, hvordan jeg skal omgås andre mennesker, hvilke andre holdninger der findes til f.eks. Muhammed-krisen og vigtigst af alt: hvordan vi ikke er helt så forskellige, som det ofte bliver fremstillet. Det er klart, at diskussionen i religionstimerne har været noget mere ophedet, end den havde været, hvis alle havde været kristne. Men er det i sidste ende ikke bedre og mere inspirerende at have haft dem? Det synes jeg. Jeg vil under alle omstændigheder ikke være dem foruden.

Julius Gotthardt Møller er 16 år og gik ud af Blågård Skole i sommers