Kommentar

Hvis Saxo Bank bestemte

Er Mitt Romneys erfaring fra erhvervslivet en fordel som politiker? Ikke nødvendigvis. Mens erhvervsledere er direkte og resultatorienterede, kræver politik mere indirekte metoder, der fokuserer på processen omkring at opnå og beholde magten. Og har erhvervslederen nødvendigvis tålmodigheden til det?
Debat
7. november 2012

Om få timer kender vi navnet på den næste præsident. I samtlige af de tre debatter, der skal afgøre, hvem der bliver USA’s næste præsident er Mitt Romneys erfaringer som jobskaber i den private sektor blevet fremhævet som en kvalifikation for hans fremtidige politiske virke. Men er det det?

At erhvervsledere skulle ligge inde med et sæt særlige kompetencer, som uden videre kan overføres til politik, er en påstand, som med jævne mellemrum dukker op i den offentlige debat. Ideen kendes også herhjemme, eksempelvis i form af forretningsmanden Lars Kolind, der med ’Kolind-Kuren’ søger at revolutionere politik ved at levere »en ny måde at drive [offentlig] virksomhed på.« (Hvis altså han selv skal sige det.)

Stilgrebet er ikke grundløst: Kigger man i forskningen, så har succesfulde erhvervsledere vitterligt en lang række træk til fælles med dygtige politikere. Eksempelvis har de højere abstraktionsevne og en højere intelligens (IQ) end den gennemsnitlige indbygger. De er i gennemsnit mere udholdende i at forfølge deres mål end den øvrige befolkning, og så lærer de typisk af den modgang, de møder, frem for at lade sig slå ud af den. Ligeledes er de i gennemsnit mere assertive og ambitiøse, og så orienterer de sig efter praktiske resultater og tallene på bundlinjen frem for at fortabe sig i ideologiske abstraktioner.

Der er altså sigende og markante fællestræk mellem dygtige politikere og dygtige erhvervsledere. Men betyder det så, at alting ville blive bedre, hvis storinvestoren Warren Buffet flyttede ind i det Hvide Hus, eller hvis Saxo Bank-stifteren Lars Seier Christensen rykkede ind på Marienborg? Svaret er både ja og nej.

For målrettede

Ifølge Deniz S. Ones, der er professor i psykologi ved University of Minnesota, og som har forsket i forskelle og ligheder mellem politikere og erhvervsledere, er der flere signifikante træk, som de to grupper har til fælles. Men samtidig er der også en afgørende forskel på de to grupper: Erhvervsledere styrer direkte efter målet. Og det er en kæmpe ulempe i politik.

Ifølge Deniz S. Ones fungerer en succesfuld virksomhed i den private sektor dybest set som følger: En grundlægger har en idé om et mål, som vil gøre virksomheden profitabel. Vedkommende opbygger så en organisation, som er designet til at realisere det mål. Ansatte, som laver ballade eller som ikke leverer varen, bliver fyret eller parkeres på uvæsentlige stillinger langt nede i organisationen. Og den virksomhed, der med størst succes formår at følge denne formel, vinder så konkurrencen på det frie marked.

Politik kræver tålmodighed

Helt anderledes er det med politik. I politik er der ikke en chef, som kan hyre og fyre, og som kan belønne folk på baggrund af deres performance. Nej, i politik kan enhver gruppe mennesker, som formår at organisere sig, gøre krav på repræsentation, uanset kompetencer og uanset performance. Og med politisk repræsentation følger også muligheden for at gøre krav på skattekroner til at tilgodese sin personlige særinteresser (tænk blot på Venstres Ellen Trane Nørby 696 forsøg på at sikre statsstøtte til sin mors museum i Lemvig). Derfor kan politik nemt ende med, at en statsminister sidder tilbage med nogle inkompetente eller illoyale ’ansatte’, som ikke kan fyres, selvom de modarbejder regeringens overordnede mål.

Alle har ret til godbidder

Politik handler således ikke kun om at få den bedste løsning for hele butikken. Politik handler også om forsvare forskellige gruppers fastgroede interesser uden at skele til, hvad der er bedst for samfundet som helhed. Under et parlamentarisk system skal alle fløje spises af med godbidder, og ifølge Deniz S. Ones er det på netop dette træk – at styre direkte efter målet versus at spise alle af med godbidder for selv at opnå magten – at succesfulde erhvervsledere adskiller sig mest fra succesfulde politikere.

Kort sagt er erhvervslederne altså mere direkte og resultatorienterede, mens politikerne er mere indirekte og fokuserede på processen omkring at opnå og beholde magten. For erhvervslederne gælder det om at være effektive, og for politikerne er det, som den amerikanske præsident Harry Truman engang har sagt: »Hvor end du har en effektiv regering, der har du et diktatur.«

Konklusionen bliver således, at mens erhvervsledere trods alt egner sig bedre som politikere end manden på gaden, så gør erhvervsledernes manglendes tolerance over for spild og ineffektivitet trods alt, at de (set som gruppe) ikke har tålmodigheden til at stå distancen i toppolitik, hvor alle har ret til godbidder fra statens budget. Spørgsmålet er så, om Romney er mest erhvervsmand eller politiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forretninger har et simpelt succeskriterie: overtag verdensherredømmet; _ej alt_. Hver dag du/firmaet ejer lidt mere af verden var en god dag, alt andet er tilbagefald.

Hvis det skal sammenlignes med noget politisk, må det være krigen...

-

Politik handler derimod om at styre et land og en verden til fælles bedste, eller i hvert fald i retning af nogle værdier.

En succesfuld forretningsmand er nemt at måle på. En succesfuld politiker er dog ikke ham eller hende der sad længst, vandt flest stemmer eller klarer sig godt i debatterne/ifølge TV-kommentatoren-der-før-var-spindoktor.

En succesfuld politiker er den der styrede i den rigtige retning! Og det er netop et etisk spørgsmål hvad den retning lige er, og altså ikke altid helt nemt at afgøre...

Politikere er ikke embedsmænd! De skal vejes etisk, ikke efter effektivitetskalkyler. Hitler var dygtig til det politiske spil, men en elendig politiker.

Niels Engelsted

Dagens Ryan.

I går var det Kvinfo, der skulle nedlægges, fordi borgernes penge ikke skulle uddeles til interessegrupper og det ville være bedre hvis Kvinfo ligesom Cepos kunne stå på egne ben.

Idag er Ryan kommet kommet på bedre tanker. Man kan alligevel ikke drive politik som Saxo Bank, fordi "alle har ret til godbidder fra statens budget."

Kan vi forvente et yderligere fremskridt i morgen?

Undskyld, men der hvor Ryan Smith påstår at en dygtig politiker har højere IQ end den "gennemsnitlige indbygger" er jeg stået af, og kan ikke få mig selv til at læse artiklen færdig.

For mig set handler politik i allermindste grad om intelligens, men om stræben efter magt og opmærksomhed. Den dygtige politiker er mere magtsyg, mere manipulerende og mere skrupelløs end den "gennemsnitlige indbygger".

Jeg vil endda gå så vidt at sige at Intelligens nærmere er en hæmmende faktor når det gælder politik,og vil tro at de fleste overgennemsnitlig intelligente mennesker holder sig længst væk fra politik.

Forretning handler om profit, politik handler om levende mennesker og deres følelser.

Det to ting har intet med hinanden at gøre, og jo mere forretningsmentalitet der herrsker i politik jo værre bliver livet for de mennesker kan deltage i profitmaksimeringen.