Klumme

I sidste uge var det Thanksgiving i USA

Det er den højtid, som samler flest amerikanere på tværs af race, etnicitet og religion. Dagen kalder på refleksion – for hvad er man egentlig taknemlig for?
26. november 2012

Hvorfor har man fri, fordi man skal sige tak,« spurgte min yngste forleden. Det spørgsmål ville han ikke have stillet, hvis han var amerikaner, men nu er han halvt dansk, halvt britisk og født i Paris. Den syvåriges spørgsmål vedrørte Thanksgiving, grunden til at han havde to dage fri fra skole i sidste uge. Jeg fortalte, at Thanksgiving for længst har løsrevet sig fra sit kristne udspring om at takke for Guds gaver, og at helligdagen i dag mere handler om at samles med familie og venner; og også om at inkludere de mennesker, der ikke har så meget at glæde sig over. Stort set alle de amerikanere, overtegnede har mødt, har igennem deres liv inviteret mennesker, de ikke kendte, indenfor. Fra fattige, hjemløse, fjerne bekendte, udvekslingsstuderende eller sågar en dansk journalist og hendes store familie. For Thanksgiving handler også om at dele og dele ud.

Det havde den lille ingen problemer med at forstå. Og det er der i øvrigt ikke nogen, som har her til lands. Thanksgiving er den helligdag i USA, som samler flest mennesker på tværs af racer, religion og etnicitet. Meningsmålinger viser, at over 95 procent af amerikanerne spiser kalkun på dagen – her blegner de danske, ret solide, juletraditioner fuldstændigt.

Denne Thanksgiving var jeg sammen med venner, der har rødder i forskellige lande: Storbritannien, Etiopien, Tyskland, Estland, Libanon, Peru, Pakistan, Frankrig og Marokko. En blandet landhandel og de voksne diskuterede hen over den stegte kalkun, de søde kartofler, rosenkålen, tranebærsovsen og de efterfølgende frugtpies, hvad de var mest taknemlige for. Vi fik hurtigt overstået de oplagte (godt helbred, søde børn, tålelige ægtefæller, et hæderligt arbejde og adgangen til hus, biler og swimmingpools, hvilket synes at være et must her i kvarteret). Herefter blev det ganske interessant.

De fleste var nemlig taknemlige over var at have turdet noget på et tidspunkt i deres liv. Richard fra det sydlige England fortalte om, hvordan han hver dag i 10 år havde taget »det samme tog fra Oxford til Central London. 06.48. Dag ud dag ind. Samme tog – hver morgen. Mit eneste oprør var, at jeg af og til satte mig på et andet sæde. Så sølle. Indtil den dag, jeg besluttede, at nu var det nok.« Så søgte han væk og endte i Amerika med sin hustru og tre børn. Han var taknemlig over modet, der langt om længe fik ham til at gøre det uventede. Andre delte historier, der var mere dristige eller farefulde. Min estiske ven fortalte om forhandlingerne om dannelsen af sit nye land efter løsrivelsen fra det kollapsede Sovjetunionen. Han var taknemlig for at leve i frihed. Min marokkanske veninde fortalte om sin skilsmisse fra sin 40 år gamle mand, efter at hun selv som 17-årig havde født to børn. Hun er relativt fattig i dag. Men hun føler sig fri og stærk – og glad. Alle for-tællingerne havde en portion mod eller i hvert fald handlekraft til fælles.

Jeg kunne ikke rigtig bidrage. Jeg har meget at være glad for. Men jeg er ikke særlig modig. Jeg er flittig. Men mit arbejdsliv i udlandet, som udefra kan se om ikke modigt, så i hvert fald eventyrligt ud, skyldes i udgangspunktet mere et fravalg af Danmark end et tilvalg af resten af verden.

Mens jeg tænkte over mit manglende mod, der også tit har fået mig til at finde mig i ting, jeg ikke burde have accepteret, trøstede jeg mig med, at jeg i det mindste kan bryste mig af at være en ganske ærlig og venlig, ligefrem rummelig sjæl. Og en god og loyal ven synes jeg selv.

Men sådan har det ikke altid været. Hvorefter tanken gled tilbage til én af de gange, jeg har opført mig mest usselt. Da jeg i 1985 gik ud af døren og min kæreste stod ved vinduet og græd. Men jeg gik uden at se mig tilbage. Fordi det var vigtigt »at være sig selv, og ingen ejer hinanden, og jalousi er borgerligt, og den personlige ejendomsret må afskaffes.«

Jeg er taknemlig for, at jeg ændrede mig.

Og til dem der begræder, at tidsånden er overfladisk, selviscenesættende og individualistisk ud over enhver grænse, vil jeg sige: vær blot taknemlig over, at vi ikke er blevet hængende i senfirserne. Dengang rasede egotrippet også – men var især på venstrefløjen ofte forklædt som oprør mod borgerlige normer, selv om det nok så meget handlede om egen tilfredsstillelse. Det er faktisk mere ærligt i dag. Det kan man godt være taknemlig for.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC og blogger på USAnu.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Hvad er mon egentlig meningen med Thanksgiving?

Jeg tror sådan set også, at jeg kan finde et par ting, hvor jeg kan rose mig selv for mod og handlekraft. Det er faktisk ikke småting, jeg har vovet mig ud i i tidens løb.

Men hvis jeg skulle takke for noget, så er der nok andre, jeg kan komme i tanke om end lige mig selv. Det meste er jo noget, jeg kun har gjort, i kraft af betingelser andre har afstedkommet.

På den konto har jeg meget at være taknemmelig for.

Og imens vokser gabet mellem rig og fattig i guds eget land sig bare større og større. Milliardærene er ikke meget for at betale skat. Suk.

Fru Rasmussn er påny opsat på at blive hængende i senfirserne. Suicidalt, som den gamle Reumert ville udtale. Om 30 år vil hun hænge sig i, at hun i 00'erne lagde sig fladt ned for nu skal vi være empatiske. Håber jeg får læst hendes opus 70+.

@Annegrethe Rasmussen

"for hvad er man egentlig taknemlig for?"

Man var i traditionens oprindelse taknemmelig for, at have overlevet etableringsfasen i "det nye land", hvilket absolut ikke var nogen selvfølge på den tid!

Jeg vil tro, at den følelse er let genkendelig hos senere tiders mennesker (og nok særligt hos indvandrere?)

Det ved du sikkert også godt, men man har da lov til retoriske spørgsmål, når man skriver! ;-)

Anne-Grethe, du glemmer jo helt at beskrive/fortælle hvorfor man spiser kalkuner. Historien er sådan her - om den er sand ved jeg ikke - men es una buena historia som de siger på på italiensk ;)

Pilgrimmene kom til landet i 1625, der var næsten ingen mad og sådan. Indianerne lærte pilgrimmene at så majs og vist også at opdrætte kalkuner. Og som tak for dette samler familien mv. - og ja - også andre - sig hver dag i november for at give thanks. Indianerne var også inviteret med til den 1. thanksgiving.

Interessant er også i denne juletid at det er hollændernes Sinter Claas, som bliver til santa claus i USA. Og senere til vores julemand i Europa. Og at det er irernes jack o lanterns som bliver til den store græskarmand den 31.oktober. Og således bliver en gammel keltisk skik, beltaine, til en helt ny tradition i den nye verden. Og bl.a. derfor holder jeg så meget af usa og det amerikanske folk (den amerikanske stat er en anden sag); alt formår de at anvende og turn it into something all-american, om det så er reglerne for rundbold i forskellige europæiske lande: disse er blevet til: baseball.

Ja ja, bette Rasmussen

Vi har forstået, at du er en international stjerne og at Danmark er alt for lille og provinsielt til dig.

Vi har også forstået, at du er væltende fuld af blær - og som sådan den mest provinsielle af alle.