Læsetid: 3 min.

Vi skylder stadig en løsning de opdelte skoler

Når undersøgelser viser, at stærke elever trækker de svage op, er det vel ikke underligt, at vi stræber efter en bred folkeskole? Hvis mere socialt ansvar blandt fri- og privatskoler hjulpet på vej af økonomiske incitamenter ikke er løsningen, hvad er så? Det skylder modstanderne stadig et svar på.
17. november 2012

Alle børn har ret til en god skolegang. Det er Forældreforeningen Brug Folkeskolens klare holdning, og det er den, der driver vores mange frivillige og engagerede medlemmer i deres arbejde.

Skal det lykkes, kræver det dog, at debatten om folkeskolen spores ind til sagens kerne, og at fokus fastholdes på det reelle problem, som i vores optik er segregering.

Hvordan løser vi det problem, at elever i folkeskolen ikke får det optimale faglige udbytte af deres skolegang, fordi elevsammensætningen er for skæv?

Det er her, vi skal hen. Desværre ender diskussionen alt for ofte i en kamp på ord og holdninger mellem privatskoler og folkeskoler. Eller også strander den i en moralsk strid om forældres frihed til selv at vælge sat over for politisk indgriben og beskyttelse af folkets skole.

Når fokus er her afføder det dilemmaer, som sætter de helt store følelser i rotation. Der bliver skudt mod dem, der går den private vej og mudderkastet tilbage på tilstandene i folkeskolen, mens sigtekornet stille og roligt rykker længere og længere væk fra det, der i vores øjne, bør være hele humlen, når vi snakker udfordringer og løsninger for folkeskolen.

Vi har behov for en konstruktiv drøftelse af, hvilke initiativer der skal på banen, hvis vi skal lykkes med at rette op på det faktum, at en stor andel elever med svag socioøkonomisk baggrund nu og i de kommende år risikerer at blive tabt på samfundets bund?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er netop kommet med en analyse, der som tidligere forskning peger på, at stærke elever trækker de svage op. Den positive klassekammerateffekt er dog afhængig af, at andelen af børn fra ressourcesvage hjem ikke overstiger 30 procent. Gør den det, går det ud over resultaterne.

I undersøgelsen defineres et hjem som ressourcesvagt, hvis mindst to ud af følgende tre kriterier er opfyldt. Ingen af de voksne har en erhvervsmæssig uddannelse, mindst 25 % af husstandens indkomst kommer fra kontanthjælp, offentlig pension eller dagpenge, og hjemmet rummer kun en voksen. Omvendt udgøres et ressourcestærkt hjem af to forældre, hvor minimum den ene har en mellemlang videregående uddannelse eller højere.

Tal over fordelingen af 9. klasses elever i 2010 viser, at hovedparten af elever fra ressourcestærke hjem ikke er påvirket af den negative klassekammerateffekt, som træder i kraft, når mere end 30 % af elever fra ressourcesvage hjem går i samme klasse.

Dog er billedet anderledes, hvis man ser på gruppen af svage elever. Her rammer den skæve fordeling 17 pct. Det er altså næsten hver femte elev med en svag hjemmebaggrund, som blot får endnu sværere ved at finde ind på uddannelsessporet, fordi nogle skoler er så polariserede, som de er.

Hvad gør vi ved det? Københavns Børne- og Ungdomsborgmester, Anne Vang, har smidt et løsningsforslag i puljen, der rummer en finansieringsreform af privatskolernes tilskud med det mål at fremme folkeskolens konkurrenceevne og øge privatskolernes incitament til at tage et større socialt ansvar.

Det vil klæde koret af kritikere at forholde sig til den tilsigtede effekt af forslaget og komme med alternative løsninger i stedet for blot at skyde ideen til hjørne. For bliver vi ved med at reducere debatten til en kamp mellem det private og det offentlige og mellem de, der mener folkeskolen ligger, som den har redt, og de, der forsvarer fagligheden, kommer vi ikke langt nok.

Vi må dykke ned i fakta og tage de rå realiteter alvorligt. De folkeskoler, vi samarbejder med, mangler langt fra kvalitet eller visioner for eleverne, men nogle steder er sammensætningen i klasserne desværre så vanskelig, at det er svært at løfte alle. Den sociale byrde er simpelthen for tung.

Derfor spørger vi igen? Hvis mere socialt ansvar blandt fri- og privatskoler hjulpet på vej af økonomiske incitamenter ikke er løsningen, hvad er så? Og hvordan kommer vi socialt segregerede skoler til livs, uden hverken at file på skolesystemets økonomiske kanter eller rykke ved det frie skolevalg?

Det er det, børnene har brug for, at vi finder en løsning på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Larmende tavshed...

Tag de aller vanskeligste unger, de to der kan bringe enhver klasse på grænsen, smid dem i bussen og fordel dem ligeligt mellem skolerne uanset om de er private eller offentlige.

Det er en meget svær løsning at tage børnene ud af deres nærmiljø, men erfaringerne fra Århus Kommune viser at så klarer børnene sig bedre end hvis de ikke blev flyttet. Det også et resultat af forfejlet integrationspolitik og byplanlægning.

Omfordeling af midler batter ikke noget, fordi den reelle belastning af de sværeste børn er så uforholdsmæssig stor en belastning for skolen, klasse og lærere, så øgede midler ikke kan rette op på det. Samtidigt taler vi også om at børnene ikke har en diagnose og penge med.

På den skole hvor jeg er forældre og bestyrelsesformand, Gammelgaardsskolen i Åbyhøj, er der 20% tosprogede. De fleste er velfungerende, og er med til at gøre skolen et givende sted at være elev, men der er også en lille gruppe som giver et enormt pres. Det er elever, der aldrig vil komme på privatskolerne i byen, eller i de finere kvarterer.

Det stiller krav til skolen og lærerne om kompetenceudvikling, samarbejde på tværs mellem lærere og fra lærere til pædagoger, vejledningsfunktion mm. Men der er, som i er inde på i artiklen, grænser for, hvad skolen kan bære, og vi har mange klasser, der kommer ud i problemer, og hvor det bliver for svært at være lærer. Det mener jeg ikke vi kan forlange. Og det er ikke solidarisk.

Normalvis vil vi tale om det som at andelen af tosprogede ikke må komme over 20% før folk begynder at flytte deres børn. Sådan er erfaringerne, som jeg kan forstå i det, i Århus. Jeg tænker det er en noget generel betragtning, der desvære kan få den konsekvens at vi flytter tosprogede ud af deres miljø, uanset om de er velfungerende eller ej. Det er en stærk problematisk fremgangsmåde, selvom den virker bedre end bare at lade stå til.

Ved at se bort fra etnicitet, og udelukkende fokusere på de allerværste ballade magere, kan vi måske nøjes med at flytte 10% af de tosprogede, de steder hvor der er problemer. Det er en langt mere overkommelig opgave, som burde være til at gå til i praksis. Så havner vi i en situation hvor børnene bliver velfungerende i stedet for at være en belastning.

Vælger man en sådan løsning skal der ses på barnets adfærd i børnehave og børnehaveklasse, samt laves sprog screening. Herfra skal der tages beslutning. Det må ikke ses på etnicitet eller forældrenes sociale baggrund,- da det ser bort for vigtige faktorer som forældrenes ambitioner, engagement mm

Vi er desværre havnet lidt i en catch 22 i den her problemstilling, da det bedre kan betale sig for politiske aktører ikke at gå ind i problemstillingen, da det ikke giver andet end bøvl på den korte bane, og resultaterne først viser sig om flere år, jeg er derfor ikke overbevist om, at den kan løses lokalt. Der vil være alt for stort vælgerpres på politikerne til at vælge status quo.

Jeg kunne derfor godt ønske at Forældreforeningen Brug folkeskolen gik til Christiansborg. I skal selvfølgeligt komme med en vindersag, hvis i ikke har en stor hammer med,- ellers sker der ikke noget. Hvordan det skal lade sig gøre er ikke let, men i har en sag, og den skal behandles centralt.

BFS afhængighed af midler fra både integrationsministeriet og Københavns Kommune er problematisk for uafhængigheden og muligheden for at få reel politisk indflydelse og forældre opbakning. Find nogle nye private sponsorer og skift strategi. Det er det bedste sted at starte med forandringer internt, hvis man ønsker der sker skift i omgivelserne.

Jørn Mortensen

Der er efterhånden lavet rigtig mange undersøgelser, hvor man søger en afklaring på en problematik, man definerer som forholdet mellem resourcestærke og resourcesvage elever og om hvordan grupperne påvirker hinandens udbytte af undervisningen.
I min optik er det en kunstig opdeling. I klasselokalet er alle lige i relation til undervisningen.
Jeg har i 32 år undervist mange forskellige børn, men har aldrig set på børnenes forudsætninger a priori.
Alle skal have udbytte af undervisningen, der ikke på forhånd er tilrettelagt så middelklassens velstimulerede børn har en fordel, selv om jeg godt ved at mange lærerbøger fremstiller et glansbilledsamfund som Barbie og Ken kan bebo. Under alle omstændigheder bør læreren tilstræbe ideologisk afvejning i sit undervisningsmateriale.
Det er i klassen undervisningen foregår. Det er læreren, der styrer undervisningen. Det er også i klassen at den centrale indlæring af fagenes grundbegreber foregår. Børn har forskellig intellektuel ballast med i skole, men man forfejler sin lærergerning, hvis man entydigt bygger på det de såkaldt stærke elever har med i forventning om at få det lettere.
Fokuserer man som lærer på fagenes kernestof, kan der altid udbygges i relation til principperne op undervisningsdifferentiering i stedet for at nogle elever altid vil opleve at være bagud.
Jeg ved godt at mange lærere har omfattende årsplaner, så det kan opleves som en bestigning af Mount Everest at komme igennem et skoleår.
Men man kunne også starte på toppen af bjerget så alle opnåede at opleve den enestående udsigt.
Derefter kunne der så gås på opdagelse i nærliggende lokaliteter alt efter hvad man kan klare individuelt.
Årsplaner kan benyttes som et fremskudt dige til beskyttelse af læreren og til forsvar over for skoleledelse og forældre, men kan også organiseres som en skatkiste, man dykker ned i efter undevisningsjuveler.
Stiller gerne op til nærmere udredning at mine erfaringer.

”Derfor spørger vi igen? Hvis mere socialt ansvar blandt fri- og privatskoler hjulpet på vej af økonomiske incitamenter ikke er løsningen, hvad er så? Og hvordan kommer vi socialt segregerede skoler til livs, uden hverken at file på skolesystemets økonomiske kanter eller rykke ved det frie skolevalg?”, konkluderer formanden og næstformanden i Forældreforeningen Brug Folkeskolen i slutningen af denne klumme.

Her kommer et godt bud.

Disciplin … disciplin … og atter disciplin i klasseværelset med ubetinget respekt for lærernes autoritet, er og bliver kodeordet for en på alle måder bedre folkeskole, men vi kommer aldrig nogensinde konstruktivt videre med løsninger på de mange problemer, så længe Danmarks Lærerforening og Forældreforeningen Brug Folkeskolen ikke åbent erkender over for den samlede offentlighed, at folkeskolens dybere problemer overvejende bunder i de mange adfærdsvanskelige børn fra u-integrerbare muslimske familier, som desværre er hamrende ligeglade med os etniske danskere og Danmark som nation.

Alle børn har ikke bare ret til en god skolegang, de har grundlæggende en pligt til over for samfundet, at lære at læse, skrive, regne og samarbejde med andre børn, uanset etnisk og kulturel samt religiøs baggrund, så de klarer sig godt i livet som voksne. Men nøgleordene er disciplin og respekt for lærerne samt ens klassekammerater, og ansvaret for indlæringen af disse to vigtige principper ligger udelukkende hos forældrene, der skal gøre deres poder optimalt parate til al undervisning i folkeskolen, hvilket ikke er tilfældet for adskillige muslimske børn.

Ja, naturligvis kan de ressourcestærke klassekammerater trække de ressourcesvage op til et højt niveau af indlæring, men det forudsætter jo i al simpel logik, at den sidstnævnte gruppe er motiverede og disciplinerede i klasselokalet, og ikke bare smækker benene op på bordet, kaster sig over Facebook på den bærbare computer, eller går i gang med IPod, mobilsamtaler, SMS og alt muligt anden uvedkommende aktivitet i undervisningstimen, for herefter at svine underviseren til med sprogets værste gloser.

Privatskolerne er under ingen omstændigheder skyld i folkeskolens enorme deroute, som alene skyldes 40 års forfejlet integrationspolitik og slap pædagogik, hvor man konstant har bøjet hovedet for de mange u-integrerbare muslimske børn og deres uansvarlige krævende forældre, der under ingen omstændigheder vil assimilere sig menneskeligt og kulturelt med den samme befolkning, som i sin tid har givet dem asyl og statsborgerskab i vores land med samme økonomiske velfærdsrettigheder som os etniske danskere.

Løsningen på de adfærdsvanskelige børn i klasselokalerne, hvad enten de er kristne, ateister, muslimer, jøder, hinduer, buddhister eller alt muligt andet må efterhånden helt klart være, at folkeskolen i samarbejde med de sociale myndigheder omgående skærer i børnechecken samt andre økonomiske velfærdsydelser, hvis ikke forældrene bare året rundt sørger for, at deres børn møder veldisciplineret og motiveret op til undervisningen hver dag.

Altså et økonomisk bødesystem.

Hvis de adfærdsvanskelige børn alligevel fortsætter med at obstruere undervisningen skal de sendes på lukkede skolehjem eller behandlingshjem som for eksempel ”Landerupgaard” ved Kolding, hvor de kan lære at optræde disciplineret og fokuseret i samspil med andre børn, i stedet for at gå og ”sumpe” hjemme hos nogle uansvarlige forældre, der hver dag sender dem hen i folkeskolen, hvor de ødelægger undervisningen for andre unger, for vi kan ikke i længden bruge 39 milliarder kroner om året på en håbløs folkeskole, der ikke kan levere ”varen” med veluddannede børn på grund af manglende disciplin og autoritet i undervisningen.

Men som nævnt får vi aldrig nogensinde slået hul på ”bylden”, hvis ikke vi som en selvstændig nation med en stærk historisk-kulturel arv og et oplyst land gennem flere hundrede år, får gjort op med den syge politiske korrekthed og berøringsangst over for islam, nemlig problemerne omkring de mange u-integrerbare muslimske børn, som er 100% kulturelt og religiøst betinget. Muslimske poder er jo ikke dummere end danske unger. De får blot ingen som helst ballast med hjemmefra af deres uansvarlige forældre, som ikke lærer dem at vise mangfoldighed og tolerance over for os etniske danskere, og dèt er og bliver problemets kerne med folkeskolen.

Uden disciplin og motivation kan man ikke lære noget som helst.

Det der med at gå tilbage i tiden er sjældent en god ide. Vi skal ikke tilbage til den sorte skole med kadaverdisciplin og spanskrøret hængende væggen.

Men jeg husker min skoletid fra 70érne, som en tid hvor elevener havde respekt for lærerne; ikke overdrevet respekt men alligevel. Samtidig var der mulighed for at ytre sin frie mening og svare igen hvis man var uenig.
Forældrene havde respekt for lærerne; Men igen, ikke mere end at disse kunne tales imod.

En sådan atmosfære krydret med nutidens gruppearbejde og med nutidens større opmærksomhed på den enkelte elevs personlighedsudvikling og standpunkt, ville for mig være et drømmescenarie.