International kommentar

Der er stadig håb for Afghanistan

En omfattende ny meningsmåling viser, at overraskende store dele af den afghanske befolkning er fortrøstningsfulde med hensyn til deres fremtid
26. november 2012

I hvilket land viste en nylig opinionsundersøgelse følgende: 52 procent af de adspurgte – et repræsentativt udsnit af befolkningen – mente, at landet generelt bevæger sig i den rigtige retning; 93 procent har en enten stor eller nogenlunde tillid til deres væbnede styrker; 89 procent synes, at regeringen gør et godt stykke arbejde for at sikre et bedre uddannelsesvæsen; 72 procent oplever, at deres nationale lovgivere er optaget af at løse almindelige borgeres problemer, og 50 procent hævder at have oplevet økonomisk fremgang inden for de seneste 12 måneder?

Nej, det er hverken USA, Singapore eller Brasilien. Svaret er: Afghanistan.

Ingen håbløs skæbne

Siden 2004 har det uafhængige analysebureau The Asia Foundation gennemført otte undersøgelser af den offentlige opinion blandt almindelige afghanske borgere. I juni interviewede vores meningsmålere næsten 6.300 voksne afghanere personligt (heraf var de 44 procent kvinder) i alle landets 34 provinser. De stillede spørgsmål inden for en bred vifte af emner, der omfattede sikkerhed, national forsoning, økonomi, udvikling og væsentlige tjenesteydelser, regeringsførelse, politisk deltagelse, korruption, retfærdighed, kønsrelaterede spørgsmål og medier.

Resultaterne bør studeres nøje i både Kabul og Washington. Præsident Barack Obama førte op til genvalget valgkamp på et løfte om at trække de amerikanske tropper hjem fra Afghanistan i 2014. Men tilbagetrækningen vil ikke betyde, at vi overlader Afghanistan til nogen håbløs skæbne: Vores meningsmåling tyder på, at der faktisk sker fremskridt i Afghanistan, i modsætning til hvad mange kritikere hævder, selvom det går langsomt.

Holder undersøgelsen vand?

En sådan undersøgelse har sine uundgåelige begrænsninger. F. eks var 16 procent af de områder, som var med i vores undersøgelse, ikke tilgængelige på grund af sikkerhedssituationen, hvilket naturligvis i nogen grad kan skævvride grundkonklusionen om en overraskende høj grad af optimisme. Dog tager analysen højde for disse faktorer.

Hvordan i al verden kan det gå til, at mennesker i det kaotiske og uregerlige Afghanistan har sådanne positive følelser omkring deres situation? Der er tre forklaringer.

For det første: Selv om meningsmålingen afspejler en vis optimisme blandt afghanerne, er resultaterne ikke entydigt positive, når man gør det op efter region eller emneområde.

F.eks. angiver 84 procent af de adspurgte, som bor i landets centrale højland, som er relativt fredeligt, at de på intet tidspunkt har frygtet for deres families sikkerhed i det forløbne år. Men i det mere voldelige vestlige Afghanistan er det tilsvarende tal kun 34 procent.

For det andet: Når respondenterne skal vurdere deres egen livskvalitet, er de tilbøjelige til at holde den op imod deres egen fortid. Afghanistans moderne historie har været overordentlig dyster: en voldsom sovjetisk besættelse, en brutal borgerkrig og hårdhændet undertrykkelse under Talebanregimet. Så når der i dag er mere end 8 millioner børn i skolen (heraf næsten 3 millioner piger) sammenlignet med omkring 1 million under Taleban (hvoraf kun 50.000 var piger), er det indlysende, at afghanerne ser fremskridt. Og selv om præsidentvalget i 2009 blev skæmmet af omfattende svindel, massive logistiske problemer og trusler, var det for mange afghanere en langt bedre proces til at styre en politisk transitionsfase end rivaliserende krigsherrers morderiske overfald på Kabul i 1992.

Den tredje forklaring er, at mens de internationale observatører forståeligt nok fokuserer på, om vi efterlader et levedygtigt samfund i Afghanistan efter 2014, betyder denne frist mindre for afghanerne. De fleste af dem oplever ikke, at de står på kanten af en afgrund, selv om 67 procent af de adspurgte afghanere udtrykte bekymring for, hvorvidt det afghanske militær kan stå på egne ben. Det skal dog også indrømmes, at respondenterne ikke blev bedt om at forholde sig til en situation, hvor NATO-styrker ikke længere udfører kampoperationer i Afghanistan, og hvor landet vil have afviklet sit første valg efter Karzai.

Afghanistan på rette kurs

Hvad betyder alt dette for USA’s og dets partneres politik i Afghanistan og deres erfaringer i dette land siden 2001?

Afghanistans fremtid er naturligvis på ingen måde betryggende. De lavere niveauer af international støtte vil uundgåeligt lægge større pres på dets egne sikkerhedsstyrker, presse økonomien, sætte de skrøbelige politiske institutioner på skrappere prøver og indbyde til en stærkere indblanding fra landets umiddelbare naboer.

USA bør afholde sig fra at kaste sig ud i de kostbare og langvarige militærkampagner uden klar afslutning, som det gjorde i forrige årti, og præsident Obamas strategi for at afslutte kampoperationerne i Afghanistan inden for de næste to år er den rette. Alligevel betyder den nye strategi ikke, at Afghanistan så bare lades i stikken. Faktisk fortsætter den amerikansk-afghanske strategiske partnerskabsaftale til 2024. Men der bliver tale om et nyt type forhold, der til dels, men ikke fuldstændig, er kendetegnet ved, at USA afsætter færre ressourcer.

Vores meningsmåling viser, at mere end et årti efter Talebans fald og al-Qaedas flugt til Pakistan, står den afghanske befolkning på et fundament, der måske endnu ikke er fast, men dog håndgribeligt. Der findes en vej frem, hvor afghanerne med fortsat beskedne niveauer af støtte udefra har en reel chance for at opbygge en mere sikker og bedre fremtid.

 

Karl Eikenberry er tidligere amerikansk ambassadør i Afghanistan og medlem af bestyrelsen i The Asia Foundation

© Asia Foundation og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu