Klumme

Den stereotype formidling

Kulturtabet og det forskruede mediesprog i radioer og tv’er
Debat
17. november 2012

Professor Jørn Lund skrev i Politiken en kritik af dansk mundtlig tradition. Eller manglende tradition. Eller den afbrudte udvikling af det fag, som mundtlig formidling er. Jørn Lund henviser til bevarede optagelser af forfattere og andre formidlende personer som kilde til retorikkens danmarkshistorie. Med tryk på bevarede optagelser, for der kommer ikke nye til. DR har for længst sløjfet oplæsning som udsendelsesgenre, og man sætter ikke i nævneværdigt omfang forfattere eller for den sags skyld gode skuespillere til at læse op. Forfattere interviewes om liv og døden og bogen. Men uden vareprøver – med mindre programværten selv eller en shanghajet kollega gumper sig gennem et afsnit eller to. Kommende generationer vil ikke kunne høre, hvordan nutiden lød. Så skal forfatterne selv gå på det redebonne net.

Det gør de færreste og slet ikke de gamle. Med radioens forsømmelse i bevidstløs uvidenhed om god oplæsnings værdi – hør i andre sammenhænge en Jesper Kristensen tage fat eller Ghita Nørby eller Karen-Lise Mynster – er der nu et hul i kulturhistorien og oplevelsen på et par generationers professionel lyd.

Jørn Lund er også inde på den journalistiske mundtlige medieformidling med de forkerte betoninger, den uhensigtsmæssige frasering, hyppig over- eller underkomprimering af stemmen, alt det man forlyster sig med ved at åbne for DR’s radio eller programpræsentation i tv eller TV-Avisen. Det har ikke noget at gøre med fortidigt kontra nutidigt sprog og mediets særlige karakter og konkurrencens krav, som bestyrerne af det elektroniske domæne ofte tyer til som forsvar mod kritiske indvendinger.

Modsat betydning

Klangene i dansk udvikler sig hurtigt, ordene ændrer betydning og anvendelse; det er godt nok – og stimulerende – at en bjørnetjeneste kan betyde det modsatte, og forfordeling udlægges som en gevinst. Shit happens. Den slags er heller ikke problemet, med mindre det går amok, og sprogforbistringen eller direkte fejl kommer længere ud end almen forståelse rækker. Det sker jo også.

Det problematiske sprog i DR, 24syv og TV 2 skyldes en mangelfuld sprogforvaltning i DR, landets hovedmedie, bestyret af en besynderligt usynlig, ufaglig sprogredaktion, der ikke deltager i offentlig sprogdiskussion, ikke skriver en linje af interesse, ikke giver sig til kende udadtil og ifølge adskillige pålidelige kilder i huset heller ikke indadtil.

Ingen professionel afdeling eller fagperson tager sig heller af den praktiske side af sprogbehandling i programmerne, ingen autoritet yder konsekvent efterkritik eller rejser debat om stil og indhold. Med en sådan passivitet udvikler man ikke noget. Slet ikke i mundtlig formidling.

Medarbejdere, der skal læse op eller bare sige noget i radio eller tv, kan ikke qua fødsel eller ansættelse høre fejl og mangler. Det kan man ikke selv, ikke hvis man ikke har lært det. Det må en god gammeldags lærer tage sig af og forsøge at få de optrædende til at lære at høre sig selv, aflægge dårlige vaner med ekstrem op- og nedtone, presset stemme og utallige ulogiske kraftbetoninger typiske for mediejargonen.

Den faglige troværdighed

Orientering på P1 er eksempelvis en hæderkronet rubrik, der i årtier i bedste realpolitisk inspireret journalistisk stil har stræbt efter at give lytterne ordentlig – nå ja, orientering om verdens skæve gang. Medarbejderne i Orientering er dygtige og respektable special- eller fagmedarbejdere, dem er der ikke for mange af i DR. Men de fleste af dem lyder som sælgere med sproglig falsk dynamik eller som stewardesser i SAS, før verden gik af lave. De betoner meningsløse enkeltord, så man skulle tro, de var folk i havsnød.

Det utvivlsomt velskrevne stof bliver af samme årsag en art radioliturgi noget nær uforståelig. Sprogredaktøren har åbenbart ingen indvendinger. Medarbejderne i Orientering, der vel at mærke er radioens mest seriøse program, har næppe selv nogen anelse om, hvor besynderligt de lyder. Ingen siger noget til dem. Men de bruger deres talent, viden og anstrengelser forgæves.

I P1 morgen skiftes mand og dame til at snakke. Agtværdig arbejdsdeling. Man udvikler en jargon – i en professionel virksomhed med en kritisk redaktør og/eller et sprogmenneske. Fornyelse er godt. Men stilen har taget medarbejderne, der fjanter sig gennem morgenen med morsomme sidebemærkninger, der ikke er særligt morsomme, men hvor de har det sjovt, kurrende og kokette. Morgenværterne er ved at være hovedsagen for morgenværterne. Det er bare for meget. Den seriøsitet, som er bærende, drukner i jargonens floskler, der ikke åbner, men blokerer budskabet.

Få procenter op og ned på skalaen gør forskellen mellem det empatisk befordrende og det narcissistisk forstyrrende. De pågældende udmærkede programværter – i alle program-mer – overlades ubarmhjertigt til sig selv og flintrer ud ad tangenten; ingen tager en sprogfaglig drøftelse med dem. Noget mediemedarbejdere af erfaring gerne vil have, hvis nogen fortæller, hvad sagen drejer sig om; dybest set om deres faglige troværdighed.

En dag er der én i toppen, der mere eller mindre ubevidst ikke længere kan holde tonefaldet ud, det forældes nemlig hurtigt, og så falder fars hammer, og nye folk skynder sig over i den modsatte grøft med stramt slips og mindre pjank – og nye unoder.

Ringe og uudviklende sprogbehandling, og her blot et par eksempler, er ikke medarbejdernes ansvar, derimod ledelsens. I DR er det tilstrækkeligt at berolige bestyrelsen med, at man skam gør noget for det nationale med et og andet meningsløst ’papir’ om troværdighed og fremmedordenes trussel. Så er alle glade, og så sker der ikke mere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, P1 morgens mand og dame eller mand og mand er noget af en plage. Forudsigeligheden er stor og pjankeriet tæt på at få en til at kaste radioen langt væk.

Har disse værter nogensinde lyttet til sig selv? Nå, ikke! Jamen så er det da på høje tid.

Kulturtabet er ikke kun noget, som let kan registreres i radio og TV - hele samfundet i alle dets menneskelige fremtrædelsesformer er til enhver tid også ramt af denne "ungraceful degradation" - denne alle tings forfladigelse og denne historieløse fremturen af alle disse ignoranter og filistre, der synes at blive flere og flere af - man kunne blive helt paranoid, hvis det ikke til stadighed bare appellerede til den sunde latter ...

At klage over P1s ulideligt fjantede især dame hjælper ikke. Jeg fik det svar at det er for at tiltrække de 30-50-årige, men kan de holde ud at høre på det?

Jeg kan ikke, og hører aldrig P1 morgen mere!

Michael Kongstad Nielsen

Information og Montana går eller foran med
oplæsning, her forfatterne af deres egne værker:
http://www.information.dk/317263

Ret skal være ret. Den omtalte dame, som er en god interviewer, er ikke så meget oppe at køre om lørdagen, hvor der kun er én vært.
Måske skulle man til hverdag også droppe 'dobbelt-værteriet'?

Lise Lotte Rahbek

I et af P1's formiddagsprogrammer er der en vært, som har en særlig teknik.
Han suger luft ind og så taler han med tilbageholdt luft i lungerne. Det lyder lidt somom han skal bøvse men holder det tilbage.

Jeg kan ikke huske hvad han hedder, for jeg sidder altid og venter spændt på bøvset istedet for at lytte til mandens navn.

Steffen Nielsen

Jeg er helt stoppet med P1 morgen og tænder først for radioen når Poul Friis kommer på i P1 formiddag. Men nu er jeg også kun 29 år og udenfor den målgruppe P1 morgen prøver at ramme.

Lise Lotte, jeg tror han er i radioen nu :-)

Lise Lotte Rahbek

Steen Sohn

nemlig! :D

Kære Georg Metz, det hjælper ikke at du med mellemrum skriver om det åbenbart. OK, selvom det er ledelsens ansvar, så kan copyright/tekniske m.fl hensyn vel ikke hindre lydeksempler til analyse af de meningsforstyrrende betoninger og
intonationssvingninger .Det er et oplagt emne til cirkusrevuen eller et satirisk program. Se for jer den desperate lytter og hvad der kan ske i fortvivlelse f.eks. ved aflytning af P 1 morgen en morgenstund i det lille hjem, hvor man atter en gang tøvende giver programmet endnu en chance..
Inge Balling

Michael Kongstad Nielsen

Lige nu er der et knaldgodt program på P1 - og
man kan oven i købet høre, hvad de siger!

Inger Sundsvald

Fjanteriet er utåleligt, og efterhånden som det breder sig, også på DR, stiger irritationen. TV2’s Godmorgen er helt droppet, for det føles som at komme pinligt ædru til et selskab, hvor alle allerede er skidefulde og laller rundt, mens de råber i munden på hinanden. De har det muligvis sjovt.

Især de mandlige studieværter på Deadline er efterhånden ved at være så utålelige at høre på, at man kunne skrige, med deres betoning af alle stavelser:
”I-DAG-SKAL-VI-HØ-RE-OM-UD-VIK-LING-EN-I-GA-SA”.

Olav Bo Hessellund

- og så har Metz slet ikke nævnt de mærkværdige udtaler af udenlandske navne. Fx som når den udmærkede serie på DR K om Medici-dynastiet annonceres, så udtales Medici med samme tryk som i dansk medister.

Alt efter temperament kan man vælge at gå ud af sit gode skind eller få sig et godt grin. Men pinligt er det.

Desærre er det ikke blot en Metz-idiosynkrasi. Har bemærket at jeg undgår morgen P1 og Deadline. Ikke fordi emnerne og journalistikken ikke er god. Men fordi formen begge steder er blevet utålelig - og dermed leder opmærksomheden væk fra indholdet.

Få os et godt grin - Olav - bare det at se og høre letmatroserne i Deadline er uforligneligt - før der snarest zappes videre til udenlandsk kvalitet ...

Den mand fortjener Montanas pris om nogen.

Jeg er nu overbevist om, at DR har masser af ressourcer til at sende spioner rundt med båndoptagere til indkøbscentre på Københavns Vestegn for at høre, hvordan helt almindelige danskere taler og hvad de griner af. For det er da hævet over al tvivl, at de vanvittige betoninger er en ufrivillig parodi på sjællandsk, når det møder københavnsk, eller omvendt. Hundetrænings-kvartererne fra Hvidovre og sydvestover får uden tvivl hyppige besøg af DR-folk på forskningsorlov.

Jens Overgaard Bjerre

Det er jo den højere middelklasses børn som morer sig. De leger videre godt betalt og ingen forstår deres vittigheder eller åndsvage platheder. Det er så gumpetungt og åndsforladt, at man burde sikre sig, at de både havde læst en bog og havde haft bare én times taleundervisning, inden de åbnede kæften til så mange menneskers ører.

P.S.
Det morsomme er, at man også i sin ungdommelige iver havde glemt den side i Det Kgl. Teater. Så publikum kunne ikke forstå hvad skuespillerne sagde. Så duer det jo ikke. Uanset, hvor morsomt de medvirkende har det.

Andreas Trägårdh

Af selv samme årsager ser jeg ikke tv ej heller radio. Undtagelsesvis hører jeg svensk og engelsk radio.

Andreas Trägårdh

Intelligens er noget der foregår mellem organismerne, og ikke i den enkelte. Jeg mener derfor at folk bliver dummere af medierne, skolerne, religionerne og politikkerne.

... og fladpandede kommentarer.

jens peter hansen

Nå, nå så slemt er det da heller ikke, men det er engang i mellem for meget med internt småsnak og sæføli skal sproget være i orden, hvad jeg synes det oftest er på P1. At journalister udtaler personnavne og bynavne forkert er jo et simpelt tegn på uprofessionelt arbejde eller dovenskab. Det må da kunne læres ved at slå op i en bog eller på nettet. Altså hedder ham italieneren ikke misjælansjelo, men mikælandsjelo med stemt s til sidst.
Helt morsomt at være næsten enig med hr. Metz.

Maj-Britt Kent Hansen

Nej, der er nu ikke noget stemt s til sidst. Udelad s af udtalen i slutningen, så bliver den sidste udtale ok.

jens peter hansen

Nåh jeg holder mig nu til encyklopædien, hvor det sidste g udtales som j-et i det franske jeu, altså stemt.

Maj-Britt Kent Hansen

Nu er navnet jo italiensk, så jeg holder mig til den italienske udtale, jeg har hørt.

Men bortset fra det, så er navne nu altid lumske mht. udtale.

Georg har helt ret.

Det er virkelig gået stærkt ned af bakke med sproget i radio/TV i de seneste 30-40 år.

Det bliver rystende åbenlyst, når man lytter til speakerne fra blot 30 år gamle nyhedsudsendelser, Ikke fordi de just artikulerede som skuespillere; det skal de heller ikke. Men de talte i et adstadigt tempo, og udtalte alle stavelser i ordene, inklusiv endelserne. Det er næsten dette generelle diktionssjusk i dag, jeg synes er værst.

Vel er det irriterende med denne stewardess-artikulation, hvor man afleder lytterens opmærsomhed fra indholdet, ved at drukne ham/hende i en voldsomt intimiderende form. Men det er bare den ulidelige tidsånd, og for så vidt en helt anden problematik end den nærmest forduftede sproglige stringens.

Det er en kunst at læse højt for et publikum. Det er ikke uden grund af det ofte er skuespillere, der sættes til den slags. Men de er særligt uddannede til at skabe stemninger og illussioner; nu engang skuespillerenes opgave.

En nyhedsformidler skal derimod ikke drukne lytteren i følelser og distraherende betoninger, men på den anden side, heller ikke hægte lytteren af med en monoton og trættende oplæsning. Det er en fin balancekunst.

Mediernes sproglige forfald er naturligvis blot en afspejling af samfundets i øvrigt. Selv helt almindelige mennesker interviewet i en Voxpop, taler betydelig mindre tydeligt og velartikuleret end for 30-40 år siden. Også her har vi lysår af evidens på bånd.

Salige Thomas Winding, som selv var en blændende oplæser, og var meget bevidst om ikke at overbetone ord, for netop at undgå at inducere forudindtagede følelser hos lytteren, sagde engang noget meget tankevækkende omkring den sproglige forfladigelse: Hans tese var, at nye generationers tiltagende sprogsjusk (bemærk, at det bliver værre for hver generation) reelt var udtryk for et dalende selvværd. Når folk ikke har selvtillid og tro på, at det de har at sige, er vigtigt og interessant for andre, så vil de ofte ubevidst begynde at mumle, jappe afsted, sluge endelser, etc.

Jeg tror, han har ret.

/O

-djelo er det rigtige, det er jo italiensk.
I øvrigt har Metz ret i meget i denne glimrende klumme, men lige netop mht. oplæsning er der jo snarere sket en udbredelse som aldrig før, hvor folk både kan låne over nettet og i fast form på bibliotekerne, og hvor der derfor konsumeres oplæst litteratur som aldrig før. For mange er det blevet det naturlige alternativ til musik på køreturen og det offentlige transportmidler.

Vibeke Rasmussen

"Helt morsomt at være næsten enig med hr. Metz."

Ja. ;-)

Vibeke Rasmussen

Hvis man synes, at Deadline 22.30-værterne er slemme – og personligt vil jeg pure frikende Nynne Bjerre Christensen fra den beskrivelse – skulle man prøve at se Deadline 17.00. Der 'huserer' enten en mandlig vært. Der taler. På sådan. En mærkelig. Staccato. Måde. Eller også en kælen kvindelig vært, der synes at have et ønske om at fremstå som 'sex-kitten'.

Ligesom deres kolleger på aftenudgaven lades man ikke et øjeblik i tvivl om, at de og ikke hverken emnerne eller de inviterede gæster er hovedpersonen i udsendelserne. Derudover benytter de begge et så ubegribeligt forfladiget, dumsmart, næsten pubertært sprogbrug, både i deres præsentationer og over for gæsterne, at det kan undre, hvordan DR2 stadig kan blive betragtet som dén intellektuelle kanal.

Men måske er der bare aldrig nogen, der ser programmet? Eller kanalen?

Andreas Trägårdh

Det er en kunst. Som når den uføres kan forvandle information til en oplevelse af udtrykkelig, passioneret samvær og engagemang. Det bliver relevant at lytte endda til sager men ellers ikke har mulighed for, og nemt at tilsidesætte signe egne argumenter for en stund og dette er lige præsis forudsætningen for en debat kan finde sted. Noget der ikke er blevet desciplineret i det danske medie landskab i årtier.
Det artikulerede sprog er en akademisk metode til at bekræftige en forståelse og budskabet der ligger til grund, Det er faktisk ikke selve kommunikationen. Som regel skyldes det meste kommunikation af relevans det fysisk kropsprog, kemi og motorik.

Michael Kongstad Nielsen

Problemet er, at ingen tager ansvar og kæmper for
det daglige sprogs kvalitet. Det er blevet "forbudt" som et tabu at stille krav til folks sprog. At stille krav til elevers sprog, mediefolks sprog, tv-værters, osv.

Mærkeligt nok. For der er noget paradoksalt i, at de fleste søger at påvirke deres børns sprog, udvikle det, læse historier for dem osv. Til børnenes udvikling hører som bekendt sproget, og hvem ønsker ikke, at de bliver gode sprogbrugere, tabre medborgere og får et godt liv.

Så børn må godt rettes og påvirkes i sproglig retning, men lige så snart vi træder uden for den private familiesfære, så er det forbudt. Så skal ingen komme med løftede pegefingre og fortælle nogen, hvordan man taler, hvor herre bevares, vi cykler som det passer os, og vi taler som det passer os.

Dette anarki, eller denne trang til at kaste al tvang i sprogudfoldelsen af sig, alle besværlige krav til artikulering, tonering, distinktion osv., medfører forarmelse. Tilhængerne af anarkiet siger, at sålænge vi kan forstå hinanden, så er der ikke noget problem. Jo, der er et problem: - sproget mister kraft.

Ha, jeg er lodret uenig i analyserne af Deadline. Jeg synes, Anja Bo er en af de få journalister, der bider sig fast, mens Nynne Bjerre-Christensen synes at propagandere for partiet Venstre så ofte, det lader sig gøre (i går aftes f.eks., hvor tre erhvervsfolk fik lov at sætte diskursen om samfundets problemer og mål).
Jeg var forbitret på Martin Breum, men så havde han jo sin lange orlov, og jeg opdagede, hvad vi havde mistet. Nu er han heldigvis tilbage til at stille de præcise og ømtålelige spørgsmål.
Nikolaj Sommer veksler lidt mere i kvalitet - og det er afgjort kun hos Rosenkrands og Breum, at de væsentlige emner kommer på bordet, hos Bjerre-Christensen er det virkelig som regel en løs omgang sniksnak.