Kronik

Tyskland kvæler Europas økonomi

Tyskland dikterer økonomisk smalhals i Europa de næste mange år frem. Men spareiveren virker ikke og vil føre til mere arbejdsløshed samt større splittelse mellem Europas center og periferi. Så hvorfor ikke prøve noget andet?
Den tyske kansler, Angela Merkel, under et pressemøde med den tyske præsident, Vladimir Putin, efter et bilateralt møde i Kreml den 16. november 2012.

Den tyske kansler, Angela Merkel, under et pressemøde med den tyske præsident, Vladimir Putin, efter et bilateralt møde i Kreml den 16. november 2012.

Ria Nostovovi.

21. november 2012

Hvad er det, Tyskland har gang i med den europæiske økonomi? Er den tyske stat ved at udvikle sig til en væksthæmmer i stedet for vækstfremmer? Meget tyder på det. Neo-merkantilisme og en stram økonomisk kurs er det, der har karakteriseret tysk politik i 00’erne. Samme kurs anbefaler kansler Angela Merkel de øvrige lande i EU-samarbejdet at føre, uanset om en række af de syd- og østeuropæiske lande økonomisk befinder sig helt andre steder, end der hvor Tyskland er. I virkeligheden havde Europa den samme økonomiske problemstilling i 1990’erne. Tyskland var udset til at være og fungerede som vækstlokomotiv. Den afgørende forskel fra dengang er, at valutakursforholdene er anderledes.

I 1990’erne var valutakurssamarbejdet mere fleksibelt, dog med en række tilløb til fastkurssamarbejde. I nogle tilfælde var lande med – i andre tilfælde stod de af begrundet i konkurrenceevneproblemer. Situationen er anderledes i Europa i 00’erne – nærmere bestemt siden 1999, hvor en række lande besluttede uigenkaldeligt at fastlåse valutaerne til hinanden og etablere en fælles euro.

Det giver et andet sæt spilleregler for, hvorledes der kan føres økonomisk politik.

Der er dog flere muligheder, men den nuværende tyske sparepolitik (austerity) fører reelt til en strangulering af den europæiske økonomi.

Dynamisk virkelighed

Den generelle finanspolitiske styring er blevet mere omfattende, mens eurozonen har været i funktion. Vækst- og stabilitetspagten blev med stor tysk politisk kraft cementeret med udgangspunkt i de oprindelige konvergenskrav omkring offentligt underskud og gæld. Det betyder som bekendt, at det samlede offentlige underskud aldrig må komme under tre procent, og at den samlede offentlige gæld maksimalt må udgøre 60 procent.

Ganske vist levede en række lande ikke op til disse krav ved euroregimets start, men blev alligevel optaget i valutafællesskabet. Så meget desto mere er der grund til at spørge: Mener Tyskland seriøst, at disse krav skal gælde i al evighed? Verden er som bekendt dynamisk, og økonomiske regler er ikke gudgivne sandheder. Symbolpolitik har dog fortsat stor betydning og omsættes til virkelighed. Og derfor bygges videre på den forestilling, som oprindelig blev lagt i Vækst- og stabilitetsagten i form af yderligere stramninger.

Løkken strammer til

For det første er der den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM), som kom til i maj 2010. Der er tale om en fondsdannelse, som har til hensigt at yde finansiel bistand til medlemsstater med økonomiske problemer. Bistand ydes ikke uden en række krav om reduktion i det pågældende lands offentlige sektor. For det andet er der finanspagten, som blev underskrevet af alle medlemslande i marts. Her defineres, at det offentlige strukturelle underskud kun må være en halv procent for lande med en gældsprocent over 60. Denne budgetregel skal indføres i den nationale lovgivning. Endvidere indføres en gældsregel, der indebærer, at den offentlige bruttogæld maksimalt må være 60 procent. For de lande, der ligger over, skal gælden fremover nedbringes med, hvad der svarer til en tyvendedel af forskellen mellem det aktuelle gældsniveau og kriteriet på de 60 procent. Det er her værd at bemærke, at gældsniveauet for EU som helhed var på 88,2 procent af BNP i juli ifølge Eurostat.

Stramningsgraden på finanspolitikken tredobles på denne måde. Hvad den generelle tre procents regel angår, gælder det, at deadline for de fleste eurolande er 2013, mens Grækenland og Spanien har deadline i 2014 og Irland i 2015. Når det gælder det strukturelle underskud med kravet om maksimalt en halv procent, forventes det at være bindende fra 2014 og målet skal formodentlig være indfriet for alle lande i gennemsnit i 2016. Endelig er der kravet om reduktion af en tyvendedel af gælden over 60 procents kravet. Det vil ramme Irland, Grækenland, Italien og Portugal hårdt, mens Belgien, Spanien, Cypern og Slovenien i mindre grad vil blive ramt.

Center og periferi

Summa summarum vil dette føre til kraftige finanspolitiske opstramninger for en række lande, som vil kumulere frem mod 2020 og formodentlig svare til omkring fem procent af euroområdets bruttonationalprodukt. Situationen er, at dette gennemsnit på fem procent er meget forskelligt fordelt.

Tyskland vil blive ramt mindst, mens lande som Grækenland, Irland, Spanien og i lidt mindre grad Portugal og Italien rammes mest. Med baggrund i EU-Kommissionens Ameco Database kan man beregne, at denne samlede finanspolitiske stramning frem til 2020 vil resultere i 3,3 millioner flere ledige. Heraf vil Tyskland kun bøde med små 200.000 flere ledige.

Dette vil yderligere forstærke forskellene mellem center og periferi i euroområdet og Europa i det hele taget. Og dermed vil det også skærpe modsætningerne mellem Tyskland og en lang række andre lande i EU. Ikke overraskende er der jo ikke meget at hente i EU’s begrænsede regionalpolitik, som skulle udgøre den modgående kraft i forhold til den tiltagende skævvridning og fastfrysning af store arbejdsløshedsøer.

Som bekendt har det aldrig været i Tysklands interesse, at regionalpolitikken koncentrerede sig om industriel udvikling i periferien. I stedet har det været koncentreret om udvikling af infrastruktur og turismeerhvervet. Og selv de ubrugte regionale midler, som har været omtalt på det seneste, har overhovedet ikke tyngde til at kunne aflæses i en ændring af arbejdsløshedstallene.

Derfor er det på høje tid at komme væk fra gennemsnitsbetragtningerne og kigge på de reelle modsætningsforhold. Valutaunionen har som helhed været i stand til at holde inflationsmålet på to procent i hele euroens levetid. Men i virkeligheden dækker det over, at Tysklands reale valutakurs er nedskrevet ganske betydeligt på grund af store forskelle i enhedslønomkostningerne og priser mellem Tyskland og især Sydeuropa. Det første årti med euroen afspejler en heraf tiltagende handelsmæssig ubalance.

Det er vel skæbnens bitre ironi, at Europa har haft så svært ved at tage ved lære af de historiske erfaringer. Det er ikke tilfældigt, at en del økonomer nu genlæser John Maynard Keynes’ The Economic Consequences of the Peace fra 1919, hvor Keynes argumenterer for, at det ikke har nogen rimelighed at pålægge Tyskland urimeligt store krigsskadeerstatninger, fordi det i sidste ende ville give for store økonomiske problemer for Europa som helhed. Nu er bæltet ikke strammet omkring Tyskland, men primært omkring de perifere lande i EU og især de sydeuropæiske lande.

Fokus på beskæftigelse

Dagsordenen for det skæve Europa skal ændres. Forslag om en lønsænkning i Danmark og andre lande, som skal følge den tyske vej, vil sammen med de processuelle krav i den strammere vækst- og stabilitetspagt føre til yderligere deflation i Europa frem mod 2020. Intet under, at selv IMF advarer mod at følge denne vej.

Ud fra et demokratisk perspektiv kan man vel også konstatere, at der burde være flertal for at ændre politikken i EU, da langt hovedparten af landene rammes af recessionspolitikken. Der kan selvfølgelig være politiske opfattelser, der bakker op om nøjsomhedens vej, men det vil primært være med til at skærpe den sociale uro, som allerede er stigende især i de sydeuropæiske lande. Der kan være flere veje til at ændre den nuværende EU-strategi.

Men en oplagt idé ville være, at vende tilbage til Amsterdam-traktaten og tilrettelægge en strategi for en koordineret finanspolitik med fokus på beskæftigelse. En finanspolitik, som ikke tager udgangspunkt i nogle generelle målsætninger, men i stedet i hvad de enkelte lande konkret har brug for. Det kan indebære, at Tyskland skal opgive at være handelsoverskudsland og dermed den stat, der langsomt kvæler de omkringliggende økonomier. Og det vil være til stor gavn for Europa som helhed.

Mogens Ove Madsen er lektor i samfundsøkonomi på Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Gælden har forlængst overhalet væksten, der skulle muliggøre en indfrielse af de veksler på fremtiden, som kredit jo er. Det sker der imidlertid ikke noget ved. Problemet opstår, når rentebetalingen også overhaler væksten, som det er ved at ske nu. Det er når gælden ikke længere kan serviceres, at fanden er løs. Det er på dette sted, at vestlig kapitalisme nu befinder sig.

I sidste ende er der kun en løsning. Ophævelse af den ubetalelige gæld. Det vil imidlertid kræve reformer af finanskapitalismen og de herskende ejerforhold og dermed også af vor civilisations hellige ko: den private ejendomsret.

I lyset af det er det forståeligt, at politikerne prøver at finde alle mulige nødløsninger, der kan udsætte det uafvendelige, hvad enten det er udstedelse af nye bjerge af kredit som i USA eller austerity som i Tyskland. Men det uafvendelige kan ikke udsættes bare fordi, at man ikke vil tale om det. Her har den økonomiske krise en hel del til fælles med klimakrisen.

Tyskland under ledelse af de preussere, gauck og merkel har en interesse i at kvæle (resten af) Europas økonomi. Og dette fordi hver eneste gang dette sker bliver Tysklands (Preussens) greb om Europa strammere og strammere...

Indtil Tyskland/Preussen har nået målet: at bestemme alt i Europa - og få resten af Europa som en slags kolonier til Preussen.

Michael Borregaard

Graver man ned i centralbankens historik, viser denne, at den førte pengepolitik af ECB efter dot.com-boblen, var for ekspansiv, og stabilitetspagtens formålsbestemmelse for slap. Men, det har sikkert i manges øjne virket progressivt at øge købekraften for det var en periode med stigende arbejdsløshed, der fra år 2001 ramte flere europæiske lande, heriblandt, Portugal, Italien, Frankrig samt ikke mindst Tyskland, hvor arbejdsløsheden steg markant frem til april 2005, jf. ratificeringen af Hartz IV.

Problemet med EU og pengepolitikken i dag, som dengang er, at EU som helhed er blevet en minimalstat, som helst ser en stabil prisudvikling på 2 % om året, hvilket sker på bekostning af den nødvendige konkurrence i ned- og opadgående retning landene imellem. Og eftersom det er centralbanken der har eneret på, at udstede penge, er det dem som skaber inflation og/eller deflation i samfundet.

Et interessant spørgsmål man kan stille sig selv i forhold til disse tanker, hvor bankerne igen skal overleve på økonomisk støtte, vil det så ikke være en god idé, at vende bekæmpelsestiltagene om, for måske er det den lave rente i dag, som giver lav inflation, hvorimod en højere rente, som en omvendt fremtidschokdoktrin som kontrast til de moral hasards bankpakkerne har skabt, faktisk vil kickstarte konjunkturcyklerne. For rent historisk viser det sig, at det giver ingenlunde nogen mening, at bibeholde en økonomi, der bygger på for meget forbrug og låntagning, samt for lidt opsparing og produktion.

Her står det næsten så klart som det kan, man skal i nedgangstider ikke alene implementere spareplaner, men også, investere i de arbejdsløse, forbedre integrationen, investere i infrastrukturen samt foretage investeringer med henblik på, at forbedre arbejdsmiljøet, for så skal markedet nok korrigere sig selv.

Grundlaget for, at det er en god idé at investere i arbejdsmiljøet er tommelfingerreglen som siger, at for hver krone investeret giver to igen. En investering i arbejdsmiljøet er med andre ord, en ansvarlig investering i produktiviteten, specielt i nedgangstider, som dem vi ser i dag hvor det specielt i Danmark, er produktiviteten der halter, ikke alene i det private, men også for effektiviteten det offentlige.

Fokuserer man på grundreglen for offentlige investeringer siger denne som tommelfingerregel, at offentlige investeringer er tre til syv gange så effektive som skattelettelser. Og læren om kickstarter og bobleteorier fortæller historik, at det er økonomisk uansvarligt, at placere større puljer et og samme sted, dette er der intet nyt i. Definerer man ordet offentlige investeringer, er offentlige investeringer meget andet end investering i beton og arbejdskraft alene.

Offentlige investeringer bør findeles, ikke alene over perioder, men også med fokus på funktionsdifferencen mellem kold og varm vækst, for hensigten med enhver omkostningseffektiv kickstart over en vis størrelsesorden handler om meget mere end, at omsætte ledig arbejdskraft til realkapital, her og nu. Kikker man på realkapital, kan dette deles op i her og nu, eller noget som skal indvindes på sigt, her tænkes specielt på investeringer i de unge, de arbejdsløse, eller arbejdsmiljøet, og til skabelse af bedre integration som kan generere en nytteværdi til gode for konkurrenceevnen, på længere sigt.

Noget andet som springer i øjnene i forhold til diskussionen om finanskrisen er eksempelvis Søren Hoves prisvindende rapport som vandt nordisk økonomipris i 2010, hans analyser viser, at USA’s centralbank fra 1998 til 2008 sænkede sin styrerente proportionalt med nedgangen på børsindekset Standard & Poors 500. Derimod hævede centralbanken ikke renten i takt med, at S&P 500 steg. Og dermed var det den asymmetriske pengepolitik som skabte den moralske risiko som førte til finanskrisen. For efter dot.com-boblen, satte man renten ned, og med offentlige investeringer lykkedes det USA at udskyde recession, altså den naturlige korrektion, og USA oplevede blot en mindre krise. Efter 9/11 blev renten sat yderligere ned, for at vise, at USA ikke var skræmt, man forsatte som om, intet var hændt. De lette penge som FED i fællesskab med de halvstatslige kreditinstitutter Freddie Mac og Fannie Mae bragte ud i samfundet blev brugt til spekulation i ejendomme, som steg markant i værdi - ud fra et ordspil, kan man sige, at suprime blev til primetime, for rentefesten opfostrede troen på risikofri arbitrage.
Problemet inden for den europæiske union er, at forestillingen om, at Tyskland og andre kreditorlande ved hjælp af finanspagten kan kontrollere andre eurolandes budgetpolitik, er til syvende og sidst begrænset af et nationalt perspektiv. Hverken mere eller mindre, hvilket afspejler den manglende eurokratisme. For denne indsigtens indsigt og det politiske system, der bygger på nationalstaten, passer ikke sammen. Landet ligger sådan, at nationalstaterne tænkte og tænker stadigvæk i stigende grad som virksomheder i konkurrence med hinanden, hvilket i 1994 fik Paul Krugman til at kritisere: ”myten om nationernes konkurrenceevne” som en falsk myte.

Ønsker man, at hjulene igen begynder, at dreje rundt i Europa, skal man aktivt starte med, at arbejde med reguleringer af bankernes låneformer, ikke som man gør i dag, overregulere kapital- og soliditetskravene, samt arbejde med diskontoen med respekt for læren om tidligere tiders dominoeffekter med henblik på, at skabe et nødvendigt lighedstegn mellem solidaritet og bæredygtighed, læs eksempelvis: Regeringen rykkes for at sænke kalkulationsrenten som lovet, smhl: Snuptag i finansministeriet vil give grøn vækst. Dermed sagt, det er ikke nødvendigvis dårligt for økonomien, hvis pengene bliver trukket ud af det ene land for at blive placeret i et andet land, hvor renten er lidt højere, dette kan specielt tyskerne lære noget af, for deres tromlen over de sydeuropæiske lande, er mere et udsalg af tysk selvforelskelse end stabiliseringspolitik.

Via en for ekspansiv finanspolitik som den vi ser i dag er kriseperioden blevet holdt kunstigt oppe, da det øgede eller stabile forbrug som det vi ser i de nordeuropæiske lande samt spareplanerne for de sydeuropæiske lande faktisk besværliggør markedets naturlige korrektion.

Det er på såvel jævnt global- som samfundsøkonomisk, ikke ALTID holdbart, at kurere lav inflation med lavere renter. I stedet for at satse på og tale så meget om vækst, burde man satse på arbejdsløsheden, og de muligheder arbejdsløsheden, og den øgede gældsætning faktisk har skabt, for så vil stabiliteten automatisk fremkomme.

Som eksempel kan nævnes den private gældsætning i Danmark, her vil det ikke give løftet øjenbryn internationalt, såfremt man indfører beskatning af gevinst på salg af boliger – tværtimod er det sundt, at den overdrevne inflation kommer samfundet til gode, for trylleremsen om, at en investering i samfundet, er tre til syv gange så effektiv, er valid, at anvende i dette tilfælde, specielt hvis man virkelig ønsker, at sikre en mere bæredygtig økonomi, og generere bedre muligheder for fremtidens generationer.

Nationalt vil det ikke give løftet øjenbryn, såfremt landene i eurozonen begynder at investere i deres arbejdsløse, tværtimod vil der være tale om solidariske og bæredygtige løsninger, for markedet skal nok korrigere sig selv, netop af denne grund, vil en omvendt fremtidschokdoktrin med højere renter i specielt i de nordeuropæiske lande være den sundeste medicin, hvis man virkelig skal lægge vægt bag ønsket om stabilisering, for de underskud de har i sydeuropa, skyldtes ikke alene dårlig økonomistyring, men, at specielt den tyske industri har en stor fordel af fastkurspolitikken.

Måske er tiden med økonomisk vækst forbi.

Måske er det en god ide at kikke på andre former for vækst nu.

Måske er det af den grund alene en god idé at holde lidt igen med låneriet.

Måske har tyskerne ret.

Måske er det bare på en anden måde end de og vi går og tror.