Læsetid: 5 min.

Uro i klassen undergraver folkeskolen

Urolige elever er en af de største udfordringer i klassen, og en årsag til at mange forældre vælger folkeskolen fra. Et betingelsesløst fællesskab findes ikke. Vi skal ikke tilbage til den sorte skole, men vi bliver nødt til at have et klart værdigrundlag, der ikke tolererer uro i klassen. Ellers fortsætter frafaldet
30. november 2012

Miriam Nawaz beskriver i en kronik den 22/11 den udvikling, som risikerer at koste enhedsskolen livet. Hun begyndte sin skolegang i en ægte, heterogen klasse, men endte den i en klasse, hvor den faglige top af klassen var flygtet til privatskolerne. Skolen formåede ikke at skabe et læringsmiljø, hvor de fagligt dygtige blev dagsordensættende.

Det blev eleverne fra de skolefremmede hjem, der satte normen, fordi lærerne ikke magtede ikke at styre klassen på en måde, der sikrede den nødvendige respekt omkring skolens formål. Reaktionen fra forældrene var den samme, som vi ser brede sig landet over: De genindfører reelt den delte skole, ikke ved at opdele skolens klasser, men ved at redde deres børn fra den synkende skude og sætte dem på privatskoler, hvor man ikke tøver med at gribe ind overfor undervisningsforstyrrende uro.

Uroproblemets kolossale omfang er veldokumenteret, og folkeskolens modstræbende erkendelse heraf er dybt smertelig. Den tvinger os til at se i øjnene, at det paradigmeskifte fra den autoritære, pligtbetonede og ydrestyrede skole til den demokratiske, motivationsorienterede og indre styrede skole, som vi har arbejdet på i hen ved 40 år, risikerer at løbe ud i sandet.

Fristelsen for voksengenerationen til at skrue tiden tilbage og bissen på er i høj grad til stede, men ånden er for længst sluppet ud af flasken og vi har passeret det punkt, hvorfra vi kunne vende om. Ikke blot er tiden definitivt løbet fra forestillingen om, at læreren kan og skal styre klassen med hård hånd. Men om læreren så kunne skælde, skræmme og straffe uroproblemet væk, ville det ske på bekostning af de menneskelige relationer, som er en forudsætning for den læring, vi i dag stiller krav om.

Vi kan ikke længere bruge den sorte skoles ’ro’ til noget. Vi skal bruge et inkluderende læringsfællesskab, der bygger på et nyt begreb om faglighed, hvor viden, kreativitet og medborgerskab går op i en højere enhed. Vi - og hermed menes ikke blot skolefolket og eleverne, men også forældrene og hele det omgivende samfund - skal derfor lære at betragte god orden som en afgørende inklusionsfaktor, uden hvilken skolen ikke kan etablere og opretholde noget egentligt fællesskab.

Dvs. et kvalificeret fællesskab, der bygger på et accepteret værdigrundlag, som elever, forældre og lærere har til opgave at udmønte i samarbejde. Rammerne om dette samarbejde er beskrevet i bekendtgørelsen om god orden.

I teorien kan man naturligvis godt forestille sig en skole, der inkluderer alle børn. Dvs. en skole, hvor ingen af det omgivende samfunds konflikter var synlige, hvor løven græssede ved lammets side og alle bekendte sig til samme forståelse af fællesskabet.

Men i den virkelige verden er den ikke-ekskluderende skole er en utopi, eller mere præcist: En dystopi – et kaotisk rædselsscenarie, underlagt den stærkes ret. Et betingelsesløst fællesskab findes ikke. Ikke ret længe i hvert fald. Det måtte jo indebære, at fællesskabet tillod sin egen ødelæggelse. Folkeskolen er med andre ord nødt til at udruste læreren med den myndighed, der skal til for at kunne beskytte fællesskabet.

Skal vi smide elever ud?

Hvis folkeskolens beslutningstagere på alle niveauer ikke tager denne udfordring alvorligt, risikerer det inklusionsprojekt, der nu skydes i gang for alvor, ved skæbnens grumme ironi at blive enhedsskolens død. Der må tages afsæt i den oversete del af inklusionens bibel, Salamancaerklæringen (Unesco 1994), der fastslår, at der, hvor en elevs undervisning af hensyn til eleven selv eller de øvrige elever ikke kan foregå i klassen, skal skolen fortsat kunne tilbyde de nødvendige, segregerende foranstaltninger.

Med henblik på at nedbringe segregeringen mest muligt, skal skolen kunne benytte sig af en lang række inkluderende støtteforanstaltninger. Det er i denne kontekst, ordensbekendtgørelsens sanktionsmuligheder skal forstås. Formålet med at sanktionere er ikke at straffe, men at standse elevens drift væk fra fællesskabet, inden eleven kommer derud, hvor segregering er eneste mulighed. Sanktionerne skal således fungere som et sikkerhedsnet under fællesskabet.

Det indebærer bl.a., at måden, sanktionerne iværksættes på, skal være præget af ro, venlighed og værdighed. Udskyder læreren sanktioneringen i en situation, hvor det er åbenlyst, at fællesskabets spilleregler brydes vedholdende – typisk ved at læreren ignorerer elevens regelbrud, i håb om at den pågældende elev stopper af sig selv – misligholder læreren sin forpligtelse til at beskytte fællesskabet.

Desuden: Når presset på fællesskabet til sidst bliver så stort, at læreren tvinges til at sætte sanktionen i værk, vil den uundgåeligt tage sig ud som en straf, eksekveret oppe fra det røde felt, hvor al samtale er umulig og ydmygelsen af såvel lærer som elev er uundgåelig. Og så lurer eksklusionen lige rundt om hjørnet.

Det centrale er, at de i øvrigt forsvindende få elever, vi her taler om, skal forstås som værende i krise. De har ikke brug for at blive råbt ad, blive smidt udenfor døren eller ned på kontoret til skideballe hos skolelederen eller blive afhentet af vrede forældrene, der alligevel ikke kan fjernstyre barnet. Disse børn har brug for opmærksomhed, hjælp og omsorg. En rolig voksen, der har tid og overskud til at samle dem op og tage den dybe samtale, som er umulig indenfor den magtkamp, der har udspillet for øjnene af alle i den opkogte klasse.

Det siger sig selv, at et sådan ægte inklusionsprojekt ikke er gratis. En måde at takle udfordringen på er at oprette bemandede akutberedskaber: ‘Pusterummet’, ’Oasen’, ’Rastepladsen’, ’Perronen’ er navne på sådanne ordninger, der alle indikerer, at der er tale om en midlertidig timeout med det formål at kunne vende tilbage til klassens intakte fællesskab. Disse akutberedskaber ikke noget mirakelmiddel, men de kan skabe den nye og anderledes situation, som eleven, klassen og læreren kan komme videre fra. Og så giver de for øvrigt som en ikke uvæsentlig sidegevinst skolen et sted, hvor elever, der ikke nødvendigvis forstyrrer, men bare er forfærdeligt kede af det eller simpelthen er akut syge, har et godt sted at gå hen. Sidstnævnte gruppe af elever er i dag på de fleste skoler henvist til at sidde i klassen og kigge fortabt ned i bordet med hætten trukket ned over hovedet, mens de venter på at kunne komme hjem. Og det er vel også en form for uorden.

 

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når man i årtier fra alle sider undergraver lærerens autoritet samtidigt med at man begrænser lærerens pædagogiske handlingsmuligheder og øger præstationspresset på eleverne skaber man en polarisering mellem "dem og os" som den er kendt fra den sorte skole og magtkampe i trekanten mellem lærer, elev og forældre men denne gang med læreren som kransekagefigur.

Tiltagende uro er et resultat af denne polarisering.

Når man blæser med mel i munden er det jo uundgåeligt at der bliver noget griseri.

jens peter hansen

Artiklen er god og på mange måder naturligvis også vis i den forstand at det er gammel rotte der skriver.
Men hvordan får vi usikre unge lærere til i praksis at kunne navigere i dette minefyldte farvand ??

Niels Engelsted

I virkeligheden er det nærmest dyrepsykologi.

Dengang lærerne var højere uddannet end forældrene havde de en autoritet, der også havde en afsmittende effekt på børnene. Nu er de lavere uddannet og bliver set ned på som laverestående i hierarkiet.

Det bør derfor overvejes at højne lærernes uddannelse for dermed at højne deres hierarkiske autoritet i forhold til forældrene..

Eller alternativt give dem en meget, meget højere løn. Det virker også idag.

jens peter hansen

Mener Niels Engelsted at den ballade børn af bistandsmodtagere, ufaglærte fra mange nationer, herunder danske skyldes at lærerens relative uddannelsesniveau er faldet ?
For snart 40 år siden skiftede jeg, som færdig lærer og midlertidig løs vikar, fra Albertslund, Glostrup til Virum. Det var et kulturchok. Børn, hvis forældre i snit tjente noget mere end jeg nogensinde ville komme til, opførte sig så eksemplarisk, at jeg var ved at tabe tabe næse og mund. De danske arbejderbørn i Albertslund skulle man bruge megen tid på, for at få indført et acceptabelt støjniveau og ordentlige arbejdsvaner. De var naturligvis ikke umulige, men besværlige. Den højnelse der er sket af mange dasnkeres uddannelsesniveau er vel et gode. At en tømrer har en kortere uddannelse end en magister i filologi, gør vel ikke at den sidste antaster den førstes kompetancer ? Spørg lige hvor mange der ønsker at blive lærere i folkeskolen. Ikke mange tør binde an med den opgave.
Jeg går selv nu på universitetet, jo vi har længere uddannelse 5 år, som de fleste af mærkelige årsager forlænger med 1,2,3 år og en uddannelse som er 1 år længere end folkeskolelærerens. Lærerne i alle uddannelsesinstitutioner, bør have mere uddannelse, men løbende, ofte og efter man er begyndt på sit arbejde. En universitetslærer ville løbe grædende bort efter 45 minutter, hvis han troede at hans akademiske uddannelse gav ham så megen prestige at ungerne ville falde til ro fordi han kunne kalde sig magister.
Men højere løn det ville være dejligt, men er det ikke hvad alle ønsker sig ?

Netop, Jens Peter Hansen, hvis Niels Engelsted havde ret i sin påstand, ville det være de bedst skoleberedte, der lavede ballade af kedsomhed; men det er stadigvæk dem, der ikke forstår skolens afgørende betydning for deres navigeren i samfundet som voksne, der melder sig ud af fællesskabet, og der skal ikke mange til i en klasse, før det tipper.
Problemet skyldes en tanketorsk, at man har troet, at man skulle oplære til frihed, hvorimod man skal oplære til at kunne administrere frihed ved at lære frihedens forudsætninger, og det er hårdt arbejde, der kræver en ihærdig træner til at piske fremad. De samme drenge, der åbenbart er hovedproblemet, udsætter sig for mild psykisk vold (og nogen gange ligefrem fysisk overlast) på boldbanen og i fitnesscentret; men når det kommer til de fineste og mest eminente elementer i vores udvikling og civilisation, viger man tilbage fra med alle tænkelige midler at gøre børnene rustede til det rige, selvberoende liv, der således bliver den største klassemarkør af alle.

Uro opstår altid når eleverne ikke ved hvad de skal eller hvorfor de skal det og hvordan de skal det. Baseret på mere end 11 års erfaring som lærer siger jeg dette - også fordi det er sandt. En velstruktureret undervisning, hvor eleverne oplever et klart mål med undervisningen og læreren klart fortæller dem hvad de skal gøre og hvorfor skaber ro - arbejdsro.

I mange år har man nok forsømt at undervise i dette, altså i undervisningslære. Og så har man forsømt at give de studerende en ordentlig praktik, hvor de selv står for undervisningen i f.eks. 2 eller 4 uger. Det er altså det eneste man lærer noget af - som underviser. Hvad der fik godt, og hvad der gik mindre godt, og hvad der gik helt galt...

Men hvad er uro i klassen da?

Taler vi om arbejdsuro? eller om den uro, der er i klassen ved gruppearbejde? Engang for mange år siden gik jeg til tegning og maling på en skole i Aarhus. Jeg glemte min taske og kom ind i skolen næste dag for at hente den, tasken altså. Og der var liv og glade dage, eleverne hang over bordene. Ikke fordi de var uro, men fordi de havde gruppearbejde. Og fordi de gerne ville arbejde med det de nu skulle arbejde med.

Dette var dengang en vis Haarder var undervisningsminister. Han havde dengang fløjet internationale eksperter ind fra USA, Canada mv. som var på besøg i den danske folkeskole. Og de mente da bestemt at der var alt for meget uro i skolen. Og hvorfor gjorde de så lige det monstro?

Jo, fordi i hverken USA eller Canada er man van til at elever er glade for at gå i skole, går i skole for at lære noget, siger du til læreren, og fornavn til læreren (ikke engang i Tyskland gør man det, ej heller i en moderne by som Berlin) og går i dialog med læreren. Og nej, heller ikke i dag er det sådan, undervisning foregår i hverken USA eller Canada. I hvert ikke når vi taler om relationen mellem lærer og elev.

I en anden skole jeg var vikar på skulle en elev i 1. klasse have en sort streg hver gang han opførte sig forkert, det blev skrevet på tavlen. Og børnene accepterede det. Er det den skole, Niels Christian Sauer ser indført? Tror NC Sauer virkelig at det barn i 1.klasse oplever sig som set? eller tror NC Sauer at barnet får en følese af at mon er forkert fordi det ikke formår at leve op til lærerens - og skolens - forventninger om, hvordan elever skal opføre sig.

På den samme skole underviste jeg en klasse hvor de 2-4 drenge som aldeles ikke vidste, hvordan man opførte sig i en skole. Og de var gode, solide, danske drenge.

Folkeskolelærerne tilhører stadig de bedst uddannede i dette land, cirka 47% af danskerne er faglærte eller ufaglærte. (ifølge Lars Olsens nye bog) Kun cirka 10% af danskerne har en akademisk uddannelse (ifølge en anden bog af Lars Olsen).

Problemet er nok snarere dette:
I løbet af de sidste 10-12 års Fogh-styre har middelklassen og overklassen fået så meget luft i deres økonomi, at de kan fravælge arbejderklassens unger, uanset om disse kommer fra danske hjem eller det i dag hedder etniske hjem. (eller måske rettere: lavtuddannede etniske hjem). Ud fra den tanke, at det især er børn fra skolefremmede hjem, uanset om det er danske eller etniske børn, som laver ballade og uro i skolen.

Et andet problem er sikkert dette:
Danske familier får kun 1 barn, måske 2 børn i dag. I gamle dage fik man måske 3 eller 4 børn. Og her måtte børnene pænt lære at vente på deres tur. Skolen er det eneste sted, hvor de fleste (danske) børn kan lære dette. [I indvandrerfamilierne går det noget lettere, da mange indvandrer stadig har mange børn, i hvert fald flere end end 1,8 barn danskerne får i gennemsnit].

jens peter hansen

Er artiklen ikke bare et forsøg på at sige at erobringen af klasserummet er en forudsætning for er der kan finde undervisning sted ?
Arbejdsro er jo ikke noget, der er tyst som læsesalen på det kongelige bibliotek, men tværtimod noget der indikerer at man arbejder.
Hvor meget eller lidt støj man så kan acceptere er afhægigt af situationen, organiseringen og faget. Idræt er vel forskelligt fra et sprogfag, men et sprogfag uden støj er som en opera uden lyd.
Kaos, råb og skrig derimod....... og hvordan er det nu lige man får lært det. Det er spørgsmålet.

Uroen - kan hænge i loftet?

Det sociale parametre synes afgørende for koncentration. Hvis du ved farmand står klar med bæltet når du kommer hjem, så er det vel givet at det ikke er lærerens matematik der er interessant...lur mig, ungen kan tælle alle slagene.

En tænkt situation, selvom den er mere end realistisk.

"Folkeskolen er med andre ord nødt til at udruste læreren med den myndighed, der skal til for at kunne beskytte fællesskabet."

Lærerne kommer for sent om morgenen, hvilket gør mit krav til, at mine børn skal møde til tiden nærmest imaginært. De kommer også for sent i løbet af dagen, hvor de f.eks gerne står og sludrer med hinanden i 10 minutter, imens der sidder 50 mennesker og venter på dem. De har et hav af sygedage heraf mange "barnets første sygedag", hvor eleverne véd, at de selv måtte være alene i samme alder som lærerens barn. De har ingen chefer, der stiller krav, men blot nogle, som får lov at være ordstyrere og påtage sig administrative opgaver. Fra en landsbyskole i provinsen til en byskole i hovedstaden er problemet det samme. Hvis lærerne mangler myndighed, burde de se indad i stedet for at strande i en retorik, hvor alting er forældrenes skyld.

Lærernes lave arbejdsmoral er et problem, som er så tabuiseret, at Folkeskolen end ikke magter at viske om det.

Problemet er vel også at skolen i dag er ekstremt bogligt fokuseret. Der er faktisk børn der ikke kan se sig selv i et vidensjob men blot ønsker at bruge deres hænder. Jeg ved godt at de også skal kunne læse og regne, men fokus betyder at hvis du ikke står med mindst en studentereksamen så er du en taber.

At industrien har udliciteret mange af de ufaglærte job gør heller ikke tingene nemmere for de ikke bogligt orienterede.

Jeg vil vove at påstå, at skolen er mindre boglig end nogensinde! Bortset fra idræt, sløjd og formning kan jeg ikke pege på et eneste fag, der ikke først og fremmest baserede sig på bøger - med fysik som en hybrid med forsøg på basis af nogle øvelseshæfter.

Simon Olmo Larsen

læring handler om relationer, læring går begge veje når relationen er autentisk - problemet er at vi gør viden og læring til noget kunstigt og derved fjerner vi os fra det naturlige og autentiske - ved at putte alting ind i kasser, hvor vi belønner den bedste efterligning af originalen - kaos er vores natur, uro i klassen er et symptom på, og et oprør mod ensretningen.

Udvikling sker ikke ved at gentage det som er, men ved fravigelser.

Simon Olmo, læring er en kulturaktivitet, derfor udfolder den sig under opbyggede rammer, den handler om at løfte børn fra naturtilstanden ind i civilisationen, om at føre dem ajour med alt det, de ikke kan vide, fordi de ikke er kommet ind i verden for relativt nylig.

Niels Ludvigsen

@ Jon Møller

Din måde, at generalisere på og derved når til din slutkonklusion gør mig temmelig ærgerlig. Det giver mig faktisk associationer til tidligere tiders demagoger tilbage i 30' erne.

Skolens historieundervisning ser ud til, at være bedre i dag end tidligere på visse punkter. Jeg tror der er kommet en mere kritisk vinkel på historieundervisningen i dag, der forhåbentlig kan medvirke til vi efterhånden kommer generaliseringerne til livs i samfundsdebatten.

Jesper Jakobsen

En god og ikke mindst realistisk artikel.

Det værste er at det nye mantra er mere inklusion. Altså at rumme flere elever med meget dårlige forudsætninger. Og det bliver folkeskolens undergang. Ville man virkeligt en bedre folkeskole var det her man satte ind. Øgede sanktionsmulighederne, og fandt andre tilbud til elever der slet ikke passer i den konforme folkeskole.

Lad os være ærlige. Den høflige og artige folkeskole er perfekt til overklassens børn. Dem der kan reflektere og ved at undervisningen er fundamentet for et godt liv. Men underklassen tabes totalt og er balancen helt skæv er det umuligt at opnå resultater i det nuværende system.

Jeg ved at Fultons ideer næppe er populære hos informations læsere og helt sikkert er det at lussinger næppe kan vinde indpas i 2012, men den diciplinering og den selvrespekt der kom til problematiske elever var meget værd. Nu nedlægger vi kassernerne - hvorfor lader vi ikke disse være en mulighed for elever der ikke kan fungere i folkeskolen til at få et læringsophold med faste rammer og andre oplevelser. Det ville være uendeligt besparende i samfundet i den lange ende.

Man må en dag acceptere at der er børn der ikke længere kan nås med blød pædagogik og som vil få meget mere ud af faste rammer og en helt helt anden hverdag.

Men nej, giv eleverne et par timer mere på skolen og mere rummelighed, det bliver det forudsigelige svar fra folketingets side.

"..Dvs. et kvalificeret fællesskab, der bygger på et accepteret værdigrundlag, som elever, forældre og lærere har til opgave at udmønte i samarbejde.
Rammerne om dette samarbejde er beskrevet i bekendtgørelsen om god orden..."
---------------------------------------------
Dét er netop derfor privat- og friskoler har så stor tilslutning,
da denne 'orden' i folkeskolen ikke er konkret nok
og ikke har virkningsfulde konsekvenser ved overtrædelser!

Der er jo ikke mystisk, at folkeskolen også (måske især) er blevet suget ind i det værdi-vakuum kulturradikalismen og dekonstruktionen har efterladt sig, uden at tilbyde andet end abstrakte paroler som erstatning.

Alle strukturerende og samlende principper, er kommet i bad standing som mentale fantasmer og hjemløse nostalgier.

Således står vi idag i en situation, hvor der f.eks. ikke en gang kan opnås enighed om hvorvidt der skal være ro eller ej i en undervisningssituation.

Den sunde fornuft er blevet erstattet af tågede begreber som "rummelighed" og "multi-, inter-, intra- og ultra dit og dat.

Store dele af lærerstanden er tydeligvis blevet snotforvirret og kujoneret af dette indholdstomme ny-sprog, og svæver nu rundt i intetheden, i den fejlagtige tro, at deres manglende faglighed er skyld i folkeskolens misere.

Hvis man skal have fat i 'uromagerne' i skolen - dvs. de børn, der af forskellige årsager har det vanskeligt i skolen og har vanskeligt ved at koncentrere sig og synes om at gå i skole....

Så er det helt afgørende, at skolen udvikler sig mht. at indrette især de første skoleår på disse børns rent skolemæssigt dårlige forudsætninger. Det kræver, at skolen begynder at tænke sociale klasseforskelle og forældrenes dårlige skoleerfaringer og forudsætninger ind i tilgangen til børnene. Men det kræver også, at lærerne har god mulighed for - ...langt bedre end det er i tilfældet idag - at lave en god og meget velforberedt undervisning, så de mindst 'interesserede' og 'skolemodne' børn har mulighed for at komme med fra begyndelsen af deres skolekarriere.

Ingen af disse to ting er der den mindste forståelse for idag. Og skolen synes heller ikke selv i stand til at tænke det.

Nu er regeringen så ude med et forslag om, at børn skal gå klart mere i skole. - Det er en udvikling i præcist den modsatte retning af, hvad der er klogt og relevant, hvis man vil have flere børn til at klare sig i skolen. Som Per Schultz Jørgensen sagde i tv-avisen igår, så er der 20-25% af børnene i folkeskolen, der ikke trives. Og så tror regeringen altså, at de vil komme til at trives bedre, hvis man får dem til at blive længere tid i skolen.

Tåbelighedens lovprisning. Jeg mangler ord for, hvor tåbeligt - omend selvsikkert - Thorning og co.'s ærinde er.

Det er jo helt logisk, at hvis man tror, at skolen giver skolekundskaber, så må manglende skolekundskaber skyldes, at man mangler mere skole. Men det er kun logisk, når man ikke fatter en brik af, hvad der er problemet med såvel de 20-25% af børnene, som ikke trives - som problemet med skolen ift. at få dem til at trives. Regeringen aner ikke en brik om nogen af delene - men synes i al deres uvidenhed ganske sikre på, at deres egen logik om mere skole er det helt sikre rigtige svar.

Det er det ikke...

Claus E. Petersen

Genindfør spanskrøret.

Det er muligt at revselse af een elev er traumatisk, men hvis samme straf gives til alle for samme forseelse antager jeg at det stakkels barn blot holder kaje i timerne.

Det er hvad jeg har fået fortalt af elever fra "den sorte skole", som er så forhadt, men hvor der dog var ro i timerne.

NCS – God artikel og gode pointer.
Den sorte skole er død en gang for alle og alle forsøg på at vende tilbage til dette vil over en periode fejle – hvorfor? Fordi vores samfundsstruktur/kultur i dag i Danmark pr. definition er anti autoritært.
Men vi holder meget af autoriteter. Derfor er underviserne nødt til at genopfinde sig selv som autoriteter.

Der findes ikke elever der ikke vil lære, men der findes elever som dels ikke ved hvordan man opfører sig og dels har det ufattelig svært og derfor kan det være en god ide med alternative steder på en skole – men der er så mange muligheder man kan bringe i spil som lærer.

Udfordringen er at man som lærer, ikke bliver uddannet i dette, de mange andre muligheder, på seminariet.
Man har ikke et fællessprog for undervisning og glemmer kompleksiteten i denne.

Praktisk undervisning består at to ligestillede ting:
• Det teoretisk faglige, herunder det fagfaglige (faget) og det didaktiskfaglige (undervisningsteorierne)
• Praktisk undervisning – selve flowet i timen, energien, styringen mm.

Seminarierne og praktikskolerne har glemt det sidste – praktisk undervisning og underviser ikke i dette.

På UCC/seminarierne underviser man i teorien og siger ordret ”og så må I selv finde ud af det ude i virkeligheden.”
Altså skal kommende lærere lære at undervise af nogen, praktiklærerne som i bedste fald er tilstede, som ikke har lært at undervise, men underviser ud fra ”bedste praksis” og ikke mindst ”bedste overlevelsesteknikker” (jeg oplever kontinuerligt en håbløs akademisk diskussion om at det henholdsvis er UCC´s opgave eller skolens opgave at lærerne lærer at undervise)
Bottom line – der findes ikke et fælles sprog for undervisningsteknikker (med et par undtagelser) og derfor er det rigtig svært at undervise i praktisk undervisning.

I virkeligheden svarer ovenstående afsnit til at sende en læge/håndværker der kun har teoretisk viden ud og operere i virkeligheden.

Yderligere er man som underviser nødt til at være opmærksom på uro og energi og i øvrigt ikke være bange for dette, men tage kontrol med energien, styre den og bruge den aktivt.
Som Karsten Aaen siger i hans indlæg, fungerer det når undervisningen er struktureret, der er klare mål og rammer for hvad der nu kan komme til at ske.
For eleverne lærer hele tiden et eller andet.

Men som lærer bliver du i dag ikke undervist i praktisk undervisning og spørgsmålet er om man nogensinde er blevet det?
I gamle dage var vi bare mere autoritær- tro og derfor fungerede den autoritære undervisning. Vi holdte kæft og klappede hælene i, for det gjorde man…. Men i dag hvor det autoritære ikke fungerer er vi nødt til at genopfinde lærerrollen, genopfinde autoriten, der hvor du antiautoritært får lov til at få myndigheden som en autoritet.

Så lærerne er blandt andet nødt til at blive undervist i:
Praktiske undervisningsteknikker – altså hvordan undervise?! Og ikke mindst have tillid til at disse teknikker virker inden de starter som fuldblodslærere
Inklusion og relation – hvordan og hvorledes i praksis
Konfliktforebygning, Konflikthåndtering og konfliktløsning

Der vil altid være uro i klassen, udfordringen er at tage kontrol med denne, anerkende denne og udnytte den positivt!
Således at læreren kan tage eleverne fra kaos til kontrol til fokus og igen når fokus begynder at ”fade” ændre energitilstanden og vende tilbage til fokus.

Læreren skal netop kunne styre klassen inkluderende, kontrollerende i et tillidsfuldt, trygt rum fyldt med motivation og glæde. Som den ægte autoritet læreren har mulighed for at være!

@Jens Peter Hansen – Vi supplerer de unge (og også de ældre) med undervisnings-teknikker således at de VED de kan tage kontrol med energien i klassen – og JO (!) de findes og de virker
@Filo Butcher – Man underviser desværre ikke så meget i pædagogiske handlemuligheder men i teori
@Filo Butcher - Uroen er oftest en mangel på klasseledelse
@Jon Møller – Lærernes arbejdsmoral er generelt ualmindelig højt, så lad være med at postulere det modsatte
@Jon møller – Lærerne sygefravær er ikke højere end andre offentlige ansattes
@Jon Møller - Du har desværre ret i at det ikke er altid at læreren er i lokalet når timen starter, dette kunne de med fordel være!
@Jesper Jakobsen – en gang lussing = aldrig mere tryghed og tillid. Det Fulton introducerede var afretning ligesom med hunde. Al god læring handler om tillid, tryghed, motivation og glæde
@Claus Petersen – Chokerende menneskesyn

Hvis man skal redde folkeskolen, må man løse problemet.

Problemet er bare ikke "urolige elever". Problemet er tværtimod, at eleverne skal udsættes for lærertyper, der fralægger sig deres pædagogiske ansvar for undervisningen, for i stedet at lægge det over på børnene.

Jeg var selv gennem min skoletid ustandselig udsat for den slags "pædagogiske" overgreb.

Idag opfatter folkeskolen og dens udulige lærere, som den største og absolut farligste trussel mod min egen datter.

Jeg finder mig simpelthen ikke i at min datter skal udsættes for folkeskolens ekskluderende og differenterende pædagogik, hvor man dæmoniserer og problematiserer elever, så snart man kan kategorisere dem som "urolige".

Jeg synes bestemt ikke at den danske folkeskole har noget at byde på. Pædagogikken er simpelthen for primitiv og mobningsskabende.

Folkeskolen nægter fuldstændig at leve op til selv de allervigtigste pædagogiske principper, herunder princippet om at læreren skal have samme opmærksomhed på alle elever (herunder også alle elevernes præferencer).

Det såkaldte "pædagogiske lighedsprincip", findes ingen steder i folkeskolen.

Tværtimod deler man eleverne op i "dem der tegner klassen godt" og "dem der ikke tegner klassen godt" og det er præcis sådanne opdelinger der skaber uroen, ødelægger børnene og fremmer mobning.

Til min helt store fortvivlelse blev jeg selv af folkeskolen stigmatiseret som "uegnet til gymnasiet", med det resultat at jeg aldrig fik en uddannelse. Jeg indrømmer gerne, at jeg er rigtig bitter over det.

En anden primitiv grundholdning i den danske folkeskole er at man forbeholder sig ret til at skælde eleven ud (man kalder det blot irettesættelse).

Personligt er jeg både blevet både skældt ud og skildt ud, i min ulykkelige folkeskoletid.

Hvis eleven reagerer normalt, for eksempel ved at svare "fuck dig din nar!" kategoriserer folkeskolen straks eleven som "urolig", selvom det faktuelt udelukkende er læreren der har skabt uroen ved at skælde ud.

Selvfølgelig er der ingen elever der skal finde sig i at blive skældt ud af en lærer. Men folkeskolen har bare en hel anden menneskefjendsk holdning. Man mener ligefrem at eleven har pligt til at lade sig "irettesætte". "Hvad bilder du dig ind, bare at gå, når jeg taler til dig".

Det skyldes sikkert de danske grundværdier som den danske folkeskole bygger på, og som sætter folkeskolen ned i samme kategori som en gal hund.

Den absolut største katastrofe i min skoletid var, da en sød pige forlod min folkeskoleklasse fordi hun var blevet udsat for mopning. Gudhjælpemig om ikke at læreren efterfølgende lagde al ansvaret over på eleverne. Jeg var så ked af det, at jeg "ubehøvlet" svarede tilbage: "Det er sgu da din skyld. Det er udelukkende dig og din elendige pædagogik der ansvaret for mobningen i vores klasse. Det er lige præcis dig der aldrig formået at leve op til dit ansvar som lærer. Du har aldrig haft en ægte interesse i dine elever, og derfor ved du enten ikke hvad der foregår, eller også har du bare været skide ligeglad".

At samtlige af klassens elever efterfølgende bakkede mig op, fik slet ingen indflydelse. Mine forældre blev bedt om at trække mig ud af skolen, med en tynd begrundelse om at jeg "efter sigende" havde røget en joint i skolegården. Hvad jeg selvfølgelig benægtede.

Idag kender jeg derfor pædagogikken og dens terminologi bedre end folkeskolelærerne. Det er nødvendigt for at sikre at min datter aldrig udsættes for det, jeg selv har været udsat for i folkeskolen, med dens latterligt primitive, ødelæggende og umenneskelige pædagogiske principper.

jens peter hansen

Jesper Hansen. Hvad er går dit indlæg egentlig ud på ? At du har haft en ulykkelig skolegang er vist sikkert, men derfratil at drage de almene konklusioner, som du gør, er vist lige vel vidtrækkende nok og så udokumenterede at man lige så godt kunne konkludere at alle lærere var søde, fordi man havde haft en der sød og rar.

Simon Olmo Larsen

Jens Peter Hansen

Jeg tror bestemt ikke, at Jesper Hansen står alene, med sin oplevelse af folkeskolen, som ekskluderende.

jens peter hansen

Det tror jeg sandelig heller ikke, men der såmænd også børn der har og har haft det helt fint i samme institution. Fx mig selv, som til gengæld havde bindegale undervisere i gymnasiet. Undervisere der tilsvinede og nedgjorde elever for åbent tæppe og takkede dem når de gav op. At drage den konklusion at gymnasieskolen er ond, synes jeg dog ikke jeg har noget belæg for. Enketstående oplevelser kan vel ikke bruges til almene slutninger ?

Simon Olmo Larsen

Jens Peter Hansen

Så jo dårligere, elevernes trivsel er, jo bedre fungere skolen?

Set ud fra et 'demokratisk' synspunkt, er det vel de 25% den er gal med, så længe det ikke er over 50%, der trives dårligt, det er ihvertfald det signal man sender, til børnene i folkeskolen - ved at sygeliggøre og eskludere dem som ikke passer ind.

jens peter hansen

Lige i øjeblikket skal skolen i den grad inkludere og i øvrigt gøres til en heldagsforestilling. Kom lige med nogle bud på hvordan det er man i den sammenhæng gør eleverne til frie og i sig selv hvilende individer. Egne erfaringer kan bruges, men er næppe er næppe tilstrækkeligt.
I folkeskolen kan man sige at man trives dårligt. På de videregående uddannelser falder man bare fra. Det kunne jo tyde på at mistrivsel er et generelt problem og ikke kun et der manifesteres i folkeskolen.

jens peter hansen siger: "Hvad er går dit indlæg egentlig ud på ? At du har haft en ulykkelig skolegang er vist sikkert, men derfratil at drage de almene konklusioner, som du gør, er vist lige vel vidtrækkende nok og så udokumenterede at man lige så godt kunne konkludere at alle lærere var søde, fordi man havde haft en der sød og rar."

Hvis ikke du mener at mine oplevelser eller sociologisk emperi i det hele taget, kan anerkendes som dokumentation, hvilken dokumentation efterspørger du så egentlig?

På VUC fik de selvstuderende i en lang årrække højere karakterer end dem der fulgte undervisningen. Derfor har man her et direkte sammenligningsgrundlag, udfra hvilket man kan analysere sig frem til præcis hvor skadelig pædagogikken og undervisningen på VUC egentlig er.

Det kunne være nærliggende at formode at de selvstuderende får bedre karakterer, af den simple årsag at de pr. definition aldrig kommer til at opleve at blive ekskluderet eller behandlet nedladende.

Måske skulle man derfor tage ved lære og indføre selvstudium i folkeskolen. Jeg ville personligt have været ekstremt lykkelig for at få den mulighed.

Men det kan man jo nok være stensikker på at folkeskolen aldrig nogen sinde vil indføre. Man vil næppe risikere at folkeskolens pædagogiske inkompetence, bliver mejslet ud i neon.

Det ville jo også betyde at man i så fald ville miste retten til at ekskludere de selvstuderende børn og styre dem efter den laveste fællesnævner, folkeskolens pædagogik.

Eleverne er simpelthen forsøgsdyr. Det er vel egentlig nok det folkeskolen mest handler om, eller hvad?

Det mest besynderlige var at jeg faktisk var en af skolens dygtigste elever. Jeg forberedte og afholdte f.eks. et populært fysikforedrag, der blev udråbt som årets bedste foredrag, som man derfor ønskede, at jeg også holdt for eleverne på de andre skoler i distriktet.

Jeg har iøvrigt aldrig været ondsindet eller voldelig, eller været nogensomhelst reel "trussel mod fællesskabet". Snarere det modsatte. Jeg har altid beskyttet og støttet ofre for mobning, og gjort hvad jeg kunne for at gøre folk glade. Det er faktisk kun "autoriteterne" jeg kanøflede med satiretegninger i skolebladet osv.

Det handler heller ikke om enkelte lærere, som du siger. Lærerne er jo selv holdt fanget af skolens predefinerede pædagogik. Min klasselærer var f.eks. brødebetynget over udsmidningsepisoden, da han for et par år siden mødte min mor hvilket hun har fortalt mig, overraskede hende meget. Han var på det rene med at det var forkert og absurd, og at han som min klasselærer burde have gjort indsigelse mod inspektoratets beslutning.

Han oplevede at min klasse efterfølgende var i chok, og han havde mærket en for ham ubehagelig forbeholdenhed fra eleverne og en afmålt og trist stemning.

jens peter hansen

At man selv har været udsat for uretfærdighed og dårlige oplevelser kan ikke bruges som grundlag for at man herefter stempler hele systemet.
Jeg har lige været på hospitalet. Her var der gode såvel som dårlige oplevelser. Hængte jeg mig kun i de dårlige, kunne jeg rent empirisk altså bevise at systemet fungerer ad helvede til.

"Kom lige med nogle bud på hvordan det er man i den sammenhæng gør eleverne til frie og i sig selv hvilende individer."

Her er lige tre bud:

1. Ingen ranking eller "autoritære irettesættelser".

2. Det pædagogiske lighedsprincip skal følges slavisk:

Jeg vil protestere højlydt hvis læreren i min datters klasse f.eks. vil indføre flertalsafstemninger om læsepensum, hvilket faktisk er en helt normal pædagogik i folkeskolen. Hvordan tilgodeser en sådan beslutningsprocedure mindretallet, vil jeg spørge?
Svar: Det gør den slet ikke. Den ekskluderer mindretallet. At man iøvrigt accepterer den slags uligheder i samfundet og demokratiet er så absolut ikke noget argument for at indføre det i folkeskolen. Det er i grov modstrid med det pædagogiske lighedsprincip.

Hvis man ønsker at "klassen selv bestemmer læsepensum" findes der et etisk langt bedre pædagogisk alternativ, nemlig en såkaldt præferenceanalyse.

3. Ærlighed og øjenhøjde.

Jeg oplevede faktisk ærlighed og øjenhøjde i min folkeskole et par gange. Når jeg husker episoderne så tydeligt, skyldes det netop at de var overraskende undtagelser. Et eksempel: Eleverne brokkede sig ofte over at man ikke kunne få lov til at gå tidligt når dagens undervisning var overstået.

Så stillede en lærer sig pludselig op og kom med en lang og grundig redegørelse, hvor han fik forklaret at han ville blive sagsøgt, hvis en elev kom til skade i trafikken. I sidste ende kunne det betyde at han måtte sælge sit hus og at hans liv ville gå i stykker.

Under denne meget dramatiske fremlægning af problemstillingen, var der ingen pjatteri. Ikke en lyd kunne høres, og lærerne blev aldrig siden plaget af eleverne i det spørgsmål..

4. meget mere projekt-arbejde og forskning. Både individuelt og i fællesskab, så eleverne kan diskutere og blive klogere sammen. Det vil ganske sikkert kunne inkludere mange af de ellers fortabte drengebørn, som i modsat fald aldrig får udviklet deres talenter.

Puh ha, jeg kan blive ved, men jeg skal lige nå i banken.

@Jesper

"Hvis eleven reagerer normalt, for eksempel ved at svare “fuck dig din nar!” kategoriserer folkeskolen straks eleven som “urolig”, selvom det faktuelt udelukkende er læreren der har skabt uroen ved at skælde ud."

Jeg håber ikke at en lærer overhovedet accepterer en udtalelse som den slags. Min egen flugt fra Folkeskolen i sin tid var netop fordi lærerne ikke kunne styre urolige elever.

Dermed ikke sagt at lærerne er ansvarsløse, men en forudsætning for en velfungerende klasse er at der er en respekt for læreren. En respekt som læreren hele tiden skal arbejde med og gøre sig "fortjent til", men som sandelig også gør at han/hun ikke skal tolerere alt hvad der kommer fra eleverne.

Jeg kan sådan set godt følge meget af det du skriver, men som een der selv blev terroriseret af urolige og "antiautoritære" elever i mine egne folkeskoleklasser, og som først blomstrede op da jeg kom i en langt mere autoritær, men også langt mere velfungerende privatskole tror jeg der er flere sider af sagen.

Sauer - klarsynet og velformuleret. Wie immer.

To områder der savner opmærksomhed:

Uroen blandt ressourcestærke forældres ressourcestærke børn når de ikke møder andre udfordringer end skiftet fra Iphone 4S til 5

Vores børn er den slags. De har gået hele deres skolegang på Hedegårdenes Skole. Vi har selv været ude og drikke afghansk the og snakket dunder med fædre der ikke ville have deres døtre med på lejrtur. Det har været meget lærerigt.

Den anden og og måske mest sørgelige er at musikken er blevet væk. Der hvor man oplever mest uro idag og hvor lærerne flygter væk er musiktimerne. Det var her der for få årtier siden blev lagt en grund for sociale kompetencer, som de andre fag nød godt af. Den er blevet væk, og lur mig om man ikke også nogensteder tror det er en naturlov, at der skal være uro og kaos når der er musik.

Den sidste ved jeg noget om, for jeg er musiklærer. Og det er en skandale at opleve hvordan det hele er blevet vendt om. Både af DLF, Bertel Haarder, folkeskolen og såmænd også musiklærerne selv.

Øv for os. Det går ud over børnene.

Hov jeg glemte at det var en pointe at vores børn mødte børn fra andre socialgrupper. Vi har oplevet skolen vokse sig stor og stærk i de 14 år vi har lagt børn til. Det har været en fornøjelse at se på og måttet være med til.

Simon Olmo Larsen

Ud fra det, man kan læse i debatten, lyder den kommende inkludering i folkeskolen, som en ekskluderende inkludering, lærene forudsiger på forhånd, at der ikke er plads i folkeskolen, til de elever, som nu skal inkluderes - altså har debatten ikke ændret på noget.

Udover at 25% af folkeskolens elever, ikke egner sig til folkeskolen, som ellers skulle kunne rumme alle.

At denne gruppe, har svært ved at gennemfører videre uddannelse, efter folkeskolen, kunne måske være, at de har svært ved at se hvad deres plads er, i det danske samfund, når man ikke engang kan inkludere dem i folkeskolen, hvis varetegn er at styrke sammenhængskraften og fællesskabsfølelsen.

Hvis denne gruppe, som er forholdsvis stor, er et udtryk for, at 25% af en skoleårgang, skal have specialundervisning, fordi at folkeskolens problemer bunder i neurologiske handicaps, er problemet så ikke så stort, at der burde konstrueres special - parallelsamfund, til denne gruppe, for når folkeskolen ikke kan inkludere dem, hvordan kan det så forventes at samfundet kan?

jens peter hansen

Nu er elever der får specialundervisning nu ikke 20-25 %, men under 10%. Mistrivslen er steget de sidste 10-15 år. Man kalder det pigernes skole, men 23 % af pigerne føler at de har problemer. 15 % af drengene føler det samme. Det ER naturligvis alt for mange, men er det forhold der kun skyldes at skolen er dum ?? hvad den selvfølgelig også undertiden er, men vel næppe hele tiden. For piger i 13 årsalderen mistrives er det formentlig udtryk for et komplekst forhold som pubertet,mangel på anerkendelse og svigt. Venindeskaber der går i stykker er et fantastisk sår, der er meget smertefuld for uhyre mange piger.Bagtalelse og mobilmobning er et andet enormt problem. Selvfølgelig har læreren indflydelse på den ånd og stemning, der i en klasse, men der er også hierarkier, sociale netværk og udstødning i gruppdannelserner.Også i de søde pigers klub. Hvordan man lige for fjernet den negative gruppedynamik bruges der megen tid på, undertiden med succes.
At gymnasiet, erhvervsskolerne og de videregående uddannelsers fiasko i forhold til frafald skulle være grundlagt i folkeskolen er vist noget af en skrøne. Her må de modtagende skoler selv kunne svare for sig, men det er jo altid nemmest at sige at det er nogle andres skyld.
Folkeskolen har mange problemer. Et af de største er at den hele tiden bliver bombarderet at modsatrettede ønsker og mål: Mere faglighed, mere boglighed, mere frihed, mere praktisk arbejde, mere kontrol, mere vægt på de grundlæggende fag, mere leg, flere projekter, mere gruppearbejde, mindre gruppearbejde, ingen prøver, flere prøver etc etc.

I dette univers af krav skal læreren navigere og derfor er et vel ikke så mærkeligt at projektet undertiden grundstødes.
De piller jeg skulle have mens jeg lå på hospitalet var to gange ud af 8 de forkerte. Hvad de rigtig gamle fik er ikke godt at vide. En overvægtig sygeplejerske ville ikke give mig en sovepille. Det kunne være vanedannende. Ikke desto mindre har jeg faktisk en vis tiltro til systemet. I alle tilfælde så længe jeg er ved bevidsthed.
Et hospital har ingen patientindflydelse, ingen organer hvor patienterne høres, mens skoler er kontrolleret af forældrebestyrelsen, klassemøder med forældre, samtaler med disse, telefonopkald, e-mails, og samtaler med og om børnene. Intranet fortæller elever og forældre, hvad man laver og hvorfor man laver det. Hver uge opgraderes disse planer.
.
Synes man at man ingen indflydelsehar på undervisningen på skolen og synes man det hele er ad helvede til, så kunne man måske benytte sig af alle de muligheder for kontakt og indflydelse man faktisk har på sine børns skolegang.

Den gang jeg gik i folkeskolen i 70'erne blev uromager sendt hjem med en skriftlig advarsel... fik en mega skideballe der hjemme og lærte det... Hvor er respekten for lærerne og forældrenes ansvar for sine 'møgunger' blevet af..?

Pia Madsen siger: "Jeg kan sådan set godt følge meget af det du skriver, men som een der selv blev terroriseret af urolige og “antiautoritære” elever i mine egne folkeskoleklasser, og som først blomstrede op da jeg kom i en langt mere autoritær, men også langt mere velfungerende privatskole tror jeg der er flere sider af sagen."

Bestemt. Det autoritære behøver jo absolut ikke være et problem, hvis man ellers er sød og rar og bliver behandlet ligeså, og som både du og jeg, instinktivt ønsker at leve op til fineste mellemmenneskelige kriterier, sådan at man aldrig kommer i konflikt med skolens regler, og mest møder søde smil, og ikke bliver udsat for (vilkårlig) autoritet blot for autoritetens skyld.

Problemet for mig kommer når det primært er "autoritet for autoritetens skyld", der bliver det altoverskyggende kriterie. Det gør mig urolig og nervøs. Jeg synes faktisk det er helt uacceptabelt. For mig som dansker føles det fremmedgørende og nedværdigende. "Romersk" vil jeg næsten kalde det.

Den person i min folkeskole som jeg i mit stille sind dybest set beundrede mest, var ikke en lærer, men derimod den søde og klogeste pige i klassen der altid scorede 13 og 11-taller. Hun var min hemmelige gudinde, min beundringsværdige og højtærede modsætning. En superkvinde.

Det jeg oprigtigt frygter er at elever bliver moralsk forvirrede, når det forventes at man skal behandle en lærer bedre, eller kunstigt anderledes end sine sidekammerater. Er det monstro et udtryk for høje kriterier?

Jeg vil kalde det oplæring i fedteri. Eleverne bliver nikkedukker med stewardessesmil. Det forekommer mig også at sådanne kriterier, i bund og grund er logisk vilkårlige, og derfor uoverskuelige. Det er vel derfor, at der ofte følger et udtalt ordensreglement, som i sagens natur (autoritet+ranking) altid alligevel er for utilstrækkeligt, eller uoverskueligt til egentlig at sondere efter.

"Autoritet" bygges alt for ofte op på en besyndelige ide om at lederen/læreren også skal respekteres som værende føreren. Det er et urimeligt krav og en eklatant pædagogisk misforståelse, der var meget populær i trediverne syd for Sønderjylland.

Når jeg går til en kørelærer vil jeg selvfølgelig altid insistere på, at det udelukkende er undertegnede der er fører, og kørelæreren skal ikke tillade sig at tro at han ret til at skælde mig ud: Hva' æ' ej får å høre, fører mæ ej i åen a'. - Så går man selvfølgelig sin vej.

Altid frejdig når du går....

At kunne være den der er fræk og modig, og derfor tør gå frem foran andre, og afprøve grænserne for hele det store vanvid, herunder "folkeskolen," er faktisk en af de egenskaber jeg personligt sætter allerhøjest, sålænge man selvfølgelig er venlig og ikke ekskluderer andre.

Der er i virkeligheden tale om en slags imødekommenhed, der blot skal forstås som antrin og afsatser. Princippet kaldes i runerne for "videreforudoverhenrækkenhed" som selvfølgelig blev forkortet til: "frækhed", fordi ingen danskere længere gider at udtale de ældgamle alenlange logisk stringente oldjydske ordsammensætninger.

Hvordan skal elever med disse evner nogensinde kunne forstå, at man skal straffes for at have slige riderlige og redelige egenskaber i folkeskolen?

Folkeskolen må anerkende disse evner og vejlede eleven i at bruge dem positivt. Eleverne vil hurtigt begå færre fejl, fordi specielt de ungdomsrelaterede og trodsrelaterede fejl vil aftage kraftigt, når de frejdige eller trodsige elever mødes (og dermed også konfronteres) i øjenhøjde.

Pia Madsen siger: Dermed ikke sagt at lærerne er ansvarsløse, men en forudsætning for en velfungerende klasse er at der er en respekt for læreren. En respekt som læreren hele tiden skal arbejde med og gøre sig “fortjent til”, men som sandelig også gør at han/hun ikke skal tolerere alt hvad der kommer fra eleverne.

Det er et fremragende pædagogisk eksempel til efterfølgelse, som også kan være velegnet som princip til at oplære eleverne i, at de naturligvis har ret til ikke at tolerere alt hvad der kommer fra læreren, samt at forudsætningen for en velfungerende klasse er, at eleverne får respekt fra hinanden og fra læreren.

Princippet er magisk som en ravekniv der raver frem og tilbage lige godt.

man skal behandle læreren bedre, Jesper hansen, fordi læreren ved alt det, man ikke selv ved endnu, og derfor må beundre andre for at kunne.

"man skal behandle læreren bedre, Jesper hansen, fordi læreren ved alt det, man ikke selv ved endnu, og derfor må beundre andre for at kunne."

Det står der jo næppe noget om i pensum. Alt hvad eleverne skal vide, står i pensum. Resten er vrøvl.

Logisk set er læreren i realiteten komplet overflødig. Han kan spares væk.

Sider