Kronik

USA er verdens stærkeste demokrati

Udefra kan USA virke som et splittet samfund i forfald. Men de værdier, der har gjort USA til verdens førende demokrati, lever i bedste velgående. USA er stadig stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og troen på det enkelte menneskes muligheder er stærkest
Den dyre og aggressive valgkamp er et udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme.

Den dyre og aggressive valgkamp er et udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme.

Emmanuel Dunand

6. november 2012

Når amerikanerne i dag går til valgurnerne, markerer det afslutningen på næsten et års intens kampagne. I resten af verden ryster mange mennesker på hovedet af de negative valgreklamer og det enorme pengeforbrug, som har præget dette års opgør mellem demokraterne og republikanerne. Samtidig er prominente iagttagere bekymrede over muligheden for fortsat magtdeling og splittelse mellem de to partier efter valget.

Det er i det hele taget nemt at få indtryk af USA som et splittet, udemokratisk og handlingslammet samfund i forfald. Men den dyre og aggressive valgkamp er i virkeligheden udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme. Disse tre principper har gjort USA til verdens stærkeste demokrati, og de lever i bedste velgående.

Kapitalismen, idealismen og føderalismen rækker langt tilbage i amerikansk historie. I det berømte værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd sporede den tyske sociolog Max Weber den amerikanske kapitalisme tilbage til puritanske indvandrere. Weber fremhævede Benjamin Franklin som ærkeeksemplet på den amerikanske kapitalist. Franklin startede som bekendt som trykkerlærling og endte som medunderskriver på Uafhængighedserklæringen, guvernør i Pennsylvania og ambassadør i Frankrig. Han opnåede med andre ord meget i sit liv, og det var ingen tilfældighed. Han spildte nemlig ikke sin tid. »Elsker du livet? Så spild ikke tiden, for tid er, hvad livet består af,« lyder et berømt Franklin-citat.

Udnyt tid og kapital

Den effektive kapitalismeFranklin var et produkt af oplysningstiden, og han forkastede mange af de puritanske doktriner, som han voksede op med. Men han bibeholdt en missionsk tilgang til tilværelsen. Tid og kapital skulle udnyttes fuldt ud. Franklins ånd lever videre i moderne amerikanske konsulenthuse som McKinsey og Bain (Mitt Romneys gamle arbejdsgiver), som specialiserer sig i at eliminere unødvendigt spild af tid og ressourcer for organisationer verden over.

Amerikansk kapitalisme handler mere om effektivitet end om materiel velstand. Penge er ikke et formål i sig selv, men et middel til større effektivitet. Kritikere betegner ofte det amerikanske forbrugssamfund som vulgært. Men kritikerne glemmer, at de mange amerikanske forbrugsgoder sparer værdifuld tid. Det er for eksempel langt mere effektivt at købe ind, hvis man har en stor bil, et stort supermarked og et stort køleskab, end hvis man konstant skal tage cyklen hen til en mikroskopisk butik for at fylde et endnu mere mikroskopisk køleskab op.

Undersøgelser af tidsforbrug viser, at mens amerikanerne arbejder langt flere timer om året end de fleste europæiske folkeslag, så bruger europæerne mere tid på huslige pligter som indkøb og rengøring. Med disse forskellige prioriteringer af tiden er det ikke overraskende, at den gennemsnitlige levestandard i USA er næsten 50 procent højere end i de fleste vesteuropæiske lande. Det bør heller ikke komme som nogen overraskelse, hvis USA kommer hurtigere ud af den økonomiske krise end Europa. Hårdt arbejde og effektivitet er den bedste medicin imod stagnation.

Det samme princip gælder i den politiske verden. Pengeforbruget i den amerikanske valgkamp kan virke vulgært, men pengene muliggør en højere grad af professionalisme og dermed effektivitet. Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt.

Amerikansk idealisme

Idealisme er en anden faktor, som begunstiger det amerikanske demokrati. USA blev grundlagt på princippet om, at alle mennesker er født lige. Før Uafhængighedserklæringen var dette princip stort set uhørt i verdenshistorien. Thomas Jefferson formulerede et nyt og radikalt ideal, som USA siden har arbejdet hårdt for at leve op til. Den amerikanske idealisme ses ikke kun i afskaffelsen af slaveriet, kvindernes ligestilling og borgerrettighedsbevægelsen, men også i amerikanernes holdning til nye mennesker og fremmede kulturer. Amerikanerne tror på, at fattige immigranter og ghettobørn har potentialet til at blive millionærer, og at tilbagestående lande har potentialet til at blive velstående demokratier. Denne idealistiske optimisme adskiller sig markant fra den blanding af kulturkonservatisme og socialisme, som dominerer i det meste af verden. Amerikanerne har høje forventninger til mennesket. Kulturkonservative og socialistiske folkeslag har lave forventninger. Ofte bliver disse forventninger til selvopfyldende profetier.

Idealismen giver USA enorme økonomiske fordele. Immigranter fra hele verden valfarter til USA, og der er ofte tale om stærkt ambitiøse mennesker. Denne konstante tilførsel af arbejdskraft, energi og nye idéer gør det amerikanske samfund langt mere konkurrencedygtigt og mindre aldrende end de fleste industrialiserede lande.

Krav om perfektion

Den aggressive valgkamp i USA er en naturlig konsekvens af amerikanernes idealisme. Amerikanerne har altid set USA som en ledernation, og derfor stiller amerikanske vælgere højere krav til deres politikere, end man ser i resten af verden. Med kravet om større perfektion følger naturligvis større muligheder for at angribe kandidater, som ikke lever op til vælgernes standard. Resultatet er en til tider beskidt, men også meget dybdegående udvælgelsesproces for nationens ledere.

Den socialdemokratiske europaparlamentariker Dan Jørgensen skrev for nylig, at »det ville være meget skadeligt for vores demokrati, hvis vi fik mulighed for at føre negative tv-reklamer, som man har det i USA. « Men er det i grunden særlig demokratisk, at man i Europa har begrænsede muligheder for at oplyse vælgerne om politiske kandidaters svagheder og fejltrin? Og mon ikke det i virkeligheden ville hjælpe på det demokratiske underskud i EU-institutionerne, hvis Rompuy, Barroso og Co. blev udsat for den samme aggressive udvælgelsesproces, som Obama og Romney netop har gennem gået?

Føderalismen

Endelig er der princippet om føderalisme. Den amerikanske føderalisme går tilbage til James Madison, hovedmanden bag den amerikanske forfatning og landets fjerde præsident. Før vedtagelsen af forfatningen bestod USA af 13 uafhængige stater i en konføderation.

Madison var blandt de fremmeste fortalere for en føderal union. Hans vigtigste argument var, at en stor republik er bedre end en lille republik, fordi antallet af særinteresser i en stor republik er så omfattende, at ingen bestemt interessegruppe kan sætte sig permanent på magten.

Madisons vision har tjent USA godt gennem årene. Ved at skabe en stærk union overlevede det unge USA i magtspillet med de europæiske stormagter i 1800-tallet og realiserede drømmen om et »frihedens imperium« fra Atlanterhavet til Stillehavet. I dag sidder amerikanerne på enorme naturressourcer og verdens største hjemmemarked, mens både udvidelsen af EU og skabelsen af et indre marked i Europa står i stampe.

Magtdelingen og den politiske splittelse i USA er en naturlig konsekvens af føderalismen. Sammenlignet med de nationale hovedstæder i Europa er antallet af særinteresser i Washington enormt, så der vil naturligvis være langt større politisk spændvidde, end man ser i mindre og monokulturelle lande som Danmark. Men i modsætning til europæerne kan amerikanerne rent faktisk træffe effektive og demokratiske beslutninger på føderalt niveau. Når den amerikanske debat ofte virker hård, skyldes det netop, at politikerne i Washington har reel magt. Derfor vil hele verden også se med på TV i aften.

Henrik Fogh Rasmussen er kommunikationsrådgiver og amerikansk statsborger siden 2010

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bortglemt er det amerikanske samfunds bagside...

Jeg så Søren Pind og Jacob Holdt i USA på tv forleden. Søren Pind under et besøg i en hjemløseteltby:

"Jeg behøver ikke se den slags. Jeg ved det findes. Det er en del af gamet."

Det er åbenbart også en del af gamet helt at se bort fra disse forhold.

Benjamin Franklin udtalte også, at "hver gang jeg sætter mig på min divan, går jeg glip af 10 dollars". De ord glemmer jeg altid (frit fra MAD Magazine).

Jette Abildgaard

Bill Atkins,

Korrekt Bill Artkins og, samtidigt kan jeg ikke lade vaere at sammenligne de firmaer jeg gennem mit liv har arbejdet for......firmaer fra 4 forskellige Europaeiske lande og USA og, der er ingen, - absolut ingen tvivl om, hvilket af disse 5 lande der er bedst, mest effektivt, mest resultatskabende og allermest stabilt at arbejde for, for det er saa helt klart USA!!

Dette boer man tage med, naar man kigger paa USA for, lige netop der kan Europa laere en masse af USA. At der saa paa utallige andre punkter er meget USA kunne laere af Europa (om f.eks. fattigdom...maaske), se det er noget helt andet....

Det vi mangler helt uendeligt meget i Europa er, bland andet, at laere atg kigge yd over vores egen naesedtip samt ikke mindst at stoppe den helt afsindigt vanvittige klasseopdeling af mennesker og, netop indfoere demokrati, som er for ALLE......lykkeligt glemt af blandt andet vort lille land hvor ordet demokrati netop udelukkende er et ord, og intet andet end et ord....jeg har kun oplevet noget der ligner det Amerikanske demokrati i ET Europaeisk land, nemlig det jeg bor i Irland!! Og, dette har maaske sin aarsag......Irland er og var, et land med stor emigration til netop USA!!

Naturligvis. Diskussion af kronikørens familiære forhold har derimod ingen relevans til artiklens indhold, men kritik af udvalget af kronikører kan med fordel formuleres som læserbreve og sendes til debatredaktionen.

Debatvært
Espen Fyhrie

Republikanisme har intet med demokrati at gøre - demokrati er den forvaltning af de fælles institutioner, borgerne foretager imellem valgene.

Kommunikationsrådgiver Fogh Rasmussen siger:
- USA er verdens stærkeste demokrati.

Tidligere præsident Jimmy Carter siger:
- USA har et af verdens værste valgsystem, p.g.a. den overdrevne mængde af penge i valget.

Begge udsagn har det til fælles, at de er fremført af usanske statsborgere.
Som ikke usansk statsborger i demokratiets højborg, kan jeg vel så blot konstatere, at selv om man bor i samme land, lever man ikke i den samme virkelighed.!

Peter Ole Kvint

Bruttonationalindkomsten
Når artiklen fortæller at den gennemsnitlige levestandard er stor i USA, så er det lidt en misforståelse. Bruttonationalindkomsten skal forstås inden at man kan sammenligne lande.
Det som trækker USAs Bruttonationalindkomst op er USAs militær og budgetunderskuddet. For at andre lande kunne få en Bruttonationalindkomst som USA så skulle de mange doble deres forsvar og budgetunderskud. Vil det være fornuftigt? "Ja, USA er stæk". Er du nu sikker på det?

Peter Ole Kvint

"Men i modsætning til europæerne kan amerikanerne rent faktisk træffe effektive og demokratiske beslutninger på føderalt niveau."

80% af alt lovgivning er blevet blokeret i de sidste 4 år for at skade Obama. Det lyder ikke særligt effektivt og demokratisk.

Mikkel Andersen

Amerikanerne er liberale (på den danske måde) i et omfang de fleste af os har svært ved at forstå. Derfor er USA stadig et stærk demokrati og heldigvis den stærkeste af de fire "ideologier der slås om magten rundt i verden. (1. Den islamisk baserede klan-model, 2. den vestligt demokratiske model. ,3. Det kinesiske et-parti-kommunisme-system og 4. den russiske KGB-kleptokrati-model. Set i det perspektiv er vi (om du stemmer på liste Ø, O eller midt imellem) mest på bølgelængde med Obama (eller sågar Romney)....... believe it or not.

Daniel Mikkelsen

Overskriften på artiklen er et falsum da der faktisk aldrig har været reelt demokrati i USA. Det har derimod været stærke erhvervs og kapital interesser der har haft mest at sige, flest penge at føre lobby arbejde for, og mest magt til at påvirke (de ikke særlig demokratiske) beslutningsprocesser.
Ud over det så er der kun to partier (jeg ser bort fra de uafhængige da de kun udfylder en funktion som bedst kan betegnes som pauseklovne).

Som Noam Chomsky så smukt sagde det ; " we have to sides of the business-party"

Mikkel du glemmer helt den skadinaviske model med en stor omfordeling af bruttoindkomsten - en model som på trods af liberal modstand har vist sig som den mest humane af alle samfundsmodeller.

Mikkel Andersen

Noam Chomsky er en sur gammel sutsko, der ikke kan pege på hvor vi ellers skal hen.
Alle demokratier kan optimeres til en højere "demokratisk værdi" - også USa og Danmark
Men USA er stadig er vitalt stærkt demokrati, der (på trods af sine fejl og mangler) typisk går forrest når der ude i verden skal slås et slag for demokrati og basale frihedsrettigheder, mens vi (Europa) kigger den anden vej når civile massakreres eller store regimer undertrykker små nabo-stater.
Iøvrigt er amerikanerne rigere (i købekraft) og mere veluddannede end os (bare inden vi henfalder til den sædvanlige selvfede vi-ved-bedst retorik)

Mikkel Andersen

Hej Bill@ Den skandinaviske model er desværre ikke en af de store geopolitiske modeller der gør sig gældende i det globale magtspil... i den sammenhæng er det jo netop min pointe at vi er på hold med amerikanerne... selvom vi måtte føle os meget langt væk fra antiabort-tosserne og våben-freaksene på højrefløjen.

En livsbekræftende kronik.

USA fængsler flere end noget andet land. I dag sidder der omkring 2,3 millioner mennesker i amerikanske fængsler. Nu har jeg lært at se dette som et udtryk for amerikansk gæstfrihed.

I snit bliver 87 mennesker skudt ihjel hver dag. Alene i år har der indtil videre været 12 tilfælde af massedrab med skydevåben, med et rekordantal dræbte.
At så mange bliver ramt er et udtryk for amerikansk målrettethed.

46,2 amerikanerne, 15.1% af befolkningen betegnes som fattige. Omkring 50 millioner bor i husstande hvor de ikke kan være sikre på at få den mad de behøver. USA tilbyder altså større avancementsmuligheder end noget sammenligneligt land.

Tak Henrik Fogh Rasmussen. Du har lært mig at se verden på ny.

Mikkel, denne krise vil vise om EU vælger den skandinaviske model med en værdig behandling af de nederste i samfundet, eller den amerikanske model, hvor madbilletter er den eneste hjælp arbejdsløse og fattige kan forvente.

PS. Romney ventes at skære gevaldigt i ordningen med madbilletter.

Mikkel Andersen,USAs formål med deres udenrigspolitik er simpelthen frihedsrettigheder og demokrati? Talebanisering af Afghanistan skete på grund af den amerikanske udenrigspolitik under Reagan. Saddam var i mange år på USAs payroll, selv efter han gassede kurderne. USA støtter fortsat mange dikaturer rundt omkring i verden. Måske du skulle tage og blive bekendt med noget information som ikke stammer fra vestlige staters propagandaorganer. Du kan med fordel starte med William Blum.

Med i billedet af USA's kriminalitetspolitik skal, at den kriminelle lavalder er 6-12 år og USA som det eneste land sammen med somalia, ikke har underskrevet FN's Børnekonvention. Den siger bl.a. at børn under 18 år ikke kan få fængsel på livstid. I USA er 2500 børn helt ned til 11 år dømt til at sidde i fængsel på livstid.

Det må være rart at leve i en drømmeverden, hvor fattige ikke findes, fordi amerikanerne i gennemsnit er de rigeste.

Men som en anden kommentar var inden på, så hjælper det jo at smide dem i fængsel - så slipper man for at se på en vis procentdel af dem i hvert fald.

Og denne her er da price-less:

"Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt."

Igen - det må være en interessant virkelighed, skribenten befinder sig i, hvis han vitterlig selv tror på det ævl, han skriver.

Lise Lotte Rahbek

Jeg har aldrig boet i USA, omend jeg har været på besøg, så jeg kan jo ikke VIDE, om det er det fantastiske demokrati, det udråbes til.

Jeg lever i Danmark, som er bestandigt kritisk overfor politikere, overfor det offentlige, overfor systemer og nogle gange endda overfor kritikken af kritikken.
Det kan man godt løbe lidt sur i,
men jeg opfatter det som yderst demokratisk, at langt hovedparten af borgerne faktisk engagerer sig i landet, i systemerne og i politik og kan gøre en forskel og påvirke meningerne.

Sådan kan man jo anse demokrati fra forskellige vinkler.

Det største problem for det amerikanske demokrati er manglen på parlementarisme.

Skribenten forholder sig ikke til den fastlåste situation i den amerikanske kongress, hvor et republikansk flertal effektivt har blokeret for gennemførelsen af præsidentens politik gennem fire år (med få undtagelser). Den samme - for landet - destruktive tendens vil sikkert også gøre sig gældende, hvis Romney vandt valget og senatet bevarede et demokratisk flertal.

Som godt som alle amerikanske politikere - rød som blå - taler om Washington (kongressen) som "broken" dvs. i stykker. Særinteresserne (rigmænd og erhvervsliv) har købt sig til et politisk status quo, som truer med at ødelægge den amerikanske økonomi og dermed samfundet.

Derfor fremstår udsagnet "Men i modsætning til europæerne kan amerikanerne rent faktisk træffe effektive og demokratiske beslutninger på føderalt niveau." som et postulat der ikke har belæg i virkeligheden, men i en bevidst fordrejning af fakta - set fra netop særinteressernes synspunkt.

Kapitalismen var en naturlig udvikling af englændernes system, som bestod af at udnytte andre nationer.

Levestandarten i USA's "rural areas" er til grin. Folk dør som fluer.

Folk arbejder mere i USA fordi at de bliver voldsomt udnyttet og kan få 30 kr i min løn.

Bidragene til præsidentvalgene er blevet ændret for 4 år siden. Nu kan enhver virksomhed skyde ligeså mange milliarder i en kandidat som de har lyst til. Bundkorrupt.

Negrene og kvinderne var ikke en del af Uafhængihedserklæringen. Faktisk var det kun hvide mænd med jord der var "født lige".

Der er ingen der frigav slaverne pga humanistiske grunde. Det er en omgang bullcrap. Der var ikke fri konkurrence når den ene part måtte bruge "fri arbejdskraft (næsten gratis arbejdskraft; lønarbejdere) og den anden kunne bruge slaver. Det var et økonomisk spørgsmål primært.
Dernæst havde datidens ånd dog slaverne i mente hos visse; udgivelsen af Uncle Tom's Cabin gjorde ekstremt meget og blev århundredets mest solgte bog.

USA står som den stærke vogter af et system hvor ejendomsret er alt; hvor 4 milliarder mennesker kloden over lever for under 2$ om dagen. Et system hvor mange udnyttes af de få.
Et system hvor krig og interventioner er daglidag.

Denne artikel er ik fem potter pis værd. Ej heller skribentens holdninger der ikke har megen stand i virkelighedens verden. Han er vidst blevet forblændet "derovre".

Her er et link der beskriver det demokratiske samfund Henrik Fogh Rasmussen hylder. Mon ikke de bedste betingelser for et sådant pt. eksisterer i netop USA.

http://www.information.dk/275175

"hvis en given velfærdsydelse ikke tjener markedsstatens centrale formål, så bør den afvikles"

"Det betyder ikke, at markedsstaten er uden et socialt sikkerhedsnet. Men hvor velfærdsstatens sikkerhedsnet er bygget på princippet om statsgaranterede sociale rettigheder for arbejderklassen, er markedsstatens sikkerhedsnet blot endnu en mulighed for den kreative klasse for at udfolde sig ved at hjælpe samfundets svageste."

Mikkel Andersen

Verden er (tro det eller ej) mere fredelig og demokratisk end nogensinde før (dvs færre dør i væbnede konflikter og en større andel af verdensbefolkningen kan stemme på deres magthavere end tidligere). Det er vel også USAs fortjeneste.
Det er vel langt hen ad vejen USAs fortjeneste at: Vi blev befriet fra nazisterne, at Taiwan er et moderne demokrati, at Sydkorea er et moderne demokrati, at Japan er et moderne demokratiat, at israelerne ikke er blevet massakreret af de arabiske diktaturer, at Sovjet-regimet faldt fra hinanden, at Milosovic blev stoppet og en demokratisering påbegyndt, at Kineserne lige så langsomt moderniserer deres styreform, at Sydamerika er demokratiseret, at noget bedre forhåbentlig er på vej i Irak og Afghanistan, at modernisesering og demokratisering i ex-sovjetstaterne presser sig på, at FN som organisation hænger sammen osv osv....der er mange fejl og interessevaretagelser undervejs (og også ting der gik galt, f.eks. Somalia og Rwanda hvor USA fulgte den europæiske passivitetsmodel). Men "by the end of the day" tror jeg vi kan være meget godt tilfredse med at være i den demokratiske lejr med USA og de andre uperfekte demokratier...

Sabine Behrmann

Kommunikationsrådgiver - det er vist det samme som en spindoktor... Den slags folk kan ikke så godt sammen med sandheden.

Ellers har jeg mest indtryk af at USA er blevet et plutokrati.

Rettelse kl. 9:36:

"46,2 amerikanerne, 15.1% af befolkningen betegnes som fattige."

Der skal selvfølgelig stå 46,2 millioner amerikanere...

Hvis USA er "Verdens Stærkest Demokrati" hvorfor er det så svært at stemme i de afgørende stater? Eller i det hele taget. I 2010 var stemmeprocent 32%!! Republikaner ligger hindringer i vejen for at demokratiske vælger kan stemme - er det også demokrati og udtryk for stærkhed. Nej, det er udtryk for at USA er verdens stærkeste plutokrati, og alle de HKRs, Søren Pinds i Danmark vil helst forblive blind til dette faktum (ligesom datidens kommunister var blind til Gulag og dets følger). Hvis alle kunne stemme som i Danmark, vil republikaner være et ubetydelig faktor i politik - og de ved det efter eget udsagn. Jeg er født og opvokset i USA og kom til Danmark da jeg var 28 og oplevet demokrati for første gang i Danmark.

Troels H. Poulsen

Et noget andet syn på USA i dagens Spiegel:

"Det politiske system er i kapitalens og dens lobbyisters hånd. Checks and balances har slået fejl.
Og en pervers blanding af ansvarsløshed, grådighed
og religiøs fanatisme behersker den offentlige mening."
(Das politische System ist in der Hand des Kapitals und seiner Lobbyisten. Die Checks and Balances haben versagt. Und eine perverse Mischung aus Verantwortungslosigkeit, Profitgier und religiösem Eiferertum beherrscht die öffentliche Meinung.)
http://www.spiegel.de/politik/ausland/us-wahl-wie-der-kapitalismus-das-l...

Mikkel Andersen:

"Det er vel langt hen ad vejen USAs fortjeneste at [..] Sydamerika er demokratiseret"

Det er en lodret løgn. Ganske enkelt. Der er næppe noget højreorienteret diktatur eller nogen antidemokratisk paramilitær gruppering i Latin-Amerikas historie siden 1950, som ikke har været støttet af USA. Du er ude i en meget grim, hvidvaskende historieforfalskning, Mikkel Andersen.

I forlængelse af en kommentar som er blevet slettet vil jeg påstå at Henrik Fogh Rasmussens kronik er så ukvalificeret og så propagandistisk at den ikke ville være blevet bragt hvis ikke han var søn af den tidligere statsminister. Der kan dårligt være nogen anden forklaring på at Information har valgt at trykke et sådant makværk.

”…den gennemsnitlige levestandard i USA er 50 % højere end i de fleste vesteuropæiske lande.”
Det gælder næppe hvis vi sammenligner de grupper, der ligger under den 99. percentile i indkomstfordelingerne!

”Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt.”
Er det nu virkelig en dialog (samtale), der foregår? Umiddelbart ligner kampagnerne nøje kalkulerede manipulationer af vælgerne.

”Amerikansk idealisme”
Tja… sorte fik først fuld stemmeret i hele USA så sent som i 1965 og udenrigspolitiken har mestendels været præget af benhård realisme.

I USA er politikerne blevet fuldstændig afhængige af kampagnebidrag og ’Citizens United’ afgørelsen har åbnet en ladeport for plutokraters indflydelse på lovgivningen.
Spørgsmålet er, om USA i dag reelt bør betegnes et demokrati.

USA har aldrig været et demokrati, USA er en republik(Constitutional Republic), kapitalisme synes jeg tit bliver misforstået som et synonym med "den frie verden" , men altså alle lande uanset parti-politik eller ideologi bruger penge, ergo uanset om det er kommunister, demokratier osv, skal de jo alle bruge,.. penge.

Men i bund og grund er demokrati= hvis 99% synes det er ok at bryde menneskerettigheder så gør de det,.. demokrati er i sig selv defekt og det er en misforståelse at "demokrati" skulle være den ypperste/bedste styreform der findes,.. hvis den var det,.. hvorfor er USA så stadigvæk en republik?

mvh

Mikkel Andersen

Thomas Bonde@.. nu skrev jeg jo også at: ..der er mange fejl og interessevaretagelser undervejs ..

Ikke desto mindre har Sydamerika med massiv USA-påvirkning flyttet sig tusind gange længere mod demokrati og modernisering end Afrika (som har været Europas "baggård" i den samme periode). Jeg tror befolkningerne i Taiwan, hele Sydamerika, Japan, Sydkorea, Israel, Sydsudan osv generelt er begejstrede for den amerikanske støtte, fremfor en mumlende verbal opbakning fra det halvhjertede imperie-hospice der hedder Europa. Så kan afstemningskøerne i Florida være nok så lange og valgkampsbudgetterne nok så astronomiske...

"Det er i det hele taget nemt at få indtryk af USA som et splittet, udemokratisk og handlingslammet samfund i forfald."

Ja, jeg er helt enig. Det er svært at se usa som et samlet, demokratisk samfund i fremgang.

"Derfor vil hele verden også se med på TV i aften."

Men konklusionen er forkert, da jeg aldrig kunne drømme om at sidde foran et tv og glo på amerikansk valgshow.

Og så det der med at udråbe hvem der er de stærkeste, synes jeg virker ret barnligt.

Apropos den officielle propaganda gående på, at USAs udenrigspolitik handler om menneskerettigheder, frihed og demokrati:

Droneprogrammet var for nylig genstand for sønderlemmende kritik i internationale medier i kølvandet på offentliggørelsen af et omfattende studium af programmets konsekvenser begået af forskere ved de juridiske fakulteter på universiteterne NYU og Stanford. Studiets formål var at foretage “en uafhængig undersøgelse angående hvorvidt, og i hvilket omfang, droneangreb i Pakistan er i overensstemmelse med folkeretten og gør [civile] fortræd.”

Rapporten er baseret på “over 130 detaljerede interviews med ofre og vidner til droneaktivitet, deres familiemedlemmer, nuværende og tidligere pakistanske embedsmænd, repræsentanter fra fem store pakistanske politiske partier, eksperter på området, advokater, lægefaglige professionelle, udviklings- og humanitære arbejdere, medlemmer af civilsamfundet, akademikere og journalister.”

I en opsummering af rapportens resultater kan man læse følgende:

"In the United States, the dominant narrative about the use of drones in Pakistan is of a surgically precise and effective tool that makes the US safer by enabling "targeted killings” of terrorists, with minimal downsides or collateral impacts. This narrative is false."

Rapporten beskriver hvordan droneprogrammet påvirker civilbefolkningen i det nordlige Pakistan:

"The US practice of striking one area multiple times, and evidence that it has killed rescuers, makes both community members and humanitarian workers afraid or unwilling to assist injured victims. Some community members shy away from gathering in groups, including important tribal dispute-resolution bodies, out of fear that they may attract the attention of drone operators. Some parents choose to keep their children home, and children injured or traumatized by strikes have dropped out of school. Waziris told our researchers that the strikes have undermined cultural and religious practices related to burial, and made family members afraid to attend funerals. In addition, families who lost loved ones or their homes in drone strikes now struggle to support themselves.”

Denne statsterroristiske virksomhed har både Romneys og Obamas fulde opbakning og der var derfor ikke nogen som helst kritisk debat omkring programmet i den tredje tv-debat mellem Obama og Romney, da de third party candidates som er kritiske overfor denne magtpraksis, bekvemt var udelukket fra debatten.

http://kritiskmodpol.blogspot.dk/2012/10/kommentar-til-tredje-tv-debat-m...

Niels Engelsted

I Spiegel kaldes de republikanske kernetropper for det amerikanske Taliban, så jeg kunne ikke lade være at undre mig, da jeg i TV så at Venstre Ungdoms landsformand Dahlin i lang tid har arbejdet for Romneys valgkampagne i USA.

Men så kom jeg i tanke om, at en tidligere landsformand Lars Løkke Rasmussen startede sin vej mod partilederjobbet og statsministerposten, da han med Afghanerdragt og kalashnikov gav sin varme og pekuniære støtte til Taliban i Afhanistan.

Så forklaringen er nok, at omfavnelsen af mørkemændene iTaliban, hvor de så end findes nok er en initieringsritus hos Venstre. Det er bare antropologi.

I forlængelse af Steen Sohns kommentar kl. 11:44 vil jeg igen nævne at Republikanerne flere steder har gjort hvad de kunne for at forhindre formodede Demokratiske vælgere i at stemme. At folk i Demokratisktenderende byområder bliver tvunget til at stå i kø i timevis, med det forudsigelige resultat at flere opgiver at stemme, er en af metoderne.

Det er noget af et skønmaleri H.F. Rasmussen leverer. Spørgsmålet er om han selv tror på det, eller det blot er en provokation.
Indledningsvis skriver HFR: ” Men de værdier, der har gjort USA til verdens førende demokrati, lever i bedste velgående. USA er stadig stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og troen på det enkelte menneskes muligheder er stærkest.” Stiglitz gør sin nyeste bog: The Price of Inequality.” op med den myte og fremhæver europæiske lande som eksempler på stører social mobilitet.
Amerikansk kapitalisme er vel mere inspireret af Calvin, hvor ens penge var udtryk for Guds velbehag, så når man skulle sikre sig en plads i Himmerriget var det nødvendigt med en fed konto. Da man aldrig kunne være helt sikker blev tilværelsen præget stræbsomt slid og et til tider grådigt liv. Et direkte udslag har vi i den nuværende krise, som skyldes WS”s grådighed.
Teknik og perfektion spiller en stor rolle, men desværre for USA førte denne overlegenhed til en sønderbombning af Vietnam. Ifølge Daniel Ellsbergs:”The Pentagon Paper”: var 70% af indsatsen for, at Kennedy og andre præsidenter ikke skulle stå som taber i en ligegyldig krig, hvor alle landets idealer blev opgivet. Så meget om amerikanske ledere. Går vi til de nuværende krige Irak og Afghanistan har vejside –og selvmordsbomber vist, at billige løsninger kan sætte teknik og perfektion ud af spillet.
Det store pengeforbrug i valgkampen og penges indflydelse har fået Stiglitz til at tale om the political system is more akin to ”one dollar one vote” than to ”one person one vote”. Den landsdækkende tv-debat mellem Obama og Romney betales af firmaer, som også opstiller reglerne, derfor blev ”De Grønne” udelukket. Man kan fortsætte i en uendelighed med at modbevise HFRs påstande. Mener HFR, at levestandarten i USA er 50% højere end i Skandinavien?

Et land hvor 90 mill ikke stemmer, hvor man kan miste sin stemmeret og hvor man kun kan vælges hvis man har penge nok, er ikke et demokrati. punktum.

@ Mikkel Andersen

Angående din kommentar til kronikken på denne tråd om USA og Sydamerika, prøv så lige at slå over på en anden Inf. tråd og læs hvad der i disse timer foregår på Cuba.
Forhandlinger, der kan få større politisk betydning for Amerika end præsidentvalget i USA i dag.

http://www.information.dk/314811?page=1

Sider