Kronik

USA er verdens stærkeste demokrati

Udefra kan USA virke som et splittet samfund i forfald. Men de værdier, der har gjort USA til verdens førende demokrati, lever i bedste velgående. USA er stadig stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og troen på det enkelte menneskes muligheder er stærkest
Den dyre og aggressive valgkamp er et udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme.

Den dyre og aggressive valgkamp er et udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme.

Emmanuel Dunand

Debat
6. november 2012

Når amerikanerne i dag går til valgurnerne, markerer det afslutningen på næsten et års intens kampagne. I resten af verden ryster mange mennesker på hovedet af de negative valgreklamer og det enorme pengeforbrug, som har præget dette års opgør mellem demokraterne og republikanerne. Samtidig er prominente iagttagere bekymrede over muligheden for fortsat magtdeling og splittelse mellem de to partier efter valget.

Det er i det hele taget nemt at få indtryk af USA som et splittet, udemokratisk og handlingslammet samfund i forfald. Men den dyre og aggressive valgkamp er i virkeligheden udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme. Disse tre principper har gjort USA til verdens stærkeste demokrati, og de lever i bedste velgående.

Kapitalismen, idealismen og føderalismen rækker langt tilbage i amerikansk historie. I det berømte værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd sporede den tyske sociolog Max Weber den amerikanske kapitalisme tilbage til puritanske indvandrere. Weber fremhævede Benjamin Franklin som ærkeeksemplet på den amerikanske kapitalist. Franklin startede som bekendt som trykkerlærling og endte som medunderskriver på Uafhængighedserklæringen, guvernør i Pennsylvania og ambassadør i Frankrig. Han opnåede med andre ord meget i sit liv, og det var ingen tilfældighed. Han spildte nemlig ikke sin tid. »Elsker du livet? Så spild ikke tiden, for tid er, hvad livet består af,« lyder et berømt Franklin-citat.

Udnyt tid og kapital

Den effektive kapitalismeFranklin var et produkt af oplysningstiden, og han forkastede mange af de puritanske doktriner, som han voksede op med. Men han bibeholdt en missionsk tilgang til tilværelsen. Tid og kapital skulle udnyttes fuldt ud. Franklins ånd lever videre i moderne amerikanske konsulenthuse som McKinsey og Bain (Mitt Romneys gamle arbejdsgiver), som specialiserer sig i at eliminere unødvendigt spild af tid og ressourcer for organisationer verden over.

Amerikansk kapitalisme handler mere om effektivitet end om materiel velstand. Penge er ikke et formål i sig selv, men et middel til større effektivitet. Kritikere betegner ofte det amerikanske forbrugssamfund som vulgært. Men kritikerne glemmer, at de mange amerikanske forbrugsgoder sparer værdifuld tid. Det er for eksempel langt mere effektivt at købe ind, hvis man har en stor bil, et stort supermarked og et stort køleskab, end hvis man konstant skal tage cyklen hen til en mikroskopisk butik for at fylde et endnu mere mikroskopisk køleskab op.

Undersøgelser af tidsforbrug viser, at mens amerikanerne arbejder langt flere timer om året end de fleste europæiske folkeslag, så bruger europæerne mere tid på huslige pligter som indkøb og rengøring. Med disse forskellige prioriteringer af tiden er det ikke overraskende, at den gennemsnitlige levestandard i USA er næsten 50 procent højere end i de fleste vesteuropæiske lande. Det bør heller ikke komme som nogen overraskelse, hvis USA kommer hurtigere ud af den økonomiske krise end Europa. Hårdt arbejde og effektivitet er den bedste medicin imod stagnation.

Det samme princip gælder i den politiske verden. Pengeforbruget i den amerikanske valgkamp kan virke vulgært, men pengene muliggør en højere grad af professionalisme og dermed effektivitet. Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt.

Amerikansk idealisme

Idealisme er en anden faktor, som begunstiger det amerikanske demokrati. USA blev grundlagt på princippet om, at alle mennesker er født lige. Før Uafhængighedserklæringen var dette princip stort set uhørt i verdenshistorien. Thomas Jefferson formulerede et nyt og radikalt ideal, som USA siden har arbejdet hårdt for at leve op til. Den amerikanske idealisme ses ikke kun i afskaffelsen af slaveriet, kvindernes ligestilling og borgerrettighedsbevægelsen, men også i amerikanernes holdning til nye mennesker og fremmede kulturer. Amerikanerne tror på, at fattige immigranter og ghettobørn har potentialet til at blive millionærer, og at tilbagestående lande har potentialet til at blive velstående demokratier. Denne idealistiske optimisme adskiller sig markant fra den blanding af kulturkonservatisme og socialisme, som dominerer i det meste af verden. Amerikanerne har høje forventninger til mennesket. Kulturkonservative og socialistiske folkeslag har lave forventninger. Ofte bliver disse forventninger til selvopfyldende profetier.

Idealismen giver USA enorme økonomiske fordele. Immigranter fra hele verden valfarter til USA, og der er ofte tale om stærkt ambitiøse mennesker. Denne konstante tilførsel af arbejdskraft, energi og nye idéer gør det amerikanske samfund langt mere konkurrencedygtigt og mindre aldrende end de fleste industrialiserede lande.

Krav om perfektion

Den aggressive valgkamp i USA er en naturlig konsekvens af amerikanernes idealisme. Amerikanerne har altid set USA som en ledernation, og derfor stiller amerikanske vælgere højere krav til deres politikere, end man ser i resten af verden. Med kravet om større perfektion følger naturligvis større muligheder for at angribe kandidater, som ikke lever op til vælgernes standard. Resultatet er en til tider beskidt, men også meget dybdegående udvælgelsesproces for nationens ledere.

Den socialdemokratiske europaparlamentariker Dan Jørgensen skrev for nylig, at »det ville være meget skadeligt for vores demokrati, hvis vi fik mulighed for at føre negative tv-reklamer, som man har det i USA. « Men er det i grunden særlig demokratisk, at man i Europa har begrænsede muligheder for at oplyse vælgerne om politiske kandidaters svagheder og fejltrin? Og mon ikke det i virkeligheden ville hjælpe på det demokratiske underskud i EU-institutionerne, hvis Rompuy, Barroso og Co. blev udsat for den samme aggressive udvælgelsesproces, som Obama og Romney netop har gennem gået?

Føderalismen

Endelig er der princippet om føderalisme. Den amerikanske føderalisme går tilbage til James Madison, hovedmanden bag den amerikanske forfatning og landets fjerde præsident. Før vedtagelsen af forfatningen bestod USA af 13 uafhængige stater i en konføderation.

Madison var blandt de fremmeste fortalere for en føderal union. Hans vigtigste argument var, at en stor republik er bedre end en lille republik, fordi antallet af særinteresser i en stor republik er så omfattende, at ingen bestemt interessegruppe kan sætte sig permanent på magten.

Madisons vision har tjent USA godt gennem årene. Ved at skabe en stærk union overlevede det unge USA i magtspillet med de europæiske stormagter i 1800-tallet og realiserede drømmen om et »frihedens imperium« fra Atlanterhavet til Stillehavet. I dag sidder amerikanerne på enorme naturressourcer og verdens største hjemmemarked, mens både udvidelsen af EU og skabelsen af et indre marked i Europa står i stampe.

Magtdelingen og den politiske splittelse i USA er en naturlig konsekvens af føderalismen. Sammenlignet med de nationale hovedstæder i Europa er antallet af særinteresser i Washington enormt, så der vil naturligvis være langt større politisk spændvidde, end man ser i mindre og monokulturelle lande som Danmark. Men i modsætning til europæerne kan amerikanerne rent faktisk træffe effektive og demokratiske beslutninger på føderalt niveau. Når den amerikanske debat ofte virker hård, skyldes det netop, at politikerne i Washington har reel magt. Derfor vil hele verden også se med på TV i aften.

Henrik Fogh Rasmussen er kommunikationsrådgiver og amerikansk statsborger siden 2010

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels

Tak for komplementet. At blive nævnt sammen med Anne Albinus betragter jeg som en stor ære.

Jeg kendte ikke til din link, men jeg har læst en del om hvordan der blev fiflet med valget i 2004. Det er noget af det samme som Republikanerne prøver at gennemføre i denne omgang.

Endnu et bevis på det amerikanske demokratis overlegenhed.

Troels H. Poulsen

"Pengeforbruget i den amerikanske valgkamp kan virke vulgært, men pengene muliggør en højere grad af professionalisme og dermed effektivitet. Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt."
Altså: det amerikanske system gør, at kun rigmænd har råd til at stille op til præsidentvalg, hvilket er ideelt, fordi kun rigmænd har de økonomiske midler til at kommunikere deres budskab ud, fordi det amerikanske system kræver en masse penge for at man kan få sit budskab ud. Ergo er det amerikanske demokrati det bedste i verden.

Hvor har knægten da denne evne til sofisteri fra?
(Uha, sådan noget må man vist ikke skrive i dette forum!)

Søren 2 Jensen

Hvis USA er værdens stærkeste demokrati, så er de et glimrende eksempel på at demokrati og menneskerettigheder ikke altid går hånd i hånd

At diskutere det amerikanske samfund ud fra denne tekst ville svare til, at vi så på det danske udfra H. C. Andersens "I Danmark er jeg født" ... Henrik Fogh siger én fornuftig ting, nemlig at man ikke skal spilde sin tid. Følg opfordringen og læs noget andet.

Idealismen i USA er så blændende stærk, at omkring halvdelen af vælgerne er pivfløjtende ligeglade og dropper at stemme. Så meget vil de det! Jeg er imponeret. Virkelig. /sarkasme

Henrik Fogh Rasmussen skriver:
"Amerikanerne tror på, at fattige immigranter og ghettobørn har potentialet til at blive millionærer..."

Den amerikanske drøm er en illusion. Istedet har vi et system, hvor kun 400 mennesker ejer lige så meget som de 150 millioner - halvdelen af USA's befolkning - fattigste.
Kombinér det med en social mobilitet, som i praksis gør det umuligt at bryde sin sociale arv og opfylde den amerikanske drøm og blive rig, og du har et klassesamfund, hvor den overklassen ikke kan røres. Kombinér dette med penges indflydelse på politik i en grad, hvor man kan købe politikere og valg, og du har i praksis et oligarki.

http://www.businessinsider.com/the-american-dream-is-now-a-myth-2012-6

"America's social mobility is now not only one of the lowest in the country's history--it's one of the lowest in the first world.

If that doesn't change, the fundamental promise of America for the past 250 years will disappear. The country will no longer be a place in which you can control your economic destiny. Rather, it will become the sort of society that so many of those who emigrated here sought to escape: A country in which your destiny is determined at birth."

Kære Information. Når I blåstempler dette makværk (ved at give det plads i Jeres avis) må I også forvente, at der kommer reaktioner, som I ikke bryder Jer om. Det er jo ikke altid, man kan møde usaglighed, vås og nonsens med saglighed. Også jeg vil være tilbøjelig til at reagere uhensigtsmæssigt og ubalanceret stillet over for den slags udgydelser. Og det er måske meget godt, for så er man da ikke helt hjernedød.
Det er så meget desto mere ærgeligt, da man sikkert kunne have valgt at få skrevet en kronik, der på anden saglig og virkelighedsbaseret vis forsøgte at beskrive nogle hovedtræk i det amerikanske samfund. Der er da givetvis meget godt, men der er ved gud også kæmpemæssige problemer, som man ikke bare kan lade som om de ikke er der, når man giver en karakteristik af dette land. Og nogle ting i kronikken er jo helt forkert. For eksempel spørgsmålet om social mobilitet, som selveste superliberalistiske The Economist har beskrevet og problematiseret i en dybdeborende artikel fornylig, og hvor USA bestemt ikke indtager nogen efterstræbelsesværdig placering. Her hersker uligheden, kraftigt stigende, og der er en markant (empirisk påvist) tendens til, at mobiliteten mellem de sociale klasser er for nedadgående - og allerede nu lavere end i mange europæiske lande. Så dette med den sociale opstigning fra avisbud til millionær er og forbliver en ideologi - en undtagelse. Uligheden vokser og låses tilsyneladende fast. Der er andre helt uhyrlige ting i kronikken, hvoraf flere er omtalt i kommentarerne ovenfor. Nævnes kan f.eks. påstanden om, at den professionelle kommunikationsrådgivning skulle være en god basis for en bedre dialog og mere direkte kontakt til vælgerne. Det er ganske uhyrligt at læse, når man med egne øjne kan se, hvad disse kommunikationsrådgivere kan afstedkomme af skade på demokratiet bare i lille Danmark.
En sidste ting, som helt diskvalificerer kronikken og som aldrig burde være sluppet igennem det redaktionelle filter, er den rosende omtale af et bestemt konsulentfirma (McKinsey og Bain), hvor Franklins ånd åbenbart lever videre, og som ovenikøbet er Mitt Romneys gamle arbejdsgiver. Er dette firma kronikskriverens arbejdsplads? Hvorfor skal det nævnes? Hvorfor lige det og ikke de utallige andre? Var det ikke noget med sådan lidt finansfifleri i det firma?
Kære Information. Hvad er det for noget?

De 1 procent i toppen af USA præger ikke demokratiet så meget som de 0,000063 procent øverste i samfundet. Sidste år gav kun 196 personer omkring 80 procent af bidragene til de indflydelsesrige Super PACs, der står bag reklameflommen ved valget.

På en eller anden måde, minder kapitalismen, føderalismen og idealismen i Rasmussen udlægning, om spidsborgeren, æstetikeren og etikeren hos Kirkegaard og så er den almindelige religiøsitet ikke nævnt, men tilsammen får det samfundet til at svinge fra yderpunkt til yderpunkt som en alkoholiker på druktur, men forhåbentlig ikke forgæves, så det gennem smerten bliver en
moden kapitalisme, der netop er så smuk, fordi den gror i harmoni og på grund af den velstand, der skabes i balance med omgivelserne, så ubalancer, der må tilskrives de menneskelige dødssynder og aldrig kan undgås er måske mindre, fordi USA har fundet en kristen religion, hvor også samfundsmæssige reguleringer kan være kærlighed, men USA har naturligvis også friheden…

Dennis G. M. Jensen

Jeg havde i en årrække en amerikansk kæreste, bosat i Arizona og har været en hel del i USA som følge deraf.
Den virkelighed HFR beskriver her, kan jeg på ingen måde genkende. Den må være tilstedeværende hos den ene procent der bevæger sig hjemmevandt i washingtons pengefyldte korridorer.
Når jeg fortalte om det Europa jeg kender og har rejst meget i, sagde de kære uoplyste amerikanere, for uoplyste er mange af dem søreme da, at Danmark da om noget var "Den amerikanske Drøm" - Dvs her kan ALLE vandre op og ned af den sociale rangstige, modsat USA hvor kun de, i forvejen, priviligerede og de allerdygtigste kommer på de rigtige skoler gennem stipendiater eller familieformue. Pensionetser jeg talte med overvejede at flytte til Danmark med deres formue, fordi her kunne de i det mindste slappe af, og nyde alderdommen. Det kan kun de med forholdsvis store formuer i USA.
Den menige oplyste amerikaner jeg mødte er generelt resignerende overfor den mnimale indflydelse de reelt har, blandt andet på grund af det omfattende valgfusk der så åbentlyst finder sted.
Den anden halvdel jeg mødte, generelt religiøse republikanere, desværre, havde en udbredt tendens til himmelråbende arrogance og fjendtlighed overfor enhver form for kritik af holdninger og ulighed.
Æble og stamme...

En lille rettelse til Erik Rolfsen Nissens udmærkede kommentar: McKinsey og Bain er to forskellige firmaer. Romney var med til at stifte Bain Capital.

Mht. en overskuelig korrektiv til Henrik Fogh Rasmussens propaganda, vil jeg gerne sekundere Niels Engelsteds anbefaling af:

http://www.spiegel.de/international/world/divided-states-of-america-note...

Den er sober og informativ.

Det var dog noget af det dummeste jeg endnu har hørt:

"Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt."

Dialog?

Reklamer, som i "jeg sætter det her ind foran dit hovede fordi jeg har betalt for kontrollen med din skærm" er dialog?

"PR-arbejde" er ved den søde grød ikke dialog. Hvis du tror de to ting kan erstatte hinanden, er lige gode eller måske ligefrem at det faktisk er bedre at fårene bare hører de soundbites de rige synes de skal have, så har du allerede kastet dig ind med de mest anti-demokratiske kræfter vi har kunnet frembringe for penge.

En kommunikationsrådgiver der ikke forstår ordet dialog. Jeg er ikke så sikker på om jeg burde være overrasket, eller tælle mine værste fordomme som bekræftede...

Og snart vil en hel branche ændre titel til
Brugtvognsrådgiver

USA er på samme tid helt sin egen og summen af alle lande. USA er som det eneste land repræsenteret i alle lande og det eneste land alle lande er repræsenteret i. Her er minioteter ofte større en hele Danmarks befolkning sammenlagt. Hvis man har boet og kender USA indgående vil man vide at amerikanerne som folk er mere forskellige end europæerne er. Der er simpelthen større forskel mellem folk end der er mellem en græsk vinbonde, en kvædriver i Lapland og en storbyboer fra Paris, London eller Munchen.
Hvis man forstiller sig at USA skulle kunne få et velfærdssamfund som i vores lille homogene andedam, så har man ringe vide om USA.

Men betyder det så meget? Lakmusprøven på et land og dets styreform må være om det er attraktivt at bo eller bosætte sig der. Hvor det har været kendetegnende for alle socialistiske samfund, gennem de sidste 100 år, at befolkningen har forceret floder og pigtråd for at slippe væk, så forcerer folk floder og pigtråd for at komme til USA for at leve.

USA er dog lang fra perfekt, og deler skæbne med resten af vesten og alle fortidens stormagter. Her leves over evne og focus på rettigheder og det gode liv erstattes af dekadence og dovenskab. Akkurat som her i landet hvor arbejdspladser eksporteres, fattigdom importeres, alt imens der diskuteres om vi skal have kønsneutrale personnumre, og om vi skal have lov til at knalde vores egne børn.

Så kan man vist ikke blive mere amerikansk i hovedet.

Når man ser indlæggene i denne tråd, kunne man godt få den tanke at skribenten har brug for en kommunikationsrådgiver.

"Republikanisme har intet med demokrati at gøre"

Det er fuldstændig korrekt og det var den USAske republiks stiftere i sandhedens interesse også de første til at påpege!

Demokrati var IKKE et indiskutabelt plus-plusgodt ord dengang. Måske ikke helt uberettiget for tænkende mennesker?

"USA er verdens stærkeste demokrati"?!

I første omgang tænkte jeg hvem som stadigvæk er så ...ahem... godttroende, dernæst fik jeg øje på "forfatteren", hvorefter svaret gav sig selv.

Han var historieforladt da han ævlede løs om sin forestilling om usas historie, og som jeg af uvidenhed brugte min tid på at læse, og han har ikke rørt sig ud af flækken sidenhen.

Mit barnlige selv tænkte "hvorfor har vi ikke, som verdens stærkeste diktatur, udenomsretslige sanktionerede mord på danske statsborgere og udlændinge", men så ramte empatien mig igen. han er jo blot et offer; et offer for sin sindslidende far og det samfund hans far har forherliget hele sønnens korte liv. Han får desuden lejlighed til at se landets endelige, idet alle seriøse økonomer ser hyperinflation ramme USA om et par år, og så er det definitivt slut med at have råd til al den statspropaganda om guds eget land. lebensraum og arbeit macht frei.

Tjae,

I mine øjne fremtræder Henrik Fogh Rasmussens tekst både som en noget egocentrisk lovprisning af, at han har fået bekræftet sin egen tro på sin mulighed for at kunne virkeliggøre sin drøm om at blive USA’nsk ’kommunikations rådgivende’ statsborger, og samtidigt læser jeg den også som en slags selvpromoverende ’marketings’ reklame, der måske kan befordre hans virksomhed som ’kommunikationsrådgiver’, hvis teksten da ikke allerede er et produkt af denne virksomhed, - for hvem ’rådgiver’ han?

Ligesom jeg ikke kan lade være med (håbefuldt) at overveje om ’Den Mindst Ringes’ hensigt med at bringe teksten som kronik, hvis redaktøren da ikke er blevet taget ved næsen af ’kommunikationsrådgiverens’ på den måde selvreklamerende fremstød, har været at illustrere for sine samfundskritiske læsere, at ’politisk propaganda’, ’salgsreklame’ og ’journalistik’ netop i stigende grad er ved at blive ’et fedt’ i ’den åh – så demokratiske markedsstats’ grænseoverskridende professionalisering af den ’demokratiske debat’ i form af 'kommunikations-rådgivere'.

c’’,).

NB til Nic P. kl. 16:53
’Demokrati’ er i sin grundstruktur en ’rundkreds-pædagogisk’ og derfor tankepromoverende beslutningsproces, hvad der, som den konservative engelske premierminister Churchill bemærkede under konfrontationen med et centraleuropæisk diktatur for kun ca. 70 år siden, gør den til ’den mindst ringe styreform’.

Med venlig hilsen

steen willadsen

Til Søren Lom 12.23 (og formodentlig mange andre):
“Et land hvor 90 mill ikke stemmer, hvor man kan miste sin stemmeret og hvor man kun kan vælges hvis man har penge nok, er ikke et demokrati. punktum”.
Undskyld , men:
1) Havde de 90 mill (hvis det er tallet) ikke stemmeret? (Jo)
2)Var Barack Obama velhavende, før han blev valgt som president? (Nej)
3)Er Danmark ikke et demokrati? (iflg. ovenstående: Nej. Jeg, en dansker , er blevet frataget min stemmeret i Danmark)
Alle har travlt med Amerika og amerikanerne. Hvorfor?
Her er mit svar (frit citeret fra Full Metal Jacket):
“Inside every Dane there is an American trying to get out!”

ja tør væde på indianer ikke tænker på sammen måde.. Lol, selv 500 år efter "demokrati" kom på bordet, har de fattig i USA ikke haft det værre. tag nu det blå rød briller af.

Tak for et glimrende og meget fint indlæg om USA. Præsidentvalg i USA vil altid være interessante for USA er verdens eneste supermagt, og samtidig verdens førende demokratiske magt. Som liberal ser man nok altid lidt op til USA, for de har et godt samfund som vi har haft et godt samarbejde med igennem mange år. Og vi forstår langt bedre amerikanerne end franskmændene når det gælder udenrigspolitik. Samtidig er amerikanerne sluppet for den kvælende velfærdsstat som virker som en klods om benet på enhver udvikling i Danmark.

Men der er godt nok mange useriøse indlæg i tråden fra totalitære socialister m.fl. Tag jeg sammen og bliv demokratisk indstillet, og se lige fordelene ved vores samarbejde. USA har altid behandlet Danmark godt, og det var nok i høj grad USA's fortjeneste at vi undgik at blive et socialistisk diktatur efter anden verdenskrig, enten i form af den tyske nationalsocialisme eller Sovjet kommunismen, to lige morderiske regimer.

Så Henrik Fogh Rasmussen skal have al mulig ros for sit indlæg. Håber han falder godt til i USA, hvis jeg havde været 25 år yngre ville jeg måske selv have taget springet til USA.

Vesten er en synkende skude...

Hvad med Asien, d'herrer?

Jeg er i gang med "Tomorrow's Gold - Asia's age of discovery" af Faber. Glimrende bog. Det er mulighedernes land :))

USA verdens stærkeste demokrati?

drøm bare videre!

Flemming Andersen

"USA er verdens stærkeste demokrati " i hvert faldt når det skal måles militært.
Så kan det undre at dette militær kan indsættes uden en demokratisk beslutning.

Man kan også undres over at en person, der har kastet sin erklærede kærlighed på et land og beundrer dette, føler det nødvendigt at retfærdiggøre sin flytning og sympati for sit nye "hjemland" over for befolkningen i det gamle hjemland.
Jeg er villig til at tro på at USA er vidunderligt, hvis det vil fortsætte med at modtage alle skurkene og de uønskede, som har været hovedparten af de europæriske emigranter, blot er det så trist at de udvandrede fortsat ønsker at belære danskerne.

Merete von Eyben

Man kan faktisk godt både være enig i det meste af den kritik, der er fremsat her i kommentarerne og i, at "USA er stadig stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og troen på det enkelte menneskes muligheder er stærkest," som det hedder i artiklen. Det er nok bl.a. derfor, så mange danskere har sådan et had-kærlighedsforhold til landet. For selv de mest kritiske af debattørerne har vel ikke tænkt sig aldrig mere at gå med jeans, T-shirts og sweatshirts, holde op med at lytte til amerikansk musik ( (jazz, blues, rap etc.), se amerikanske film, læse amerikanske bøger, nyde godt af banebrydende amerikansk forskning osv osv. Jeg og et stort antal kvinder med en aggressiv form for brystkræft, der er "her2positive" ville f.eks. ikke være i live nu, hvis en amerikansk læge ikke havde opfundet herceptin. Og hvilket dansk universitet ville have betalt mig for i en alder af over 50 at skrive en doktordisputats om den på det tidspunkt selv i Danmark glemte forfatter Karin Michaelis. Det var UCLA, et af USA's topuniversiteter. Det kan man selvfølgelig opfatte som vildt uretfærdigt i betragtning af de millioner af fattige amerikanere, der mangler alt fra et sted at bo til den mest minimale sygesikring. Det er det amerikanske paradoks, som jeg bestemt ikke selv efter 30 år herovre vil påstå, at jeg rigtig fatter. Det er det med på godt og ondt at synke eller svømme. USA som fænomen er ikke enten-eller, godt eller ondt, men både-og i en grad, som det er så svært for en dansker at forholde sig til. Og så lige en hurtig "aside" til Reza Wall: ordet "neger," the N-word, opfattes som utroligt racistisk herovre og har ikke været brugt siden 1960erne. Nu hedder det sorte eller afrikansk-amerikanere.

peter fonnesbech

Skal vi ikke bare nøjes med at konstatere at USA har verdens dyreste præsidentvalg, men det gør ikke landet til verdens stærkeste demokrati, snarere det modsatte.

... og hvad mener unge amerikanske studenter så om hele dette fordummende skuespil med den af diverse tvivlsomme spindoktorer og fanatiske højrepolitikere stærkt opreklamerede og i flere menneskealdre perverterede "amerikanske drøm" - dette for langt de fleste amerikanere materialiseret i et livslangt og masseødelæggende socialdarwinistisk våben - især fatalt i republikanernes hænder ...

http://blog.zeit.de/us-wahl/2012/11/02/du-wirst-niemals-viel-geld-verdie...

Troels H. Poulsen

@Merete von Eyben
Uha, nej, man må endelig ikke sige neger,
men man må, nej man skal, med militær støtte muliggøre at afro-afrikanere(hedder det så det?) torteres, voldtages, myrdes på deres eget kontinent.
http://www.youtube.com/watch?v=qClftoBO4aY

Hvordan hænger det lige sammen????
Er det kun sorte i USA, der ikke er negre???
Vi må vel godt sige negre om negre i Afrika, for det kan vel ikke være mere racistisk end at udrydde dem, eller hvad?

Siden slut-firserne har man i USA ikke brugt udtrykket afro-amerikaner.

http://da.wikipedia.org/wiki/Afroamerikaner

Machine turns vote for Obama into one for Romney - MSNBC

http://www.democracynow.org/live/live_election_night_2012_coverage

Rasmus Kongshøj

Frihedsgudinden vejer 140 tons. Det er den tungeste frihed i verden.

Ja USA er godt nok verdens fineste demokrati. I USA har man frit valg mellem hele to slags liberalister, hvis man altså bor i en svingstat, gør man ikke det kan det være lige meget om man stemmer eller ej.

USA har også verdens dyreste, og dermed bedste, politiske propaganda. Den er så god at den kan få folk til at stemme stik imod deres egne interesser. Faktisk er propagandaen så demokratisk, at et lille oligarki kan bestemme hvad folk får at vide, hvordan debatternei skæres til, og dermed hvad folk mener.

Det demokratiske sindelag er endda så stort at man påtager sig den hvide mands byrde, og spreder demokrati nede i Langtbortistan og kun forlanger olie og militærbaser til gengæld.

USA er et interessant land med en spændende kultur og en dejlig befolkning. Det er synd sådan et prægtigt land skal lide under det Fogh-klanen kalder demokrati.

John Vedsegaard

Der er rent faktisk flere grunde til at man ikke kan kalde USA et demokrati, for eksempel det at alle stemmer ikke tæller lige meget.

Merete von Eyben

@ Steen Sohn. Fuldstændig rigtigt. Man gik nemlig over til at sige afrikansk-amerikaner (African American). Eller altså stadigvæk sort. Mht om afrikanere, som Reza Wall nævner, gerne vil kaldes negre, så er det jo altså amerikanere, debatten handler om. Hvad en sort afrikaner vil kaldes, skal jeg ikke kunne udtale mig om udover, at dem, jeg har mødt, har brugt en nationalitetsbetegnelse.

@Merete von Eyben.
Dansk presse, Dansk Sprognævn og fjernsynets undertekstere fastholder uvist af hvilken grund stadig den gamle betegnelse.

H.C. (Hans Christian) Ebbe

Merete, jeg kan godt følge dig i din kommentar, og jeg har en tendens til at give dig ret i det meste, men hvis vi skal holde os til aritklen, så er den sludder fra ende til anden.

"Og hvilket dansk universitet ville have betalt mig for i en alder af over 50 at skrive en doktordisputats om den på det tidspunkt selv i Danmark glemte forfatter Karin Michaelis. Det var UCLA, et af USA’s topuniversiteter."

Måske fordi de danske samme ikke mente det var pengene værd...ikke effektivt nok? Måske havde de bare ikke råd? Måske var det bare de danske universiteters "besser wisser" mentalitet der gjorde udslaget.
Hvad jeg kan huske fra skolen om Karin Michaelis, så var hun pacifist, og gjorde store indsatser for at hjælpe andre menesker. Ja, altså bortset fra at være forfatter, men stor succes i mange lande! I min optik, et eksempel for mange! Men dem er der mange af...gode eksempler. Om hun så er værd at ofre en doktorsiputats på, det kan jeg ikke vurdere.

Hvis man i USA ville have samme lighed som I Danmark...så kunne man vel godt forestille sig, at universiteterne ikke havde råd til på samme måde at bekoste forskellige individers behov for at fordybe sig. Derimod bliver der afsat resurser, som man forbedrer mulighederne, så at alle samfundets borgere, uanset stand, får mulighed for at få en større indsigt, blive bedre oplyst.

Man kunne næsten tro, at der er nogle, som ikke er interessede i det sidste...eller hvad?!

Olav Bo Hessellund

Robert A. Dahl, Yale University, som i mere end en menneskealder har studeret forudsætningerne for den demokratiske styreform både i sit hjemland USA og globalt, når i sin bog ”How Democratic Is The American Constitution” (2001) frem til et noget andet resultat end det, unge Fogh Rasmussen når frem til i sin fristil om USA's styreform.

Ved at sammenligne en række demokratiske lande udfra nogle bestemte kendetegn konkluderer Dahl, at det amerikanske demokrati kun kan opnå karakteren ”mediocre”, dvs. middelmådigt, og at der er rigeligt plads til forbedringer.

Man kan undre sig over hvilke kriterier, Information har lagt til grund for at bringe denne kronik af Henrik Fogh Rasmussen. Det kan hurtigt konstateres, at det ikke har været faglige.

http://www.youtube.com/watch?v=oPl4LkLH8_w – interview m. Dahl, 96 år.

Merete von Eyben:

Du laver den klassiske fejl. Folk her i tråden kritiserer det amerikanske politiske og økonomiske system, men det er altså er ikke ensbetydende med anti-amerikanisme, altså med at have et negativt system på alt amerikansk, både systemet og kulturen.

Jeg selv er meget kritisk indstillet når det kommer til det amerikanske politisk-økonomiske system, men det er ikke fordi jeg hader amerikanerne og deres kultur, tværtimod. Listen over amerikansk kultur som jeg elsker er meget lang.

jens peter hansen

Efter de flestes mening her på tråden er USA ikke noger rigtigt demokrati. Dette ikkedemokrati har nu for anden gang valgt Obama til præsident. Tillykke til USA.

Henrik Brøndum

Efter et NATO-moede i Koebenhavn - engang i 70'erne - moedte davaerende udenrigsminister K.B. Andersen de maabende journalister med denneher: "Gentleman, here I have the final document of the meeting - how much will you pay me for it?" "Sorry that was just a joke, we have so little corruption here in Denmark that we need to nurture it!"

Kan vi her i debatspalterne adoptere denne holdning, og anvende den overfor borgerlige kommentatorer, der omend ikke perfekte i deres argumentation, trods alt undlader kun at fokusere paa lavere skatter, fjerne socialhjaelp, stoerre millitaer og haardere straffe (helst prygl) til de fattige?

Desvaerre vaelger kun faa der er af borgerlig observans at gaa ind i politik, videnskab og kunst - men vil maaske hellere drive forretning. Jeg synes resultatet paa sorgerlig vis manifesteres i denne debat. En stribe intellektuelt overlegne venstreorienterede debatoerer flaar behaendigt kronikken fra hinanden, og hygger sig i en selvfed sejrsrus.

Personligt er det mig ufatteligt at amerikanerne kunne vaelge Bush Jr. - og det er chokerende at Barack Obama maalt i pct, kun vinder en kneben sejr over Mitt Romney - men gudskelov en sejr.

Som alle nok husker kom bondeknolden Romney til London og sagde: "I er vidst ikke rigtig klar til de Olympiske Lege!" Vores konservative borgmester (ham med haaret) blev for foerste gang i sit liv oprigtig chokeret. Nu har det amerikanske demokrati trods alt talt - og vi kan alle aande lettet op - Romney er tilbage paa praerien hvor han hoerer hjemme. Lad os haabe det republikanske parti faar mobiliseret nogle nye versioner af Benjamin Franklin? Hvis ikke kan det jo vaere vi skal muntre os over Sarah Palin paa den rigtig daarlige maade om 4 aar. .

I grunden en interessant kronik.
Henrik Fogh Rasmussen holder os næppe for nar. Han er givetvis akkurat så ensidig og blåøjet naiv, som hans kronik lader formode.
Sådan tænker de minsandten, de republikanere.
Og her har vi så ovenikøbet nok en af de klogere af slagsen!

Mikkel Andersen

Fogh-junior er uden tvivl en hyperliberal forkæletpot, men derfor er al den ovenstående sprutten af eder og forbandelser over USA stadig fejlplaceret.
USA er stadig demokratisk, og verdens stærkeste af slagsen,..og langt at foretrække fra de andre aktører i det store globale magtspil.
Der er jo en grund til at systemkritikere af alle mulige slags fra hele verden flygter til Europa og USA, og ikke den anden vej.

@Mikkel Andersen:
"USA er stadig demokratisk, og verdens stærkeste af slagsen..."

Habeas Corpus er under angreb / aflyst (du må ikke få at vide hvilken):
http://www.nytimes.com/2011/12/02/us/senate-declines-to-resolve-issue-of...

Regering spionerer fortsat på elektronisk kommunikation (læs: al kommunikation).

Spion- og dræber-droner er vildt populære i regeringen. Indføres så småt også indenlands:
http://www.aclu.org/blog/tag/domestic-drones

Stemmesedler håndteres i stigende grad elektronisk, uden at man må vide hvordan maskinerne er programmeret (læs: ikke engang en teoretisk mulighed for undgå valgsnyd, hvis nogen med de rette koder prøver).

Deres "valg" står mellem to ens partier, der er enige om sælge retten til radiobølger og kultur til højestbydende, gå i krig for olie (hvilket folket er imod), torturere uden rettergang, osv. osv.

Ikke så pokkers imponerende...

Mikkel Andersen

Kristian@ Kunne man ikke bralre de samme insinuationer og beskyldninger mod det danske demokrati? Vi er vel også i gang med at indføre droner og robotter de steder hvor det giver mening. Politiet spionerer også på mistænkelig kommunikation, vi sælger radiolicenser til højstbydende osv osv. .... vi er bare stadig et oplyst demokrati ligesom USA i sammenligning med alle de totalitære tossestater der udgør flertallet af jordklodens samfund.

@Mikkel Andersen:

Jo, man kunne godt bralre mod det danske system også. Det ændrer nu ikke på at vi har habeas corpus i DK, og sagen er noget mere speget i USA.

Vi kan godt blive enige om at DK og USA klarer sig OK i forhold til Nordkorea, men det er ikke sikkert vi kan blive enige om, hvorvidt man kan være et "stærkt" demokrati uden Habeas Corpus eller kontrol med dem der tæller stemmerne.

Mikkel Andersen

Sagen er mere speget...!? Men så er det jo godt at have en fri presse, folkevalgte politikere, uddannede borgere til at sikre at "det spegede" eller "angrebet på habeas corpus" bliver konfronteret så vi sikrer fortsat retssikkerhed osv (gælder vel både herhjemme og i USA.).
teorier om valgsvindel fra onde konspirationer eller andet lirum-larum om hemmelige afstemningsprogrammer og lastbiler med før-udfyldte stemmesedler på rastepladsen nede ved Ølstykke vil det jo altid være svært at argumentere imod.

@Mikkel Andersen:
Jeg har ingen teorier om valgsvindel - jeg påpeger bare, at der er blevet lukket for enhver mulighed for, at checke om de maskiner man mange steder stemmer med, rent faktisk styres af den der går ind i boksen.
Min påstand er ikke at der _foregår_ valgsvindel, men at det er teoretisk umuligt at _undersøge_ om det foregår. Og det i sig selv fremfører jeg så, som et problem for ethvert demokrati. Det er ikke en konspirationsteori, det er at tage demokratiet alvorligt og fokusere på systemet og ikke det enkelte valg eller den enkelte maskin-operatør.

Så du behøver skam ikke argumentere imod nogle lastbiler, eller noget andet du finder på og så bestemmer dig for at tilskrive mig. Du kan bare fortælle mig hvorfor jeg tager fejl, når jeg mener det er et demokratisk problem, at man har udelukket enhver mulighed for at føre kontrol med dem der styrer valget.

Freddy Andersen

@ Peter Nielsen
Ja alle emperies har deres tid, og den amerikanske er ikke for opadgående men det modsatte, at de vil stritte imod med bomber og kugler, er der ingen tvivl om, men det er kun et spørgsmål om tid, så går det sikkert også op for dem, at de ikke er the greatest nation on earth og guds eget land, men som bekendt er der flere guder, og de har helt sikkert glemt at spørge misteltenen.

Freddy Andersen

Næeeee der er ikke noget nyt under solen, det kedelige er så bare: lærte vi noget, vi er alle i samme båd.

Sider