Kronik

USA er verdens stærkeste demokrati

Udefra kan USA virke som et splittet samfund i forfald. Men de værdier, der har gjort USA til verdens førende demokrati, lever i bedste velgående. USA er stadig stedet, hvor drømme bliver til virkelighed, og troen på det enkelte menneskes muligheder er stærkest
Den dyre og aggressive valgkamp er et udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme.

Den dyre og aggressive valgkamp er et udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme.

Emmanuel Dunand

Debat
6. november 2012

Når amerikanerne i dag går til valgurnerne, markerer det afslutningen på næsten et års intens kampagne. I resten af verden ryster mange mennesker på hovedet af de negative valgreklamer og det enorme pengeforbrug, som har præget dette års opgør mellem demokraterne og republikanerne. Samtidig er prominente iagttagere bekymrede over muligheden for fortsat magtdeling og splittelse mellem de to partier efter valget.

Det er i det hele taget nemt at få indtryk af USA som et splittet, udemokratisk og handlingslammet samfund i forfald. Men den dyre og aggressive valgkamp er i virkeligheden udtryk for nogle af det amerikanske samfunds væsentligste styrker i forhold til resten af verden: Kapitalisme, idealisme og føderalisme. Disse tre principper har gjort USA til verdens stærkeste demokrati, og de lever i bedste velgående.

Kapitalismen, idealismen og føderalismen rækker langt tilbage i amerikansk historie. I det berømte værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd sporede den tyske sociolog Max Weber den amerikanske kapitalisme tilbage til puritanske indvandrere. Weber fremhævede Benjamin Franklin som ærkeeksemplet på den amerikanske kapitalist. Franklin startede som bekendt som trykkerlærling og endte som medunderskriver på Uafhængighedserklæringen, guvernør i Pennsylvania og ambassadør i Frankrig. Han opnåede med andre ord meget i sit liv, og det var ingen tilfældighed. Han spildte nemlig ikke sin tid. »Elsker du livet? Så spild ikke tiden, for tid er, hvad livet består af,« lyder et berømt Franklin-citat.

Udnyt tid og kapital

Den effektive kapitalismeFranklin var et produkt af oplysningstiden, og han forkastede mange af de puritanske doktriner, som han voksede op med. Men han bibeholdt en missionsk tilgang til tilværelsen. Tid og kapital skulle udnyttes fuldt ud. Franklins ånd lever videre i moderne amerikanske konsulenthuse som McKinsey og Bain (Mitt Romneys gamle arbejdsgiver), som specialiserer sig i at eliminere unødvendigt spild af tid og ressourcer for organisationer verden over.

Amerikansk kapitalisme handler mere om effektivitet end om materiel velstand. Penge er ikke et formål i sig selv, men et middel til større effektivitet. Kritikere betegner ofte det amerikanske forbrugssamfund som vulgært. Men kritikerne glemmer, at de mange amerikanske forbrugsgoder sparer værdifuld tid. Det er for eksempel langt mere effektivt at købe ind, hvis man har en stor bil, et stort supermarked og et stort køleskab, end hvis man konstant skal tage cyklen hen til en mikroskopisk butik for at fylde et endnu mere mikroskopisk køleskab op.

Undersøgelser af tidsforbrug viser, at mens amerikanerne arbejder langt flere timer om året end de fleste europæiske folkeslag, så bruger europæerne mere tid på huslige pligter som indkøb og rengøring. Med disse forskellige prioriteringer af tiden er det ikke overraskende, at den gennemsnitlige levestandard i USA er næsten 50 procent højere end i de fleste vesteuropæiske lande. Det bør heller ikke komme som nogen overraskelse, hvis USA kommer hurtigere ud af den økonomiske krise end Europa. Hårdt arbejde og effektivitet er den bedste medicin imod stagnation.

Det samme princip gælder i den politiske verden. Pengeforbruget i den amerikanske valgkamp kan virke vulgært, men pengene muliggør en højere grad af professionalisme og dermed effektivitet. Dialogen mellem vælgerne og politikerne fremmes, når de politiske kampagner har råd til at kommunikere professionelt med vælgerne gennem reklamer, PR-arbejde, sociale medier og målrettet direkte kontakt.

Amerikansk idealisme

Idealisme er en anden faktor, som begunstiger det amerikanske demokrati. USA blev grundlagt på princippet om, at alle mennesker er født lige. Før Uafhængighedserklæringen var dette princip stort set uhørt i verdenshistorien. Thomas Jefferson formulerede et nyt og radikalt ideal, som USA siden har arbejdet hårdt for at leve op til. Den amerikanske idealisme ses ikke kun i afskaffelsen af slaveriet, kvindernes ligestilling og borgerrettighedsbevægelsen, men også i amerikanernes holdning til nye mennesker og fremmede kulturer. Amerikanerne tror på, at fattige immigranter og ghettobørn har potentialet til at blive millionærer, og at tilbagestående lande har potentialet til at blive velstående demokratier. Denne idealistiske optimisme adskiller sig markant fra den blanding af kulturkonservatisme og socialisme, som dominerer i det meste af verden. Amerikanerne har høje forventninger til mennesket. Kulturkonservative og socialistiske folkeslag har lave forventninger. Ofte bliver disse forventninger til selvopfyldende profetier.

Idealismen giver USA enorme økonomiske fordele. Immigranter fra hele verden valfarter til USA, og der er ofte tale om stærkt ambitiøse mennesker. Denne konstante tilførsel af arbejdskraft, energi og nye idéer gør det amerikanske samfund langt mere konkurrencedygtigt og mindre aldrende end de fleste industrialiserede lande.

Krav om perfektion

Den aggressive valgkamp i USA er en naturlig konsekvens af amerikanernes idealisme. Amerikanerne har altid set USA som en ledernation, og derfor stiller amerikanske vælgere højere krav til deres politikere, end man ser i resten af verden. Med kravet om større perfektion følger naturligvis større muligheder for at angribe kandidater, som ikke lever op til vælgernes standard. Resultatet er en til tider beskidt, men også meget dybdegående udvælgelsesproces for nationens ledere.

Den socialdemokratiske europaparlamentariker Dan Jørgensen skrev for nylig, at »det ville være meget skadeligt for vores demokrati, hvis vi fik mulighed for at føre negative tv-reklamer, som man har det i USA. « Men er det i grunden særlig demokratisk, at man i Europa har begrænsede muligheder for at oplyse vælgerne om politiske kandidaters svagheder og fejltrin? Og mon ikke det i virkeligheden ville hjælpe på det demokratiske underskud i EU-institutionerne, hvis Rompuy, Barroso og Co. blev udsat for den samme aggressive udvælgelsesproces, som Obama og Romney netop har gennem gået?

Føderalismen

Endelig er der princippet om føderalisme. Den amerikanske føderalisme går tilbage til James Madison, hovedmanden bag den amerikanske forfatning og landets fjerde præsident. Før vedtagelsen af forfatningen bestod USA af 13 uafhængige stater i en konføderation.

Madison var blandt de fremmeste fortalere for en føderal union. Hans vigtigste argument var, at en stor republik er bedre end en lille republik, fordi antallet af særinteresser i en stor republik er så omfattende, at ingen bestemt interessegruppe kan sætte sig permanent på magten.

Madisons vision har tjent USA godt gennem årene. Ved at skabe en stærk union overlevede det unge USA i magtspillet med de europæiske stormagter i 1800-tallet og realiserede drømmen om et »frihedens imperium« fra Atlanterhavet til Stillehavet. I dag sidder amerikanerne på enorme naturressourcer og verdens største hjemmemarked, mens både udvidelsen af EU og skabelsen af et indre marked i Europa står i stampe.

Magtdelingen og den politiske splittelse i USA er en naturlig konsekvens af føderalismen. Sammenlignet med de nationale hovedstæder i Europa er antallet af særinteresser i Washington enormt, så der vil naturligvis være langt større politisk spændvidde, end man ser i mindre og monokulturelle lande som Danmark. Men i modsætning til europæerne kan amerikanerne rent faktisk træffe effektive og demokratiske beslutninger på føderalt niveau. Når den amerikanske debat ofte virker hård, skyldes det netop, at politikerne i Washington har reel magt. Derfor vil hele verden også se med på TV i aften.

Henrik Fogh Rasmussen er kommunikationsrådgiver og amerikansk statsborger siden 2010

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kronikøren skriver: "Men er det i grunden særlig demokratisk, at man i Europa har begrænsede muligheder for at oplyse vælgerne om politiske kandidaters svagheder og fejltrin?"

Er det eksempelvis den flod af overlagt løgn og bedrag, som Paul Ryan hældte ud over offentligheden på den republikanske kongres, Henrik FR refererer til her?

USA har et Disney demokrati!

Daniel Mikkelsen

USA er ét parti fra at være et ét-partisystem, så at kalde det demokrati er fornærmende

Den unge Goebbels har talt - igen. Sandhed og virkelighed må vige for ideologiens dogmer.

USA er verdens mest korrupte demokrati, og det i en grad, så det ikke længere har ret til at kalde sig et demokrati.

USA er et land, der stort set helt og holdet bliver styret udenomsparlamentarisk.

USA er gennemætset af mafia, storfinans, lobbyer, bestikkelse af politikere, hemmelighedskræmmeri, hykleri, militarisme og disinformation.

USA har til formålet udviklet verdens mest effektive og mest forløjede massemediekultur.

Den eneste måde, man kan slippe afsted med at kalde dette misfoster for et 'stærkt demokrati', er at foretage en nysproglig omdøbning af begrebet, så det kan betyder ... noget andet.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/ordbog-over-nysprog.html

En storforbruger af nysprog var i øvrigt kommentatorens far. Manden, der i det forrige årti var med til at korrumpere det danske demokrati og forføre landets borgere til at deltage i USA's aka verdens værste demokrati's perverterede overfaldskrige.
http://paradigmet.blogspot.dk/2011/12/fogh-rasmussen-et-tilbageblik.html
Det var også manden, der som tak for lang og tro løgn om Irakkrigen fik en stilling som generalsekretær for det europæiske militante organ, der opererer som Petagons forlængede arm: angrebspagten NATO.
http://paradigmet.blogspot.dk/2011/11/angrebspagten-nato.html

Æblet falder vist ikke langt fra stammen, som man siger.

Sider