Kommentar

Væk mig når viden skaber vækst

Forskningspolitikken skal skabe vækst og beskæftigelse. Men den nuværende finansiering og organisering af forskningen skaber først og fremmest massive mængder af ubrugt forskning. Det ændrer sidste uges forlig om forskningsreserven på 770 mio. kroner ikke på
14. november 2012

Formålet med forskning er at skabe forskningsresultater af høj kvalitet. Men hvad er et resultat af høj kvalitet? Det spørgsmål diskuterede Akademisk Råd ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) tilbage i 2003. Anledningen var, at DPU fulgte op på universitetets udviklingskontrakt. Det skete ved at formulere resultatmål for forskningen på institutniveau. Konkret var det forskningschef Bjarne Wahlgrens notat Hvad er et resultat, når vi taler om pædagogisk forskning?, der blev diskuteret. Af notatet fremgik, at et forskningsresultat repræsenterede et nybrud, som havde gennemslagskraft i nationale og internationale forskningsmiljøer og/eller gennemslagskraft i forhold til den førte uddannelsespolitik. Og af mødet fremgik, at daværende institutleder Peter Kemp mente, at notatet udtrykte en mangel på respekt for forskning, hvis resultater pr. definition ikke lod sig planlægge. Og skulle man alligevel finde på at opstille mål for resultaterne, så ville det i hver fald ikke have meget med forskning at gøre.

Mange møder kan være kedelige, dette møde i Akademisk Råd var ikke ét af dem. Her foregik en bramfri drøftelse, der ti år efter stadig er principielt vigtig. For også den nuværende regering drømmer om, at forskningen skaber resultater. For eksempel indgik regeringen i sidste uge forlig med Enhedslisten og Liberal Alliance om fordelingen af 770 millioner kroner til forskning og innovation. Alle var glade – men for vidt forskellige dele af resultatet. I pressemeddelelsen fra Uddannelsesministeriet udtrykte Enhedslisten glæde over at sikre penge til den frie forskning, mens Liberal Alliance glædede sig over at sikre penge til strategisk forskning. Og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) mente, at forliget betød, at dansk forskning bidrog til at imødegå globale udfordringer og til at skabe vækst.

Men set i lyset af diskussionen på DPU i 2003 kan man sige, at Enhedslisten er det eneste forligsparti, der anerkendte det synspunkt, at forskningens resultater ikke lader sig planlægge. Omvendt tror Liberal Alliance og til dels Morten Østergaard mere på, at forskning, i hvert fald den strategiske forskning, fører til vækst og beskæftigelse. Eller måske er det en for skrap udlægning af forliget?

Under alle omstændigheder er det ikke for skrapt at sige, at forliget ikke rykker ved, hvordan danske universiteter mere grundlæggende set fungerer. Og det kan ingen af parterne sådan set være tilfredse med.

Berettiget kritik

Forligets 770 millioner udgør nemlig kun en lille del af det offentliges forskningsbudget på 20 milliarder kroner. Det betyder, at universiteternes økonomi- og basisbevillingsmodel først og fremmest ansporer forskere til at skrive mange artikler til internationale tidsskrifter og langt mindre til at levere konkret rådgivning til offentlige og private virksomheder.

Resultatet er en massiv artikelproduktion, der gør internationale videnskabelige tidsskrifter til overskudslagre for ulæst og ubrugt viden. Denne produktion bliver universiteterne målt på, men det kan hverken sidestilles med at være et mål for forskningens originalitet eller dens bidrag til vækst og beskæftigelse. Snarere er det nok sådan, at universiteternes basisbevillingsmodel fører til mindst lige så meget forudsigelig og uoriginal standardforskning.

Men skaber forskningen da ikke vækst og beskæftigelse? Jo, det gør den på sin vis, men måske mest af alt i forskningsverdenen selv. Skaber det så ikke glæde i forskningsverdenen? Jo, men kun til dels. Faktisk er mit gæt, at den nuværende model for forskningsfinansiering hverken ville være til udelt glæde for forskningschef Bjarne Wahlgren eller for institutleder Peter Kemp. Det vil sige, at godt nok ville de begge glæde sig over, at forskningsviden har en magtfuld status i dag. Men samtidig ville de – i en slags uhellig alliance – finde sammen om at kritisere den nuværende bevillings- og organiseringsmodel for hverken at føre til nok originale nybrud eller til vækst i forskningens omverden.

Og det er vanskeligt at se, at en sådan kritik ikke er berettiget. Så væk mig, når viden skaber vækst – dvs. originale resultater og mulige løsning på de globale udfordringer.

Claus Holm er ph.d. og chef for Internationalt kontor, Institut for Uddannelse og Pædagogik, (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selvfølgelig skaber viden vækst ellers ville vi her i Helsingør ikke have en organisation der hedder "vækst og Viden" og hvis bestyrelsesmedlemmer bliver aflønnet af kommunen med adskillige millioner af vores skattepenge.