Kronik

Velfærdsstat på kinesisk

Som svar på Kinas store sociale problemer er landet påbegyndt opbygningen af en velfærdsstat. Det er stadig et lidt underernæret væsen med børnesygdomme, men Kina kigger til udlandet, når problemerne skal løses – også til Danmark
Det gamle sociale system brød sammen i 80’erne og 90’erne under markedsreformerne, men siden slut-90’erne har man fået opbygget et på mange måder overraskende moderne velfærdssystem.

Det gamle sociale system brød sammen i 80’erne og 90’erne under markedsreformerne, men siden slut-90’erne har man fået opbygget et på mange måder overraskende moderne velfærdssystem.

Debat
13. november 2012

Det moderne Kina, vi som regel præsenteres for i medierne, er et land præget af brølende pionérkapitalisme med de deraf følgende sociale problemer og uligheder. Når snakken i Vesten falder på Kinas enorme sociale problemer, er dommen over det afgående lederskab under Hu Jintao og Wen Jiabao hård. Den nylige sag om de enorme formuer, der er tilfaldet Jiabaos nære familie, illustrerer, at der er al mulig grund til at være kritisk. Alligevel har opbygningen af den kinesiske velfærdsstat taget til i fart i det seneste årti. Kommunistpartiet har officielt optaget skabelsen af det ’harmoniske samfund’, Xiaokang, som et mål med henvisning til oldgamle konfucianske idealer, som er ældre end selv Konfucius (551-479 f.Kr.). Man har mål om at udbrede sikkerhedsnettet på en række områder til hele befolkningen inden 2020. Det hele er ikke blot skåltaler. Store fremskridt er sket, primært når det gælder sundhed og pensioner samt til dels arbejdsløshed og uddannelse, mens der stadig mangler meget, når det gælder andre sociale risici, især pleje- og pasningspolitik, hvor familien stadig spiller en altafgørende rolle.

Socialpolitik i stor skala

Som i så mange andre tidligere kommunistiske diktaturer var det gamle sociale system relativt veludviklet, men stærkt opdelt efter arbejdsplads, og især efter om man boede på landet eller i byerne. Systemet brød sammen i 80’erne og 90’erne under markedsreformerne, men siden slut-90’erne har man fået opbygget et på mange måder overraskende moderne velfærdssystem. Man har eksempelvis fået opbygget et system med en national minimumspension, en slags folkepension, plus indtægtsbestemte arbejdsmarkedspensioner, som vi kender det herhjemme. Systemet fungerer dog bedst for arbejderne i byerne. På arbejdsmarkedet har man ligeledes et system med arbejdsløshedsforsikring og en kinesisk ’kontanthjælp’, ligesom aktiv arbejdsmarkedspolitik med jobcentre og aktiveringspolitikker er blevet mere og mere udbredt i rigere områder. Inden for sundhed og uddannelse har man fået vendt den historiske tendens til, at folk skulle finansiere en stadig større del af udgifterne direkte ud af egne lommer. Det største fremskridt er dog, at man siden 2009 har fået dækket stort set hele befolkningen af sundheds- og pensionsforsikringerne.

Udenlandske erfaringer

Det er interessant, at det er blevet en institutionaliseret del af kinesisk politikskabelse, at man kigger udenlands og laver store udredningsarbejder af dusinvis af lande for at lære af andres erfaringer, når man reformerer politikområderne. Et af de seneste eksempler er et større udredningsprojekt foretaget af en statslig tænketank direkte under Statsrådet, som ledes af premierministeren. I Constructing a Welfare System for All, som den hedder på engelsk, kigges der både til dansk arbejdsmarkedspolitik og ældrepleje, når fremtidens veje skal anvises. Fundamentet for rapporten blev lagt under en studietur til København, hvor det kinesiske forskerhold lærte om dansk og europæisk velfærdspolitik.

Baggrunden er, at Kina snart løber ind i sin første store generation af ældre, hvor flere har oplevet arbejdsløshed og har ringere sikring i alderdommen. Det skyldes til dels, at primært de ældre i byerne har fået for få børn pga. etbarns-politikken og ikke nødvendigvis kan regne med, at familien kan tage sig af deres plejebehov. Derfor har en national kommission på området for nylig understreget behovet for en opbygning af et ældreplejesystem, ligesom Kina i sin 12. femårsplan (2011-2015) har nationale mål på området.

Velpolstrede hundeejere

Samtidig er der masser af problemer at spore i dette nye velfærdssystem, men nogle af dem minder om børnesygdomme, som vi tidligere har set i Danmark og lignende vestlige lande. Kina er et stort land, og ikke alle steder er fremskridtene implementeret lige succesfuldt. De værste eksempler findes blandt de kinesiske ’kontanthjælpsmodtagere’, der nærmest får håndører og i tilgift mødes af stigmatiserende kontrolbesøg og flere steder nægtes hjælpen, hvis man besidder basale fornødenheder som f.eks. bil, telefon, opvaskemaskine – og et enkelt sted sågar hund. Hvis man kan købe hundemad, kan man tilsyneladende også forsørge sig selv. Så er den danske kontanthjælp, hvor man populært sagt skal gå fra hus og ægtefælle for at være berettiget, trods alt bedre.

Det største kinesiske problem er dog den skarpe opdeling mellem land og by påtvunget af hukou-systemet, som stammer fra kommunisttiden. Det tildeler i praksis befolkningen to forskellige statsborgerskaber med forskellige sociale rettigheder, der ikke bare kan veksles, hvis man flytter. De førnævnte fremskridt skal dog ikke underkendes, og hukou-systemet er begyndt at vise sprækker.

Spørgsmålet er naturligvis, om det nødvendigvis betyder, at Kina er på en ensporet vej mod en moderne velfærdsstat. I sidste ende er det et politisk spørgsmål, og her rummer den politiske debat i Kina i dag et bredt spekter af politiske holdninger fra højre til venstre, hvilket også gør sig gældende internt i kommunistpartiet. Rammerne for debatten er videre, end vi ofte tror i Vesten – men grænsen går dog helt klart der, hvor man antyder, at andre end Partiet skal løse problemerne.

Hvis den mere konservative fløj i partiet fortsætter sin tunge dominans, vil vi sandsynligvis fortsat se en type velfærdsstat, der som i dag er mere fokuseret på at bevare statusforskelle end at omfordele fra rig til fattig. Sandsynligvis vil man så blot fortsætte med at udbygge det sociale sikkerhedsnet til det punkt, hvor det afbøder den værste armod, da selv den konservative elite i stigende grad er bevidst om, at det er nødvendigt for at undgå social uro og fortsætte den økonomiske vækst.

Mistilliden truer

Den største forhindring for de vidtløftige drømme om det harmoniske samfund, er dog at få kineserne til at stole på deres egen stat. Korruptionen er ikke det eneste problem. Forskere har afdækket, hvordan visse grupper af syge og arbejdsløse er negative over for at søge den hjælp, som de rent faktisk er berettiget til. Disse grupper stoler ikke på, at lægen vil dem det bedste frem for at udskrive dyre behandlinger, eller på at partibureaukrater ikke vil nægte dem hjælpen eller ydmyge dem med kontrolbesøg. Her peger forskningen på, at mere universelle og retsbaserede ydelser i højere grad fremmer tillid til både staten og andre medborgere, hvilket i høj grad er det, som konfucianismens harmoniske samfund har som ideal – på sigt kan det måske tilnærmes. Det er i øvrigt et overset argument, som man også burde minde sig selv om herhjemme, inden man med mere eller mindre velfunderede økonomiske diagnoser reformerer velfærdsstaten på grundlag af tidsåndens ret enøjede menneskesyn. Konfucius kunne have interessante kommentarer til både dansk og kinesisk politik.

Når det gælder det nye lederskab, er krystalkuglen som altid tåget. Xi Jinping er blevet kørt i stilling af Hu Jintao selv. Det kunne tyde på kontinuitet, men andre knytter ham til en mere markedsorienteret fløj. Men da den nuværende ’velfærdsstat’ er så rigeligt både liberal og konservativ, betyder det ikke nødvendigvis en ændret kurs. Xi Jinping har offentligt støttet målene for en mere afbalanceret udvikling, han har tordnet mod korruption, og det er annonceret, at en større og sammenhængende plan med mindre ulighed som mål vil blive præsenteret snart. Dog skal man heller ikke i Kina overbetone præsidenten og premierministerens betydning. Maos enevældige dage er for længst forbi, og Politbureauets Stående Komité er i dag en mere kollektiv ledelse end dengang. Hvis vi skal kigge forbi de vidtløftige mål, er det mest sandsynlige nok, at udbygningen af de sociale politikker fortsætter inden for rammerne af en velfærdsstat, der er langt mere konservativ end progressiv.

 

 

 

Kristian Kongshøj er ph.d. ved Centre for Comparative Welfare Studies (CCWS), AAU og Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC), Beijing

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

konfucianske idealer, som er ældre end selv Konfucius

Aha, konfucianske idealer som er ældre end selv Konfucius.

Det største fremskridt er dog, at man siden 2009 har fået dækket stort set hele befolkningen af sundheds- og pensionsforsikringerne.

Fremskridt? Er det en relativ ny udvikling at man betragter det vi er i fuld gang med at afvikle her hos os og i resten af EU som fremskridt?

Det kan være at det ikke er så meget Kina der skal vende opmærksomheden hen imod os, men os der skal vende opmærksomheden imod Kina. Der findes ikke længere et EU land hvor hele befolkningen er dækket af sundheds- og pensionsforsikringer.

Jeg troede at det var det der nu kaldes fremskridt!

"De værste eksempler findes blandt de kinesiske ’kontanthjælpsmodtagere’, der nærmest får håndører og i tilgift mødes af stigmatiserende kontrolbesøg og flere steder nægtes hjælpen, hvis man besidder basale fornødenheder som f.eks. bil, telefon, opvaskemaskine – og et enkelt sted sågar hund."

Og forskellen til den danske virkelighed vil så være:

hunden

"Hvis den mere konservative fløj i partiet fortsætter sin tunge dominans, vil vi sandsynligvis fortsat se en type velfærdsstat, der som i dag er mere fokuseret på at bevare statusforskelle end at omfordele fra rig til fattig. "
hmmm.... Er det nu de danske Socialdemokrater eller de kinesiske Kompitalister man mener her?

Konklusion:

Man kan sagtens bytte "Kina" med "Danmark" og/eller "EU", uden at artiklen ville miste sin pointe.

Nogle steder ville det være nødvendigt at erstatte "opbygning" med "nedbrydning"

for at forstå at vi i Danmark er på vej mod præ-konfucianske tilstande.

Kinas blanding af stats kommunisme og brølende kapitalisme præger kineserne med sådan en blanding af kloge åge og infantilitet og hvis man dertil lægger konfucianismen som er mere perfektionistisk end den er harmonisk, så passer mange danskere på mærkværdigvis ind, hvis de også skulle bruge en kejser, så måske man skulle bede en lille bøn for os alle…

Bjarne Falk Rangård

Hvis den mere konservative fløj i partiet fortsætter sin tunge dominans, vil vi sandsynligvis fortsat se en type velfærdsstat, der som i dag er mere fokuseret på at bevare statusforskelle end at omfordele fra rig til fattig.
Herhjemme er partiet venstre endnu mere yderligtgående:
Her vil man ikke bevare status, men omfordele fra fattig til rig.
Ja men hvad kan Kina lære af Danmark ?
Hvordan man ikke skal gøre eller skal man lære af Danmarkshistorien i forrige århundrede og ikke den nedbrydning der sker i Danmark og hele EURO-zonen af hensyn til "markedet" og EURO-krisen.
Vi har en kejser i Danmark:
Han/hun hedder MARKEDET

John Vedsegaard

Ja, Kina er ret ny i sociale hensyn, men de arbejder i den rigtige retning.

Sagen er bare den at man ikke byggede Rom på en dag, rent faktisk bygger man stadig dernede, så noget tilsvarende sker i Kina, de får ikke deres sociale system op at stå på en dag.

Alan Strandbygaard

Hvis de vil kigge Danmark over skulderen i forsøget på at forme en velfærdsstat, så er de for sent på den.

De kan allerhøjst lære hvordan man piller den fra hinanden.

Vi skal tyve år tilbage. Da var der stadig noget af det tilbage.

Hvis dog bare de kunne give alle kinesere pension, så børnene ikke også skal spare op til at forsørge deres forældre , når de bliver gamle......Mange unge kinesere arbejder ikke af lyst, men af stor nødvendighed..

"Som i så mange andre tidligere kommunistiske diktaturer var det gamle sociale system relativt veludviklet"

Så fik Kristian Kongshøj slået det fast, Kina er ikke et diktatur.

"... men siden slut-90’erne har man fået opbygget et på mange måder overraskende moderne velfærdssystem."

Hvorfor er det dog overraskende? Kommentaren er et superb exempel på vores totale fravær af forståelse af Østen. Såvel som afspejlende Vestens arrogance. Jesus!

Vesten er en synkende skude, og vi kan med beundring og MISUNDELSE rette blikket mod Østens velfærd. For de svømmer rundt i overflod af muligheder...

John: Kinas sociale system er familien og en ikke-existerende arbejdsløshed. De lever et andet liv, derovre. Vi kan ikke forstå deres liv med vores psykologi. Det er et andet univers.

Søren Kristensen

Igår så jeg i TV, hvordan en familie fik smadret deres hjem, angiveligt uden kompensation af nogen art, fordi der skulle bygges et indkøbscenter på grunden. Det virkede meget uciviliseret og jeg fik lyst til at vrage alt hvad der er kinesisk. Men det kan man jo ikke i praksis og man ved jo ikke engang om historien er sand, for de involverede magthavere ville ikke udtale sig. Kinesisk mentalitet er på mange måder stadig enormt utiltalende.

I øvrigt skildres Kina altid ved byggeri-arbejdere. Total stereotyp. Fattige, fattige Kina...

Det sidste sted, man finder retssikkerhed, er i Danmark. Det sidste sted, virkeligheden skildres, er i TV, Søren.

Tag derover. Observer med dine egne øjne. Og du vil få et hjertestop.

Søren Kristensen

Peter Nielsen

Min oplevelse af TV er at det er ligesom et stykke værktøj, fx en hammer, som kan bruges både rigtigt og forkert. Rigtigt brugt kan TV være meget oplysende og forkert brugt kan det være meget fordummende. Når det kommer til Kina, er vi nogle stykker for hvem fx Rasmus Tantholdt i TV er en af de få måder vi får informationer på, da vi ikke har mulighed for at se ved selvsyn. Det jeg prøver på er, ud fra de givne oplysninger, at uddrage så meget sandhed som muligt og TV kan altså være ret så afslørende. At det der foregår langt væk så måske af samme årsag ikke påkalder sig noget større behov for en egentlig reaktion og hurtigt bliver glemt igen, er vel egentligt ikke så underligt. I øvrigt, hvorfor taget til Kina, for at få et hjertestop? Jeg er udmærket klar over at Tantholdts Beijing ikke er det eneste. Det behøver man bare se Skyfall for at fornemme.

En måde at få viden på er at udrydde uvidenhed ved at fjerne blokeringer af misinformation og forstå, hvor denne informations-forurening, der vælter ind over os for tiden, egentlig stammer fra.

Og lige så lidt, vi reelt ved om Kina, lige så lidt ved vi reelt om vort eget bagland i forhold til Kina.

Fx. bragte Politiken forleden et temanummer, hvor 9/10 artikler mere eller mindre tydeligt var antikinesisk propaganda. Hvor kommer det fra, hvem laver den, hvad er der formål?
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/11/vesten-versus-kina-del-1.html
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/11/vesten-versus-kina-del-2.html

Som vi sagde, da vi var børn: lad os grave ned til kineserne.

Jeg syntes at Kina debatten i Danmark på mange måder minder om noget man har set før.

På den ene siden har vi studerende og erhvervsfolk, der kommer hjem fra frizonerne og beretter om fremkridt og vækst, og på den anden, ofre for styret, der advarer og er kritiske.

I trediverne var mange danskere, specielt erhvervsfolk fascineret af den dynamik, og de løsninger på krisen tyskerne havde iværksat, og var ude af stand til at se på de menneskelige konsekvenser. Pressen i Danmark fik i den forbindelse mundkurv på, for ikke at skade forholdet til Tyskland.

Resten af historien kender vi.

I tresserne, var vestrefløjen ligeledes fascineret af de socialistiske landes økonomier, som siden krigen havde givet folk en levestandard på linie med den i vesten. Højrefløjens kritik af de socialistiske landes regeringer, druknede ofte i en debat hvor ingen i virkeligheden vidste, hvad man egentlig debaterede. Et godt eksempel på dette klima er, Arne Munck Petersen sagen.

Resten af historien kender vi.

I dag er vi facineret af det kinesiske wirtschaftswunder, og enhver kritiker af styret bliver beskyldt for alskens ondskab, lige fra intolerence, til at lide af diverse vrangforestillinger skabt af pressens propaganda. Den danske regering træder desuden varsomt for ikke at fornærme Kina. Ingen ved hvad der i virkeligheden foregår i Kina, men jeg er fortrøstningfuld, for Intet diktatur har nogensinde været i stand til at reformere sig selv, uden at falde fra helt hinanden.

Resten af historien kender vi.

Myndighederne skelner vel om man opfodrer en hund til senere at slagte og spise den, eller om man man bare ejer den til intet formaal.

Interessant vinkel om Konfucius, desvaerre er den paa spansk.

http://www.youtube.com/watch?v=DdgMrYhdCzw

Jens Thaarup Nyberg

@Miguel Tuells
Hvad linker du til ?