Velfærdsstat på kinesisk

Det moderne Kina, vi som regel præsenteres for i medierne, er et land præget af brølende pionérkapitalisme med de deraf følgende sociale problemer og uligheder. Når snakken i Vesten falder på Kinas enorme sociale problemer, er dommen over det afgående lederskab under Hu Jintao og Wen Jiabao hård. Den nylige sag om de enorme formuer, der er tilfaldet Jiabaos nære familie, illustrerer, at der er al mulig grund til at være kritisk. Alligevel har opbygningen af den kinesiske velfærdsstat taget til i fart i det seneste årti. Kommunistpartiet har officielt optaget skabelsen af det ’harmoniske samfund’, Xiaokang, som et mål med henvisning til oldgamle konfucianske idealer, som er ældre end selv Konfucius (551-479 f.Kr.). Man har mål om at udbrede sikkerhedsnettet på en række områder til hele befolkningen inden 2020. Det hele er ikke blot skåltaler. Store fremskridt er sket, primært når det gælder sundhed og pensioner samt til dels arbejdsløshed og uddannelse, mens der stadig mangler meget, når det gælder andre sociale risici, især pleje- og pasningspolitik, hvor familien stadig spiller en altafgørende rolle.

Socialpolitik i stor skala

Som i så mange andre tidligere kommunistiske diktaturer var det gamle sociale system relativt veludviklet, men stærkt opdelt efter arbejdsplads, og især efter om man boede på landet eller i byerne. Systemet brød sammen i 80’erne og 90’erne under markedsreformerne, men siden slut-90’erne har man fået opbygget et på mange måder overraskende moderne velfærdssystem. Man har eksempelvis fået opbygget et system med en national minimumspension, en slags folkepension, plus indtægtsbestemte arbejdsmarkedspensioner, som vi kender det herhjemme. Systemet fungerer dog bedst for arbejderne i byerne. På arbejdsmarkedet har man ligeledes et system med arbejdsløshedsforsikring og en kinesisk ’kontanthjælp’, ligesom aktiv arbejdsmarkedspolitik med jobcentre og aktiveringspolitikker er blevet mere og mere udbredt i rigere områder. Inden for sundhed og uddannelse har man fået vendt den historiske tendens til, at folk skulle finansiere en stadig større del af udgifterne direkte ud af egne lommer. Det største fremskridt er dog, at man siden 2009 har fået dækket stort set hele befolkningen af sundheds- og pensionsforsikringerne.

Udenlandske erfaringer

Det er interessant, at det er blevet en institutionaliseret del af kinesisk politikskabelse, at man kigger udenlands og laver store udredningsarbejder af dusinvis af lande for at lære af andres erfaringer, når man reformerer politikområderne. Et af de seneste eksempler er et større udredningsprojekt foretaget af en statslig tænketank direkte under Statsrådet, som ledes af premierministeren. I Constructing a Welfare System for All, som den hedder på engelsk, kigges der både til dansk arbejdsmarkedspolitik og ældrepleje, når fremtidens veje skal anvises. Fundamentet for rapporten blev lagt under en studietur til København, hvor det kinesiske forskerhold lærte om dansk og europæisk velfærdspolitik.

Baggrunden er, at Kina snart løber ind i sin første store generation af ældre, hvor flere har oplevet arbejdsløshed og har ringere sikring i alderdommen. Det skyldes til dels, at primært de ældre i byerne har fået for få børn pga. etbarns-politikken og ikke nødvendigvis kan regne med, at familien kan tage sig af deres plejebehov. Derfor har en national kommission på området for nylig understreget behovet for en opbygning af et ældreplejesystem, ligesom Kina i sin 12. femårsplan (2011-2015) har nationale mål på området.

Velpolstrede hundeejere

Samtidig er der masser af problemer at spore i dette nye velfærdssystem, men nogle af dem minder om børnesygdomme, som vi tidligere har set i Danmark og lignende vestlige lande. Kina er et stort land, og ikke alle steder er fremskridtene implementeret lige succesfuldt. De værste eksempler findes blandt de kinesiske ’kontanthjælpsmodtagere’, der nærmest får håndører og i tilgift mødes af stigmatiserende kontrolbesøg og flere steder nægtes hjælpen, hvis man besidder basale fornødenheder som f.eks. bil, telefon, opvaskemaskine – og et enkelt sted sågar hund. Hvis man kan købe hundemad, kan man tilsyneladende også forsørge sig selv. Så er den danske kontanthjælp, hvor man populært sagt skal gå fra hus og ægtefælle for at være berettiget, trods alt bedre.

Det største kinesiske problem er dog den skarpe opdeling mellem land og by påtvunget af hukou-systemet, som stammer fra kommunisttiden. Det tildeler i praksis befolkningen to forskellige statsborgerskaber med forskellige sociale rettigheder, der ikke bare kan veksles, hvis man flytter. De førnævnte fremskridt skal dog ikke underkendes, og hukou-systemet er begyndt at vise sprækker.

Spørgsmålet er naturligvis, om det nødvendigvis betyder, at Kina er på en ensporet vej mod en moderne velfærdsstat. I sidste ende er det et politisk spørgsmål, og her rummer den politiske debat i Kina i dag et bredt spekter af politiske holdninger fra højre til venstre, hvilket også gør sig gældende internt i kommunistpartiet. Rammerne for debatten er videre, end vi ofte tror i Vesten – men grænsen går dog helt klart der, hvor man antyder, at andre end Partiet skal løse problemerne.

Hvis den mere konservative fløj i partiet fortsætter sin tunge dominans, vil vi sandsynligvis fortsat se en type velfærdsstat, der som i dag er mere fokuseret på at bevare statusforskelle end at omfordele fra rig til fattig. Sandsynligvis vil man så blot fortsætte med at udbygge det sociale sikkerhedsnet til det punkt, hvor det afbøder den værste armod, da selv den konservative elite i stigende grad er bevidst om, at det er nødvendigt for at undgå social uro og fortsætte den økonomiske vækst.

Mistilliden truer

Den største forhindring for de vidtløftige drømme om det harmoniske samfund, er dog at få kineserne til at stole på deres egen stat. Korruptionen er ikke det eneste problem. Forskere har afdækket, hvordan visse grupper af syge og arbejdsløse er negative over for at søge den hjælp, som de rent faktisk er berettiget til. Disse grupper stoler ikke på, at lægen vil dem det bedste frem for at udskrive dyre behandlinger, eller på at partibureaukrater ikke vil nægte dem hjælpen eller ydmyge dem med kontrolbesøg. Her peger forskningen på, at mere universelle og retsbaserede ydelser i højere grad fremmer tillid til både staten og andre medborgere, hvilket i høj grad er det, som konfucianismens harmoniske samfund har som ideal – på sigt kan det måske tilnærmes. Det er i øvrigt et overset argument, som man også burde minde sig selv om herhjemme, inden man med mere eller mindre velfunderede økonomiske diagnoser reformerer velfærdsstaten på grundlag af tidsåndens ret enøjede menneskesyn. Konfucius kunne have interessante kommentarer til både dansk og kinesisk politik.

Når det gælder det nye lederskab, er krystalkuglen som altid tåget. Xi Jinping er blevet kørt i stilling af Hu Jintao selv. Det kunne tyde på kontinuitet, men andre knytter ham til en mere markedsorienteret fløj. Men da den nuværende ’velfærdsstat’ er så rigeligt både liberal og konservativ, betyder det ikke nødvendigvis en ændret kurs. Xi Jinping har offentligt støttet målene for en mere afbalanceret udvikling, han har tordnet mod korruption, og det er annonceret, at en større og sammenhængende plan med mindre ulighed som mål vil blive præsenteret snart. Dog skal man heller ikke i Kina overbetone præsidenten og premierministerens betydning. Maos enevældige dage er for længst forbi, og Politbureauets Stående Komité er i dag en mere kollektiv ledelse end dengang. Hvis vi skal kigge forbi de vidtløftige mål, er det mest sandsynlige nok, at udbygningen af de sociale politikker fortsætter inden for rammerne af en velfærdsstat, der er langt mere konservativ end progressiv.

Kristian Kongshøj er ph.d. ved Centre for Comparative Welfare Studies (CCWS), AAU og Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC), Beijing