Kommentar

Vrede og afmagt i DR Congo

Hvorfor bliver I ved med at indsætte idioter til at styre vores land?’ – congoleserne er ikke i tvivl: Det internationale samfund spiller en hovedrolle i den vedvarende congolesiske tragedie
Debat
1. december 2012

Hallo, du dér«, sagde den lille, magre mand, da han stillede sig i vejen for mig et par timer efter min ankomst til Goma i det østlige DR Congo. Ugen før havde en oprørsgruppe – den rwandiskstøttede M23-bevægelse – erobret byen. Manden lod til at være ophidset. Vi stod under et halvtag af bølgeblik, som tung regn trommede højlydt på.

»Hør, hvad jeg har at sige,« sagde han. Vi stod meget tæt, ansigt til ansigt. Han havde de mest indsunke kinder, jeg har set hos noget menneske.

»Jeg er nødt til at spørge dig – dig og hele det internationale samfund: Hvorfor bliver I ved med at komme her? Og hvorfor indsætter I kun idioter til at styre DR Congo?« Jeg tændte for min diktafon, og han lænede sig ivrigt over imod mig.

»Du må tage af sted igen. Tag hjem og fortæl jeres ledere – de, som er ansvarlige for den congolesiske befolknings elendighed – at 90 procent af os har mistet alt håb. Det er, fordi vi er intelligente. Vi har lært at bruge vores intelligens. Vi har åndelig og intellektuel kapacitet til at udvikle dette land økonomisk. Men jeres ledere dér, i Vesten – De bruger de her idioter til at regere os, til at forarme os, til at gøre os til bumser.« Han talte fransk: Pour nous clochardizer. Han satte en mine op af intens afsky.

»Det er derfor, at selv i dag har vi congolesere ingen veje og ingen elektricitet. Hvilken slags land er det her? Det er skandaløst. Se dog denne fattige befolkning. Vi fortjener ikke den elendighed. Helt ærligt!«

Politisk elendighed

»Åh, Congo, dit ødelagte land,« skrev jeg efter min sidste tur her. »Det gør ondt at se og lytte. Og det gør ondt at vende sig bort.« Dengang, for 12 år siden, var landet skåret over af krig. Præsident Laurent-Désiré Kabilas svage hær, der blev holdt oppe af angolanske og zimbabwiske styrker og den flygtede hær fra Rwandas tidligere folkemordsregime, kontrollerede vestdelen; østdelen var besat af Rwandas og Ugandas hære som militær spydspids for en skrøbelig alliance af militante congolesiske politisk-militære grupper.

Komplet fiasko

Før Kabila regerede Vestens korrupte klientdiktator, Mobutu Sese Seko. DR Congos eneste demokratisk valgte præsident, Patrice Lumbumba blev myrdet i 1961 af belgierne (som fik ram på ham før amerikanerne, der også var i gang med et mordkomplot).

Kabila var en komplet fiasko som et statsoverhoved. Men rwandere og ugandere fik ham til at virke tålelig i mange congoleseres øjne, da de to hære ragede uklar og gav sig til at kæmpe om kontrollen med diamantknudepunktet Kisangani og udsætte lokalbefolkningen for et blodbad i processen.

Da Kabila blev myrdet i 2001, var der mange teorier om, hvem der havde bestilt mordet. De fleste lød kun alt for plausible. Næsten alle, der havde haft med ham at gøre, havde et motiv. I de tumulter, der brød løs efter mordet, endte Kabilas søn Joseph som hans efterfølger. Hans legitimitet som leder af det land, hvis fulde navn er Den Demokratiske Republik Congo, var diskutabel.

Selv i hovedstaden Kinshasa, hvor man har set alt, blev arvefølge opfattet som en tvivlsom vej til præsidentposten. Men magten greb han, og da rwandere og ugandere slog en fredsaftale af med ham og trak sig ud af DR Congo i 2003, blev det såkaldte internationale samfund (læs: FN spændt for vestlige stormagters vogn) enige om at blåstemple Joseph Kabila. Det skete ved at iscenesætte et kostbart parlamentsvalg i 2006 og indsætte verdens største og dyreste fredsbevarende styrke i landets urolige østregion.

Neoslaveri

Valget af Joseph Kabila løste ingen af DR Congos problemer. Landet er stadig et af Jordens mest elendige. Sidste år opnåede Kabila genvalg, men det skete efter indberetninger om massiv valgsvindel, og først da de internationale observatører, som overværede bedrageriet, besluttede sig for at trække på skuldrene og anerkende afstemningen.

Nu, et år senere, er DR Congo igen i nyhederne af ulykkelige grunde, efter at oprørsbevægelsen M23 har drevet Kabilas hær ud af Goma i Østcongo. Efter hårde kampe opgav Kabilas styrker byen (mad og løn fik de intet af) og på deres flugt vestover, gjorde de kun holdt for at plyndre, hærge og voldtage i de afsidesliggende landsbyer.

DR Congos svaghed

Salvador Muhindo, den magre lille mand, der antastede mig i regnen, er tilhænger af oppositionspolitikeren Etienne Tshisekedi wa Mulumba, som hans tilhængere og mindre partiske observatører betragter som den reelle vinder af sidste års valg. Som nationalisten Tshisekedi var Muhindo imod Rwandas indflydelse i DR Congo, som han dog kun ser som et udtryk for DR Congos svaghed. Skylden for denne svaghed tillagde han den skadelige rolle, ’det internationale samfund’ har spillet i landet i over 150 år.

»Det er umuligt at være congoleser,« siger han, »uden at være konstant oprørt.« Da han rakte sine hænderne frem, var det, som om han ville tage kvælertag.

»Du,« sagde han. »Du kommer her for at arbejde. Så prøv at få dét her til at trænge ind hos jeres ledere i Vesten! Hvad har de gjort for os? Efter slaveriet kom kolonisering. Efter kolonisering kom neokolonialisme. Vi har aldrig haft uafhængighed her – ikke endnu. Og nu påtvinger I os igen Kabila og dette selvtilfredse fupdemokrati. Så nu er det neoslaveri. Vores lidelser bliver ved. Tag hjem og fortæl jeres ledere, at hvis de bliver ved at indsætte idioter, tåber og politiske homoseksuelle i spidsen for vores land, så har vi ikke andet valg end at skabe al-Qaeda à l’Africaine her. Så bliver vi sådan.«

Men Salvador Muhindos pointe var afmagt. Efter at have tænkt over, hvad han lige havde sagt, tog han det tilbage. I næste åndedrag sagde han: »Vi er færdige med at samarbejde med jer!«

Philip Gourevitch er amerikansk journalist og forfatter

© The Wylie Agency og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Det er første gang, vi hører eller læser, at Kabilas styrker ydede hård modstand inden M23 indtog Goma. Det virker mere korrekt, at de stak halen mellem benene ved første skud affyret af M23.

Og FNs fredsbevarende styrke......
18.000 mand fra Bangladesh og Pakistan skyndte sig at vende ryggen til, da Goma blev indtaget.

Det er hjerteskærende, på TV at se kvinderne flygte med det allernødvendigste spændt på ryggen og en stribe småbørn i hånden.
Det er mennesker, der intet ejer. Hvis de bliver drevet væk fra jordlodden, er det slut med at spise. Disse mennesker har ingen penge eller værdier, der kan omsættes til kontanter

..og verdens investore, finanskapitalister, og pensionskasser de synes da også det er forfærdeligt, mens de forsigtigt via investeringsfonde rykker deres næste investering nærmere Congos rigdomme - først skoven, så minerne, så jorden.