Kommentar

Åbent brev til Corydon

Når finansminister Bjarne Corydon (S) vil ’normalisere’ lærernes arbejdstid, er det et udtryk for en produktivitetstankegang, der er usund for folkeskolen, mener tænketanken Sophia
31. december 2012

Kære Bjarne Corydon. I Information den 18. december fremhæver du, at du har ét hovedkrav til overenskomstforhandlingerne med de statsansatte lærere på landets gymnasier og erhvervsskoler: en »normalisering af lærernes arbejdstid«. Fuldstændig magen til det, du har fremført i forhold til folkeskolelærerne. Det er igen produktivitetstænkningen, der ligger bag dit krav om, at også lærerne i folkeskolen skal undervise flere timer, også selv om det betyder, at de skal forberede sig mindre – idet du med undervisning mener konfrontationstimer med børnene.

Således skrev Information i oktober om, hvordan Finansministeriet, Ministeriet for Børn og Undervisning samt KL diskuterede, hvordan man fik mere undervisning for pengene – uden at involvere lærerne. Og tidligere på året har du i Jyllands-Posten og Politiken udtrykt din fulde opbakning til, at lærerne skal undervise noget mere.

Konkurrencestatens indtog

Synspunktet er udtryk for et menneskesyn og en metode, der ligger milevidt fra det menneskesyn og de metoder, der karakteriserer folkeskolelovens formålsparagraf med 22 delformål, som den enkelte lærer skal have for øje i hver eneste undervisningslektion og dermed i forberedelsen deraf. Tænkningen baserer sig på en positivistisk videnskabsteori, som stadigvæk er fremherskende blandt mainstreamøkonomerne. En teori, som indebærer, at ’menneskearbejde’ som undervisning objektgøres og kvantificeres for at muliggøre den produktivitetstænkning, som gennemsyrer det, professor Ove Kaj Pedersen beskriver som konkurrencestaten, hvor vi alle konkurrerer mod hinanden med konkurrencemålsætninger eller kompetitive mål som drivkraft.

Jelveds alternativ

Tilfældigvis var din kollega, kulturminister Marianne Jelved (R), også i medierne den 18. december. Det var i programmet Hos Clement (Kjærsgaard). Her fremhævede Marianne Jelved sin modstand mod konkurrencestatstænkningen, idet hun pointerede, hvad det eksempelvis gjorde ved kulturinstitutionen skolen. Den blev gjort til et marked som et slags firma. Men det var et ’som-om-marked’, for skolen som kulturinstitution kan ikke markedsgøres.

Efter Jelveds mening var det en trussel imod skolen, at man med produktivitetsmålinger skulle se på skolen som et marked. Det ville svække skolens dannelsesopgave, hvor det at fremme samarbejde, at arbejde med kooperative mål og skabe forpligtende og rummelige, inkluderende fællesskaber skulle have højeste prioritet. Marianne Jelved afslørede her et menneskesyn og en metodetænkning, der understøtter folkeskolens virke. På få minutter skabte hun optimisme hos underviserne og foretog dermed det løft af uddannelsessystemet i Danmark, som du efterstræber. Marianne Jelved har de holdninger og den viden og indsigt, som forskningen understøtter – at lærertrivsel er det vigtigste parameter for elevernes udbytte af undervisningen.

Konflikten mellem de to forskellige menneskesyn har været kendt i årtier, og det objektgørende og kvantificerende har det seneste årti haft førertrøjen – så med en erklæret centrumvenstre-regering kunne man godt have forventet, at VKO-flertallets NPM (new public management)-tænkning og neoliberale tilgang til udvikling af uddannelsessystemet ville blive afløst af en samarbejdsorienteret og [neo]social tilgang.

Som idehistoriker Jens Erik Kristensen fremhæver det i en artikel i fagbladet Folkeskolen den 12. september i år, er det en metodekamp mellem dem, »der ser skolen som en institution, der primært udstyrer eleverne med kompetencer, og [dem], som ser skolen som et sted, der primært giver eleverne almen dannelse. Og … bag de to skolesyn ligger to forskellige menneskesyn. Et, der ser mennesket som menneske, og et andet, der opfatter mennesket som arbejdskraft.«

Ikke alt kan måles og vejes

Trist at vores finansminister som erklæret socialdemokrat har så snævert et menneskesyn, at læreres produktivitet skal måles på antallet af undervisningstimer – opfattet som konfrontationstimer. Konsekvenserne synes alvorlige. Det, vi er vidner til, er ikke bare et krav om innovation, effektivisering og højere produktivitet, men snarere en afhumanisering, en afdemokratisering og en udmarvning af den offentlige sektor.

Med det, du har lagt op til, overser eller negligerer du helt det kvalitative aspekt i lærernes arbejde. Det burde ellers ligge dig nært at anerkende, at et socialt og demokratisk dannelsesarbejde, der naturligvis inkluderer elevernes tilegnelse af kundskaber, ikke kan produktivitetsmåles, som var der tale om objektive kvantiteter. Så det er da betryggende med Marianne Jelveds kloge betragtninger at konstatere, at der i regeringen er divergerende opfattelser af, hvilket menneskesyn og hvilken metode, der bør lægges til grund for udviklingen af uddannelsessystemet. Og dermed også af din embedsførelse, som den udmønter sig over for lærerne og koblingen til muligheden for et kvalitativt løft af uddannelsessystemet, in casu folkeskolen.

 

Sophias bestyrelse ved medlemmerne Per Kjeldsen, formand og cand.pæd.psych., Erik Schmidt, næstformand, lærer og forlagsleder samt medlemmerne professor Peter Kemp, emeritus, dr.phil. Steen Nepper Larsen, cand.mag., lektor, Louise Nabe Nielsen, cand.pæd.phil. Jens Raahauge fmd. for dansklærerforeningen og John Rydahl, cand.pæd., fmd. for religionslærerforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helt generelt er det er problem at dannelsesbegrebet er tilsidesat i den danske folkeskole.

Først dannelse, så uddannelse.

Den ensidige fokusering på effektivitet ødelægger den fantasi og kreativitet som samfundet skal leve af de næste generationer.

Der synes endvidere at være en trang til, hvergang en ny regering tiltræder, at skulle reformere folkeskolen.
Og det med en hast, så effekten af den ene reform ikke er iagttaget før den næste igangsættes.

Slip dog lærerne fri.
Deres kompetencer udvikles ikke med milimeterstyring fra toppen, men gennem glæden ved arbejdet.

Konfrontationstimer er tilmed et meget ringe produktivitetsmål, og dermed sågar inden for produktivitetstankegangen et elendigt parameter. Alt for snævert et mål for den undervisning, der leveres, for slet ikke at tale om den læring, der produceres. Dog kommer man næppe uden om en eller anden allokeringsnorm, hvilken tænkning man så end hælder til.