Klumme

Afsked med 12

Mærkedag i tiden, der svandt
Debat
29. december 2012

Ser man det hele lidt fra oven, er én begivenhed i året af større betydning end andre: Bankunionen her i årets sidste måneder. Kyndige folk sammenligner denne omfattende reform af det internationale penge- og lånesystem i Europa med store radikale begivenheder som Rom-traktatens indgåelse eller Murens fald. De toneangivende EU-lande har nu taget et syvmileskridt mod en udvidet fælles økonomisk politik og i hvert fald sørget for, at bankerne ikke uden indblik og kontrol træffer dispositioner til skade for nationerne og dem selv. Bankvirksomhed er som det gamle ord om krig og generaler for farlig at overlade til bankdirektører. Krisen i 2008 var nærmere på at vælte hele systemet, end mange vist forestiller sig – også i dansk perspektiv. Bestræbelserne på interstatslig stabilitet og fred ligger nu i overstatsligt indblik med bankerne. Enhver politisk vision, enhver handling i denne verden tager udgangspunkt i økonomiske realiteter (it’s the economy stupid!). Det er grundfilosofien, og hvad man forstår ved realpolitik.

Forestillingen om at markedet – pengemarkedet – klarer alt og til fordel for folk flest, doceres fortsat af liberalister. Man kan roligt konstatere, at de (også) her er fortalere for en skidt sag. Selve bankunionen – hvordan denne realiseres, og om Danmark er med eller ej – varsler vidtgående ombygning af grundlaget for kapitalinstitutionernes virke, og trykker samtidig et dødskys på den helt uhæmmede markedsøkonomi.

Borgerlig EU-skepsis

Ideologisk giver denne enkle kendsgerning sig pudsigt udtryk i danske liberale og konservative politikeres voksende modstand mod EU. KU mener ligefrem i ny egenskab af EU-modstandere herved at kunne kurere deres skrantende parti. Modviljen mod Europa i Venstre kom dramatisk til udtryk i elimineringen af Jens Rhode som spidskandidat. Attentatet på EU-entusiasten blev pakket ind i selvmodsigende erklæringer om grænserne for samarbejdet og vigtigheden af Danmarks bevarede økonomisk-politiske selvbestemmelsesret. I bedste fald en fornøjelig ambition. Som om Danmark og danske banker i egen ret kan foretage sig noget som helst selvstændigt, endsige afgørende, endsige forstandigt løsrevet fra andre, hvilket heller ikke skete før, under og efter krisen.

Én ting er sikkert: Hvor end danske politikere bevæger sig i forhold til den nye union, uanset hvor mange forsikringer Unionen og regeringerne afgiver om, at ingen mere kommer bankerne til undsætning, men at disse fremtidigt selv må udrede selvforskyldte tab, så kommer bankkunderne, borgerne – da man ikke mere får sin løn i en lille brun karduspose – til at betale, om det går den ene eller anden vej, op eller ned. Det udtrykker pengeinstitutterne allerede nu med uforlignelig frejdighed og smækker kassen i for alle andre end dem der har tjent på krisen og ikke har behov for at låne. Den mekanik ligger fast som naturkræfter og kønsdrift.

Historikere vil engang hovedrystende skrive kapitlet om den uhæmmede aktivitet i 00’erne: Om tabene, der blev pålagt kunderne, om uansvarlige politikere der ikke ville, kunne eller turde anfægte bankledelsernes uforholdsmæssige og udemokratiske magt, og som med få undtagelser – som Poul Nyrup Rasmussen i hans banebrydende bog om fondskapitalismens hasarderede farlighed – lukkede øjnene fast i for den overhængende risiko at hele lortet ville bryde sammen og udløse en verdenskrise.

At kommunismen gik i opløsning i 1989 blev taget som udtryk for at statslig regulering i marked og fri foretagsomhed principielt var værre end Stalin og gulag. Hældte man som Bush i USA og den stedlige kreative Fogh Rasmussen store skattelettelser betingelsesløst i lommen på de velstående og formodede investeringsvillige, men reelt det absolut modsatte, ordnede de rige og markedet resten. Det kan man også mene, de gjorde.

Milepæl i kapitalismen

Med neoliberalismens nederlag skulle man tro at et lige så uhæmmet og tomt frihedsbegreb som en naturlig følge af erfaringerne ville falde sammen som en græsk soufflé. Aber nein. Friheden til at vælge mellem det samme i forestillingen om ægthed i valget mellem eksempelvis privat eller offentlig operation af nedgroede negle består trods uforholdsmæssige omkostninger i alle de velklingende, men falske valg.

Alligevel kan 2012 vise sig at være et af de vigtigste år i den økonomiske historie, hvor selv borgerlige ude omkring returnerer til den keynesianske model formentlig med bedre resultater i 2013 som gør SRSF- regeringens forbavsende rigide, fantasiforladte og følgagtige økonomiske politik til skamme.

I nationaløkonomien har man ikke andre metoder til afprøvning af teorier end at føre dem ud i livet med samfundet som eksperimentarium. Det har i tidens løb ført til store ulykker, som demagoger siden måtte bortforklare; eller de blev reddet af krig og konjunkturopsving. Man kan mene, at økonomiministerens nødtvungne revurdering af sig selv i tilbageblikket forleden var et eksempel på en evaluering af en uhensigtsmæssig politik, der blot gav det forventede resultat nemlig (klimavenlig) minusvækst på 0,4 procent. Det havde gode økonomer forudsagt.

Tilbage sidder man i nytåret og ved ikke ud eller ind: Hvilken økonomisk politik hvem fører, og hvorfor de borgerlige politikere får pletter for øjnene, når EU fortsat – nu som Nobel-anerkendt fredsprojekt – forsøger at konsolidere grundlaget for flere fredelige løsninger af en fuglefri markedsøkonomis fatale følger.

Det burde ikke være så svært. Især ikke hvis regeringen sendte flere midler i omløb til gavn og glæde.

Men det skal nok gå alt sammen, som Schlüter sagde, når lokummet brændte.

Bedre held i ’13! Bankunionen hjælper. Måske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det burde ikke være så svært. Især ikke hvis regeringen sendte flere midler i omløb til gavn og glæde."

Klokken er nu 3.45 og vi lukker signalet ned, med ovenstående billede.

Nat, og sov godt.

Michael Kongstad Nielsen

For første gang indrømmer Georg Metz,
at S-SF-R regeringen fører forbavsende rigid, fantasiforladt og følgagtig økonomiske politik. Det var da befriende.

Og at de borgerlige er blevet EU-skeptiske er også befriende. Men det er ikke mere keynesianisme, der er brug for. Keynes er brugt op. Tænk på emsf, ems, strukturfonde og bankredninger Tænk på de fortsatte underskud på statsbudgetterne. Danmark har små 100 mia. kr. i underskud på finansloven, til kick-start bl.a. og tro mig, når året er gået vil underskuddet være større. Renten kan ikke komme længere ned, der er ikke mere keynesiansk at gøre. Som Angela Merkel udtalte til Finansiel Times: - det er slut med at bruge flere penge, end man tjener.

Hvis 2012 var en milepæl, så tror jeg den drejer sig om at se på, hvor pengene er. Hvor kommer de fra, de penge der investeres på finansmarkederne? Hvem har pengene, og bliver de anvendt og beskattet ordentligt til samfundets bedste?

Dernæst kunne man begynde at skære ned på det, der ikke er brug for i menneskenes hverdag og liv. Militæret f. eks., nu EU har fået Nobels pris, kunne trænge til en haircut, der ville noget. Offentlig administration, EU-administration, fondes skattefritagelse, skatteflugt, skattely, alle sådanne ting kunne komme på bordet, og det burde de såkaldt "røde" regeringer gå foran med.