En stor del af mediernes spalteplads bliver i disse dage fyldt med historier om, at især akademikere tjener for meget og arbejder for lidt. Debatten tenderer populisme og er med til at forstærke regeringens dagsorden om, at vi skal arbejde mere for mindre. Nogle vil mene, at dette er naturligt i en krisetid, og erhvervsorganisationerne står da også i kø med argumenter om, at lavere lønninger skaber flere arbejdspladser. Men i Europa er det landene med de højeste lønninger, der har flest folk i arbejde og den laveste arbejdsløshed, så det er svært at se den direkte sammenhæng mellem arbejdsløshed og lønniveau.
Populistisk kritik af akademikere og påstande om, at akademikerlønninger overstiger værdien af vores arbejde, er ikke ny. Det er et argument, der dukker op med jævne mellemrum, ofte forud for aftaler om kommunernes økonomi eller forhandlinger om kollektive overenskomster. Og det er næppe tilfældigt, at den nu igen bliver fremført af vores modparter ved forhandlingsbordet. Men hvis vi som lønmodtagere selv begynder at bruge samme argumenter, så lykkes arbejdsgiverne med at splitte os i den fælles kamp for bedre vilkår.
I flok ud af krisen
Derfor bør vi som lønmodtagere ikke hoppe med på den dagsorden, men i stedet stå sammen, så vi i samlet flok kommer bedre ud af krisen. Alle lønmodtagere oplever krisen. For akademikernes vedkommende betyder det desværre høj ledighed og en delvis lønstagnering. Dette på trods af at undersøgelser fra f.eks. Rambøll viser, at højtuddannede ofte er meget mere værd, end de tjener. Resultatet er, at der i perioden 2001-2008 blev ansat 7.117 højtuddannede i virksomheder, som ikke før havde højtuddannede ansat i. Blandt disse virksomheder oplevede de små og mellemstore virksomheder en vækst på 7,9 person pr. virksomhed. Og ansættelsen af en akademiker fører ofte til ansættelser af andre faggrupper med sig.
Vores pointe er derfor, at hvis vi skal ud af krisen og forhåbentligt skabe flere job i fremtiden, så nytter det ikke noget at diskutere, hvem der tjener mest, for vi har gavn og behov for hele arbejdsstyrken. Hvis vi hopper med på den diskussion, så lykkedes arbejdsgiverne i at splitte arbejdstagerne. Det er hverken til gavn for samfundet eller for den enkelte lønmodtager.
Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening (DM), Peter Grods Hansen, formand for DM Offentlig
Med det borgerlige Danmarks store fascination af Kina, dets ufattelige økonomiske vækst, hvordan landet har forbudt fagforeninger og virkelig forstår at få arbejderne til at rubbe neglene, mangler vi sådan set bare genopdragelsen af de intellektuelle klasser, som under kulturrevolutionen blev sendt til genopdragelse på landet hvor de deltog i arbejdet med at bjærge årets høst i hus: så ku de lære respekt for håndens arbejde. På den hårde måde. Med det borgerlige Danmarks begejstrede march i halen på Mao-Kina ved vi hvad vi har i vente.
Det første ord jeg kom på efter at havde læst artiklen var: Hovmod.
Mange lønmodtagergrupper er og har længe været under angreb for lavere løn eller mere arbejde for samme løn. Alle ikke-akademiske ansatte i det offentlige og især de varme hænder har været under enormt pres de senere år.
I det offentlige har de akademiske Djøfére i årtier arbejdet med kontrol, effektiviseringer, udliciteringer mv., hvilket har betydet fyringer og nedskæringer, for dem der lå i lavere socialgrupper end akademikerne. For de heldige, der blev tilbage på arbejdsmarkedet har det betydet mere arbejde for de samme penge og derved et dårligere og mere belastende arbejdsmiljø.
Andre akademikere har for private arbejdsgivere, staten, medier mv. arbejdet mere eller mindre ubevist med sammen agenda: Effektivisering gennem mere arbejde for sammen løn, eller egentlige nedskæringer.
Seneste har disse akademiske regnedrenge i deres arbejder for KL og ude i kommunerne sat lærernes arbejdsforhold under enormt pres. Dette pres ender sikkert ikke med lønnedgang i første omgang, men i større arbejdspres for samme løn.
Var det ikke også akademikere, der stod for spin og styring af pressen under kampen mellem SAS og deres ansatte.
” Vores pointe er derfor, at hvis vi skal ud af krisen og forhåbentligt skabe flere job i fremtiden, så nytter det ikke noget at diskutere, hvem der tjener mest, for vi har gavn og behov for hele arbejdsstyrken. Hvis vi hopper med på den diskussion, så lykkedes arbejdsgiverne i at splitte arbejdstagerne. Det er hverken til gavn for samfundet eller for den enkelte lønmodtager.”
Det virke ikke helt som ægte fællesskabsfølelse, når der først råbers op nu og i virkeligheden virker det lidt for sent. Arbejdernes gamle venner som fagbevægelsen og de tidligere tiders politiske støttepartier er nemlig blevet infiltrerede af akademikere, der i mine øjne ikke tænker så meget i lønmodtagernes fællesskabsfølelse.
Jeg ved godt det ikke er alle akademikere, der har skyllet fællesskabsfølelsen ud med badevandet, men det virker som nogle akademikerne har savet den gren over som akademikerne sidder på.
Det er immervæk akademikere, som sidder på den lovgivende, udøvende, dømmende og meningsdannende magt i dette land – Så de kan om nogen ændre på forholdene, hvis de ønsker det. men måske er det kun akademikernes fagforeninger, der ønsker en fælles kamp for bedre forhold?
Det er jo djøf'ere du skriver om, Niels Ludvigsen. Hvorfor de skal uddannes på universiteter, er for mig en gåde, men det er måske noget, de selv har haft magt til at bestemme.
Ja det har de jo nok. Jura var et af de fire oprindelige fag på universitet, og statsvidenskab kom til for godt 150 år siden.
Morten Kjeldgaard: "Med det borgerlige Danmarks store fascination af Kina, dets ufattelige økonomiske vækst, hvordan landet har forbudt fagforeninger og virkelig forstår at få arbejderne til at rubbe neglene..."
Vrøvl.
1. Hvad får dig til at tro, at de borgerlige vil synes, at en halv-kommunistisk stat som Kina er noget fascinerende?
2. Fagforeningerne blomstrer op i Kina, og der er omkring en million (1.000.000) af hvad vi herhjemme kalder organiserede arbejdskonflikter/-nedlæggelser om året, hvilket, i Kinas tilfælde, er tegn på hvor megen magt lønmodtagerne har.
3. Forstår at få dem til at rubbe neglene? Det er misforstået. Asiater er luddovne. De har ingen arbejdsmoral. Måske lidt mere end så mange andre Asiatiske nationaliteter, men ingenting i forhold til os i Vesten.
"Måske lidt mere...": hvad menes, var: "Kineserne har måske LIDT mere..."
Og så organiseres kineserne mere og mere i disse år, uanset lovgivningen. Faktum.
Peter Nielsen siger:
"3. Forstår at få dem til at rubbe neglene? Det er misforstået. Asiater er luddovne. De har ingen arbejdsmoral. Måske lidt mere end så mange andre Asiatiske nationaliteter, men ingenting i forhold til os i Vesten."
Tja, os vesterlændinge er tilsyneladende også en hel del klogere.
Akademisk snobberi, så man får kvalme (jeg er selv en af dem)....... det er decideret ulækkert, at man udgyder sig på den måde --- helt unuanceret og argumentfrit.
Tja. Nu er det jo kun et partsindlæg til en avis, og ikke en videnskabelig artikel.
@Johannes Aagaard
Fordi der uddannes en masse masse akademikere der ikke er brug for. Der er mangel på naturvidenskabelige og sundhedsfaglige akademikere, men djøffere og magistre er der så for mange af.
Men du får jo ikke djøfferne på borgen til at indrømme at det fag de alle kommer fra, er mere til besvær end gavn, når der er for mange af dem.
// Jesper
Først kom de efter alle de ufaglærte, men jeg er jo ikke ufaglært så jeg sagde intet.
Så kom de efter de lavt udddannnede, men jeg er jo ikke lavt uddannet, så jeg gjorde intet.
o.s.v. o.s.v.
Sekterisk magister indlæg -alle ansattes organisationer burde stå sammen Hvornår tager magisterne initiativ til at få FTF, Lo, og AC til at mødes-hvis fagbevægelsen kunne finde ud af at stå sammen ville en redelig med 2 årige dagpenge, manglende arbejdspladser, som vi har i dag kunne være undgået. Når man går selv bliver i spillet ud mod hinanden.
Ingrid Stage har tilsyneladende ikke gjort sig den tanke, at udbuddet af akademikere overstiger efterspørgslen, hvilket den høje ledighed er et synligt bevis på.
Måske hvis man - lige som inden for mange andre faggrupper - var lidt mere tilbageholdende, når det kommer til aflønning, kunne få nedbragt ledigheden.
At brancher og virksomheder, der er i vækst, i stigende grad hyrer akademisk uddannet arbejdskraft, er ikke sært. Men at gøre selve ansættelsen af akademikere til en forudsætning for vækst, som det antydes i artiklen, er lidt af en påstand. Mon ikke det snarere er omvendt?
Ingrid Stage er en sjælden en af sin slags. En fagforeningsformand, der altid utrætteligt kæmper for sine medlemmer. Hvis der var flere af hendes kaliber, ville dansk fagbevægelse ikke se ud som den gør for nærværende.
når dagen er slut så skal akademikernes lønninger som alle andre offentlige lønninger betales af skatter og afgifter.
Mon ikke det skulle være muligt at nedbringe antallet af akademikerer i det offentlige gerne med forenklinger af regler for stort set alt.
Som 1 skrev. Man saver jo ikke den gren over, man selv sidder på.
Rundt om i kommunerne sidder der for mange akademikere til en for høj løn og bruger deres tid på at spare os andre væk
Hvis en akademiker er dygtig til at styre rationaliseringer, udliciteringer og outsourcing af produktion - styre udenlandske underleverandører osv. - så kan han/hun sagtens være sin vægt værd i guld, som Niels Ludvigsen vist antyder.
Det sker så på bekostning af det samfund, vedkommende er rundet af - god løn som bestikkelse for at udføre samfundsskadelig virksomhed, særligt udbredt i finanssektoren.
@henning Steen
Jo jo den der kender vi, lige pludselig er den afdeling der bestod af tyve mand og to akademiske chefer blevet erstattet af fyrre mand i Indien og femten 'akademikere' med samfundsmæssig uddannelse.
Og en dårligere effektivitet, og dårligere produkt. Men antallet af djøffer er vokset, så operationen lykkedes.
// Jesper
Kan I henvise til nogle af de artikler Ingrid og Peter refererer til, med indholdet "...at især akademikere tjener for meget og arbejder for lidt"?
vh Simon
På et tidpunkt er der uddannet så mange akademikere at nogle af dem må påtage sig rengøringsjob ellere hvad der nu ellers er brug for.