Mange mennesker er bekymrede over de enorme globale udfordringer, vi bliver konfronteret med i dag og er bange for, om vi vil komme til at stå over for en dommedagslignende situation i en ikke alt for fjern fremtid (uafhængigt af Maya-kalenderen). Og problemerne er ganske rigtigt mange og uoverskuelige – klimaforandringer, overbefolkning, ødelæggelse af miljøet og en potentiel atomkrig i Mellemøsten for blot at nævne nogle få. Men selv om jeg anser mig selv for at være et rationelt menneske og er enig i faren i disse udfordringer, tror jeg faktisk, at dommedag allerede er kommet til Danmark.
Unik position
Lad mig forklare hvorfor: Jeg er for nylig vendt tilbage til USA efter et besøg i Danmark, som ifølge talrige undersøgelser er kendt for at være hjemsted for de lykkeligste mennesker i verden – senest ifølge en undersøgelse lavet af FN tidligere på året. Og hvis det at være lykkelig betyder at have den højeste levestandard i menneskehedens historie, så må danskerne være lykkelige. Hvis lykke indebærer at have en hidtil uset grad af personlig og politisk frihed, samt at menneskerettigheder er en kulturel norm, så må danskerne være lykkelige. Hvis lykke betyder at have et velfærdssystem, hvor staten sikrer alles adgang til sundhedsydelser, så må danskerne være lykkelige. Og sidst, men ikke mindst: Hvis lykke er ensbetydende med at have adgang til ren luft, rent vand og verdens bedste restaurant, så må man være lykkelig i Danmark.
Som spirituel lærer og foredragsholder har jeg gennem de seneste 10 år jævnligt besøgt verdens angiveligt lykkeligste folk, og det har ført mig til den konklusion, at der er noget ved ovenstående billede, der ikke stemmer.
Den manglende mening
Under mit seneste besøg i Danmark havde jeg en lang samtale med en af Danmarks mest respekterede psykoterapeuter, Ole Vadum Dahl. Vi talte blandt andet om den danske kultur, og jeg beskrev mit indtryk af danskernes spirituelle udfordringer for ham. Jeg sagde: »Jeg synes, det er svært at nå ind til danskerne på et dybere, sjæleligt plan. Jeg tror, det skyldes, at de er så komfortable. Jeg har prøvet at trænge igennem deres selvtilfredshed for at skabe noget virkelig eksistentiel alvor og interesse i højere menneskelig udvikling, men det er mere reglen end undtagelsen, at det mislykkes. Jeg er overbevist om, at deres velsignede situation – som betyder, at de er nogle af de heldigste mennesker, der nogensinde har eksisteret på kloden – har gjort dem eksistentielt forvirrede og spirituelt følelsesløse.«
Oles reaktion overraskede mig. Han svarede: »Andrew, problemet er værre end som så. Danskerne keder sig, men hvad der er endnu mere tragisk er, at de ikke engang ved, at de keder sig.«
Hermed mener han ikke, at danskerne mangler ting at beskæftige sig med, men at mange føler, de mangler en dybere meningsfylde med det liv, de lever. Før i tiden var det meningsfuldt at kæmpe for et bedre liv i materiel forstand, men det mål er i vid udstrækning nået. De har ramt muren eksistentielt set. Og for mig at se er det ikke så meget et individuelt problem, som det er et kulturelt fænomen.
Det krakelerede lykkebillede
Indtil for få årtier siden var de danske selvmordsrater blandt de højeste i verden. Og selv om det er blevet lidt bedre siden da (blandt andet fordi brugen af antidepressiv medicin er eksploderet), virker det, som om selvmord i dag er blevet et forståeligt om end ikke nødvendigvis acceptabelt fænomen for mange danskere. På mine besøg i Danmark har jeg flere gange hørt jokes om at tage sit eget liv, hvilket leder mig til at tro, at der er en kulturel forståelse for, at selvmord er en måde at løse problemet på, hvis man bliver deprimeret nok. Og mange af mine danske venner har frygtet, at mennesker i deres omgangskreds skulle vælge denne udvej.
I tillæg til dette er der flere andre punkter, hvor billedet af Danmark som et af verdens lykkeligste samfund begynder at krakelere, f.eks. er alkoholforbruget et af de højeste i verden.
Og ja, situationen er generelt set bedre end i USA. Men her halter levestandarden, velfærden, uddannelsesniveauet, friheden og sikkerheden for det store flertal også langt bagefter Danmark, så der er en logik i, at disse problemstillinger stadig er nærværende. Denne logik er ikke så nem at få øje på i et land som Danmark.
Men måske er dommedag allerede kommet til Danmark, i hvert fald i eksistentiel forstand? For mig at se er der noget tragikomisk over, at den bedst stillede befolkning i menneskehedens historie ikke er i stand til at føle, hvor velsignede de er, fordi de martres af et kulturelt betinget hul i deres sjæl.
Der er mange problemer i verden i dag. Den syriske præsident står i spidsen for massakrer på sit eget lands kvinder og børn. Krybskytter i Kenya slagter 30 elefanter om dagen for at få fat i deres stødtænder. Børneprostitution florerer i det sydøstlige Asien. Og Israel overvejer at starte en krig mod Iran.
Samtidig oplever de heldigste mennesker, der nogensinde har levet på jorden, at de keder sig. Og de ved det ikke engang.
Andrew Cohen er spirituel lærer, filosof og bogaktuel til foråret med den danske udgave af ’Evolutionary Enlightenment’
© Andrew Cohen og Information
Oversat af Martin Fluri og Henrik Bov Pedersen
Andrew Cohen skal bare blive hjemme i USA, skal han. Danskerne gider nemlig mikke høre på prædikanter som ham fra USA, der kommer ridende ind på en hest som en eller andne cowboy, og forsøger at frelse dem fra noget, de aldeles ikke vil frelses fra.
Danskerne har nemlig generelt noget imod folk som vil fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv, og det uanset om det er en katolsk pave eller en spirituel lærer fra USA, der belærende rejser rundt og fortæller folk, hvordan de finder lykken - blot ved at tro på Gud.
Sådan er danskerne ikke - og har aldrig været det.
Det ser nu mere ud til at det er Andrew Cohen, som keder sig,
siden han ikke kan finde nogen manglende lykke i sit eget land at beskæftige sig med.
@Karsten Aaen
Tak for din opsummering af hvordan jeg tænker. Jeg troede faktisk at jeg tænkte anderledes end som så, men eftersom du siger at 'danskerne gider...' og 'dansker har nemlig' og jeg er dansker, så må de vel inkludere mig.
Derfor tak fordi du satte min tankegan på rette plads.
I al taknemmelighed.
Et godt eks. på hvorfor trykte aviser ikke kan betale sig.
Ingen ville betale for en sådan avis med et sådant indhold ret længe.
Alternativet måtte blive en sølle meget tynd avis med samme indhold. Intet.
"I tillæg til dette er der flere andre punkter, hvor billedet af Danmark som et af verdens lykkeligste samfund begynder at krakelere, f.eks. er alkoholforbruget et af de højeste i verden."
Nu er det helt urimeligt at sætte lighedstegn imellem at forbruge alkohol og være dranker.
I det hele taget er artiklen tom ævl.
Det er sandelig blevet nye tider og finanskrise i New Age-verdenen, når de kendtes egen vejleder revser danskerne.
For kun tre år siden jublede selveste Arnold Schwarzenegger, at "I think you guys are fantastic". Det var dengang, danskerne stod klar til at redde Verden fra klimaforandringer og Obama dukkede op som frelser midt i snestormen (i religiøst vanvid mente en TV 2-reporter at se Solen komme frem bag skyerne), og Brad Pitt var skytsengel for topmødet.
For syv år siden jamrede vi om hjælp fra Bush Jr. på grund af tegningerne; han rørte ikke en finger. Og nu er det så elitens guru, der trækker i land!
New age, old age, future age, intet forandrer sig undtagen positionen.
han ved tydeligvis ik hvordan jeg har det, jeg magler uanede mængder af tid så jeg kan komme til at kede mig.... jeg vil gerne bede om 72 timer i døgnet tak.
For mig at se er der nogle pointer i "at kede sig", som den formastelige Andrew Cohen jo i virkelighedes inspireres af fra Ole Vadum Dahl.
Men at sådan i en idiot cowboy tror at han kan lære os noget i verdens lykkeligste land ????
Artiklen er jo en invitation til at turde lade sig "anfægte", som Søren Kierkegaard siger er vores eneste chance ! Anfægtes og komme i tvivl !
Dostojevski skriver i romanen "Idioten" om en uegennyttig mand der vil det bedste, men skydes det værste i skoene.
Kommentarerne til Andrew Cohen er meget personlige og går efter manden.
'Lykke' - hvad fanden ska man bruge det til
- Bob Dylan
Dear Mr. Cohen!
I am amused.
http://www.information.dk/320910
I am amused of some of the reactions to your article commenting on the mere fact, that a foreigner dares to speak about the Danish boredom. As you may have heard, the Danes have a cultural heritage called 'the Law of Jante'. Actually it is not Danish at all, it is international peasant philosophy, but the Danes seem to have identified with it's 10 commandments formulated in a novel written by the Danish-Norwegian author Aksel Sandemose in 1933.
The Law of Jante:
- Don't you think, that you are anyone or anything
- Don't you think, that you are as much as we are
- Don't you think, that you are smarter or wiser than we are
- Don't you think, that you are better than we are
- Don't you think, that you know more than we do
- Don't you think, that you are more than we are
- Don't you think, that you are any good at all
- Don't you think, that you can laugh at us
- Don't you think, that anyone cares about you
- Don't you think, that you can teach us anything
The Law of Jante is the dogma of social control praising the standard of mediocracy and submission to the collective. For Sandemose it was the way, that human beings of the world treated each other preventing themselves from blossoming and thriving. Danes apply very well to this concept, and it has to do with our wellfare state and how it has shaped our state of mind.
Mediocracy and absense of excellency is very Danish, probably very Scandinavian. We see it in our school systems these years. Not that excellent beings do not exist here as anywhere else in the world, but Danes have developed a social system over more than half a century, that prevents the majority of Danes from trandscending the area of grey mass consciousness and normality. The Scandinavian being is a collectivized being, the individual dissappears.
We have Social Democracy. There are three kinds of socialism: international socialism: communism, national socialism: nazism and welfare socialism: social democracy. The last one is the Scandinavian 'sleeping beauty' - now waking up as the new soft totalitarianism.
Danish boredom is truly immense. The reactions to your statements is an expression of this boredom and the same time a denial of this boredom. Danes are living in a mental and temporal loop avoiding to confront and accept this reality - thus the reactions.
Jeg har lige googlet hr. Cohen. Holy mackerel!
Men når dette er sagt, så ligger vi faktisk ret lunt i svinget på næsten alle målbare parametre, så som antal cykler pr.1000 indbyggere etc.
Andrew Cohen kender vist ikke til så meget...
Måske er det, han henviser til, vores noget apatiske optræden. Danskerne reagerer jo sjældent stærkt emotionelt, unlike folk i de fleste andre kulturer i verden. Vi lægger beslag på vores følelser og intellektualiserer. Måske er det dette, Cohen mener?
Jeg vil give forfatteren til artiklen ret. At mange danskere keder sig. Der er lavet mange undersøgelser om lykke og for et års tid siden har Gallup spurgt 1.000 mennesker i 148 lande i verden om de dagen før havde: 1. været udhvilet 2. været behandlet med respekt 3. grinet og smilet meget 4. lært eller gjort noget interessant 5. haft følelser af af lykke.
Her er Danmark ikke med i toppen. Heller ikke Qatar, verdens rigeste land, eller Japan, hvor man lever længst eller Canada, som har verdens største andel af studerende, som de flest videregående afgangseksamener (fra et college).
Næh, man skal simpelthen til Latinamerika for at finde disse positive følelser af livet. Det virker nærmest omvendt proportionalt med indkomstfordeling og FNs 'Human development Index'. Panama og Paraguay ligger i toppen, så kommer El Salvador, Venezuela Trinidad og Tobago. Derefter Thailand, Guatemala, Filippinerne, Ecuador, og Costa Rica.
Så jeg tror bestemt, der er noget om sagen. For mig virker det, som om mange danskere er ved at blive idioter på mange områder. I stedet for at sætte borgeren i landet frem som nummer ét har institutionerne forrang. Og i stedet for at nyde naturen sidder man og glor sig tosset på propagandaen i tv. Som for en stor del er hentet fra koncepter i USA.
Skål! og husk, at æde jeres antidepressive lykkepiller, så vi ikke når op som nummer 1 på listen med den største selvmordsprocent på planeten.
(Se:http://www.gallup.com/poll/159254/latin-americans-positive-world.aspx)
Mon ikke progressivt indstillede amerikanere faktisk er kede af at konstatere, hvor dårligt disse skandinaviske velfærdsstater, som man oprigtigt beundrede, forvalter deres pund, idet de svigter deres hidtidige kurs og i stigende grad sadler om til den uindskrænkede ærke-liberalisme, som skaber en uendelighed af sociale problemer i deres eget land?
Vi var muligvis gået for vidt i lighedsmageriet, men at knægte de ringest stillede og overlade de skamredne rester af forbrugsfesten til en sammenspist elite, var nok ikke lige det, man havde forventet af disse oplyste og civiliserede folkeslag. Nu sidder Holger Danske med håndbajer og klaphat og har sejret af helvede til, mens snedige tænketanke og grådige pensionsfonde afvikler den letkøbte friværdi, han lod sig forføre af udsigten til.
Holger er paralyseret, frygter for at miste jobbet, boligen og ægtefællen, men håber stadig at vinde den store gevinst i lotteriet. Han håber stadig, overskuddet vender tilbage og festen kan begynde igen. Eksistentielt og spirituelt erkender han intet og har kasseret alt åndeligt som overtro - og dyrker stadig dansen om guldkalven.
For hvad skulle han ellers give sig til?
Der er helt sikkert noget om snakken, men at bruge ordene "keder sig" beskriver ikke rigtigt fænomenet oprigtigt. Så snart ordene spirituelt/religiøst bliver nævnt hopper folk til konklusioner selvom ordene i dets reneste from betyder "at være et lys for en selv uden autoritet". Folk forveksler intellektuel klogskab med visdom, sex med kærlighed og nydelse med lykke. Den egentlige objektive selvundersøgelse finder sjældent sted fordi man ofte søger svaret uden for en selv.
Hvis jeg ved hvordan jeg kan læse min egen bog, hvilket kræver meget energi og stor intensitet, så er jeg ikke afhængig af nogen eller noget. Det er folk dog sjældent villig til fordi det er for kedsomligt - "hurtigt fortæl mig hvad jeg skal gøre, og så gøre jeg det" eller "Giv mig en pille så jeg kan blive glad". Jeg har ofte oplevet i egen takevirksomhed at forventningens glæde er og bliver den største, og hvor bliver man tit skuffet.
Der er nogen som er blevet fornærmet her: Skulle JEG kede mig??? I må da være gale! Gu fanden keder folk sig. Helt umanérligt. Ellers gad de da ikke læse Politikens artikler om sex og mad og tjek af bilen og renten til lånet på huset. Konstant og hele tiden. Men må jeg være fri. Kede mig? Aldrig i livet. Jeg ser "kun" 3 timers idiot-tv om dagen, knepper min kone 2 gange om ugen, æder sundt efter en professors klarsynede retningslinjer, løber rundt som en tosse 3 gange om ugen, og! DET ER DET VIGTIGSTE: jeg har! Hus, sommerhus, bil(er), og tror ubetinget på: Den Private Ejendomsret. Det er her den, kedsomheden, ligger begravet. På det psykologiske plan er det 'Den Private Ejendomsret', som vi har koblet vores lykke op på. Ikke en skid andet. Samværet med andre foregår da også efter bestemte regler: Hvor bor du? Er det eje eller leje? Sommerhuset bliver lynhurtigt indflettet sammen med livsforsikringer og alt hvad der ellers kan købes for penge. Så smid lortet med ned i graven som i den tidlige bronzealder. Det griner de sgu af på standen i Tobago og forstår ikke hvad lykke er. Det har de ikke tid til at finde ud af.
Reaktionerne er helt som forventet; danskerne skal man ikke belære med bedreviden og moraliseren.
Men som bekendt, er det ofte fra fremmede, at man skal gøres opmærksom på nationalkarakterens blinde punkter.
Jeg ved ikke, om danskerne keder sig - men at de er lettere spirituelt retarderede, tror jeg godt, jeg kan tilslutte mig.
Jeg ved ikke om det skyldes velfærdssystemet, men det hjælper helt sikkert på det.
Danskerne mangler helt sikkert 'eksistentiel udfordring'. Komfort uden spirituel fylde er farligt og degenererende, og fører i sidste ende til blasert apati. Det kan godt kaldes en form for kedsomhed. Det er i hvertfald en tilstand, som kræver en lind strøm af stimulanser og andre surrogater - det være sig i form af medicin, rusmidler, plat underholdning, statussymboler, etc.
Danskerne lider også i urovækkende grad af livsangst, depression, social fobi, og andre symptomer på spirituelt vakuum.
Jeg tror ikke der er tvivl om, at der ligger en dybere sammenhæng mellem danskernes profanitet, velfærd og eksistentielle tomhed, uden at jeg enkelt og eentydigt kan pege på en lineær årsagssammenhæng. Men de er alle del af samme problemkompleks.
/O
"get a life"
People who judge, are the ones who need to take a good hard look at themselves first.
There are people who make things happen, there are people who watch things happen, and there are people who wonder what happened. To be happyl, you need to be a people who makes things happen.
Mener nu nok at kan give ham ret i vi har et problem her i landet.
Penge!
Tjen flere penge. Brug flere penge. Vi mangler penge. Skaf flere penge.
Problemet med penge er, at penge er og har altid kun været et midel. Og når vi kun høre om midlet, penge. Hvem kender så målet, og hvorfor fortæller de os kun om midlet. Her tænker jeg bl.a. på ingen fik at vide vi skrabte penge ind til samfundet, for at bruge dem på våben / droner.
Og det hjælper ikke, at der kommer en "frelser" der gerne vil slå fast at vi skam er lykkelige, uden at kende vores mål. Og problemet blot er at vi keder os.
Løsningen skulle så være at vi forsat skaffer penge, mens vi skal glæde os til livet efter døden som trøst?
Der er sgu roere i andedammen her til morgen. Kors hvor der kagles og skraeppes ... §1-10 for fuld udblaesning.
Danskerne keder sig uden at vide det.
Med så dybe tanker føler man sig lille.
er magtesløshed og kedsomhed mon en og samme ting
http://da.wikipedia.org/wiki/Tvang
cittat fra overstående link.
"vil der indsnige sig ulighed i relationen, hvor den underlegnes oplevelse af tvang kan antage alle grader fra fuld anerkendelse, over modvillig accept til magtesløs modvilje."
Overskriften er nok rigtig nok.
Vi keder os.
Det gør vel alle dyr der lever i en fold, med begrænsede muligheder.
For nogle er meningen og tilfredsstillelsen at få børn. Det giver mening. Men udover det, hvor er friheden til at kæmpe for noget blevet af?
Jo, vi har da et økonomisk kollaps at kæmpe imod, men er det ikke også efterhånden ret trivielt?
Det har vi jo oplevet så tit?
Hvornår keder man sig ikke?
Det gør man når man opdager noget nyt, og har en opgave der kræver energi af en. Arbejdet og kampen for at løse en opgave der har et ukendt facit.
Jeg tror de færreste synes det er spændende at lave de samme ting, dag ud og dag ind. Lidt á la "Dyt, båt, og gud hvor går det godt."
De fleste af os bruger en meget stor del af vor tilværelse med at frembringe illusioner og dyrke fantasier. Det er som om livets realiteter er blevet kedsommelige for os. Film, bøger, computerspil, musik og teater. Underholdningsbranchen i det hele taget, har gyldne tider.
Vi længes efter det som vi ikke har. Det nye, det ukendte. Det anderledes.
At det i sidste ende er den samme ting, bare i en ny indpakning, vælger vi at ignorere. Virkeligheden skal holdes på afstand.
Måske har vi for mange muligheder?
Måske er der nogen der har fortalt os at det vi har ikke er godt nok?
Det er svært at sige. Men jeg tror det ukendte er nøgleordet. Men det behøver man vel ikke lave en doktorafhandling over (...med mindre man keder sig)?
Jeg hørte engang en sketch, som hed "Du er ked af det".
To parter, hvor den ene insisterede på, at den anden var trist og ked af det og leverede argumenterne for, hvorfor den første var og burde være ked af det.
Pointen minder meget om denne.
Keder vi dig?
Nej nej, det klarer jeg skam selv :)
Det er nu rigtig nok.
Jeg kedede mig for eksempel helt utrolig meget, både da jeg læste artiklen og kommentarerne.
Tips: Andrew Cohen om sjelen: http://www.andrewcohen.com/2012/10/25/audio-nature-soul/
At den bedste kartoffel temlig sikkert også er den mindst rådne kartoffel, fortæller ikke så meget om hvor råden kartoflen egentlig er.
fra artiklen
"Som spirituel lærer og foredragsholder har jeg gennem de seneste 10 år jævnligt besøgt verdens angiveligt lykkeligste folk"
Kunne være interessant om man vidste lidt om hvad aftryk han har efterladt der hvor han har besøgt.
Jeg oplever til tider at folk forsøger at trække en ned på deres nivue, fordi de ikke magter at hæve sig selv op. Og jeg er ikke bleg for at tænke at det for nogen jo ikke kan passe, at Amerikanerer ikke regnes for de lykkeligste. :)
Hvad er det mon der gør, at han føler trang til at rejse ud og stille spørgsmål ved om de nu også er så lykkelige. (godt set Lise Lotte Rahbek)
Måske er denne debat et eksempel på at vi keder os?.
Stenalderfolket havde fem punkter på agendaen mad og drikke,tøj, husly, formering og forsvar mod fjenden.
Jeg har ikke hørt de kedede sig.
Når vi idag har opfyldt de fem basisbehov sætter kun fantasien grænser for et vildt og rigt liv.
Her svigter fantasien ofte og vi må leve andres liv via TV og øvrige passiverende medier.
Udtrykket , der er ikke noget på TV er et klart udtryk for at vi keder os, men ikke kan finde vejen ud.
Iøvrigt er der himmelvid forskel på at kede sig og leve et kedeligt liv.
Et gammelt dansk mundheld siger at det er sundt at kede sig !
Jeg tror egentlig ikke, at den inderste årsag er kedsomhed. Jeg tror snarere, at den er et manglende mod til at stoppe op og mærke efter, hvad der inde i én er årsagen til den uro, man konstant føler. Jeg tror, der er tale om forældreløs eksistentiel angst - angst, man ikke ønsker at vide af, angst, man med alle midler forsøger at uddrive, forgæves, naturligvis. En formidabel, omend yderst nedslående, fremvisning af angsten kan man finde for eksempel nytårsaften: omfanget af larmen er i mine øjne direkte proportional med den indre forarmelse, hvilket mere end så meget andet driver folk væk fra sig selv.
@Torben Knudsen
Undtagen formering tog dine nævnte stenalder ting nok en del længerer tid.
Og sikkert også flere bekymringer.
I dag er det hvis omvendt :)
Og i dag er der faktisk en del begrænsninger, man ikke havde i stenalderen. F.eks. rettigheder og love.
Du kan ikke bare give dig til at lave en ting, for der er sikkert et selskab et sted med patent på at lave det.
P.S. Vi er lykkelige med højt alkohol forbrug. Mon alkohol er lig med lykke :)
P.P.S Er der ikke noget med at Hash er også i det høje leje her i landet :)
P.P.P.S. Jeg keder mig aldrig, men jeg venter en hel del ;)
@Jørgen Rygaard
Jeg kender ellers rigtig mange af vores kulturarvs visdom, men den der kan jeg ikke lige komme på.
Må jeg kede dig med at fortælle mig den?
Nu hedder det sig at man kan kede sig ihjel. Danmark ligger sammen med Norge på en 35-36. plads med hensyn til selvmord pr. 100.000 indbyggere. USA er ikke med i statistikken, men Canada ligger sammen med Irland lige efter Danmark. Lithauen er det land, som sammen med Korea har den højeste selvmordsrate, men der keder de sig vel også. Japan, Kina og Hongkong ligger meget højt og Finland ligger højst i Norden, foran Sverige og naturligvis laaaangt foran Danmark. I nogle af de samme lande læser ungerne noget så strålende, mens de kedelige danske børn er mere middelmådige.
På Haiti og andre vestindiske øer, hvor de læser som brækkede arme, er der stort set ingen der begår selvmord. Og hvad kan man så lære af de ??. Jeg glæder mig til at læse Cohens næste rapport . Kedelig bliver den nok ikke. Og veldokumenteret.
Jeg kender ikke Andrew Cohen, og skal ikke umiddelbart gøre mig til fortaler for en mand, hvis samlede sæt af holdninger, jeg ikke kender, men intet af det, som står i artiklen, er forkert i mine øjne.
Det gælder givetvis for store dele af den vestlige civilisation i det hele taget, at vi samlet set er meget bange for livet, og derfor forflygtiger livet med det, som Kierkegaard kaldte æstetiske eskapader. Det varer ikke længe endnu, for heldigvis venter ragnarok om hjørnet, og så skal vi nok få føle, hvad der virkelig betyder noget - og få mulighed for at begynde forfra med et mere afklaret syn på tilværelsen.
At afsløringen af danskernes apati og spirituelle tomhed får en ublid modtagelse, er vist nok blot et symptom på det selvsamme.
Jeg tror, bestemt at manden har en klar pointe her,
men problemet med at kede sig, og i det hele taget at være afskåret fra at være i kontakt med det store følelser, og dermed indirekte osse tilværelsens mening,
er et problem i hele den vestlige verden, og det er dybt forbundet med vores værdigrundlag eller mangel på samme.
Nogle dyrker derfor ekstrem sport ,bestiger de højeste bjerge med farer for deres eget liv for at komme i kontakt med det store adrenalin sus , og de store følelser, andre tager til Bayreuth, og ser Wagner operaer i timevis for at nå samme kontakt, osv. osv.
Spørgsmålet er vel ,hvordan man kommer fra "Kedsomhed til Transcendens" et emne som ikke umiddelbart ligner et forskningsprojekt, men nok snarere vil blive udbudt på det private kursusmarked.
Det kursus skal nok blive udbudt i 2013, men hvad bliver prisen, og er der pladser nok?
For de, der som den amerikanske spirituelle lærer og evolutionære filosof er bekymret for danskernes kedsomhed, og de, der som Tom Kristensen længes mod skibskatastrofer og pludselig død, eller måske det store verdensopgør, som apokalyptiske Morten Hansen ovenfor, er der gode nyheder i vente.
Vi kommer snart til at leve i interessante tider, som det hedder i den kinesiske forbandelse.
Jeg tror ikke som sådan, der er brug for flere kurser i "personlig udvikling", men snarere at folk finder modet til at sætte sig ned stille og roligt, og virkelig mærke efter, hvad der egentlig betyder noget. I denne proces vil de fleste af de ting, som mange mennesker ser som værdier i dag, ligeså stille rasle af (er min overbevisning). Tilbage vil så være det, der virkelig betyder noget.
I vores tidsalder i denne del af verden, er det desværre de færreste forundt, at nå til en sådan indsigt. Og det er helt bestemt svært - især fordi man i første omgang skal have mod til at bevæge sig mod strømmen.
Det allersværeste er nok at turde indrømme overfor sig selv, at det, man har haft gang i de sidste 30 år, i virkeligheden ikke betyder noget som helst i det store perspektiv. Hvis man til gengæld tør se dette i øjnene, er jeg overbevist om, at der venter en helt eventyrlig tilværelse forude, hvor man ikke behøver rejse verden rundt eller springe ud fra høje bjerge for at føle sig i live.
Kedsomhed er som mentalt/spirituelt fænomen nært forbundet med rastløshed, og rastløsheden, som er en form for indre uro, er den samme kraft, eller retter mangel på kraft - det er et tomrum, hvor der burde være fred - som giver fødsel til angst, nervøsitet, begær og en lang række afledte laster.
Alt dette er spirituelle grundprincipper.
Jeg er heller ikke sikker på, at problemet primært er dansk. Jeg tror, det er et generelt occidentalt problem, og i og med at den occidentale livsstil er blvevet de facto global i dag, spredder denne sygdom sig til resten af verden som en steppebrand i disse år.
/O
Hmmm:
At kede sig kan være sundt …
Det er da også mærkeligt, at danskerne ikke danser rundt og takker nogle ’højere magter’ el.lign., når det nu tilsyneladende er rigtigt, at danskerne er: ”nogle af de heldigste mennesker, der nogensinde har eksisteret på kloden”.
Måske har det noget at gøre med, at danskerne også er temmelig veluddannede og kan takke sig selv for de opnåede resultater. Derved gennemskuer vi lettere ’systemet’, og hopper ikke på historierne om ”Guds nåde”, eller om at det er de multinationale selskaber og de virkelig rige, der er garanter for at syge og arbejdsløse får mad på bordet og tøj på kroppen.
Når folk først har gennemskuet, hvilket nedrigt system man er offer for, og hvilket spil man er brikker i, så er der sguda ikke noget at sige til, at man ikke er til fals for hokuspokus om ”at skabe noget virkelig eksistentiel alvor og interesse i højere menneskelig udvikling”.
Rigtig mange forfalder til tungsind og kedsomhed, hvis man ind imellem kommer til at tænke nærmere over tingene og den elendighed man forsøger at bedøve os med på tv.
@Inger Sundsvald:
Så er det godt, vi har et demokrati, hvor vi - som du selv siger - kun kan takke os selv for det system, som vi er "ofre" for.
Når vi forfalder til tungsind og kedsomhed, er det jo lige præcis fordi vi hopper på limpinden, i stedet for at gå ud og gøre noget aktivt for at skabe en mere positiv fremtid.
Systemet er netop udtryk for denne generelle forflygtigelse af det eksistentielle ansvar. Systemet er ikke noget, der kommer over os ovenfra, men et symptom på samfundets generelle tilstand som en samling af enkeltindivider. Hvis hvert enkelt individ tager tyren ved hornene og begynder at sætte sin egen eksistens, vil det nuværende system slet ikke kunne eksistere.
Der er desværre ikke længere nogle grimme mænd på toppen, som vi kan skyde skylden på. Der er kun os selv, og hvad vi vælger at gøre. Systemet er ikke årsagen til fortvivlelsen, systemer er symptomet på fortvivlelsen.
Dette system lader det til at folket er tilfreds med - eller rettere, folket vil hellere have Løkke tilbage.
@Inger Sundsvald:
"Dette system lader det til at folket er tilfreds med - eller rettere, folket vil hellere have Løkke tilbage."
Folk er tilfredse med systemet, på samme måde som de er tilfredse med et liv, der handler om villa, sommerhus og campingvogn - eller rejser på tværs af jorden og udspring fra bjerge for den sags skyld.
Ifølge Kierkegaard, som jeg ynder at henvise til ofte, er det netop karakteristisk for det første stadie af fortvivlelsen, at man ikke engang selv er klar over, at man er fortvivlet. Man ved først hvad det vil sige, at gribe sig selv, når man gør det. Folk ved endnu ikke hvad det er, de går glip af, de har blot en nagende fornemmelse af, at noget ubestemt er galt. Først i tilbageblikket vil det stå klart, og det vil det snart, når vi ruskes ud af søvnen ved det forestående sammenbrud.
Tja, æstetikeren og den nydende er et ulykkeligt menneske, siges det.
Det er bare aldrig blevet bevist at etikeren er lykkeligere.
Etikeren er ikke nødvendigvis bedre stillet, for han forsøger at almengøre valget, eller i Heideggers terminologi: han falder tilbage på "man".
Først i religiøsiteten findes saligheden. Og med religiøsitet menes netop ikke den almengjorte, institutionaliserede religion, men det rent individuelle forhold til verden (eller guddommen om man vil) - at træde i eksistens.
Bevar mig vel!
...Og klimaet.
Jeg anser det danske demokrati for en myte.
Jeg stemte rødt, og har nu en socialdemokratisk minister der har bundet os til en meget blå finanspagt og som oven i købet frivilligt har underlagt os en bødeklausul hvis vi skulle få den sindssyge ide at man ikke kan kvæle sig til ilt. Simpelthen 180 grader det modsatte af det jeg stemte på.
Så for mig er der i hvert fald masser af næring i kampen mod "de onde på toppen" eller hvordan det nu blev formuleret. Den der med at vi har jo "selv stemt på det" holder i hvert fald ikke.
@Esben Maaløe:
At bestemme selv indebærer ikke blot at stemme. Hvis bare det var så vel. Men det er vist igen mageligheden, der taler.
Det nuværende system består fordi vi lader det bestå. Vi har alle et ansvar. Og det er ikke opfyldt ved at stemme. I så fald har man i hvert fald brugt sit ansvar til at lade stå til. Vi er ikke stemmekvæg, vi er autonome individer, som konstant har muligheden for at gøre noget mere. Stem blankt. Lad være med at stemme. Start en revolution. Hvem holder dig tilbage?
Sider