Kommentar

Eliten tager ikke fra eliten

Det nytter ikke at opfordre institutioner som IMF, Verdensbanken og OECD til at analysere uligheden for derved at skabe mindre afstand mellem de superrige og resten af verden. For administratorerne er en del af systemet
5. december 2012

I kronikken »Uligheden er gemt i skattely« (23.11) fremlægger Ibis’ generalsekretær, Vagn Berthelsen, tal fra Tax Justice Network, der viser, at 21.000 milliarder dollar er skjult i skattely. Et beløb, der kunne yde et væsentligt bidrag til at mindske uligheden i verden. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk vilje, om denne enorme formue skal beskattes, og der er stor folkelig opbakning til, at den superrige elite, der udgør ca. 0,15 procent af verdens befolkning, men besidder 81 procent af al privat formue i verden, skal til lommerne.

Opfordringerne til institutioner som IMF, Verdensbanken og OECD om at analysere konsekvenserne af skattely mere præcist, til mere åbenhed og til EU og USA om at stoppe offentlige indkøb fra selskaber i skattely eller til andre sanktioner er sympatiske, men desværre er en række kampagner imod skattely og spekulation alle indtil videre slået fejl.

Attac var en del af bevægelsen for en anden globalisering, og et af Attacs hovedmål var netop stop for skattely. De mange topmødedemonstrationer, der fulgte bevægelsens succesfulde nedlukning af WTO-mødet i Seattle i 1999, fik de følgende år presset IMF, Verdensbanken og WTO, der i deres kommunikation udadtil pludselig lagde mere vægt på en socialt ansvarlig politik. Men de smukke ord blev ikke omsat til handling. Forklaringen på dette er simpel.

Eliten lovgiver og administrerer

I den bedste af alle verdener ville de lovgivende organer være neutrale eller tilbøjelige til at følge op på den slags tal her med lovgivning til gavn for det store flertal af verdens befolkning. Men ligesom kriser i systemet er menneskeskabte, er uligheden ikke et resultat af tilfældigheder, men et produkt af, at systemet administreres af en elite, hvis interesser er sammenflettet med de allerrigestes. Det ses bl.a. ved overrepræsentation af den finansielle elite og mangemillionærer i de beslutningstagende fora, se f.eks. Cameron-administrations ministerhold i UK eller den seneste sammensætning af senatet i Washington.

Det at opnå valg til parlamentet er ofte et springbræt til lukrative poster i erhvervslivet. Eksempelvis blev Gerhard Schröder leder af den internationale investeringsbank Rothschild og er i dag direktør for Nord Stream AG. Eller se Italiens ikkevalgte Mario Monti-regering, bestående af håndplukkede teknokrater fra finansverdenen. Jobbeskrivelse: at iværksætte en chokkur af nyliberale reformer og privatiseringer.

En konsekvens heraf er, at kravet om en afskaffelse af skattely ikke kan gennemføres alene gennem de internationale institutioner, selv ikke med et kraftigt pres. Noget af det, vi lærte af bevægelsen for en anden globalisering, var, at appeller til magthavernes institutioner ikke er en farbar vej.

Occupy-bevægelsen er under krisen gået efter ’grådigheden’ i finanskapitalismen. Bevægelsen havde en tid momentum, men har ikke formået at udvikle en strategi for at omsætte kritik til forandring. Fælles for de to bevægelser har været, at protester mod uretfærdighederne består i et opråb til lovgiverne om at gøre noget. Sådanne krav er progressive og sympatiske, men de er grundlæggende virkningsløse. Magt bliver noget, kun de i toppen har.

Et nyt system

Den alternative vej skal være i stand til at tage kontrollen over værdierne. Selv om formuerne ofte finder deres ejere på børserne, skabes værdien i samfundet stadig på arbejdspladserne. Den bedste måde at gøre dette på er at tage kontrollen over arbejdspladsen for at sikre, at værdien aldrig flyder ud i det internationale spekulationsunivers. Strategien må suppleres med en afvisning af påstande om, at der ikke er råd, og påpegning af, at politikerne, hvis de ville, kunne tage pengene fra skattelyene. Formålet med denne afvisning vil dels være at presse politikerne til at tage bare lidt af disse formuer, dels at gøre det klart for langt flere, at fattigdom ikke er en nødvendighed, men et produkt af et system, der prioriterer enorm rigdom for de få højere end bekæmpelse af fattigdom for de mange. En sådan strategi vil bære et forandringspotentiale, der kommer nedefra, og som har en enorm demokratisk base blandt almindelige mennesker verden over, lige der hvor de bor, og hvor de går på arbejde.

Jakob Lausch Krogh er stud.scient.pol., og Bo Stefan Nielsen er malersvend

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Philip B. Johnsen
  • Bo Stefan Nielsen
Philip B. Johnsen og Bo Stefan Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren skogstad Nielsen

Mener artiklens diagnose er ganske rigtig.
Men hvordan identificerer man eliten?
Det kan man ret lidt gøre.
Den adskiller sig fra almindelige mennesker gennem sit værdisystem.
Denne forskel er det meget nyttigt at kende - for problemet med 'Eliten' stikker langt dybere, det stikker -ups-, helt ned til dig og mig
Her er forklaringen på dette fænomen.
http://forum.visionspartiet.dk/forum/viewtopic.php?f=2&t=171

randi christiansen

Så mon ikke forandringen først sker, når ´eliten´ forstår, hvor ødelæggende for alt og alle - inkl dem selv - deres adfærd er .... ?

Det må vi jo så hjælpe dem med at forstå

Det er ikke eliten, der kommer til at sult når føde varepriserne stiger pga. af global opvarmning.

Det er ikke eliten der bliver arbejdsløse når krisen rammer.

Det er ikke elitens sønner, der dør krigene.

Det er ikke elitens børn, der ikke lægere nået når folkeskolelægerne ikke har nok forberedelsestid.

Det er ikke eliten, der ikke bliver opereret når hospitalernes venteliste vokser.

Det er ikke eliten, der bor i de boligkvarterene, hvor kriminaliteten eksplodere når de sociale problemer er ude af kontrol.

Elitens adfærd gør dem så rige og magtfuld og så ikke bliver ramt af de problemer de skaber.

randi christiansen

Jakob Krogh - du glemmer den franske revolution, det arabiske forår og andre historiske opgør med dårlig regeringsførelse - krukken kan gå så længe til vands, at den kommer hankeløs hjem

Hvis eliten fortsætter i nuværende spor vil det betyde sammenbrud af vitale samfundsinstitutioner - eliten har vist sig inkompetent til at administrere det globale fællesskab. Hvis den ikke selv skal gå under i en malstrøm af miljø-og socioøkonomisk uforudsigelige konsekvenser, skal den lykkes med en massakre, som den vist ikke har overskuet dimensionerne af. Det er muligt, det er planen - det er usandsynligt, at det kommer til at gå efter dén.

Et verdensomspændende sammenbrud vil ramme uforudsigeligt - hvis nogen tror, de kan sikre sig her, tager de fejl.

Men det er klart, at de mest udsatte bliver ramt først og hårdest. Sådan er det jo.

Forfatterens pointe er Spot On.

Denne uhellige alliance mellem lovgiverne, embedsmænd og kapitalen er naturligvis ikke af ny dato, men på en eller anden måde er den blevet så åbenlys i de seneste 20-30, og navnlig 10 år, at alle andre end kapitalismens traditionelle kritikere er begyndt at opdage det. Og 'sygdommen' finder næppe nogen stabilisering, før den har 'slået patienten ihjel'.

Det er det, jeg kalder 'Systemkorruption" - en korruption, der netop er meget svær at komme til livs, fordi den ikke er lovstridig og kriminel, den begås ikke af individder, der forbryder sig mod stat og samfund; ikke i reglen i hvertfald,

Nej, den er indbygget i hele systemets konstruktion - i det kapitalistiske-demokratiske kompleks, hvor de politiske og kapitalistiske magthavere (læs: finanssektoren) holder hinanden i skak. De har begge magt til at stække hinanden, men gør det naturligvis ikke, al den stund at de ahænger af hinanden. Lovgiverne kan lukke og slukke for bankernes udskejelser, mens bankerne kan lukke og slukke for den økonomiske dynamik i samfundet.

Det er en gensidig terrorbalance, eller rettere symbiose. Igen af dem tør genere den anden for meget.

Og hertil kommer jo, som nævnt, at de to verdener i høj grad rekrutterer fra samme elitære personkreds.

I sidste ende peger problematikken tilbage på demokratiets store achilleshæl - dens manglende værdigrundlag. Demokratiet her ligesom kapitalismen intet værdigrundlag, udover nogle vage ytringer og floskler om frihed, lighed og broderskab - begreber som efterhånden ligger meget fjernt fra realiteten.

Grundloven er det nærmeste, vi kommer et værdigrundlag for en demokratisk stat, og den er stort set uden reel betydning.

I praksis er det helt op til den lovgivende og udøvende magt at trække i trådene, som det nu passer dem bedst. Værdigrundlag, regeringsgrundlag og partiprogrammer er lige så hule som Grundloven, og ingen regering føler sig forpligtet af dem.

Finanskrisen og den demokratiske krise er dybt forbundet, måske mere end de fleste ønsker at se i øjnene.

Vi ser demokratiets helt grundlæggende svaghed oprulles for vore øjne i disse år: det er stækket af dets symbiose med kapitalen.

Og konklusionen, som næsten er for ubærelig for de fleste, er at demokratiet står overfor sit kollaps, simplethen fordi systemet er korrumperet og inficeret af kapitalens interesser, og det ikke længere har et ukopromitteret værdigrundlag at stå imod med. Ingen politikere tør tale kapitalen imod.

En civilisation kan ikke overleve uden ukompromitteret værdigrundlag, som skal værnes om og udmøntes frygtløst og nidkært af dens regenter.

Demokratiet kan i princippet fungerer, men det forudsætter en regering, der i en vis forstand er hævet over personlige og partikulære interesser. Det skal alene, som folkets tjener (som den enevældige konge), skæve til almenvellets interesser, og være fuldstændig fri af kapitalens tommeskruer.

/O

randi christiansen

Problemet skyldes i al sin enkelhed, at man ikke har præciseret ejerskabet til biotopens ressourcer og ikke er enedes om en hensigtsmæssig måde at administrere dem.

Det opgør er stort, fordi det vil betyde, at kapitalejerne skal slippe slanterne - de har vist sig inkompetente til at administrere de store værdier, som de har tilranet sig.

Hørte i dag hos Poul Friis Retsforbundets formand udtale sig - her er en ædruelig forståelse af, hvorledes fællesskabets værdier bør administreres. Lad os støtte dem i at blive genvalgt til Folketinget, så vi kan bevare og begynde at udfylde det demokrati, som vores forgængere har kæmpet for, med substantiel retfærdighed. Ellers får Oliver Goulin ret - så kollapser systemet.

Anne Marie Jensen

God og vedkommende artikel. Tak for den til kronikørerne og til Information.

Og så til tråden her. Randi Christiansen:

"...når ´eliten´ forstår, hvor ødelæggende for alt og alle - inkl dem selv - deres adfærd er..."

Eliten kommer næppe til at "forstå" noget. Eliten - altså de her super-rige som artiklen omtaler - interesser sig ikke for de ulykker, de skaber for alle andre end dem selv. Deres verden ser ganske anderledes ud end den ser ud for 99 % af verdens befolkning, og deres interesser kan koges ned til 1. at passe på deres velstand og privilegier og 2. forøge selvsamme yderligere.

Apropos os og dem. Helt enig med Jacob Krog i, at "[e]litens adfærd gør dem så rige og magtfuld [at de] ikke bliver ramt af de problemer de skaber."

Det er et simpelt spørgsmål om strukturer, om klasseskel. Om de sociale relationer under kapitalismen. Det er da også derfor, at løsningen ikke ligger i at vente på, at de "rigtige" politikere gør noget (og Retforsbundet? Not so much...).

Kronikørerne skriver:

"Fælles for de to bevægelser [Antiglobaliseringsbevægelsen og Occupy, AMJ] har været, at protester mod uretfærdighederne består i et opråb til lovgiverne om at gøre noget. Sådanne krav er progressive og sympatiske, men de er grundlæggende virkningsløse. Magt bliver noget, kun de i toppen har."

Eller med andre ord: det kommer ikke til at rykke en dyt på uligheden og alle de andre uløste problemer at trygle magthaverne om at gøre noget ved problemerne. Selv ikke når man vifter dem i fjæset med fakta om global opvarmining eller med tal som de her fuldstændig sindssyge beløb, der er gemt bort i skattely. Det er vi vist også enige om er en valid pointe her i tråden. Men alligevel fantaseres der i kommentarerne herover om en retfærdig og ukorrumperet regering, om gode politikere og ledere (a la enevælden, gudhjælpemig!). En optimisme, der s.v.j.v. ikke rigtig kan begrundes i empiri om kapitalismens historiske periode. Vi er nok ikke særligt uenige, når det kommer til stykket, mit gæt er at det mest handler om, at mange ikke har fantasi til at forestille sig, at vi selv, vores kolleger, naboer, familie og ham der kører bussen, ham der vasker trappeopgangen og hende der sidder ved kassen skulle kunne have magten, fremfor ministre med høje uddannelser, erhvervsfolk, bankdirektører osv.

Jeg er umiddelbart meget enig med kronikken, der taler om "at tage kontrollen over arbejdspladsen", og en "...strategi [der] vil bære et forandringspotentiale, der kommer nedefra, og som har en enorm demokratisk base blandt almindelige mennesker verden over, lige der hvor de bor, og hvor de går på arbejde." Hallo hør lige! Det er sguda ægte demokrati - socialisme - der tales om dér, hvis ikke mine øjne bedrager mig. En omvæltning, hvor kapitalen tages fra de rige, og hvor fabriksarbejdere, landbrugsarbejdere, kontorarbejdere, pædagoger og alle mulige mennesker som os selv, der p.t. er afhængige af at sælge vores arbejdskraft for mindre end den reelt er værd, tager magten over hvad vi laver, hvorfor og hvordan. Og dermed tager magten over værdiskabelse og -fordeling i samfundet. Med andre ord, tager demokratisk kontrol med det, der får samfundene til at løbe rundt. Det er vist en opfordring, der rækker noget videre end den der pæne og moralske variant af (reform)socialisme, vi ser og hører fra venstre side i folketinget. Og det også noget ganske andet end det, som vi efterlod på historiens mødding, da muren faldt i 89. Prøv lige at læse det her igen:

"En sådan strategi vil bære et forandringspotentiale, der kommer nedefra, og som har en enorm demokratisk base blandt almindelige mennesker verden over, lige der hvor de bor, og hvor de går på arbejde."

Det er et perspektiv, jeg har lyst til at tænke min datters fremtid ind i. Nu taler vi forandring. "Almindelige mennesker", det er bl.a. mig. Det er til gengæld ikke Margrete Vestager, ikke Donald Trump, ikke Obama, ikke Kirk-familien, ikke EU-bureakraterne eller det kinesiske kommunistpartis elite. Og det er ikke DA, og det er ikke DI. Det er alle de mennesker, der prøver at få enderne til at mødes hver eneste dag verden over. Det helt store flertal af verdens befolkning.

Så skal vi ikke høre lidt mere om det, Information? Ligesom vi er mange, der nød at læse Jørgen Steen Nielsens artikelserie om Antropocæn, ville det være tiltrængt med artikler om hvordan vi kommer videre herfra. Det ville være fedt, hvis den mindst ringe tænkte lidt ud af boksen og lidt oftere gav ordet til folk, der vil noget mere radikalt demokratisk og mere fremadrettet end at tælle til halvfems hele tiden.

Bo Stefan Nielsen

Olivier Goulin skrev:

"Finanskrisen og den demokratiske krise er dybt forbundet, måske mere end de fleste ønsker at se i øjnene.

Vi ser demokratiets helt grundlæggende svaghed oprulles for vore øjne i disse år: det er stækket af dets symbiose med kapitalen.

Og konklusionen, som næsten er for ubærelig for de fleste, er at demokratiet står overfor sit kollaps, simplethen fordi systemet er korrumperet og inficeret af kapitalens interesser, og det ikke længere har et ukopromitteret værdigrundlag at stå imod med. Ingen politikere tør tale kapitalen imod."

Helt enig i, at finanskrisen og demokratiets krise er dybt forbundet. Jeg vil dog appellere til, at vi ikke kaster os over demokrati-begrebet på samme fordømmende måde, som mange af venstrefløjens begreber er blevet udsat for en endimensional vurdering og forsøgt decideret kasseret. Demokrati er stadig et mål i sig selv, og ikke en del af problemet.

Men jeg synes, du har ret i din grundlæggende kritik, hvis vi erstatter det meget brede og efter min mening upræcise valg af begreb, 'demokratiet', til noget mere konkret, der handler om, at der er en samfundselite - en herskende klasse - som på det parlamentariske og lovgivende niveau altid først og fremmest forsvarer den private ejendomsret. Og dermed den herskende klasse, eftersom det er det mindretal, som besidder ejendomsretten til produktionsmidlerne (og dermed retten til at lede og fordele arbejdet på arbejdspladserne), der har den afgørende magt i samfundet. En udbredt fordom er, at den afgørende magt i liberale demokratier findes i parlamentet. Virkeligheden er imidlertid, at magten findes i bestyrelseslokalerne i erhvervslivet.

Sagt på en anden måde er det ikke konkret demokratiet, der skal skydes på. Målet er ultimativt mere demokrati. Det er systemet, der er i krise, og netop derfor oplever vi et underskud af demokrati. En af arbejderbevægelsens væsentligste systemkritikker har som bekendt været, at demokratiet stopper ved fabriksporten. Denne sandhed passer i mindst ligeså høj grad, når vi taler om finansverdenen og om økonomisk politik. Der kan indimellem godt stemmes om enkelte politiske beslutninger, men der kan kun vælges indenfor nogle ganske snævre rammer, der fortsat sikrer den private ejendomsret og dermed de eksisterende klassestrukturer.

Derfor er Jakobs og min pointe i kommentaren ikke, at demokratiet har tabt eller spillet fallit. Men at demokratiet under kapitalismen i mange henseender ikke er til stede, eller kun er det i begrænset omfang. Det er det, vi foreslår ændret radikalt ved at tale for at almindelige mennesker verden over begynder at bruge den magt, vi besidder: strejker og generalstrejker, som vi ser i Sydeuropa, er stærke kampskridt, fordi det lammer elitens profit. Men kun ved at besætte arbejdspladserne og ved at overtage retten til at lede og fordele arbejdet kan vi for alvor udfordre magthaverne. Vi kan vende magtforholdet om, sådan at det bliver flertallet, der bestemmer, og demokratiet flytter ind på arbejdspladsen. På den måde bliver almindelige menneskers ultimative våben i kampen mod ulighed arbejdermagt. Vi mener, at en sådan demokratisk udvikling vil være det mest ønskelige for det store flertal i verden, da dette vil sætte menneskelige behov over profitmotiver og afhjælpe en lang række problemer, som ikke lader sig løse indenfor de eksisterende rammer.

Anne Marie Jensen

"En udbredt fordom er, at den afgørende magt i liberale demokratier findes i parlamentet. Virkeligheden er imidlertid, at magten findes i bestyrelseslokalerne i erhvervslivet [...] demokratiet stopper ved fabriksporten. Denne sandhed passer i mindst ligeså høj grad, når vi taler om finansverdenen og om økonomisk politik."

Det er nemlig lige det den gør.

Ledelsesstrukturen i private selskaber er top-down. De ansatte har ikke mulighed for at vælge og tilbagetrække deres overordnede. Det at de ansatte til enhver tid i princippet er fyringstruede (med meget få undtagelser af de, der er beskyttet i kraft af et tillidsmandserhverv) betyder bl.a., at vi ikke kan vælge os til demokratisk indflydelse på eget liv. Det er ikke partifarven på statsministeren, der afgør om vi står uden job, når størrelsen på profitterne dikterer, at nu må der tyndes ud i antallet af ansatte. Det er op til hver enkelt at skabe sig økonomisk sikkerhed ved konstant konkurrence med alle andre.

På den måde er den udgave af demokrati vi har under kapitalismen ikke meget andet end et sæt udvidede fængselsregler, som et flertal indtil videre har accepteret. Spørgsmålet er hvor meget længere...