Kommentar

Erindringens pyntesyge

I Tyrkiet har omtale af og debat om det armenske folkemord i flere år været hverdag. Alligevel mener Det Kongelige Bibliotek ikke, at man kan lave en udstilling om folkemordet uden at give den statsanerkendte tyrkiske modfortælling plads. Skyldes det uvidenhed?
Debat
12. december 2012

Det er umuligt at gøre sig klog på den tyrkiske sides reaktion på Det Kongelige Biblioteks udstilling om det armenske folkemord. For hvorfor vil Tyrkiet vise sin egen version af historien, når det armenske folkemord ikke i samme grad som før er genstand for tabuisering og benægtelse i Tyrkiet? Det debatteres i dag i sine mange nuancer, og de akademikere, som i sin tid blev landsforvist for at redegøre for folkemordet, lever i dag i bedste velgående i Tyrkiet og står frem i den igangværende offentlige debat.

Hvorfor reagerer Tyrkiet sådan, når der er blevet udgivet og stadig udgives et hav af bøger i Tyrkiet, forfattet af tyrkiske historikere, som redegør for folkemordet i sine mindste og værste detaljer?

Når der ofte holdes konferencer om dette emne på Tyrkiets universiteter?

Når de tyrkiske aviser er fyldt med artikler, der anerkender, at der var tale om folkemord, og i grove vendinger kritiserer folkedrabsfornægterne?

Når der kan holdes protest demonstrationer rettet mod folkedrabsbenægterne, hvor titusindvis af tyrkere går på gaden med bannere med »Vi er alle armenere« på osv.?

Manglende dansk viden?

Men det er lige så umuligt at gøre sig klog på Det Kongelige Biblioteks og dets direktør, Erland Kolding Nielsens, reaktion. For hvorfor i alverden gå med til en modudstilling med titlen Det såkaldte armenske folkemord på grund af pres fra Tyrkiets ambassadør? Bunder den mon i en dyb uvidenhed om Tyrkiet?

Så sent som i denne uge udkom en bog, der beskriver med tusindvis af foto: 1915 Öncesinde Osmanl mparatorluu’nda Ermeniler (Armenere i Osmannerriget i perioden før 1915, red.), forfattet af Raymond H. Kévorkian og Paul B. Paboudjian.

En diger sag på 606 sider, der netop har fået en fremragende anmeldelse i den tyrkiske avis Radikal. Artiklens overskrift var Buhar olanlar Kütüü (De Fordampedes Journal) – standpunktet må være selvindlysende med den titel. Kan man ikke få lov at lave en udstilling med disse billeder i Danmark? Det gør man åbenlyst i Tyrkiet. Hvad er forskellen? Hvordan forklare den tyrkiske dobbeltmoral? Man må godt i Tyrkiet, men ikke i Danmark!

Danmark har gennem historien altid engageret sig på et menneskeligt plan i kampen for armenernes sag i Osmannerriget. Bl.a. har den daværende danske gesandt i Konstantinopel i perioden Carl Ellis Wandel, sygeplejersken og missionæren Marie Jacobsen samt børnehjemslederen Karen Jeppe gennem dagbøger og breve berettede med billeder om denne massakre, de var øjenvidne til.

De nulevende tyrkiske intellektuelle med samme ærinde i deres nutidige værker ville kunne indtage en lige så fornem plads ved siden af deres danske ligesindede netop på Det Kongelige Bibliotek.

Involver de kritiske tyrkere

Hvorfor ikke lave arrangementer (eller forsyne de planlagte udstillinger), hvor en eller flere af de tyrkiske intellektuelle, som ikke betragter sagen med benægtelsens briller, deltager? F.eks. Halil Berktay, berømt historiker, forsker, forfatter, klummeskribent, som jævnligt skriver om denne grusomhed i den progressive tyrkiske avis Taraf; Etyen Mahçupyan, akademiker og klummeskribent, som i tide og utide skriver om det armenske folkedrab i den konservative tyrkiske avis Zaman og i den Tyrkiet baseret armenske avis Agos, hvor han er chefredaktør; Murat Belge, lektor, forfatter, klummeskribent på Taraf, som også laver debatprogrammer på tv-kanalen NTV såvel som på den lokale radiokanal Açk Radyo (Åben Radio) om dette og lignende emner; Ahmet Altan, chefredaktør i Taraf ... Listen er lang, men pladsen er trang.

Hvordan man end vender og drejer det, er det svært at forstå, at et emne, der er så almindeligt at tale, skrive og udstille om i dagens Tyrkiet, kan virke så provokerende og kan skabe diplomatisk furore i Danmark.

Det er dårlig udenrigspolitik at blive til grin på grund af en forestilling om, at ingen i Danmark ved noget om, hvordan det forholder sig i Tyrkiet.

Og hvis Det Kongelige Bibliotek fortsætter med at give efter for diplomatisk pres og støtte en ny udstilling med ’statsanerkendte’ billeder om det ’såkaldte folkemord’ fra Tyrkiet, kan man ligeledes risikere at blive til grin.

Har den tyrkiske ambassadør og direktøren for Det Kongelige Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, i fællesskab forladt det virkelighedsbaserede fællesskab?

Nur Beier er født i Tyrkiet og har været bosat i Danmark i over 30 år. Hun er forfatter, oversætter og publicist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her