Kronik

EU-banktilsyn må ikke hastes igennem

EU er på vej mod en bankunion og første skridt på vejen er, at Den Europæiske Centralbank får tilsynet over Europas banker. Men kan Danmark deltage uden folkeafstemning? Og hvilke øvrige skridt bør EU tage for at få bedre orden på den finansielle sektor?
Opførelsen af Den Europæiske Centralbank sidste år i Frankfurt. Med bankunionen, hvor ECB skal føre tilsyn med Europas banker vil EU’s banker bevæge sig endnu et skridt nærmere hinanden.

Opførelsen af Den Europæiske Centralbank sidste år i Frankfurt. Med bankunionen, hvor ECB skal føre tilsyn med Europas banker vil EU’s banker bevæge sig endnu et skridt nærmere hinanden.

Nisi Niesner

Debat
13. december 2012

Afgørelsen om det juridiske grundlag for EU-Kommissionens forslag til fælles banktilsyn i euroområdet nærmer sig, hvis nytårstidsfristen skal overholdes. Ifølge forslaget skal banktilsynet placeres under Den Europæiske Centralbank, ECB, som så får det overordnede ansvar for, at bankerne overholder lovgivningen og drives sundt. Tilsynet anses som det første skridt på vejen mod en egentlig europæisk bankunion, hvis nærmere indhold endnu er ukendt.

Danmark, Sverige og andre EU-lande uden for euroområdet kan vælge at indgå i dette tilsyn, men i udgangspunktet kun med beskeden indflydelse i det underordnede Tilsynsråd, der skal oprettes. Fra officiel dansk side er interessen indtil videre koncentreret om at få gennemført formelle ændringer, så vi kan deltage uden at afholde en folkeafstemning. Mere om det nedenfor. Fra svensk side er der derimod også fokus på indholdet.

Et fælles tilsyn giver mening

Problemet med forslaget er grundlæggende, at det ikke er sikkert, at der politisk er mulighed for på et så centralt område med stor afsmittende betydning at overføre kompetencen fra et primært nationalt anliggende til et ECB-anliggende givet den stigende EU-/euroskepsis i befolkningerne.

Demokratisk er det tillige kritisabelt, at overførslen foreslås gennemført så hurtigt, at en offentlig diskussion ikke får en reel chance. Især fordi forslaget ikke giver noget signifikant bidrag til at modvirke den aktuelle finans- og økonomikrise i primært sydlige eurolande.

Her skal eurolandene til lommerne. Og beslutningskraften er på dette område sat på stand-by.

Når det er sagt, er der god logik i forslaget.

Lande med fælles valuta bør efter min vurdering have et fælles finansielt tilsyn, idet – som det hedder i Kommissionens forslag – »den fælles valuta øger sandsynligheden for, at udviklingstendenser i en medlemsstat kan skabe risici for den økonomiske udvikling og stabiliteten i euroområdet som helhed«.

Og dette tilsyn skal, jf. meget dårlige erfaringer fra USA, organiseres som et enhedstilsyn, der endvidere placeres under centralbankens overordnede styring og ansvar.

Begge disse hovedpunkter er opfyldt af EU-Kommissionens forslag. Men det ender næppe med et enhedstilsyn grundet primært tysk modstand, der vel også i denne sammenhæng vil blive afgørende.

Proces frem for indhold

Erfaringerne fra USA, hvor tilsynet med de finansielle institutioner er opdelt i fem føderale tilsyn, hvortil kommer tilsyn fra enkeltstaterne, peger klart på, at en nødvendig betingelse for et effektivt og godt tilsyn er et enhedstilsyn.

Placeringen under centralbanken bør vælges, fordi det altid vil være centralbanken i et område med fælles valuta, der får en afgørende rolle i finansielle krisetider. Derfor har en centralbank også en afgørende interesse i at sikre et sundt finansielt system.

EU-Kommissionens forslag fokuserer som anført på det juridiske grundlag, dvs. på proces frem for indhold. Dette er besynderligt. For i oplægget anføres, at et fælles tilsyn kun er »et første skridt i retning af bankunionen«.

Derfor burde det nu også være præciseret, hvad de følgende trin forventes at indeholde. Ellers er det jo på ingen måde klart, hvilken vej der betrædes. Det kan jo ikke udelukkes, at de største fordele (eller ulemper) kunne ligge i de efterfølgende trin, hvorfor det er relevant at få dette på bordet nu. Her skal alene peges på to centrale forhold, der bør indgå – i øvrigt allerede i trin ét på vejen mod en bankunion.

I den officielle amerikanske udredning af finanskrisen Financial Crisis Inquiry Report, som blev gennemført på foranledning af den amerikanske kongres, fastslås kreditvurderingsbureauernes helt centrale rolle i krisen:

»This crisis could not have happened without the rating agencies.«

En uafhængig vurdering

Efter de amerikanske kreditvurderingsbureauer Standard & Poor’s samt Moody’s og Fitch, for nogle år siden blev omdannet til private børsnoterede selskaber, har de haft alt for megen fokus på indtjening. Kvaliteten af deres vurderinger blev som konsekvens heraf katastrofalt ringe i årene op til finanskrisens udbrud. De lod sig ganske enkelt presse til at give alt for positive vurderinger for at få de meget lukrative opgaver fra andre aktører i den finansielle sektor. Dette fremgår meget klart af den nævnte kongresrapport.

Derfor bør der allerede i første trin oprettes et europæisk kreditvurderingsbureau, så risikovurderinger ikke bliver fordrejet af pekuniære interesser. Dette er langt vigtigere end det forslag, der er på bordet – et fælles tilsyn med banker – hvis formålet altså er at skabe grundlaget for et sundt og sikkert finansielt system.Danske erfaringer kan også bidrage til at påpege behovet for en anden afgørende betingelse for et sundt og sikkert finansielt system. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af en række af de advokatrapporter, som kuldsejlingen af danske pengeinstitutter (bl.a. Roskilde Bank og Amagerbanken) er blevet ledsaget af, at der også har været afgørende svigt fra revisorerne. Den grundlæggende årsag hertil er den samme som for kreditvurderingsbureauerne: egen vinding.

Det er således meget vanskeligt at forstå de lemfældige revisorvurderinger, der også blev udført af selv de største revisionsselskaber, der blotlægges i disse advokatrapporter, hvis det ikke var begrundet i risiko for fyring, for så vidt man gav retvisende – og derfor meget negative – vurderinger.

Derfor bør det også være tilsynsmyndigheden og ikke den enkelte bank eller det enkelte kreditinstitut, der vælger i hvert fald mindst én af revisorerne.

Og såfremt et således valgt revisionsfirma begår en afgørende fejl efter tilsynsmyndighedens opfattelse, bør firmaet i en række år overhovedet ikke have mulighed for at revidere banker/kreditinstitutter.

Her ligger hunden begravet

Derudover – og helt centralt – bør det afklares, hvordan de økonomiske tab skal fordeles mellem medlemslandene, såfremt banker skal reddes. Det kritiske punkt i den henseende er, hvordan tab opstået før iværksættelse af et fælles tilsyn – f.eks. i spanske banker – skal fordeles. Dette er helt uafklaret, som den tyske, hollandske og finske finansminister gjorde det meget tydeligt i en pressemeddelelse fra den 25. september i år. Uden en afklaring heraf vil et fælles tilsyn være uden reel betydning for håndteringen af den aktuelle krise. Her ligger den egentlige hund begravet.

Suverænitetsafgivelse eller?

Det er min vurdering, at Danmark ikke kan tiltræde Kommissionens nuværende forslag uden en folkeafstemning.

En ikkedansk myndighed, nemlig ECB, vil få direkte beslutningskraft over individuelle danske retssubjekter – bankerne – idet ECB efter Kommissionens forslag kan beslutte, at en dansk bank skal dreje nøglen om. Og at endnu en dansk bank på et tidspunkt skal dreje nøglen om er vel ret sandsynligt.Det er nærliggende at fortolke det danske hovedønske til det juridiske grundlag i dette lys – at regering/Folketinget kan modsætte sig ECB’s beslutninger ved at udtræde af det fælles tilsyn. Med denne formulering sikres vel, at ECB formelt set ikke får kompetence til at dreje nøglen om for en dansk bank.

 

Christen Sørensen er professor i økonomi på SDU og fhv. overvismand

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Borregaard

Den krise, der raser i Europa og USA er ikke kun økonomisk, og den er hverken forbigående eller lokal – den er politisk skabt. Der er noget råddent over det, og det er ikke kun i Danmark, at der er noget galt. Det er noget større, det er den legale korruption og retfærdiggørelsesmyternes manglende italesættelse. For den politiske magt gennem legal korruption hviler i italesættelsen af realiteten, realitetens italesættelse.

Ønsker man virkelig vækst, og hjulene tilnærmelsesvist skal komme i gang, skal man have et velfungerende og smidigt finanssystem, og her hjælper det ikke, som man har gjort efter finanskrisen, at på en og samme tid redde bankerne, men samtidig overregulere kapitalkravene, for så skyder man sig - med omvendt fortegn - selv i foden. Og det er netop dette der er sket, for på en og samme tid, har bankerne - på skatteydernes regning - fået pumpet milliarder og milliarder som kapitaltilskud, men i det store hele, er bankernes udlån ikke steget siden finanskrisen.

Kapitalindsprøjtningen er i stedet brugt til, at skabe sikkerhed og lukke huller med - altså fremstå i det positive og soliditetsmæssige lys, som lovgivningen foreskriver. Bankerne gør med andre ord præcis det samme, som før krisen, de danser videre - på vegne af deres aktionærer smhl. årsregnskabet - men, inden for lovgivningens rammer.

Skal vi endelig vedtage et banktilsyn, er det første der skal trævles op, derivat-økonomien i sig selv, for ikke alene låneformerne, men også det udlånsspind, og uigennemsigtigheden af samme, er det som skal reguleres. Nuvel kapitalkrav, og soliditetskrav er og bør også være af interesse, Danske Banks gearingsgrad endte eksempelvis på 33 procent, hvilket før 2001, havde fået advarselslamperne til, at lyse.

I det store hele, er problemet, såvel før som efter finanskrisen, at politikerne i høj grad er ”issue-takers”, det vil sige, de i bund og grund handler ud fra de tematikker, der dominerer, bestemte individers bekymringer og/eller begejstring, på bekostning af samfundet. Det skete op til finanskrisen, og det er sket efter finanskrisen. Man er gået fra en yderpol, til en anden. Dette til skade for det sunde marked. Den siddende regering, og magtaksen inden for EU vil naturligvis gerne fremstille dem selv, som handler de nøgternt, fornuftigt og velovervejet. Sådan er det bare ikke. Der er tale om en illusion. Selvfølgelig argumenter de rationelt for deres valg, men der er i vid udstrækning alene tale om efterrationalisering. Og det er en afvejning, som er med til, at skabe en unødig polarisering, som faktisk leder opmærksomheden fra problemerne, nemlig arbejdsløsheden.

Landet ligger sådan, at den overdrevne tilførsel af flere penge til markedet har været inflation, og ikke vækst, sådan som det ellers er blevet registreret. Ser man på det i dag, er forbruget i Danmark faktisk lige så højt, som da kapitalværdierne var på sit højeste i 2007, så det er ikke forbrugshumøret, altså den reelle tilvækst den er gal med, men, at kapitalværdierne falder i værdi, og dermed skyldtes vækstkrisen som politikerne og eksperter taler danskerne ørerne fulde om, ikke det manglende forbrug, for specielt forbrugsfesten i Danmark er en illusion, men, at der ikke længere kan skabes systematisk inflation i kapitalværdierne som kan tilskrives som vækst. For inflationen i kapitalværdierne er jo vigende.

At man ikke længere kan tilskrive pålydende værdier som vækst, er blot en af flere bekræftelser på, at specielt 00erne er politisk karakteriseret ved det forsømte årti. Resultatet er det, at når nogen for statsstøtte, så føler borgerne sig berettiget til, at føle sig forarget. Dermed er på mange områder blevet skabt en omvendt politisk-populistisk bølge, hvor det er forargelsen der bærer beslutningerne, hvor det i de gode år, var begejstringen der skabte den politisk-populistiske bølge, er det i dag forargelsen.

Det tragiskkomiske ved modsætningerne er, at for begges vedkommende, er der tale om yderpunkter, for hvor man før, havde travlt med, at deregulere, har man i dag travlt med, at regulere. For det er grundlæggende reguleringerne, og de nye solvenskrav, som hæmmer den udvikling, der er brug for, for der er masser af virksomheder, der har svært ved, at skaffe finansiering til hæderlige formål - dette kan de ikke, for der er jo netop gang i en politisk-populistisk bølge, som ensidigt har placeret ansvaret for finanskrisen, hos bankerne.
Frem mod den økonomiske krise kom finansmarkederne ud af kontrol - dette er kendt af de fleste, ja selve historien, hvilket ligeledes er konklusionen i serien, Sikke en fest, sendt på Danmarks Radio. Men det var ikke på grund af grådighed eller dumhed, at vi krisen blev skabt, men fordi markedet fik lov til at være markedet, og politikerne glemte at være politikere.

Om finansselskaberne, der lånte penge til investeringer, har den konservative økonom Richard Posner en væsentlig pointe, der står i direkte modsætning til den konsensus, der ellers præger kommentarer til krisen. Det var hverken grådighed eller dumhed, der forårsagede krisen. ”Grådighed og dumhed er faste bestanddele af historien, det er økonomiske kriser trods alt ikke. Tværtimod, for det enkelte finansselskab var investeringerne, hvor risikofyldte de end var, fuldstændig rationelle, og intet enkelt selskab har ansvaret for krisen, der hærger finansmarkedet. Det har kun markedet, og skabelsen af derivat-økonomien i sig selv”. Det har han fuldstændigt ret i, for rent historisk har finansverden en lang tradition for at kludre i det, fra den hollandske tulipanboble i 1637 til i dag.

På mange områder, var det privatiseringen af politik som var den afgørende årsag til den økonomiske krise, fordi stærke kræfter i finanssektoren voksede sig stærkere og til sidst var så indflydelsesrige, at de kunne forhindre lovgivning og regulering, der ellers skulle forhindre informationsasymmetrien og på den måde markedets selvdestruktive karakter.

Det mest oplagte eksempel på legal korruption er et møde i 2004 mellem de administrerende direktører for USA´s fem største investeringsbanker og det amerikanske finanstilsyn, hvor investeringsbankerne overtalte myndighederne til at ophæve regulering, der ellers satte grænser for, hvor store deres gearingsforhold måtte være. Herhjemme er et af de mest kendte eksempler i dag formentlig den legale korruption bankerne har haft i forbindelse med bankpakke 2, smhl. I øvrigt Nordsøaftalen fra 2003.

Frem til år 2001, blev et gearingsforhold på 10:1 betragtet som en utrolig risikabel gældssætning. I årene efter skred dette forhold og gearingsforhold over 30:1 blev reglen nærmere end undtagelsen. Og denne risikovillighed spredte sig som en steppebrand til alle dele af finanssektoren – investeringsanker, almindelige banker, forsikringsselskaber osv. – og til alle dele af verden, herunder Danmark, hvor man liberaliserede de afdragsfrie lån, dette på trods af, at afdragsfrie lån er forbundet med en ottedoblet risiko.

Den fremadskridende selvdestruktive dynamik skyldtes ifølge artiklen: Skyd ikke på kapitalisterne, skyd på kapitalismen, fra 2009, fem ting:

For det første, at adgangen til information i markedet er asymmetrisk. Nogle ved noget om de giftige aktiver, som andre ikke ved. De tjener på deres privilegium gennem adgang til information. Dernæst kommer finansselskabernes mulighed for at udvikle finansielle produkter, som næsten ingen har mulighed for at gennemskue – hvilket igen giver de få nogle fordele, som de kan udnytte på bekostning af flertallet. For det tredje betyder uundgåelige effekter, som at den samme vare kan have flere priser afhængigt af, hvor meget information køberen har, at udbud og efterspørgsel aldrig kommer i balance. Dertil kommer de førnævnte finansselskabers mulighed for at låne summer så store, at de kan påvirke hele det finansielle system, uden at det enkelte selskab tager hensyn til eller føler sig ansvarlig for de potentielle konsekvenser for systemet.’

Konklusionen er ikke, at der ikke er behov for, at effektivisere den offentlige sektor samt inden for EU gennem arbejdsmarkedsreformer arbejde for stabilitet, men, at regeringen under Helle Thorning-Schmidts ledelse som EU som institution har ”glemt” og/eller ignorerer, at den af funktion, er tjener, og samfundet, ikke den enkelte borger og/eller stat, deres arbejdsgiver. Skal der endelig føres tilsyn, bør man starte med, at lære af historien, og evaluere centralbankernes rolle for rentespændet, og dermed tilskyndelsen til spekulation.

Graver man ned i centralbankens historik, viser denne, at den førte pengepolitik af ECB efter dot.com-boblen, var for ekspansiv, og stabilitetspagtens formålsbestemmelse for slap. Det har sikkert i manges øjne virket progressivt at øge købekraften for det var en periode med stigende arbejdsløshed, der fra år 2001 ramte flere europæiske lande, heriblandt, Portugal, Italien, Frankrig samt ikke mindst Tyskland, hvor arbejdsløsheden steg markant frem til april 2005.

Noget andet som springer i øjnene i forhold til diskussionen om finanskrisen er eksempelvis Søren Hoves prisvindende rapport som vandt nordisk økonomipris i 2010, hans analyser viser, at USA’s centralbank fra 1998 til 2008 sænkede sin styrerente proportionalt med nedgangen på børsindekset Standard & Poors 500. Derimod hævede centralbanken ikke renten i takt med, at S&P 500 steg. Og dermed var det den asymmetriske pengepolitik som skabte den moralske risiko som førte til finanskrisen. For efter dot.com-boblen, satte man renten ned, og med offentlige investeringer lykkedes det USA at udskyde recession, altså den naturlige korrektion, og USA oplevede blot en mindre krise. Efter 9/11 blev renten sat yderligere ned, for at vise, at USA ikke var skræmt, man forsatte som om, intet var hændt. De lette penge som FED i fællesskab med de halvstatslige kreditinstitutter Freddie Mac og Fannie Mae bragte ud i samfundet blev brugt til spekulation i ejendomme, som steg markant i værdi - ud fra et ordspil, kan man sige, at suprime blev til primetime, for rentefesten opfostrede troen på risikofri arbitrage. Og derfor klinger konklusionen, »This crisis could not have happened without the rating agencies.« i Financial Crisis Inquiry Report, da også hult.

Gennemsigtighed er naturligvis meget mere end gearingsgraden, hvorfor det på kort sigt, var vigtigere, at man fokuserede på det uhensigtsmæssige ved låneformerne, og den dertil forbundne risiko ved samme, og løsner lidt på den snor man har strammet omkring kapitalkravene til bankerne – som bankvæsnet er opbygget, er der jo tale om kvartals-kapitalisme, det handler om aktionærerne, og aktionærerne er for bankerne vigtigere end samfundet, løsner man således lidt på kapitalkravene, vil bankerne have mindre behov for, at konsolidere sig, og dermed ingen undskyldning for, ikke at låne ud, for som skrevet, der er mange ærlige erhverv som i dag ikke kan låne, som følge af, at man inden for lovgivningen, er gået fra løse håndled fra før krisen, til stram jernhånd, efter krisen.

Kendetegnene fra tilstanden før krisen, er to følgende sætninger: “I er fleksible og innovative”, lød de opmuntrende ord fra daværende Erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen til realkreditinstitutterne tilbage i 2004 og 2005. Alan Greenspan sagde blandt andet: Ikke alene er de enkelte finansielle institutioner blevet mindre sårbare overfor risici. Hele det finansielle system er blevet mere modstandsdygtigt.

Tilsammen er resultatet det samme, de løse håndled, er årsagen til selve krisen, mens den politisk populistiske jernhånd er en stor del af årsagen til, at krisen bliver forlænget, for hvor lovgivningen før var glat som en ål, er den i dag skyld i, at finansmarkedet er ufleksibelt, for den manglende smidighed skyldtes lovgivningen, ikke kun økonomien. For det er nu engang hovedsagligt politik, og ikke økonomi, der afgør konkurrencen og smidigheden i den globale økonomi, og det er grundlæggende dette historien op til, og efter finanskrisen, fortæller. Med andre ord, banktilsyn eller ej, bankerne gør præcis det samme, som før krisen, de danser videre - på vegne af deres aktionærer smhl. årsregnskabet - men, inden for lovgivningens rammer. Og som tingene er i dag, er det lovgivningen, forbundet med de nye kapital- og soliditetskrav, der er den største hæmsko for en mere positiv udvikling, end den nuværende.

Sidst men ikke mindst. En ting står fast i såvel Danmark som for eurozonens ledige, og det er, at julen står for døren, og når gaverne skal pakkes op, får mange tusindvis af ledige danskere, og millionvis af europæere, ikke deres største ønske opfyldt, nemlig den pakke under juletræet, som indeholder et JOB – og dette skyldtes blandt andet de af lovgivningen fastsatte kapital- og soliditetskrav til bankerne.

Med venligst hilsen

Jens Overgaard Bjerre

Det er en god artikel.
Den belyser for en gangs skyld de vigtige forhold som danmark står overfor og konsekvenserne med en en fælles bakordning. Det har ellers været svært at få rede på.
Som det siges i artiklen, ser der tre forhold som er vigtige. 1. at vi ikke kan blive omfattet af EBCs bestemmelser, uden en folkeafstemning, som det ser ud nu. (Men det kommer nok 'step by step'. Først med et ja til euroen og så til EBC). 2. hvem skal betale for bankernes underskud? Danmarks politikere er jo dukse og hvis det ikke går personligt ud over dem, så vil de vel gerne have at DK betaler forholdsmæssig meget. 3. De forbandede ratingsfirmaer og revisionsfirmaer, som har sagt god for bankerne, der kort efter efter gik konkurs, skal der laves helt nye regler for. Det ligner gemen svindel.

P.S.

Jeg har stadig ikke kunnet få opklaret om vi stadig skal have indblik i bankdirektørernes lønninger, som M. Vestager lovede under henvisning til, at vi jo havde lært noget af bankkrisen.

Steen Erik Blumensaat

Ikke et ord om skygge-banker, kontrol af hvad, de er i mørket hvor lys opsluges.
Tro og håb er svaret siget Margrethe Vestager præste datter.
Da jeg i 1994 fortalte om kapitalismens død, kommunismens død blev jeg spurt om hvad der så var tilbage, svarede jeg positivismens obtimisme.

Idag er vi vidne til at positivismens optimister er blevet til pessimister.

18 års vrøvl og prædiken af de sidste dages hellige.

Steen Erik Blumensaat

siger, M. V

Steen Erik Blumensaat

J.P Morgan verdens største bank.
Rockefellar Exxon verden største firma
Profit Exxon. 36130000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000000 dollar.
for hundrede år siden ville man ( en eller flere) have magt over J.P Morgan og Rockefeller, og hvor er vi idag.
Lykke Friis, Rith Bjerregård og alle andre er deres gæster, og medlemer af deres klub, af lange brune tunger.

Steen Erik Blumensaat

Osama bin Hudini,
Osama bin Tape,
Osama bin Fox,
Osama bin Diablo,
Osama bin A.F Rasmussen
Osama bin Superman,
Osama bin Buch,
Osama bin Sharon,
Osama bin Israel,
Osama bin Jesus.

Steen Erik Blumensaat

Don Juan gik landsomt rundt om mig. Han syntes at overveje om han skulle sige noget til mig eller ej. To gange standsede han og lod til at ombesteme sig.
>>Om du kommer tilbage eller ej er helt uden betydning<< sagde han til sidst. >>Men du er nødt til at leve som en kriger. Det har du altid vidst, nu er du bare kommet i den situation at du er nødt til at gøre brug af noget som du hidtil har ignoreret. Men det er en viden du har måttet kæmpe for; den blev ikke bare givet dig; du fik den ikke bare overrakt. Den har givet dig mange bryderier. Men alligevel er du stadig et lysende væsen. Du skal stadig dø, ligesom alle andre. Jeg har engang fortalt dig at der ikke er noget forandret ved et lysende æg.<<
Han tav stille lidt. Jeg vidste at han så på mig, men jeg undgik hans blik.
>> I virkeligheden er der ikke noget i dig der er forandret,<< sagde han.
Don Juans Lære.

Steen Erik Blumensaat

Lene Espersen, undskyld jeg glemte at du også havde kysset røven, kundalini kysset.

Philip B. Johnsen

” løsner man således lidt på kapitalkravene, vil bankerne have mindre behov for, at konsolidere sig, og dermed ingen undskyldning for, ikke at låne ud” Skriver du.

Men nej.

Skatteyderne har betalt bankerne fri med bank garantier, nu bør forhandlingerne komme om prisen for dette.
Bankerne har brug for at komme på banen med selvransagelse og forklaringer der holder til befolkningen, for det er med al ønskelig tydelighed vist fra den finansielle sektor at de ikke magter opgaven at styre kapitalen, så vi vil have kortene på bordet.

Den løsning der ligger lige for er at opdele investeringsbanker og banker der varetager løn kontoer samt almindelig opsparing.

Bilderberg siger jeg så. Selvom jeg påfører mig den jubeloptimistiske hurrahat , så kan jeg svært forestille mig at de har holdt møder uden at diskutere hvordan man får maksimalt udbytte af krisen , hvordan man overfører private tab til skatteprocenter i medlemslandende - og bruger situationen som gidsel - og løsesummen er suverænitet.

@ Steen: Din 'bin laden' liste mangler da nogle stykker...

randi christiansen

"Derudover – og helt centralt – bør det afklares, hvordan de økonomiske tab skal fordeles mellem medlemslandene, såfremt banker skal reddes. Det kritiske punkt i den henseende er, hvordan tab opstået før iværksættelse af et fælles tilsyn – f.eks. i spanske banker – skal fordeles. Dette er helt uafklaret, som den tyske, hollandske og finske finansminister gjorde det meget tydeligt i en pressemeddelelse fra den 25. september i år. Uden en afklaring heraf vil et fælles tilsyn være uden reel betydning for håndteringen af den aktuelle krise. Her ligger den egentlige hund begravet."

Så hvordan Thorning, Vestager og resten af holdet kan tale om, at vi nu først må se på den egentlige tekst, før der tages stilling ...?

De økologiske økonomer har svaret - som er ubekvemt for den 0,001%, der kontrollerer størstedelen af fællesskabets ressourcer - de skal nemlig slippe slanterne - jo før jo bedre, for de kører miljø-og socioøkonomien i sænk og smadrer verdensordenen - de egentlige banditter, hvordan kan de slippe af sted med det? Jeg fatter det ikke - big time conspiracy

Niels Ludvigsen

Er der tale om suverænitetsafgivelse? Det er der faktisk nogle der er i tvivl om. Det forstår jeg simpelthen ikke.
Selv en elev i første klasse ville erkende dette, hvis vi taler ud fra elevens dagligdag.

Et eksempel kunne være følgende: Hver klasse på enskole har et område i skolegården, hvor klassen selv bestemmer samværsreglerne. Det giver problemer, da nogle elever leger med elever fra andre klasser og derved får svært ved at agere i de forskellige rum med forskellige regler.
Det besluttes derfor, at der skal aftales fælles regler for hele skolegården. Derfor få elevrådet til opgave, at fremkomme med nye fælles regler for hele skolegården.

Her tror jeg selv en elev fra 1. klasse ville erkende, at klassen mister indflydelser på beslutningsprocessen. Suveræniteten, uafhængigheden og selvstændigheden er ikke til stede i samme grad som tidligere.

Jeg bryder mig ikke om, at aftale fælles regler for banktilsyn i EU, da jeg frygter det bliver til finanskapitalens fordel og ikke til EU-borgernes fordel. Selv hvis det bliver til borgernes fordel, vil jeg dog stadig mene, at der er tale om suverænitetsafgivelse og forstår simpelthen ikke det kan fortolkes anderledes.

Jurister og andre kloge hoveder teoretisere og fortolke lovteksten, selvom svaret vel er ret så indlysende.
Efter uendelig lange argumentationskæder, hvor de fleste mennesker er blevet rundtosset og har opgivet, at følge argumentationen, kan de kloge så nå frem til, at morlille er en sten;)