Kronik

Europa skriger på nye kriseløsninger

Et kursskifte må til, hvis vi igen skal have vækst og skabe job i Europa. En ny Marshall-plan må være en del af det efter fem år med fejlslagne løsninger
Kun Grækenland havde helt grundlæggende problemer, som skyldtes en manglende sammenhæng mellem skatteindtægter og offentlige udgifter. Alligevel er det den græske tragedie, der har fået lov at definere, hvordan EU skal forholde sig til krisen, skriver dagens kronikør.  På billedet ses en hjemløs mand, som sover på en bænk i centrum af Athen

Kun Grækenland havde helt grundlæggende problemer, som skyldtes en manglende sammenhæng mellem skatteindtægter og offentlige udgifter. Alligevel er det den græske tragedie, der har fået lov at definere, hvordan EU skal forholde sig til krisen, skriver dagens kronikør. På billedet ses en hjemløs mand, som sover på en bænk i centrum af Athen

Orestis Panagiotou

Debat
19. december 2012

Hvis man skulle være i tvivl om, hvorvidt Europa stadig er i krise, og om det går fremad eller tilbage, er det bare at kigge de seneste vækstprognoser: Her mod slutningen af året er væksten i EU endnu engang blevet nedjusteret, så den forventes at blive minus 0,3 procent i år og højst kravle op på 0,4 procent til næste år. Arbejdsløsheden fortsætter omvendt sin himmelflugt, så der i dag er mere end 25 millioner europæere uden job.

Små fem år inde i krisen er det således åbenlyst, at EU’s krisehåndtering ikke har fungeret. Snarere end at få os ud af krisen har kriseløsningerne forværret og forlænget den. Der er derfor brug for helt nye kriseløsninger, hvis Europa skal skabe nye job og sikre social fremgang for kontinentets borgere.

Da krisen for alvor brød ud i efteråret 2008, holdt stort set alle EU-landene hånden under deres økonomi via bankpakker, offentlige investeringer og ekspansiv finanspolitik. Men den kurs holdt ikke længe. De seneste tre år har EU således sværget til en politik, der har givet ekstra likviditet til bankerne og budt på besparelser for medlemslandene.

Pengepolitisk hyperaktivitet

Den Europæiske Centralbank (ECB) har været den mest centrale spiller i kriseløsningen. Logikken har været, at så længe verdens centralbanker skruer lidt på renterne og pengemængden i form af lån til bankerne, så det passer med konjunkturerne, vil økonomien finde sin naturlige balance og køre videre, som om intet var hendt. ECB har derfor kørt med meget lave renter siden starten af 2009. Samtidig har centralbanken pumpet likviditet ud i de europæiske banker. I vinteren 2011-2012 lånte ECB eksempelvis ekstra 1.018 milliarder euro ud til bankerne. Den virtuelle seddelpresse har kørt for fuld damp, og den samlede pengemængde i Europa er steget med 50 procent siden krisens start. Men væksten i nye udlån til ikke-finansielle virksomheder har i samme periode været lig nul. Dermed har pengene ikke bevæget sig ud i økonomien, hvor de kunne blive omsat i ny vækst og job. ECB’s hyperaktivitet har muligvis reddet de europæiske banker, men ikke den europæiske økonomi.

Samtidig med den aktivistiske pengepolitik, blev krisen reformuleret. På relativ kort tid i 2010 gik den således fra at være en finanskrise til at blive set som en statsgældskrise. Det var særligt udviklingen i Grækenland, Portugal, Irland og sidenhen Spanien og Italien, der ændrede fokus. Den fortsatte krise blev nu udlagt som en gældskrise, der skyldtes overforbrugende politikere og velfærdsstater, der ikke længere var bæredygtige.

Krisen blev sydeuropæernes. Og fortællingen om krisen blev til fortællingen om den sydeuropæiske ’luksusfælde’. Ligesom det er tilfældet med hovedpersonerne i det danske tv-program siges det nu om sydeuropæerne, at de har arbejdet for lidt, og at de har levet langt over evne for lånte penge. De har så at sige holdt siesta, mens kviklånene tikkede ind på kontoen, og deres forbrug steg og steg. Men fortællingen er langt hen ad vejen forkert. For langt de fleste EU-landes vedkommende er statsgælden en konsekvens af krisen, ikke årsagen til krisen. Landene har brugt penge på at redde konkurstruede banker og på at understøtte store grupper af nye arbejdsløse, mens skatteindtægterne er faldet.

Statsgælden i EU er sammenlagt steget med ca. 40 procent siden krisen satte ind, og to af de i dag værst ramte ’gældslande’, Spanien og Irland, var faktisk de eneste to lande, der inden krisen aldrig havde brudt reglerne for statsunderskud og -gæld i eurosamarbejdet. De var klassens dukse i gældsmæssig henseende.

Forskellige problemer

Kun Grækenland havde helt grundlæggende problemer, som skyldtes en manglende sammenhæng mellem skatteindtægter og offentlige udgifter. Alligevel er det den græske tragedie, der har fået lov at definere, hvordan også de øvrige 26 EU-lande skal forholde sig til krisen.

Det store fokus på statsgælden betyder nemlig, at hele Europa er blevet underkastet den samme medicinske behandling: konsolidering af de offentlige budgetter i form af besparelser og nedskæringer.

Men sparepolitikken har ikke fungeret. Som det også tidligere er blevet beskrevet her i Information, har den ikke sat gang i væksten. Tværtimod. I 2010 var der spirende optimisme og udsigt til, at Europa sammen med resten af verden var på vej ud af krisen. Men der blev strammet op for tidligt og sparepolitikken betød, at væksten igen gik i stå og arbejdsløsheden fortsatte med at stige.

Her mod slutningen af 2012 er det blevet tydeligt, at det europæiske fokus på budgetkonsolidering i form af balance på de offentlige budgetter, har taget overhånd. Adskillige tænketanke og forskningsinstitutter har dokumenteret, at sparepolitikken har hæmmet den økonomiske vækst og end ikke har betydet, at man har reduceret statsgælden som andel af BNP.

Det er derfor tid til et kursskifte. Aktivistisk pengepolitik og fortsatte spareplaner vil ikke få Europa ud af krisen, men betyde fortsat lavvækst i Nord og en ny depression i Syd.

Europas grundlæggende udfordring er ikke statsgælden eller den fælles valuta, men en vingeskudt økonomi. Kontinentet er ramt af to vækstudfordringer. En kortsigtet, der skyldes manglende efterspørgsel og det forhold at økonomien er gået i stå, og en mere langsigtet, der handler om EU-landenes konkurrenceevne og strukturelle forhold, som eksempelvis de demografiske ændringer.

Den kortsigtede krise er en konjunkturkrise. Alligevel håndteres den med besparelser, som kun forstærker konjunkturen, og med strukturpolitiske midler – eksempelvis arbejdsmarkedsreformer – der har til formål at udvide udbuddet af arbejdskraft. Men på den korte bane vil konjunkturerne kun kunne blive vendt med efterspørgselsfremmende politik. En sådan vending vil dog også hjælpe med håndteringen af de strukturelle problemer på længere sigt. For fortsat krise betyder, at der investeres mindre i de europæiske virksomheder og arbejdspladser, og at de langtidsledige mister deres kompetencer og tilknytning til arbejdsmarkedet.

En ny Marshallplan

En europæisk investeringsplan i stor skala vil kunne genoprette efterspørgslen i Europa og samtidig have en positiv effekt på den strukturelle udfordring i forhold til at forbedre konkurrenceevnen. Den skal fungere som en ny Marshallplan særligt rettet mod de værst ramte kriselande. I efterkrigstiden udgjorde Marshall-planen ca. 0,5 procent af BNP om året i fire år. En ny investeringsplan i denne størrelsesorden – gerne på op til en pct. om året i eksempelvis tre år – vil kunne vende udviklingen.

En europæisk investeringsplan kan bestå af en kombination af fælleseuropæiske tiltag på EU-plan og nationale tiltag i de EU-lande, der har det største finanspolitiske råderum – f.eks. Tyskland, Holland, Danmark, Sverige, Østrig, Tjekkiet m.fl. På EU-plan ville den skulle fungere ved at man anvendte ubrugte midler i EU-budgettet, ikke mindst i strukturfondene og ved, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) aktiveres yderligere. Så hurtigt som det kan lade sig gøre, vil såkaldte projektobligationer også skulle indgå i planen. Planen vil skulle finansieres af lån, men lån, der bidrager til at sætte gang i økonomien, er godt givet ud. Og nye indtægter, for eksempel fra en finansiel transaktionsskat, kan også indgå i finansieringen.

Effekten af en investeringsplan vil afhænge af dens størrelse. Men potentialet er stort. Koordinerede investeringer i den foreslåede skala vurderes således på baggrund af analyser foretaget af tænketankene FEPS, IPD ved Columbia University og AE-Rådet at kunne øge væksten væsentligt og skabe fem-seks millioner nye job.

Hvis planen samtidig medfører, at tilliden øges hos forbrugerne og investorerne i den private sektor, vil virkningen være endnu større. Den foreløbige kurs har vist sine mangler. Europa må sadle om nu, hvis ikke de næste mange år skal stå tilbage som et tabt årti.

Kristian Weise er direktør i tænketanken Cevea, som i dag præsenterer rapporten ’Europæiske kriseløsninger’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Engelsted

Hvad nu hvis det ikke er en konjunkturkrise men en systemkrise?

En konjunkturkrise er, når kapitalismen midlertidigt ikke kan finde tilstrækkelig købekraft til at få afsat vareproduktionen og dermed realiseret profitten, og processen p-v-p' (penge-varer-flere penge) derfor går i stå.

Konjunkturkriser går over, når man finder den ekstra købekraft, som kapitalismen ikke kan generere selv (fordi lønsummen altid må være mindre end varemængdens værdi) og derfor må hente ude fra systemet.

En systemkrise er, når der ikke længere er nogen lommer uden for kapitalismen, hvorfra man kan importere den ekstra købekraft.

De sidste tiårs købekraftsproblem er primært løst ved

(1) gennem 'privatisering' at tilegne sig opsparingen i de tidligere socialistiske lande.
(2) gennem adgang til det gratis tilskud, hvormed landsbyer i Asien delvis forsørger migrantarbejderne, der arbejder i de kapitalistiske industrier.
(3) gennem trykning af enorme mængder af verdens reservevaluta, dollar, til finansiering af imperiale krige, der i heldigste tilfælde også giver adgang til andre landes opsparing og billige arbejdskraft.
(4) gennem at tage forskud på fremtiden gennem massiv låntagning og kreditstiftelse (også en slags trykning af penge) fortrinsvis drevet af en verdensomspændende boligboble.

Alle disse løsninger har vist sig midlertidige. Boligboblen er bristet, gældsbjergene er blevet så astronomiske, at selv nationalbudgetterne snart ikke er tilstrækkelige til at betale renterne, krigene har vist sig som uvindelige underskudsforretninger, udplyndringen af de tidligere socialistiske lande er sket, og med globaliseringen er der snart ikke flere ikke-kapitalistiske landsbyer i Asien eller andre steder, hvorfra man kan hente det nødvendige ekstrabidrag.

Nu ved man ikke, hvad man skal gøre, og derfor kan det kaldes en systemkrise. Den gigantiske marshallplan artiklen snakker om, er en god idé, men med den er man på vej ud af det kapitalistiske system, som vi har kendt det i 200 år.

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil på ingen måder underkende økonmiens betydning.
Men er økonomiens genopretning målet i sig selv - eller er økonomien midlet, som kan skubbe samfundet i den retning, som politikere og befolkning ønsker, at det bevæger sig?

Jeg ved godt at visioner og ideologier og denslags er umoderne.
Men jeg savner det som udstikningen af en kurs:
Hvor skal vi hen, du?

Jeg håber personligt på et økonomisk crash & burn. Det synes at være eneste mulighed for, at det nuværende system vil blive taget op til kritisk revurdering, hvilket er hårdt tiltrængt.
Jeg kaster op næste gang jeg hører ordet "vækst".

"Et kursskifte må til, hvis vi igen skal have vækst og skabe job i Europa."

Jamen, det skal vi ikke. Vi skal have økonomisk devækst og en helt anden fordeling af værdier og ressourcer, så fællesskaberne - og ikke elitære magtentiteter - kan skabe samfundsudviklingen.

Derfor er artiklen, med dens anakronistiske forestilling om Marshallplan og elevering af EU-institutionerne som bidragere til et 'kursskifte' nærmest pervers. Naiv og udsigtsløs.

For Engelsted har jo ret i at vi står med en åbenlys systemkrise - som både de makroøkonomiske topdown-idiosynkrasier og EU-systemverdenen er med til at fastholde.

Det er svært at finde løsninger på multifaktuelle problemstillinger, uden først at have erkendt dem og analyseret dem.

EU krisen er flersidig;

- Økonomisk
- Politisk
- Demografisk
- Mentalt
- Etisk og moralsk
- Identitet

Hvis Europa skal ud af denne krise - skal der erkendes på alle områder og finde ud af hvordan de spiller sammen.

En løsning kunne være; selv valgt isolering fra omverden i en periode.

En stresset person kan have godt af at komme væk fra det der stresser og finde udaf hvad der sker og hvorfor - kognitiv terapi - hvor system og mønsterbrydning er den medicin der skal bringe personen tilbage til en ligevægts tilstand.

Overført til Europa - kunne det være en fordel at isolere sig fra omverden og genskabe sin egen økonomiske koncensus.
Genfinde den demokratiske dynamik hvor borgerne er medbestemmende om fremtiden.
- og tage det mentale kvantespring frem mod en anden opfattelse af hvad menneskeheden skal , andet end skabe arbejdspladser.

Det kunne være interessant om Europa har modet til at begive sig i en anden retning - en retning der også kan give konflikt med omverden.
- Men det er jo dybt godnat når man på den ene side skriger på produktions arbejdspladser - samtidig importere samme produkter, fremstillet på mere kyniske og menneskeligt urimlige vilkår.

Vi syntes det er OK at en indisk arbejder udsættes for et arbejdsmiljø og løn vi aldrig ville acceptere.
Så noget af løsningen kunne være et opgør med globaliseringens negative virkninger på borgerne verden rundt.

Marshall-plan er for lille ambition.
Vi skal op på måneprojekt nivuea
- måske ligefrem et messiasprojekt.

At genskabe den europæiske identitet som et innovativt og dynamik bidrag til menneskeheden kræver ikke mindre.

I en verden uden varemangel er der absolut ingen grund til asymmetrisk distribution til fordel for de besiddende.

Til at begznde med:

Ordet "vi" er varm luft i Europa.

Fra dagens tyske avishøst:

1) Hedgefonde har lige tjent fire mia på Grækenland:

http://www.spiegel.de/wirtschaft/unternehmen/hedgefonds-verdient-halbe-m...

2)

Eurokraterne i Bruxelles har lige scoret en lønstigning på 5,5 pct.

http://www.spiegel.de/wirtschaft/soziales/eu-beamte-bekommen-5-5-prozent...

Med mere end otte millioner unge arbejdsløse i Europa, hvoraf mange er produktet af en ulyksalig Bologna-proces, burde det da være klart for alle, at EUs "løsninger" ender med at gøre hele kontinentet til den nye 3. Verden.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener artiklen er noget sludder, et opkog af den almindelige tomgangssnak. Hvor skulle pengene i øvrigt komme fra til en sådan investringsplan à la Marschall? De skulle lånes. Af hvem? Altså mere af det samme, som førte til krisen.

Niels Engelsted har vist meget ret i sin analyse, men der magler noget: - finanserne. Nu ser vi lige Henrik Jensens henvisning ovenfor til hedgefonde, der har tjent 4 mia. på Grækenland. Den private finanskapital har tjent styrtende med penge på krisen. Når man låner ud til Spanien, Portugal og Italien til renter på over 7 % er der gode penge at tjene. Der er tjent tykt på statsgarantierne til bankerne, der er tjent tykt på børserne, ikke bare aktier, men i høj grad råvarer, korn, majs, guld og sølv.

Der er massevis af penge derude, i statslige oliefonde, private fonde og ekstreme formuer hos rige familier. Gemt af vejen i skattely. En løsning kunne være at få disse pengemængder frem i lyset, få dem beskattet og omfordelt, og undgå at de opstår igen. Gennem regulering ved lov.

Dernæst kan man sige, at der egentlig ikke er nogen krise(som andre er inde på det). Og at vi ikke har vækst er kun godt for klimaet og miljøet. Det betyder jo ikke, at alt er gået i stå, som artiklen skriver. Det betyder bare, at "vi" løber lige så hurtigt som sidste år, op producerer det samme, hvilket er temmelig meget, for meget endda.

Så "krisen" handler om, at gøre nogle andre ting, end "vi" plejer. På en ny måde. Bryde op, og omfordele, strukturere på en ny måde, det er en kæmpe opgave, men det duer ikke at hælde mere af den gamle vin på flaskerne, en fælleseuropæisk investeringsplan styret fra Bruxelles er et mareridt.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg mener artiklen er noget sludder, et opkog af den almindelige tomgangssnak. Hvor skulle pengene i øvrigt komme fra til en sådan investringsplan à la Marschall? De skulle lånes. Af hvem? Altså mere af det samme, som førte til krisen.

Niels Engelsted har vist meget ret i sin analyse, men der magler noget: - finanserne. Nu ser vi lige Henrik Jensens henvisning ovenfor til hedgefonde, der har tjent 4 mia. på Grækenland. Den private finanskapital har tjent styrtende med penge på krisen. Når man låner ud til Spanien, Portugal og Italien til renter på over 7 % er der gode penge at tjene. Der er tjent tykt på statsgarantierne til bankerne, der er tjent tykt på børserne, ikke bare aktier, men i høj grad råvarer, korn, majs, guld og sølv.

Der er massevis af penge derude, i statslige oliefonde, private fonde og ekstreme formuer hos rige familier. Gemt af vejen i skattely. En løsning kunne være at få disse pengemængder frem i lyset, få dem beskattet og omfordelt, og undgå at de opstår igen. Gennem regulering ved lov.

Dernæst kan man sige, at der egentlig ikke er nogen krise(som andre er inde på det). Og at vi ikke har vækst er kun godt for klimaet og miljøet. Det betyder jo ikke, at alt er gået i stå, som artiklen skriver. Det betyder bare, at "vi" løber lige så hurtigt som sidste år, op producerer det samme, hvilket er temmelig meget, for meget endda.

Så "krisen" handler om, at gøre nogle andre ting, end "vi" plejer. På en ny måde. Bryde op, og omfordele, strukturere på en ny måde, det er en kæmpe opgave, men det duer ikke at hælde mere af den gamle vin på flaskerne, en fælleseuropæisk investeringsplan styret fra Bruxelles er et mareridt.

Mads Kjærgård

Politikerne handler først når det begynder at gå ud over politikerne! Men det sørger jo først fremmest for sig selv og bliver fede og velnærede. Så skal der ske noget nyt, så skal det politiske system laves om, således at man ikke længere kan blive rig af at være politiker, max 8 år på Tinget og så skal man resultatlønnes! Mette F burde lønnes på, hvor mange hun skaffer i arbejde.

Philip B. Johnsen

”Den virtuelle seddelpresse har kørt for fuld damp, og den samlede pengemængde i Europa er steget med 50 procent siden krisens start. Men væksten i nye udlån til ikke-finansielle virksomheder har i samme periode været lig nul. Dermed har pengene ikke bevæget sig ud i økonomien, hvor de kunne blive omsat i ny vækst og job. ECB’s hyperaktivitet har muligvis reddet de europæiske banker, men ikke den europæiske økonomi”.

Det der siges, i artiklen er, løsnes der lidt på kapitalkravene, vil bankerne have mindre behov for, at konsolidere sig, og dermed ingen undskyldning for, ikke at låne ud.

Det var den gamle ”fejlslåede” model.

Det Europa og den sammenbruds skyldige finanssektor, har brug for, er en regulering og omstrukturering af finanssektoren ikke, at fortsætte ud af den samme tangent.

Vesten er færdig. Rejs ud.

Meget ville have været lettere, hvis de sydlige lande ikke havde været med i EURO'en - så havde deres nationale valutaer kunnet flyde frit og derved ville de store "finansielle spændinger" kunne have været minimeret eller undgået..

Men hvis man absolut vil redde EURO'en, så bliver det uundgåeligt en lang og alment ubehagelig krise.

Niels-Holger Nielsen

Smør dig ind i den immuniserende creme CEVEA, så er du sikker på ikke at blive ramt af revolutionerende tanker.

Niels-Holger Nielsen

Hattenåle!

@Niels Engelsted

Du har ret. Problemet er at vi ikke har udefra kommende forbrug.

Dels fordi 3. verden ikke er "de dumme" mere.

Dels tror jeg at vi for alvor, er ved at ramme noget helt nyt i verdenshistorien - "den globale vækstgrænse"

Globalt set kan vi ikke forbruge mere, uanset kapital indsprøjtningerne - Marshall hjælpen vil virke som en "unfair konkurrence" og skabe vækst - MEN som en bobbel-vækst.

Problemet met at pumpe midler ind i systemet som Niels Engelsted taler om - er PENGE UDEN POSITIV ENERGI.

positiv energi i en dansk en-krone, indeholder i balance, værdien af en opgravet gulerod eller 1/200 del af en herreklip ved frisøren. Resten er bobbel-økonomi, som i store mængder smadrer balancen.

Store mængder milliarder Euros trykket i seddelpressen, uden grundlag i værdikæden/produktionen - VIL ALTID søge tilbage mod NUL, nemlig hvor den euro afleveres tilbage til ECB bank, og afbrændes, dvs. tages ud af pengesystemet.

Den samlede mændge pengesedler i omløb, i nominel værdi, globalt - svarer ikke mere til den værdikæde produktion globalt.

Den påbegyndende nødvendige øvelse i EU, er mindre forbrug - henimod fald på 30% - ellers er vi nødt til at skabe ubalance , hvor vi igen skaber områder med undertrykkelse.

Niels-Holger Nielsen

Kristian Weise skriger på EU. Unionens venstrealibi.

@Kristian Weise
Er politisk økonom, og tror at politisk foranstaltet indsprøjtninger i økonomien, redder alt.

Hvad er Marshall hjælp, i et europa som, teknologisk og udviklingsmæssigt - jo IKKE er smadret af en ww3 eller lign.

Det er kendetegnende for socialdemokratisk grunddtanker - at staten bare kan bygge flere broer.

Det holder ikke denne her gang. Måske for et land som danmark, som klarer sig godt samenlignet med andre EU lande sydpå.

Som socialdemokrat og gennem hele sit liv at have fået sin løn og kontorstol finansieret med offentlige midler - mangler han forståelse for hele værdikæden, og ikke kun ser den del der strømmer ind i statskassen via skatter og afgifter.

Mads Kjærgård

Hører at de vil forbyde mentholcigaretter for sikre folks sundhed, det må jo være den kriseløsning der efterlyses!

Der er ikke brug for mere, bare bedre! Nyd det, og lad os så begynde at skabe kvalitet i menneskelivet, her på toppen.

Flemming Andersen

Niels Engelsted

Er rigtigt godt indlæg

Flemming Andersen

Artiklen er tomgangssnak, der dækker over det faktum at EUs succes med at udvidde og skaffe billig arbejdskraft ikke er fulgt af billigere råstoffer.

Denne begyndende resursemangel rykker ganske afgørende ved EUs grundlag med stigende råvarepriser og den billige arbejdskrafts manglende købekraft.
Denne coctail gør produktion og overskud til betaling af en hel overdreven finansierringindustris renter umulig.
Specielt fordi en stor del af investeringerne er foretaget i inaktive ejendomsmarkeder, i stedet for produktionsarbejdspladser, forskning, uddannelse og ganske almindelig velfærd.
Da mursten ikke kan spises og investeringerne i dem er foretaget til helt overdrevne priser og pinedød skal forrentes, kan enhver se hullet i fødekæden.

Men alt dette havde indtruffet senere alligevel, hvis koncentrationen af kapital havde fortsat, så nu har vi så tidligere end ellers, mulighed for at nytænke fordelingspolitik og værdisæt, hvor vi sætter menneskelig udvikling og relationer højere end skrammel, og hvor vi forsøger i langt højere grad at indkalkulere resurseforbrug, genanvendelse, modulopbygning og miljøhensyn.

Dan Johannesson

Heureka- stop skriget på nye løsninger, jeg har det!: UD af EU, lav Unionsfællesskab med Sverige, Norge, Finland, Grøndland og Island. Vi har SÅ meget tilfælles ifht. værdier, kultur, miljøresurser, menneskesyn osv.

Det ville skabe et ægte og smukt nordisk powerhouse, hvor demokrati og bæredygtighed kunne vokse og udvikles, i stedet for som i EU at kvæles og undertrykkes mere for hver dag der går.

Tiderne har ændret sig, vesten dikterer ikke i samme grad længere - hvilket selvsagt giver problemer. Den med at bygge mure, er vist prøvet, mange gange.

Også kaldet verdens ende(hadrians wall.)

Det vidner kun om begrænsning.

Flemming Andersen

Jesper Wendt

Omvendt skal man skam ikke underkende beskyttelse af egne interesser kan være nødvendig.

Protektionisme er ikke kun et nedsættende skældsord, men et ord med et vist indhold.

Som alle finansielle værtøjer har det en god og en dårlig side.

Fulldstændig rigtigt.

Men Vestens hest ER desværre allerede løbet til KIna, så det er lidt sent at lukke stalddøren.

Flemming Andersen

Nic Pedersen

Verdens hest eller verdens høst*SS*

Flemming Andersen

Aldeles udmærket pointe! ;-D

Hvorfor er der ingen der kigger lidt dybere på problemets oprindelse?
Hvorfor skriger verden på vækst? Hvorfor kan den globale økonomi ikke hvile i sig selv uden vækst?

Så længe vi ikke kigger på de virkelige problemer, så graver vi bare os selv længere og længere ned i et hul.

Udmærkede spørgsmål, Henning!

Efter min mening, fordi mennesker altid vil have mere end de har i kombination med, at der stadig bliver flere mennesker!

Så "det virkelige problem" er (surprise) menneskers adfærd, væsen og antal!

Og jeg kan ikke lige komme på nogle nemme og bekvemme løsninger der, desværre.
(og jeg har faktisk heller aldrig hørt nogen overbevisende bud)

Nic Pedersen siger:

"Og jeg kan ikke lige komme på nogle nemme og bekvemme løsninger der, desværre.
(og jeg har faktisk heller aldrig hørt nogen overbevisende bud)"

Vi kan faktisk relativt nemt fjerne grundpræmisserne der gør at vi har brug for evig vækst...ikke dermed sagt at alle problemer er løst, men det er første nødvendige skridt på vejen:

Stater skal trykke deres egne penge...slut med at låne penge af private centralbanker (mod renter) for at få valuta i omløb.
Banker må ikke længere udlåne efter princippet om fraktionel reserve, men kun udlåne hvad de rent faktisk ejer.

Wupti...første skridt mod en steady state økonomi er taget. Desværre kommer jorden til at futte af før flertallet af jordens befolkning forstår hvordan vores økonomi fungerer og hvilke ændringer der skal til.

Yeah.... Wupti! ;-)

CEVEA taler her ud fra Paul Krugmans ide, som netop har talt om, at Europa har brug for en ny Marshall plan.

Alle dem - grønne utopister af værste skuffe - der her taler imod, har ingen fantasi ift., hvor krisen vil føre hen. Hvis ikke den standses, kan vi få tilstande overalt i Europa a la den, der idag findes i Grækenland:

http://www.presseurop.eu/en/content/article/3180401-therapist-s-worst-ni...

Det er så forfærdeligt, at ingen af de ovenstående kommentatorer har fantasi til at tænke det... Vores medier har da også massivt undertrykt realiteterne...

Philip B. Johnsen

Bankerne er redet, operationen lykkedes, patienten døde.

http://www.business.dk/global/hov-skulle-graekenland-ikke-gaa-bankerot-i...

Ak, økonomi er en vanskelig materie at kloge sig udi – ikke mindst for glade amatører. På den anden side… når selv fagøkonomer lader til at have mistet både overblik og retningssans, så kan det vel ikke gå meget værre, hvis en anden en forsøger sig.
Som Niels Engelsted foreslår længere oppe i tråden, er der en del, der tyder på, at den aktuelle økonomiske krise ikke bare er konjunkturmæssig.
Der er næppe tvivl om, at de vestlige økonomier længe har kørt på pumperne. Der er næppe heller tvivl om, at de vestlige økonomier har fået kunstigt åndedræt og ressourcer fra både Syd og Øst.
Imidlertid lader det til, at Niels Engelsted mener, at vækst i arbejdstageres købekraft - eller vækst i en økonomi i det hele taget - altid må have eksterne kilder.
Den synsmåde er ikke gængs – heller ikke blandt venstreorienterede økonomer.
Marxister, eksempelvis, er normalt de første til at anerkende kapitalismens historiske betydning for udviklingen af produktivkræfterne – altså væksten.
Problemet er vel snarere, at de vestlige økonomier nu er ved at have udtømt sine vækstpotentialer. Landbruget er mekaniseret, hesten og oksen har fundet afløsere, elektriciteten er ført ud i alle fabrikshaller og hjem, tailoriseringen er gennemført og IT har stort set ydet sit bidrag.
Men når Vestens realøkonomier har vækstrater på +/÷ 2 % og diskonteringsrenten er 6, så er der vel kun ét sted investorerne kan tage resten af profitterne hjem: Hos dem, der sælger deres arbejdskraft.
Det medfører naturligvis alment faldende købekraft og afsætningskriser i en nedadgående spiral.
Og så har vi balladen.
Og den misère kan selv nok så mange Marshall-planer næppe ændre på.

Samfund er cykliske, ikke lineære, det er deri, liberalismen har sit problem.
Europa har ikke brug for anden kriseløsning end omfordeling, så alle kan få.

Det, der er brug for, er en forståelse af, at forandring ikke nødvendigvis indebærer vækst, tværtimod kan strøm og varme fra vedvarende kilder betyde stagnation eller fald i forbruget, det betyder bare ikke noget, fordi energien er der uanset forbrug.
Og sådan er det jo med det meste i vores mere og mere mekaniserede samfund: tingene til forbrug er der uanset efterspørgslen, og derfor er der ikke noget problem - ud over den fortsatte forbedring af ethvert produkt, hvilket vil være normen i et samfund, hvor der intet er tjent ved at forringe produktet for at nedbringe fremstillingsprisen, sådan som det sker i dag med alt fra skinker til badesalt.

Lars Jørgensen, og du lyder, som om du tror, at penge har en værdi uafhængigt af de varer, penge kan købe. Det har de ikke, man kan hverken tage dem på, spise dem eller bygge huse af dem.

Philip B. Johnsen

@ Peter Hansen
Der er brug for ”business as unusual” det er det eneste, man kan være helt sikker på, det kniber dog med modet blandt de folkevalgte, hvad der er værre er, ansvaret for ikke at handle er deres.

Det har forfærdelige konsekvenser for de svageste i Europa, det er beskæmmende, at tænke på, at alle grækere og spaniere omtales, som selvforskyldte tabere det er ok at håne offentligt. Jeg kan garantere for, alle børnene, der bor på gaden og sulter, de er uskyldige.

Philip B. Johnsen

Printere er lavet til kun at virke til et forudbestemt antal kopier. Der er 1.950.000 sider på google der omhandler printer chip resetters, for ti år siden var sparrepære konstrueret til at holde ti gange længere end i dag,

Vi har brug for business as unusual, der er ingen vej uden om vi kan stadig benægte det ved ikke, at handle på det, men det forbliver en løgn.

Niels Engelsted

@Olaf Tehrani, du skriver:
”Imidlertid lader det til, at Niels Engelsted mener, at vækst i arbejdstageres købekraft - eller vækst i en økonomi i det hele taget - altid må have eksterne kilder.”

Nej, det er bestemt ikke det jeg mener. Lad mig prøve en gang til og starte med den marxistiske ABC, så man kan se, om jeg har misforstået noget.

Enig i at menneskelig arbejdskraft—ligesom i øvrigt alt liv—kan producere et overskud, dvs. mere end nødvendigt til eget underhold (ellers ville formering f.eks. være umuligt.)

Når vi taler om menneskelig arbejdskraft kaldes dette overskud et merprodukt og den indsats, der skaber det, kaldes merarbejde. Det er dette merarbejde, der er vækstmotoren i alle historiske samfund, hvor den kapitalistiske økonomi har været den mest væksteffektive af alle. Ikke mindst på grund af sin villighed til at indføre arbejdsbesparende opfindelser, der gør det muligt at producere mere med mindre arbejde, såkaldt produktivitetsstigning. Ser vi bort fra, at fortsat vækst nu er blevet en trussel mod planeten, er kapitalismen i denne henseende en ren succeshistorie. Problemet er et andet.

Den kapitalistiske økonomi foregår gennem køb og salg på markedet. Med Marx’s bogstaver forestillede de klassiske økonomer sig oprindeligt en økonomi baseret på byttehandel, hvor en vare blevet byttet med en anden V-V. (Vi ser bort fra, at dette muligvis er forkert—se Graeber: Debt, The First Five Thousand Years.)
I næste led blev penge indført som omsætningsmiddel og praktisk mellemled V-P-V.
Med kapitalismen blev forholdet dernæst byttet om, så varen blev omsætningsmidlet og penge blev endemålet: P-V-P’. Det læses på den måde, at penge eller kapital (P) bliver investereret i vareproduktion, hvor varen (V) er mere værd end arbejdslønnen og derfor kan sælges med et overskud eller profit (P’), der kan geninvesteres i en ny runde P’-V-P’’ og væksten er i gang.

Tidlige socialister som f.eks. Proudhon mente, at kapitalisme var tyveri, fordi arbejderne blev betalt mindre end den værdi, de skabte. Det var Marx’s store erkendelse, at der ikke er tale om tyveri men en principielt retfærdig handel. Kapitalisten køber (eller rettere lejer) arbejdskraften til dens markedspris eller bytteværdi, (der normalt svarer til, hvad der kræves til arbejderens og familiens underhold,) og udnytter så som sin ret den købte arbejdskraft, hvis brugsværdi netop er at skabe et merprodukt, der nedfældet i varen som en merværdi kan realiseres med profit af kapitalisten ved varesalg på markedet.

Udgiften til al vareproduktion kan uanset i hvor mange led produktionen foregår i sidste ende reduceres til lønomkostningen.
(Vi ser her bort fra de afgifter—også kaldet renter—der skal betales til diverse rettighedshavere, jordejere og patenthavere f.eks., og vi ser også bort fra naturgrundlagets endelighed og den anden termodynamiske lovs ubøjelighed, da ingen af disse hæmmende byrder på kapitalismens udfoldelse har betydning for det følgende argument).

Kigger vi nu på P-V-P’ igen, og lader P stå for arbejdslønnen og P’ stå for vareproduktionens værdi, så ser vi straks, at samlet set kan den samlede arbejdsløn ikke aftage den samlede varemængde. Det er ikke noget ideologisk eller politisk men en simpel matematisk umulighed, som ikke nok så meget innovation og konkurrere kan ændre på.

Kapitalismen er derfor ikke i sig selv bærdygtig, men må tilføres ekstra midler udefra, hvis økonomien skal køre rundt. Det vil sige tilskud fra ikke-kapitalistiske zoner, som det er sket igennem hele kapitalismens 250 årige historie. Men når globalisering og neoliberalisme nu snart har lukket de sidste ikke-kapitalistiske zoner, det være sig i ulandene, i de tidligere socialistiske lande, eller i den hastigt privatiserede offentlige sektor i de vestlige lande, og når fremtiden ikke kan bære flere forskud, fordi nutiden ikke kan servicere renterne på gælden, så må kapitalismens system med nødvendighed slippe op og transformeres til et andet system, hvor merproduktets akkumulation, investering og forbrug ikke forudsætter køb og salg på et marked, f.eks. ligesom i det aristokratiske feudalsamfund, vi havde før, eller som i det socialistiske samfund, som vi er mange, der stadig drømmer om.

Niels Engelsted

Man kan også sige det kortere. Kapitalismens problem er, at de lønarbejdere, den ønsker at betale så lidt som muligt, og de forbrugere, som den ønsker skal købe så meget som muligt, er de samme.

Mkichael Pedersen, det giver bare ingen mening, når der i realiteten produceres mere, end der kan forbruges med mindre arbejdskraft end nogensinde før.
Ligesom vi har udviklet os væk fra, at far, der knokler på jobbet, skal have broderparten af maden, giver det hellere ikke længere mening, at ejendomsret skal give særskilt mere adgang til udkommet af den fælles anstrengelse med produktet.

Kære Niels Engelsted og andre
Den ’glade amatør’ var naturligvis udelukkende møntet på mig selv :-)

Niels Engelsted

Olaf, fra den ene til den anden:
Alle glade amatører forener jer!

Enig!
Noget andet er så, om Ricardos værdilære, som blev overtaget af Marx, og som er central for din argumentation, har gyldighed. Det er mildest talt omstridt.
Diskussionen er interessant – og vigtig, naturligvis.

Philip B. Johnsen

Hvordan kan det forsvares, at børn sulter på gaderne i Athen, når bankerne og investorer i samme by får penge for investeringer der skulle være tabt, som de engang har fået gigantisk afkast på, fordi risikoen var kendt og meget høj.

Det er ikke kapitalisme, det er tyveri, som betales af børn på gaden der ikke får mad.

Det er muligt de folkevalgte ikke føler et ansvar, men det betyder ikke det fritaget dem for ansvar.

Det er jo, Philp B. Johnsen, et simpelt spørgsmål om, hvad der er råd: når børn sulter på gaden, er der selvfølgelig ikke råd til at give særskilte grupper i samfundet umådelige værdier, de ikke engang har brug for.