Kommentar

’At få et barn er et egoistisk ønske’

Adoption bliver for tiden gjort til et problem. Det skader de adopterede børn. Men hvad giver kritikerne ret til at fordømme adoptivforældre over en kam? Tror de virkelig, at man bedst bekæmper global ulighed ved at mistænkeliggøre adoptivforældre og vores motiver? At ville være forælder er grundlæggende et egoistisk valg – uanset om man selv føder børnene eller adopterer
20. december 2012

Først var der filmen Adoptionens pris, nu reagerer bl.a. Information d. 18. december 2012 og Udenrigsministeriets magasin Udvikling nr. 6 2012 med problematiserende artikler om adoption. Som adoptivmor krænker det mig, at medierne mener at kende mig og mine holdninger til adoption bedre, end jeg selv gør.

I Information undrer tre adopterede fra Korea sig over, »hvorfor danskere er så optaget af deres eget selvbillede og så lidt optaget af at forstå transnational adoption som et system, der reproducerer ulighed«.

Det er ikke lige et selvbillede og en fornægtelse, jeg kan genkende hos mig selv. I Udenrigsministeriets magasin Udvikling står der: »Adoptivforældre ser det som en måde at give børn i nød et kærligt hjem på.« Nej, heller ikke det er rigtigt.

Uligheden er ikke det afgørende

Hvis man går med en lille humanitær drøm i maven, bliver den drøm kvalt den første dag i adoptionsprocessen i Danmark. Vordende adoptivforældre vil vide, at adoption intet har med humanitær hjælp at gøre. Det er ikke noget, man skal gøre, fordi man ønsker at hjælpe et barn i nød, lyder beskeden fra sagsbehandlere og på de adoptionsforberedende kurser.

Som adoptivmor og søster til en adopteret er jeg i dag og har altid været opmærksom på, at adoption kun kan lade sig gøre, fordi der findes social ulighed. Jeg er klar over, at børn er blevet brugt som en handelsvare i nogle lande. Jeg er også med på, at adoption kan give den adopterede en fornemmelse af tab og længsel efter de biologiske familiemedlemmer.

Det kan virke paradoksalt at adoptere, når jeg nu ved, at adoptivbørn risikerer at leve hele deres liv med en længsel efter at kende deres biologiske familie og deres fødeland. Måske er ’hvad hvis nu’-følelsen en del af mit adopterede barns liv, hele livet. Når jeg samtidig ved, at adoption kun eksisterer i kraft af social ulighed, hvordan kunne jeg så gøre det?

Det kunne jeg, fordi min holdning er: Alle får børn for deres egen skyld, og vi får børn, fordi vi vil være forældre. Det gælder alle. At få børn er et egoistisk ønske. »Transnational adoption er et system, der faciliterer, at folk i Vesten kan få deres ønske om et barn opfyldt, fordi nogle andre ikke har samme privilegier som dem,« som der står i Information. Det er fuldstændig rigtigt.

Adoptivforældres ansvar

Men det er min overbevisning, at i langt de fleste tilfælde er de børn, som frigives til adoption, ofre for social ulighed og manglende privilegier, allerede inden de bliver født. De bliver født ind i en ulykkelig og uretfærdig situation (fordi goderne i verden er uretfærdigt fordelt), men man afhjælper ikke uligheden eller gør børnene mere ønskede ved at gøre intet. Man afhjælper uligheden ved en langsigtet strategi. Personligt tror jeg på, at uddannelse er vejen frem, hvis man vil kæmpe imod global ulighed. Andre må overveje, hvilken strategi de tror på, og gøre en indsats der.

Desuden må man som adoptivforældre forsøge at vælge at adoptere fra et land, som lever op til ens egen etik, når man forsøger at få sit ønske til at gå i opfyldelse. Man må adoptere fra et land med et minimum af korruption. Og når man har adopteret, må man arbejde på at kende sit barn og anerkende dets længsel efter biologiske bånd og fødeland. Man må acceptere, at ens barn har nogle rødder, man ikke selv har, og man må være åben over for barnets behov for at kende de rødder.

Det er ukonstruktivt og forkert at hævde, at adoptivforældre ikke ser deres børns længsel, og at adoptivforældre ikke forstår det problematiske i transnational adoption. Ligesom jeg ikke kender et par biologiske forældres motiver og holdninger, kender mennesker uden for min omgangskreds heller ikke mine, medmindre de spørger. At kategorisere adoptivfamilier som problematiske gavner intet – hverken global ulighed, adopterede børn, deres familier eller de familier, der afgiver børnene – men kan kun være krænkende for forældre og de børn, der vokser op i de problematiserede familier.

 

Anna Bridgwater er journalist, forfatter og adoptivmor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Debatindlægget fra Anna Bridgwater bragt i Information d. 21-12-2012 hiver desværre igen debatten om international adoption ned på det personlige mikroniveau, hvor adoptanter føler sig personligt ramt af kritiske betragtninger fra adopterede i forhold til systemet international adoption. For Bridgwater har udgangspunktet for adoption været egoistisk, og er det tilsyneladende stadigvæk.

Det handler ikke om dig og din adoption, Bridgwater. Det ville være fedt, hvis du ville bidrage til debatten på makroniveau og komme ud over din egen personlige historie. Lige nu bidrager du til en generalisering, som du selv bliver så stødt over, idet du antager, at børn har 'længsel efter deres fødeland'. Det er da en generalisering.

Jeg har svært ved at se den ’langsigtede strategi’, du taler om. Hvad er den langsigtede strategi i at adoptere? Er det ikke lidt som at tisse i bukserne, fordi det er koldt? Afhjælper man virkelig global ulighed ved at eksportere resultaterne af problemerne ud af landet? Holder årsagerne derved op med at eksistere? Nej, pludselig finder afgiverlandende ud af, at de kan tjene penge på problemerne. Og hvad er da incitamentet til at afhjælpe dem?

Her bliver der sammenhæng mellem mikro og makroniveauet. For hver adoptant øges efterspørgslen. Adoptanter driver efterspørgslen. Det er ren egoisme pakket ind som ’at gøre noget’.

Lene Timmermann

Tak til Anna Bridgwater for at orke at skrive et nuanceret indlæg fra en adoptant. Den side har været savnet i den følelsesophedede hetz, som har kørt i medierne op til denne søde juletid.
For det er jo ikke os alle givet at kunne overskue komplicerede sammenhænge, hvor der er involveret mange forskellige nationer med forskellige økonomiske, politiske og juridiske strukturer, og desforuden indgår individuelle personlige følelses- og generationsmæssige problematikker, som man jo også kender fra familer helt uden adoptivbørn. Fantastisk at ovenstående In Ah Shin så overlegent er i stand hertil.
Den person må da være i stand til at redde hele kloden fra økonomisk krise og alt mulugt andet..