Læsetid 3 min.

De ’farlige medier’ og den misforståede psykiatri

Når medierne i månedsvis har buldret løs om ’den farlige psykiatri’ er det nok, fordi der er noget om det. Det er derfor problematisk, når to yngre læger i psykiatrien forsøger at lukke debatten ved at blandt andet at hævde, at den negative omtale risikerer at føre til flere selvmord, fordi patienterne bliver skræmt væk fra psykiatrien og den dulmende medicin
18. december 2012

To yngre læger i psykiatrien, Andreas Hoff og Mette Berg Christiansen, giver i en kronik i Information fredag den 14. december udtryk for bekymring over konsekvenserne af mediernes aktuelle kritik af psykiatrisk praksis. Kort sagt er de bange for, at den negative omtale af for eksempel overmedicinering og tvang vil få mennesker til at undlade at opsøge psykiatrien, droppe medicinen og i værste fald medføre selvmord. Det er alvorlige sager. Der må lyttes til kritik, men jeg er bekymret over, at de to, som jo i høj grad kan være med til at præge fremtidens psykiatri, ikke har mere at byde på, end en fortælling om, at psykiatrien fungerer, og at der ikke er behov for farlig og udefrakommende kritik. For hvordan skal vi komme videre i en dialog og i udvikling af psykiatrien, hvis kritik er farlig? Kan man tænke sig en mere magtfuld og effektiv stopper for diskussion end at påstå, at den kan få alvorligt forpinte mennesker til at tage deres eget liv, som de to kronikører tilsyneladende lægger op til?

Andreas Hoff og Mette Berg Christiansen taler om mediernes ensidige fremstilling og ligefrem ’vrangbilleder’. Lad os se lidt nærmere på fakta, i første omgang helt ukontroversielle fakta, som ikke er opfundet af medierne, men som er baseret på offentligt tilgængelige data.

For det første kan det konstateres, at polyfarmaci, altså behandling med flere antipsykotika på samme tid, fortsat er udbredt og stort set ikke er faldet på trods af Sundhedsstyrelsens vejledning om, at monofarmaci bør foretrækkes. Hele 23 procent af de 18-64-årige fik således mere end ét antipsykotisk lægemiddel ad gangen i 2011.

Ikke tale om vrangbilleder

Med udgangspunkt i sommerens såkaldte Glostrupsag er det veldokumenteret, at overmedicinering forekommer, også langt mere omfattende og landsdækkende og undertiden ligefrem i livstruende omfang.

En undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen viste i 2006, at mennesker i behandling med både antipsykotika og benzodiazepiner havde en øget risiko for at dø i forhold til dem, der ikke var i kombinationsbehandling. Nyere undersøgelser bekræfter dette.

Mennesker med psykiske lidelser lever gennemsnitligt 20 år kortere end befolkningen som helhed. Overdødeligheden er altså høj, og eksempelvis væsentligt højere end i Finland og Sverige. Der er mange og komplekse årsager til den forhøjede dødelighed, men det er indiskutabelt, at en del af den skyldes komplikationer og bivirkninger af psykofarmaka, især antipsykotika.

Andreas Hoff og Mette Berg Christiansen henviser til »statistisk sikre« undersøgelser, der skulle vise, at mennesker med skizofreni lever længere, hvis de er i behandling med antipsykotika. Disse undersøgelsesresultater er dog stærkt omdiskuterede, og der foreligger lige så ’statistisk sikre’ undersøgelser, der viser det eksakt modsatte.

Psykiske lidelser er forbundet med en øget risiko for selvmord. Vi ved således, at mennesker, som mindst én gang har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, tegner sig for omkring halvdelen af selvmordene i Danmark, og at selvmordsrisikoen er 20 gange større for denne gruppe end for befolkningen som helhed.

Tvang er stadig udbredt

Årsagerne til disse selvmord er derimod ikke så entydigt klarlagt. Man ved fra danske undersøgelser, at selvmordsrisikoen for patienter med psykiske lidelser, er højest under indlæggelse og i den første periode efter udskrivelse, men man har, så vidt jeg er orienteret, ikke undersøgelser, der kan understøtte, at det at undlade at gøre brug af indlæggelse og/eller medicinering, som Andreas Hoff og Mette Berg Christiansen synes at mene, i sig selv øger selvmordsrisikoen.

Næsten en fjerdedel af de indlagte patienter i psykiatrien, 22,9 procent, blev i 2011 udsat for tvang. Såvel tvangsindlæggelser som tvangstilbageholdelser – som også kan ske efter en frivillig indlæggelse – er stigende. Det samme er tvangsbehandling, som bl.a. kan ske med medicin, men også og i stigende omfang med ECT-behandling (elektrochok).

Er det et udtryk for pressens ’vrangbilleder’ at stille spørgsmålstegn ved, om dette er et udtryk for god kvalitet? Er det på grund af sådanne ’vrangbilleder’, at menneskers tillid til psykiatrien svækkes – eller burde tallene i sig selv give anledning til en vis ydmyghed hos dem, der skal repræsentere psykiatriens fremtid?

Jeg efterlyser – ligesom Andreas Hoff og Mette Berg Christiansen selv gør det – en nuanceret debat. Den fordrer, at unge danske psykiatere tør lytte til de legitime kritiske røster, som verdensomspændende rejser sig i forhold til, hvor den ’psykofarmakologiske revolution’, som indledtes for mere end 50 år siden, har bragt os hen.

 

Pernille Jensen er cand.pæd. og er næstformand i Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering. Hun er bl.a. forfatter til bogen ’En helt anden hjælp’, Akademisk Forlag, 2006

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Hayek

Glimrende svar.

Den selvfølgelig med hvilken psykiatrien omfavner tvang, burde få advarselslamperne til at blinke.

Vi taler trods alt om, i flertallets tilfælde, ikke-kriminelle, helt almindelige mennesker, hvis grundlovs-sikrede rettigheder overtrædes dagligt.

Men den slags bekymrer man sig meget lidt om i psykiatrien.

Brugerbillede for Randi Pedersen

Lad os se hvad er en psykose egentligt er:

Normale mennesker har et filter som sorterer irrelevante input fra både fra underbevistheden men også fra omverdenen.

Når en person er psykotisk er det fordi det filter er i stykker så personen bliver bombarderet med indtryk, tanker og input fra omverdenen på samme tid.

Hvis man påstår at man kan nå ind til disse mennesker med terapi, uden at dæmpe psykosen med medicin først. Så må den påstand være nok bevis på at man ikke ved hvad svær psykisk sygdom egentligt går ud på!

Brugerbillede for Randi Pedersen

Det virker temmeligt søgt at man i artiklen prøver at give medicinen skylden at flest selvmordsforsøg bliver forsøgt under indlæggelse. Det er jo trodsalt der at patienterne har det værst, ellers var de ikke indlagt!

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@ Randi Pedersen

Du skriver:

”Hvis man påstår at man kan nå ind til disse mennesker med terapi, uden at dæmpe psykosen med medicin først. Så må den påstand være nok bevis på at man ikke ved hvad svær psykisk sygdom egentligt går ud på!”

Nu er psykiatrien ikke nogen præcis videnskab, hvilket også bør afspejles i handlingerne i psykiatrien, man bør være meget forsigtig, ellers er det nærliggende, at sige de sindslidende er forsøgs kaniner.

Derfor er det, når du siger ”at man ”ikke” kan nå ind til disse mennesker med terapi, uden at dæmpe psykosen med medicin først” en påstand der sikkert er rigtig for nogle sindslidende, men forkert for andre sindslidende, hvor terapi kunne være brugt.

Medicin eller medicin kombinationer, kan med sikkerhed være til fare for alle sindslidende, hvis der ikke er udvist den fornødne forsigtighed i brugen af medicin.

Brugerbillede for Randi Pedersen

Ikke en eksalt videnskab uddyb lige det, fordi jeg tror at en del forskere osv er noget uenig med din påstand. Om ikke andet ser jeg påstanden brugt utroligt meget.

Behandlingen af psykisk syge er ikke en eksakt videnskab da vi reagerer forskelligt på blandt andet medicin mm. Hvorfor psykisk syge må prøve sig frem med medicinen og bivirkninger før de finder det medikament der virker på lige dem.

Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

@ Randi Pedersen

Du skriver:

”Behandlingen af psykisk syge er ikke en eksakt videnskab da vi reagerer forskelligt på blandt andet medicin mm. Hvorfor psykisk syge må prøve sig frem med medicinen og bivirkninger før de finder det medikament der virker på lige dem”.

Det er som du skiver, man kan sige sindslidende, som gruppe, er ikke som en bil, hvor der skiftes olie, hvis det er det der mangler, så er problemet løst.

Medicinering er rigtig for nogle sindslidende, men forkert for andre sindslidende hvor terapi kunne være brugt. Når vi nu taler psykiatrien set isoleret, er det vigtigt at slå fast, at medicin eller medicin kombinationer, kan med sikkerhed være til fare for alle sindslidende, hvis der ikke er udvist den fornødne forsigtighed i brugen af medicin.

Brugerbillede for Mette Berg Christiansen
Mette Berg Christiansen

Kære alle - og i særdeleshed Pernille,
Jeg er ked af, hvis vi ikke har formået at udtrykke os klart nok - det skyldes måske til dels at vores kronik blev bragt i en væsentligt forkortet udgave, og at der er blevet ændret lidt på indholdet i en, synes jeg, provokerende retning, umiddelbart før den gik i trykken. Der blev fx lavet en ny overskrift og brugt ordet "vrangbilleder" i en underopdeling. Dette ikke med vores vidende. Jeg er helt enig i at der er al mulig grund til ydmyghed omkring hvordan psykisk sygdom skal behandles, for der er så meget vi stadig ikke ved, selvom der også er en del vi er blevet klogere på. Det er også rigtigt at det langt fra er nok kun at skele til psykiatrien for at finde svar. Der er brug for en masse andre faggrupper hvis vi for alvor skal blive klogere, og der er brug for at der fokuseres mere på forebyggelse, som flere skriver. Der er også brug for at vi hører alle i debatten. Lige nu oplever jeg at både patienter og personale i psykiatrien har svært ved at komme til orde og det er synd for der går så meget erfaring tabt. Jeg håber virkelig at vi kan få en debat igang hvor folk tør melde sig på banen og fortælle om deres oplevelser på en måde som er løsningsorienteret. Hvor patienter, pårørende og ansatte kan byde ind med forslag til hvordan det kan gøres bedre.
Jeg kender mange ildsjæle som arbejder i psykiatrien. Jeg betragter mig selv som en af dem, og jeg er heldigvis grøn nok til at være særdeles åben for forslag. Det er netop for at skabe et rum hvor folk tør komme med forslag at Andreas og jeg ønskede at problematisere at mediernes portrættering tit bliver ensidig og ikke giver plads til at undersøge de svære situationer, man kan stå i på en psykiatrisk afdeling. Så lad os fortsætte debatten og blive klogere sammen. Glædelig jul til jer alle.

Brugerbillede for olga runciman

@Randi

Der findes flere forklaringer for hvad en psykose er. Den du beskriver er den klassisk psykiatriske forklaring. En forklaring, der tilfældigvis også passer ind i psykiatriens biomedicinske paradigme, hvor løsningen er psykofarmaka. Men for mange, der har oplevet psykose, er medicin højest en kortvarig lindring. Hjælp til at finde mening, forståelse samt hvordan oplevelsen relaterer til deres som regel traumatiske livshistorie, de bærer rundt på, samt redskaber til at håndtere deres stemmer, paranoia mm. er langt at foretrække i de fleste tilfælde. Desværre får de færreste mulighed for det, og mange ender på en livslang medicinering med de alvorlige konsekvenser, det indebærer, såsom en gennemsnitlig med 20 år forkortet levetid, for ikke at nævne de dybt alvorlige bivirkninger disse mennesker bliver udsat for.
Åben dialog i Finland, Soteria house og lignende, for ikke at glemme Hearing Voices Network - stemmehørernetværket's tilgang, ser på psykoser på en langt mere nuanceret måde, end at det bare handler om, at man mangler nogle filtre...

Brugerbillede for Peter Andersen

Psykisk sygdem vil nok aldrig blive en eksakt videnskab, og i ren
underdanighed bør man huske, at epilepsi engang var forklaring
på det onde, og det hvide snit indtil 1983 var en løsning.

Brugerbillede for Randi Pedersen

Olga:

Det er den bedste model der findes og den passer bedst på hvordan patienterne oplever psykose samt hvordan en psykose bliver udløst. Desuden bygger atypiske medikamenter på den model, de er så og sige modeleret efter den, hvilket forklarer de er ret så effektive for de fleste mens de har langt færre bivirkninger, end de typiske ældre medikamenter. Det burde være et bevis i sig selv at teorien holder.

Hvis du mener der findes bedre modeller så skriv dem!

Medicinens bivirkninger er stærkt induviduel. Jeg har selv taget risperidon i omkring 3år nu uden de store bivirlninger udover lidt vægt øgning og konstant træthed i starten af behandlingen. Men efter ca. 4måneder klingede bivirkningerne af.

Brugerbillede for Conni  Henriksen
Conni Henriksen

Ordet psykisk sygdom - i den konservative psykiatriske sprogbrug, medvirkende til at stigmatisere, stemple og fastholde mennesker som er psykisk sårbare i perioder af varierende længde. Samtidig er det et forsøg på at tage patent på behandlingen af mennesker, der bliver angste, deprimerede, maniske og psykotiske samt en stor gruppe af mennesker med såkaldte personlighedsforstyrrelser... Det er anerkendt at årsagerne til personlige problemer af psykisk karakter er mulitfaktorielle. Min holdning er at det skal behandlingen også være! Men er bange for at en del psykiatere har misforstået dette - og derfor forsøger at behandle symptomerne med multi mange medikamenter; antipsykotisk, antidepresiva og benzodisapiner - som i bedste fald dæmper hallucinationer, vrangforestilinger, depression og angsten en smule, men sjældent får symptomerne til at forsvinde eller ophøre. I værste fald virker medicinen slet ikke - ikke engang i voldsomme store mængder kan medicinering fjerne symptomerne.
Eksemplet med at have taget medicin i 3 år (risperidon) - svare til hvis jeg i en periode havde hovedepine - og fik at vide af min læge at det eneste var at gøre var; at jeg skulle tage hovedepinepiller fast i 3 år - for at dæmpe smerten... Måske skyldtes min hovedepine spændinger/muskelinfiltrationer/myoser i nakken. Men den behandlingen - jeg får tilbudt - er ensidig symptom-lindring, uden hensyntagen til jeg måske var bedre tjent med at få behandlet årsagen til min hovedepine. MEN så ville det medicinalselvskab, der producerer panodil IKKE tjene på behandlingen af mig...
Jeg fornemmer at Mette Berg Christensen er åben og imødekommende i.f.h til at fortsætte debatten med de forskellige parter - hvor jeg tænker at det er vigtigt at de overlevende "patienterne" bliver hørt - og at de forskellige organisationer for disse - bliver respekteret for i.f.h til deres erfaringer og forslag til en mere nuanceret og bredspektret behandling. Hvor der satse på en ny tilgang til både opfattelsen, forståelsen og hjælpen til psykisk sårbare mennesker. Udover den medicinske.
Faktisk burde der laves EN HEL NY uddannelseinstitution til psykiatri-medarbejder: Idag eksisterer der ingen uddannelse i.f.h til proffesionelt at arbejde recovery. Det har altid undret mig at der ikke findes nogen specifik uddannelse ... Udover psykiater og psykologer. De fleste der arbejder indenfor sygehus og social psykiatrien har stået i "mesterlære" d.v.s er oplærte i det konservative psykiatriske system. Hvor hirakiet hersker i bedste velgående - og hvor der øverst oppe - så højt oppe - at de er usynlige for de fleste - sidder mægtige medicinalindustrier og trækker i psykiaterne - som "uforskyldt" agerer marionetdukker...
Det er på tide og se en anden vej - på brugerne af psykiatrien - og se om ikke de er bedre hjulpet med mere fokus på empatisk kontakt - samtale-terapi/psykoterapi - psykoedukation - rehabilitering samt - ikke mindst - blive mødt af en normaliserende holdning til deres psykiske sårbarhed.

Brugerbillede for Frans Kristian Randlev Mikkelsen
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Det er ikke kun i psykiatrien, der sker uhensigtmæssige ting. Det gør der sandelig også på de somatiske hospitaler.
Jeg har f.eks. bemærket, at der tilsyneladende er rigtig meget, der sejler inden for obstetrikken(fødsel). De gravide og fødende bliver tit behandlet så åndssvagt af jordemødrene, så de nærmest mister lysten til at føde igen.
Det ville helt sikkert hjælpe på holdningen til patienterne, hvis de også var “kunder i butikken”. Hvis de risikerede at gå et andet sted hen efter dårlig behandling. På den måde er en vis grad af privathospitaler i høj grad til alle patienters vel.

Brugerbillede for Lars Kristensen
Lars Kristensen

Psykiske lidelser kan ikke bekæmpes med medicin, de kan højest dulmes eller afledes, men fjerne dem kan ingen medicin.

Psykiske lidelser er reaktioner fra sunde menneskelige sind, der reagerer på omgivelser der er mentalt usunde.

Medicin kan ikke fjerne de usunde omgivelser, det kan kun de mennesker der lever i dem og kan de ikke gøre det, så må vort samfund træde til.

Desværre er det ikke vore omgivelser der ændres på, men derimod tvinges mennesker til at indrette sig efter usunde omgivelser og alt for ofte sker dette gennem medicinering og psykisk tvang.

Turde de danske psykiatere stå frem og fortælle, hvad det faktisk er der gør mennesker psykisk lidende, så ville selv politikerne kunne vågne op af deres søvngængeri, så vi kan få et samfund med omgivelser der giver mindre usunde miljøer for os mennesker.

Lad os ikke bekæmpe psykiaterne eller psykiatriens ansatte.

Nej, vil skal hjælpe dem til at turde gøre det de ren faktisk er lært op til, men som de ikke har mulighed for på bedste måde at gøre, fordi vi har et samfund der kræver noget andet end det psykiaterne og de ansatte er lært op til.

Psykiaterne skal ikke bekæmpe den mentale lidelse menneskene lider af, men derimod det der skaber den mentale lidelse hos menneskene.

Det er jo ikke selve lungebetændelsen en læge sætter sig til at bekæmpe, når lægen giver en indsprøjtning med antibiotika, så er det et forsøg på at bekæmpe det der har frembragt lungebetændelsen.

Derfor bruges psykiatriens læger forkert, for de bekæmper ikke de ting i vore omgivelser der skaber de mentale lidelser. I dag forsøger de blot at dulme lidelserne ved hjælp af medicin, i stedet for at få bekæmpet det der skaber lidelserne.

Der er jo heller ingen læger, der alene giver et menneske et glas hostesaft og smertestillende piller, når det lider af lungebetændelse. Gjorde læger det, ville størstedelen af deres patienter faktisk dø af lungebetændelse.

Så lad os dog få gjort de danske psykiatere mentalt stærke nok til at bekæmpe det der netop skader mennesker mentalt, på sindet, for det er ikke de psykiske lidelserne der har skadet mennesker på sindet.

Det er og bliver omgivelserne og dertil hører vort nære (familien), det lokale (gruppe- og arbejdsmiljøet), det nationale og det globale samfund, i alle dets mærkelige og mentalt skadelige krav og normer til den menneskelige tilværelse.

På med arbejdstøjet i 2013 og lad os så få gjort has på de mentalt dårlige omgivelser, for det er og bliver dem der fremprovokerer de mentale lidelser.

Godt Nytår