Læsetid: 5 min.

Farveblindhed i folkeskolen

Er interkulturel pædagogik ikke bare fine ord fra `pladderhumanister´, der undlader at se de virkelige problemer med indvandrere i øjnene? Ikke hvis vi dropper forestillingen om, at etnicitet og kultur ikke har nogen betydning for vores identitet
16. december 2012

Rigtig mange skoler arbejder med ligeværd ud fra idealer om farveblindhed. I skoleverdenen forklarer man ikke længere elevers adfærd med deres kraniestørrelse, race eller kulturelle og etniske tilhørsforhold. Grønlændere anses ikke længere for at være barnlige sjæle, rødhuder for at være aggressive og sorte for at være slappe og dovne. Forklaringer som »det er også fordi han er araber« hører fortiden til. Og tak for det.

Men den lærer, der siger: jeg ser ikke etnicitet, kultur, social position eller religion, men børn, når jeg kigger ud over klasseværelset, forspilder en chance for at få information om sine elever. Denne lærer vil ikke få viden om elevernes oplevelser af, hvordan det at tilhøre forskellige fællesskaber har indflydelse på deres liv og skoleliv – og det er kun ved at få viden herom, at man kan gøre noget ved børnenes vilkår og ændre de oplevelser, de medfører.

Vi ser det samme i skolernes profiltekster, der er fyldte med ord som ligestilling, ligeværd og anerkendelse og udsagn om, at det er lærernes ansvar, at alle elever kan deltage på lige fod i undervisningen. Der gøres ikke racemæssig, kulturel eller etnisk forskel på elever i skolen.

Den tilgang kan ses som et udslag af fuldendt ligestilling, tolerance og åbenhed. Det kan desværre også ses som en ide eller myte om farveblindhed, der skygger for at skoler og lærere ser, at farve, etnicitet og kultur betyder noget i elevernes liv.

Sprog er ikke uskyldigt

I den farveblinde verden anses vi alle for ens. Kategoriseringer, der udpeger nogle som anderledes, undgås. Man er bevidst om, at sprog former vores forståelse af verden, og at man ved hjælp af sprog kan fastlåse mennesker i kategorier, som de muligvis ønsker at komme ud af.

Derfor er ikke bare racebegrebet, men også både etnicitets- og kulturbegrebet under kritisk lup i disse år. Vi bevæger os fra det beskrivende kulturbegreb, hvor mennesker er bærere af deres kultur til et dynamisk kulturbegreb, hvor kultur tænkes som noget, der opstår mellem mennesker – noget vi bl.a. skaber, når vi kalder hinanden for henholdsvis araber, tyrker og dansker.

Fører denne sproglige bevidsthed til, at man slet ikke taler om forskelle, kan lærernes praktiserede farveblindhed stå i stærk kontrast til elevernes identitetsforståelser og underkende deres oplevelser af og erfaringer med at tilhøre etniske og kulturelle grupperinger.

Laura Gilliam peger i sin bog ‘De umulige børn og det ordentlige menneske‘ på, at især tosprogede drenge oplever, at de bliver forkastet af samfundet. De oplever, at de ikke passer ind i elevnormen, der er baseret på middelklasseeleven. De erfarer, at der er etniske mønstre i ris og ros, og de oplever sig som de dumme og som dem, lærerne ikke kan lide.

I medier, skolepolitik og faghæfter bliver de udpeget som tosprogede, anderledes og ofte problematiske, og når der sættes ind på at lære dem de danske normer og det danske sprog, så skubbes de for alvor ud af kategorien dansker.

De tosprogede drenge som Gilliam skriver om oplever næppe at blive forstået og anerkendt, hvis deres lærere underkender betydningen af oplevet etnicitet, kultur og nationalitet og ikke er nysgerrig på, hvad disse fællesskaber betyder for elevernes skoleliv og læreprocesser.

Det antikulturaliserende og antietnificerende blik på eleverne, som den interkulturelle pædagogik tilstræber, kan medføre en naivitet og blindhed for de forskelle, der reelt eksistere. For nogle lyder tilgangen som socialromantisk multikulturelt drømmeri: Er det ikke bare fine ord fra `pladderhumanister´, der undlader at se de virkelige problemer i øjnene?

Hvis interkulturel pædagogik praktiseres uden at tage højde for elevernes oplevede forskelle som praksis og virkningsfuldhed, så har kritikerne ret i, at virkelige problemer overses og interkulturel pædagogik kan stik imod hensigten medvirke til opretholdelse af institutionel racisme. 

Drop farveblindhed og fokuser på kultur som noget vi gør sammen

‘The million dollar question‘ som den interkulturelle pædagogik efterlader lærere med er, hvordan de balancerer mellem at anerkende elevernes etnicitet, kultur og sociale position samtidigt med, at de ikke fastfryser dem i kulturelle og etniske identiteter.

Et godt svar på denne balancegang er praksisorienteret interkulturel pædagogik. Når man fokuserer på praksis, kan man sagtens være yderst bevidst om, hvordan kultur sidder i kroppen og giver sig udslag i virkeligheden, hvor forskel gør en forskel. Sæt fokus på hvordan kultur konstrueres og bruges med henblik på ikke blot blindt at reproducere de virkningsfulde forskelle.

Vi kan ikke fjerne kultur og etnicitet som identitetsmarkør gennem undervisning. Derimod handler det om at få elevernes fortolkninger, oplevelser og erfaringer frem, så de opdager åbninger i forhold til deres identitet, der giver dem mulighed for at forme deres egen etniske og kulturelle tilhørsforhold.

I det praksisorienterede interkulturelle perspektiv er etnicitet, nationalitet, kultur eller race ikke hverken et biologisk eller naturgiven tilhørsforhold, men snarere oplevede og reelle forskelle, der bliver til i menneskers interaktion med hinanden.

Undervisningen skal ikke fjerne forskelle, men arbejde på at synliggøre, hvordan vores kulturelle billeder ofte er forenklede forestillinger, man bevidst skal arbejde på at kvalificere. Det handler ikke om, at være en farveblind skole, men om at kunne se nuancerne. Det giver rum til børnene for at frigøre sig fra faste forestillinger om kultur og etnicitet og i stedet forme disse og søge ind i nye fællesskaber.

Den udvikling kræver, at vi i skolen tør tale om, hvorvidt vi bidrager til en institutionel racisme. At vi erkender at forskel gør en forskel, at man lærer eleverne at lytte til hinandens perspektiver, at man åbner verden i al dens mangfoldighed for eleverne, og at man tør pege på, hvornår og hvordan eleverne selv er med til at skabe forskelle, kultur og etniske grupperinger. Kort sagt, kræver det, at der på alle niveauer arbejdes med, at kultur er noget vi gør i tale, skrift og handling.

Blev læseplaner og skolereformer skrevet med praksisorienteret interkulturel pædagogik for øje, kunne man stoppe med at lukke elever inde i forestillinger om egne og andres kulturer, og i stedet give dem en bevidsthed om, at de alle sammen kan bidrage til det danske samfund med alt deres forskellige forskelighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At behandle nogen som helst som alle andre er det ringeste man kan gøre.
Så alt andet er bedre sent end aldrig. men det bliver uden erjendelses-tillæg på lønsedlen.
For det var alrid en selvfølge - for 'os'. .

Mogens Rasmussen

Jeg må indrømme at jeg skulle virkelig tage mig sammen for at komme igennem artiklen og forstå de mange indviklede synspunkter. Hvis dette er normen i folkeskolen er der måske en årsag til den manglende indlæring. Når tosprogede giver så mange problemer kan jeg anbefale en tur til en folkeskole i Luxembourg hvor manskal lære 3 sprog på 4 år. De mange sprog er nødvendig da Lezeburgisk kun er et talesprog hvorimod tysk og fransk er skriftsprog. Befolkningen består af 40% indvandrer flest fra Portugal og i en klasse i folkeskolen betydelig højere. Selv om jeg måske ikke har forstået hele budskabet er tosprogede elever ikke det helt store problem, men måske holdningen og rammerne for indlæring.

En klar kulturel forskel er at den arabiske kultur er mere kollektivistisk og den danske/Nordeuropæiske er mere individualistisk.

Har læreren ikke øje for at det arabiske barn, for manges vedkommende, er underlagt familie og bekendtes indflydelse på uddannelsesvalg og fremtid, så forstår læreren ikke barnets måde at agere på.
En lærer skal have empati for kulturforskelle og værdier, hvilket dog ikke betyder sympati for samme. Barnet skal, i sidste ende kunne fungere i det danske samfund. men vejen dertil kan være anderledes, end hos andre.