Læserbrev

Hvad blev der af den gode historie?

Debat
20. december 2012

Hvor er det trist endnu en gang at konstatere, at den gode historie om folkeskolen nedtones.

Den internationalt anerkendte undersøgelse, PIRLS, viser, at danske 4. klasser er de femtebedste i verden til at læse. På bare fem år er danske folkeskoleelever – på trods af massive besparelser, øget bureaukratisering og tidskrævende inklusionsopgaver – således gået fra en 18 plads til en plads i top 5. Så skulle man da tro, at regeringspolitikerne endelig udtalte sig positivt på baggrund af dette.

Men nej. Ikke engang et så flot resultat kan få undervisningsminister Christine Antorini (S) eller andre folkevalgte til at give lærerne i folkeskolen et skulderklap. I medierne bliver der heller ikke ryddet forsider – tværtimod. Det sælger jo ikke aviser, så nyheden bliver en lille notits et sted i avisen, hvor man er sikker på, det ikke vækker opsigt. Havde undersøgelsen nu vist det modsatte, ville både politikere og medier med al sandsynlighed have stået i kø for at pege fingre og påtale alvoren i resultatet.

Der skal derfor lyde en stor tak til tidligere minister Elsebeth Gerner Nielsen, som i Jydske Vestkysten 15. december skrev, at folkeskolen er god og bedre end sit rygte. Hun fremhæver også andre kompetencer, som for eksempel evnen til at samarbejde, hvor folkeskolen har en stor aktie i, at mange studerende lærer dette igennem deres folkeskoleforløb.

Hurra for en ekspolitiker, som tør sige noget positivt. Undervisningsministeren udtaler blot bekymret, at der stadig er brug for fokus på lærerne. Ikke et eneste anerkendende ord.

Resultater ties ihjel

Heller ikke statsministeren smider om sig med superlativer i den forbindelse. Selvom PIRLS-undersøgelsen viser, at det ikke er antallet af timer, men kvaliteten der er afgørende.

Janteloven lever tilsyneladende i bedste velgående på Christiansborg. Lærerne skal i hvert fald ikke tro, at de er noget – heller ikke på baggrund af et flot resultat. Det ties ihjel, så al opmærksomhed kan rettes mod regeringens nye reform, som fratager forældrene ansvaret for deres egne børn.

Giv ansvaret for undervisningen tilbage til lærerne og giv forældrene ansvaret for deres børn tilbage. Og prøv så – bare til en afveksling – at se den gode historie om folkeskolen.

Lene Faurholt, folkeskolelærer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Andersen

Den gode historie gemmes til lærerne er trynet og har fået forringet løn og arbejdsvilkår , som tak for indsatsen.

Så kan de om nogle år begynde forfra med at bearbejde på de dårlige indvirkninger besparelserne har haft, med at få genetableret kvaliteten.

Nye reformer kan allerede anes i horisonten og krønikken kan fortsætte uden ende

Jens Overgaard Bjerre

Det kan skyldes, at der er så mange, som har dårlige erfaringer med deres skoletid. Og!, at det er nogle helt utrolige dårlige signaler at sende, når statsministeren og beskæftigelsesministeren sætter deres unger i privatskoler. Der er også hele den elitære tankegang, som vinder frem overalt. Altså at der er nogen som er 'bedre' end andre og at disse derfor skal have forrang frem for andre.

Meget kedelig udvikling, som ligner elitære tendenser fra tidligere perioder, hvor storkapitalen har været presset. Jeg kan kun advare i mod dem.

Det lyder ret flot, og godt gået.

Søren Blaabjerg

Et blandt mange eksempler på, at partsindlæg har det med at være enøjede og se helt bort fra virkelighedens forskelligartethed. Der er givetvis mange dygtige lærere og skolelere i folkeskolen, men også en del, der ikke er det. Der er folkeskoler, der har særlige problemer, f.eks. af social og integrationsmæssig karakter., og der kan være nogle, der er lykkeligt fri for dem. Der kan være gode og velfungerende klasser, og der kan være klasser med problemer, og hvor al for megen tid må bruges til at skabe ro til at undervisningen kan foregå rimeligt udbytterigt for alle.

Af samme grund kan man f.eks. ikke fortænke kvalitetsbevidste forældre, der har mulighed for det, vælger folkeskolen fra, hvis deres børn vantrives i den lokale folkeskole og ikke får det udbytte af undervisningen, man kan forvente, og diverse politiske "frelsende" sloganer er også på forhånd dømt til at mislykkes, hvis man skærer alle over en kam.

Hvad er det for en "internationalt anerkendt undersøgelse "PIRLS" forøvrigt. Man har vel hørt om "PISA". Er PIRLS sådan en slags konkurrent til PISA eller hvad?

Ole Lund Petersen

De gode resultater?

Meget af den debat der foregår i øjeblikket bygger på en skoleform der ikke har været beskrevet endnu,vi har endnu ikke fundet ud af, om det er en heldagsskole eller en helhedsskole, hvad er forskellen? nogle skoleledere har iværksat forsøg med en anderledes skole, godt for det, men det er da beskæmmende at man læser, (pol 18.12.12 undersøgelse fra EVA) at lærerne ikke lever op til folkeskoleloven og underviser ikke efter de mål, politikerne har fastsat, konsekvensen er, at eleverne ikke lærer det, de skal og de læringsmål der er fastsat fra politisk hold ikke bliver fulgt, så bare en sådan problematik må da være grund nok til at folkeskolen får en tiltrængt fornyelse. Er det de gode resultater?
Jeg hilser med glæde, at man fra regeringens side forsøger med noget der ligner mål og rammestyring indenfor folkeskolen, det er hårdt tiltrængt og dette vil selvfølgelig medføre, at man også skal se på hvordan lærerne udnytter deres arbejdstid, det er vel naturligt i en hvilken som helst form for forhandling, at den ene part fremføre sine synspunkter og modparten fremføre deres.
Lad os i stedet drøfte hvordan folkeskolen skal se ud, hvilke undervisningsmetoder fremmer bedst elevernes udvikling? Hvad vil trivsel sige og hvordan får man skabt en disciplin i skolen, hvor man
er kommet for at tilegne sig en viden? Hvad stiller vi op med de elever som har svært ved at indgå i sociale fællesskaber? Skal skolen stå for opdragelsen og hvad lægger vi i begrebet?
Jeg opfatter begrebet opdragelse som tilhørende familiens måde at påvirke deres børn og det jeg vil kalde den sociale handlekompetence noget som er synligt og konkret og som eleverne personligt kan forholde sig til og handle ud fra, og som er skolens opgaver, hvad stiller vi op med den metodefrihed der er beskrevet i folkeskoleloven og som privatskolerne jo nyder godt af, da de i mange situationer beskriver deres mål og rammer meget konkret og hvor man oftest ansættes ud fra en bestemt pædagogisk ide eller formål.
Det er sådanne drøftelser jeg syntes vil være fremmende for den fremtidige skoledebat, så vi kan tilbydes vores børn, en god og udfordrende skole.