Kronik

I Googles tidsalder har vi brug for universitetet

Internettet byder på et rum af muligheder, men lukker også vores verden, fordi det tilpasser sig til det enkelte menneske. I dette rum er det universitetets opgave at skabe mening og analyse i en verden af facts. For taber man balancen mellem facts og forståelsen af facts, mister såvel nettet som universitetet sin berettigelse, skriver KU’s rektor.
Universitetet kan hjælpe samfundet med at sortere i alverdens information på nettet og sætte viden i kontekst, skriver KU’s rektor. På billedet ses Københavns Universitets juridiske fakultet.

Universitetet kan hjælpe samfundet med at sortere i alverdens information på nettet og sætte viden i kontekst, skriver KU’s rektor. På billedet ses Københavns Universitets juridiske fakultet.

Niels Ahlmann Olesen

28. december 2012

Jeg så et klip fra tysk tv. I projektørlyset var Helmut Schmidt, der Alt-kanzler, 93 år gammel. Rank sad han i sin kørestol, pulsede på sine politisk ukorrekte cigaretter og tordnede: »Det er blevet sværere at gøre indtryk på de unge. Det er ikke kun en kritik af politikerne, men også af universiteterne. Vi er blevet en verden af twittere, internetbrugere og fjernsynstro (Fernsehglauben). Vi er et mere overfladisk samfund end for 30 år siden.«

Rabler det for den gamle kansler? Manden kan jo ikke skrue mediebilledet tilbage til kanslertiden i 1970’erne. Dengang tv-serierne Der Alte og Sesamstraße var forbeholdt jyderne og sydhavsøerne. Mens vi andre i hovedstaden kun havde antennerne ude efter Ingmar Bergman og Ingemar Stenmark. Eller er der noget rigtigt i Alt-kanzlerens kritik? Det må vi hellere se nærmere på.

Internettets såkaldte pluralisme

Det britiske ugemagasin The Economist har udnævnt Googles founding father Sergey Brin til selve ’oplysningens mand’. Vor tids Guttenberg, der har gjort alverdens viden tilgængelig for menigmand. Og foretagendet har endda et godmodigt slogan: don’t be evil.

Men ifølge internetaktivisten Eli Pariser er Googles pluralisme en sandhed med modifikationer. Google bruger nemlig som bekendt algoritmer, koder tilpasset det enkelte menneske. Derfor kan to søgende mennesker på to forskellige computere få forskellige resultater. Begge søger på Egypten. Den ene bliver orienteret om det arabiske forår og den politiske turbulens i landet. Den anden får indbydende tilbud om en daseferie ved Det Røde Hav. Facebookstifteren, Mark Zuckerberg, har formuleret denne persontilpassede og konkrete virkelighed sådan: »Et egern, der dør foran dit hus, er måske mere relevant for dig lige nu, end at folk dør i Afrika.«

I am Philip Roth

Et sidste skeptisk eksempel på internettets problemer: Philip Roth er en af de største nulevende, amerikanske forfattere. Roth opdager en fejl i Wikipedias artikel om romanen The Human Stain. En roman han, i parentes bemærket, selv har skrevet. Han skriver pænt til Wikipedia, om de ikke nok vil rette fejlen i artiklen. Men han bliver prompte afvist, fordi Philip Roth, som Wikipedia-redaktøren forklarer, »ikke er en troværdig kilde« til Philip Roths forfatterskab. Nu er Roth rødglødende af raseri. Han skriver et åbent brev om justitsmordet i magasinet The New Yorker. Og ligesom hos Kafka ligger essensen i brevets allerførste sætning, hvor en vantro Roth prøver at sætte autoritetsforholdet endegyldigt på plads: Der står: »I am Philip Roth«. Punktum.

Men selvfølgelig bringer nettet også mange gode ting med sig. Det rummer i hvert fald et aktiverende politisk element, som kan sætte hele folkemasser i bevægelse, her fortalt i nettets personbårne sprog: Khaled Said, en 28-årig alexandriner, blev banket ihjel af Mubaraks hårdtslående politi. En ansat hos Google i Dubai samlede en smartphone video op fra nettet, etablerede en protestside på Facebook og fik revolutionen til at rulle under sloganet ’Vi er alle Khaled Said’. Og dette martyrium, formidlet af Facebook, fik hele rækken af Mellemøstens autoritære regimer til at vakle som dominobrikker. Denne politiske dimension er positiv. Man bør blot huske på, at Facebook ikke fuldfører revolutioner, selv om det kan sætte dem i gang.

Den nye vidensdeling

På universitetet spiller internettet en særlig rolle. Nettet blev jo ’opfundet’ af nogle fysikere i CERN som et simpelt værktøj til kommunikation mellem forskere. Sidenhen viste det sig, at nettet kunne bruges til meget andet – sådan er det jo ofte med god forskning. I dag bruger forskere nettet på alle mulige måder, for eksempel sådan her: I 10 år havde alverdens forskere forgæves forsøgt at beskrive strukturen af et enzym fra en aids-virus. Men så fik forskere på University of Washington en fiks idé. De uddelegerede simpelthen gåden til de sociale medier. 57.000 computerspillere og selvbestaltede it-typer lagde colaflasken til side og tog fat på opklaringen af enzymets struktur. 10 dage senere var opgaven løst. Resultatet kan man læse i en artikel i det anerkendte tidsskrift Nature, hvor nørderne er behørigt krediteret som medforfattere.

Ligesom resten af samfundet befinder universitetet sig i et eviggyldigt skisma mellem det gamle og det nye, mellem kansler Schmidts finkultur og forskningens nye subkulturer, mellem traditionsbundne maskinstormere og teknologibegejstrede futurister, mellem internetskeptikere og internetoptimister. Naturligvis skal vi være bevidste om nettets faldgruber og ufuldstændigheder. Men vi skal ikke være så bagstræberiske, at vi afviser nettets enorme nettonytte. Desuden er det også en uomtvistelig del af universitetets ånd at være åben og nysgerrig over for det nye. Nok skal vi fastholde kritikken som instinkt, men at være modstander af internettet svarer til at være modstander af tyngdekraften, havets bølger eller andre urokkelige naturlove.

Et spørgsmål om dannelse

Med andre ord skal vi på universitetet bruge nettet som redskab i forskning og uddannelse men den varsomhed og kontekstafhængighed, som det fordrer. Men universitetet har også en helt særlig position som dannelsesinstitution. Universitetet kan hjælpe samfundet med at sortere i alverdens information på nettet og sætte viden i kontekst. H.C. Ørsted har formuleret denne dannelsestanke meget rammende. I 1824 skrev forskergeniet i Nyt Aftensblad: »Det er ikke så meget kundskabsmængden”, der må være målet for den højere undervisning, men det fornuftens stempel, der sættes på disse kundskaber.« Jeg tror, at dette fornuftens stempel er universitetets særlige aftryk i form af det, vi kalder dannelse. Fornuften er ikke værdineutral. Den rummer en menneskelig afvejning. Analyse og prioritering er vigtigere end mængden af viden. Hvis man derimod taber balancen mellem viden og erkendelse mellem facts og forståelsen af facts, mister såvel nettet som universitetet sin berettigelse.

Universitetets dannelsesbegreb er ikke definitivt – men dialektisk. Vi skal mestre viden om de store strukturer og i yderste konsekvens erstatte dem med nye strukturer. Den flade jord der viste sig at være rund. Eller da Bohr skabte atom-modellen. Det er altså ikke et enøjet forsvar for kongerækken. Men hele rækken af argumenter for og imod kongernes historiske betydning.

Humanioras særlige plads

Dannelsesbegrebet har betydning for hele universitetet, også de naturvidenskabelige fag. Men vi skal i særlig grad være bevidste om humanioras afgørende rolle for hele samfundets erkendelses-kapacitet. »Ej blot til lyst« står der med guldbogstaver over Det Kongelige Teaters ’Gamle scene’. For nok er der fornøjeligt teater og drama over ’de skønne kunster’, men humaniora er ikke bare spil for galleriet, men den menneskevidenskab, som kan skabe klangbund og resonans i hele samfundet. Jeg er meget opsat på, at humaniora igen skal opfattes med den alvor, som er fortjent. I den ånd har KU’s bestyrelse for nylig afsat et ekstra millionbeløb til netop humaniora. Penge der blandt andet skal bruges til at ansætte flere forskere til at undervise og skabe en fastere struktur på uddannelserne med flere undervisningstimer.

Et sted i gamle kansler Schmidts selvbiografi står der nogle sætninger, som favner denne humanistiske tanke: »I dag er det vigtigste at lære, hvordan man forstår andre folkeslag. Ikke kun blot deres musik, men også deres filosofi, deres holdning, deres adfærd. Kun da kan nationerne forstå hinanden.« Og, kunne man tilføje, kun på den måde kan universitetet bidrage til, at vi forstår verden gennem internettet.

 

Ralf Hemmingsen er rektor på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her viser KU's rektor sig fremme i skoen, den dag trenden med afsløring af falske doktorafhandlinger i Tyskland får en dansk udgave.
Det var Ralf Hemmingsen ikke i sine relationer til den tidligere medarbejder Milena Penkowa.

Heinrich R. Jørgensen

Udmærkede intentioner, og en ganske god tekst.

Philip Roth opnåede gennem sin publicerede artikel, at kreere en kilde, som Wikipedia-artiklen kunne henvise til, og dermed kunne der ryddes op i sludderet. Hvilket skete straks, i øvrigt.

Wikipedia er tænkt som en encyclopædi, og de udsagn enhver artikel består af, bør kunne begrundes med henvisning til kilder. Der er kilderhenvisningerne og kildesamlingerne, der er det væsentlige ved Wikipedia. De, der tager artiklernes udsagn for pålydende, uden at læse diskussionssiderne og referere til kilder, har næppe noget at gøre på noget universitet. Det samme kan siges, om de der anvender andre encyclopædier, opslagsværker og akademiske værker.

Hvorfor anvender Ralf Hemmingsen en anglicisme som 'facts', når det danske ord 'kendsgerninger' er fuldt dækkende? Det ville desuden minde om, at ikke alt man han kendskab til, skyldes hvad der kan observeres ('gerninger'), dvs. måles. Den anden kilde til at opnå kendskab, sker gennem tænkning, også kaldet filosoferen.

Bortset fra disse skønhedspletter på en i øvrigt glimrende tekst, kan jeg fuldt ud tilslutte mig betragtningerne.

Hvad universiteter kan bidrage med og til, er kritisk tænkning. Der er ingen anden 'værdig' begrundelse for universiteters eksistens, end dét. Her rinder de klassisk-hellenske visdomsord i hu: "Just do it".

Så har Ralf Hemmingsen opdaget internettet og hurra for det. Nu mangler vi så bare at han opdager hvor skadelig hans ageren har været for universitetsverdenen og forlader posten som rektor.

Jørgen Mathiasen

Man fristes til at nævne en ualmindelig klog bog, nemlig Umberto Ecos vejledning til specialeskrivende. Det tog ganske vist det danske samfund tyve år, at få den oversat, men den var fortsat klog, og alt hvad Eco har skrevet om litteratur- og kildeopsøgning gælder også for anvendelsen af internettet.

Derudover bør dagens universitetsstuderende være i stand til at omsætte hans kartotekskortsystem til en relationsdatabase, således at der opstår et komplekst system af vidensrelationer, referencer og noter.
Et glimrende udgangspunkt, som professoren skriver, også for anvendelsen af internettet og tolkningen af dets information.

Thomas Ciborowski

"På universitetet spiller internettet en særlig rolle. Nettet blev jo ’opfundet’ af nogle fysikere i CERN som et simpelt værktøj til kommunikation mellem forskere. Sidenhen viste det sig, at nettet kunne bruges til meget andet– sådan er det jo ofte med god forskning."

Det er lidt for nemt at sige i dag, specielt med det eksempel, men hvis man kigger paa videnskabens historie er der flere eksempler paa folk der har roddet rundt med teorier og projekter der blev betragtet som .. "ikke god forskning" Men som flere aar senere blev grundlaget for nye teorier.

Eksemple er Carl Friedrich Gauss som begyndt at "lege" med geometri i 3 dimensioner og kom op med nogen maerkelige faenomener som paa det tidspunkt var noget maerkeligt noget. Og som ikke havde noget almen gavn. Det blev meget brugbart for Einstein mange aar senere til at forklare og argumentere for sin realitivitets teori. Specielt da der paa det tidspunkt endnu ikke var nogen brugebare observationer af hans teori.

Det eneste daarlig forskning jeg kan komme i tanke om er for eksempel naar en forsker fusker med sine forsoeg for at opnaa et forud bestemt resultat.

@Joergen, tak for tippet mht. Umberto Ecos vejledning to specialeskrivende.

Universiteterne er blevet en veldresseret abe under Anders Foghs korstog mod den fri forskning. Derfor er universiteterne ikke blevet mindre nødvendige - men internettet er blevet så meget mere vitalt.

Man synes idag, ikke hos vismændende, økonomerne, juristerne, filosofferne, djøf'erne og andet som har deres udspring fra universiteterne - at kunne finde svarerne på DK, EU's og den globale verdens udfordringer.

Det synes at skulle komme andre steder fra, derfor er internettet et vigtigt redskab - også til at holde "Venstre borgmestrene" på universiteterne i ørerne.

Forhåbentlig er det ikke kun ved højtidelige lejligheder, KU gør opmærksom på problemerne med Google som søgeredskab.
Der findes adskillige søgemaskiner som ikke levererer profilerede søgeresultater - for et dårligere udgangspunkt for videnskabeligt arbejde kan man vel næsten ikke forestille sig. Google-problemerne skal meldes konsekvent ud til gymnasieelever og universitetsstuderende i hverdagen.

Finn Årup Nielsen

I Googles tidsalder har Ralf Hemmingsen brug for Wikipedia.

"På universitetet spiller internettet en særlig rolle. Nettet blev jo ’opfundet’ af nogle fysikere i CERN som et simpelt værktøj til kommunikation mellem forskere."

Nej, det gjorde det ikke. Internettet blev opfundet i USA. Det er WWW der blev opfundet på CERN. Ikke af "nogle fysikere" men af Tim Berners-Lee.

Man skal ikke bruge Wikipedia som kilde, men for en gangs skyld: http://de.wikipedia.org/wiki/Geschichte_des_Internets

Finn Årup Nielsen

I Googles tidsalder har Ralf Hemmingsen brug for Wikipedia. II

Ralf Hemmingsens præsentation af Philip Roths Wikipedia-sag er forkert på flere punkter.

"Roth opdager en fejl i Wikipedias artikel om romanen The Human Stain."

Nej, der var ikke tale om en fejl. Wikipedia citerede bl.a. den fremtrædende amerikanske literaturkritiker Michiko Kakutani. Kakutani havde i New York Times anmeldt Roths bog og bl.a. skrevet "This premise seems to have been inspired by the life story of Anatole Broyard". Wikipedia refererede blot med klar kildeangivelse hvad Kakutani skrev. Wikipedia skrev ydermere at Roth havde udtalt at han ikke var inspireret af Broyards historie.

"Han skriver pænt til Wikipedia, om de ikke nok vil rette fejlen i artiklen."

Det er en forsimpling. Det første der skete var at en anonym person der kun kunne identificeres ud fra en IP-adresse påstod at være Roths "biographer" og slettede teksten uden nærmere forklaring andet end at det var pga. "at Philip Roth's insistence".

"Men han bliver prompte afvist, fordi Philip Roth, som Wikipedia-redaktøren forklarer, »ikke er en troværdig kilde« til Philip Roths forfatterskab."

Det er forkert. Philip Roth fejlciterer Wikipedia-redaktøren. Wikipedia-redaktøren bad om "secondary sources" og anerkendte at forfatteren er "the greatest authority" til hans eget arbejde.

"justitsmordet"

Justitsmord!? Det er et lige lovligt overdrevent sprogbrug.

En indgang til Philip Roths Wikipedia-sag er Wikipedia Signpost: http://en.wikipedia.org/wiki/Wikipedia:Wikipedia_Signpost/2012-09-24/In_...

Man kan øjensynligt skrive en længere akademisk afhandling om sagen. Den ligger sig i forlængelse af både Essjay-kontroversen og "Seigenthaler incident", der har ført til et fokus i Wikipedia på verificerbarhed fremfor "Sandheden". Idéen er at man ikke skal stole på hvad tilfældige eller utilfældige personer sætter ind i Wikipedia, men i stedet på hvad sekundære kilder med "institutionel autoritet" skriver. Roths Wikipedia-sagen har i mange medier og nu også hos Hemmingsen været delvis misrepræsenteret.

I stedet for en fejlende Wikipedia kan sagen anses som en forfatters forsøg på at censurere literaturkritik, på en forfatters forsøg på at opnå PR gennem Wikipedias brand, og på en forfatters metode til at tjene penge på gennem at skrive en New Yorker artikel.

Finn Årup Nielsen

Hvis der skal mere brænde på bålet om Philip Roth og Wikipedia kan man henvise til "Does Philip Roth know what inspired his novel?"
http://www.salon.com/2012/09/19/philp_roth_doesnt_get_last_word_on_what_...

Her er Anatole Broyard's datter, Bliss Broyard, citeret. Mens Roth skriver "I’ve never known, spoken to, or, to my knowledge, been in the company of a single member of Broyard’s family. I did not even know whether he had children." så skriver datteren:

"Roth was in fact “in the company” of a “single member of Broyard’s family”– at least once. It was November 23rd, 1988, at James Atlas’s annual party on the eve of the Macy’s Day Parade. I was 22, it was my first and last literary party with my dad, and I was terrified. But I have a very clear memory of him pulling me across the room to meet Roth. “Bliss,” my father said, rather pompously, “this is one of our most important American novelists. “ He turned to regard me. “So lithe and pale,” he pronounced. “Like a ghost.” It was a brief encounter–one I’m not surprised that he might have forgotten–but I am sure you all can understand why I haven’t."

For mig ser det ud som om Roth og Hemmingsen er bagud 2-0.

Vibeke Nielsen

Det er mærkeligt, at en universitetsrektor mener, at en forfatter rimeligvis bør kunne få en encyklopædi - online eller på tryk - til at ændre på informationer om hans inspirationskilder. Det ville jo være at fratage litteraturforskningen enhver autoritet og tillade, at biografiske artikler blev lavet om til selvbiografiske artikler, vel at mærke uden at fortælle brugerne af encyklopædien, at biografierne i virkeligheden i værste fald er selvpromovering og "mig selv ifølge mig selv". Problemstillingen omkring Wikipedias kvalitetskrav har dybest set intet med internettet at gøre. Man stiller de samme kvalitetskrav til trykte opslagsværker. I en trykt encyklopædi får Ralf Hemmingsen heller ikke lov at få sin selvbiografi publiceret som om den var en neutral biografi, baseret på omhyggelig research i personalhistorie, Medmindre det fremgår meget tydeligt af denne biografi, at den primære kilde er den omtalte person selv.

Wikipedia advarer eksplicit læserne imod selvbiografier og biografier over nulevende personer, fordi Wikipedia prøver at være et seriøst opslagsværk, der fortæller læserne, indenfor hvilke artikelgenrer de skal tage informationerne med et gran salt. De gør det netop for at højne kvaliteten. Der er vist nogle politikere og meningsdannere i dette land som burde læse lidt op på de faglitterære genrer - og lære at kende forskel på Facebook og en encyklopædi.

Altså, manden der opfandt bogtrykkerkunsten hed Gutenberg. Derimod findes der en Karl-Theodor zu Guttenberg, der som tysk forsvarsminister måtte gå af, da han havde fusket med sin doktorafhandling.
Det behøver man til gengæld ikke at have gået på universitetet for at vide.