International kommentar

Grækenland holder igen med privatiseringer

Trods store lånepakker og krav om enorme besparelser på de offentlige budgetter værger Grækenland sig ved at sælge ud af statens ejendom, som en løsning på nogle af landets økonomiske udfordringer
13. december 2012

Hvordan går det egentlig med Grækenland? Omtrent som det plejer at gå for den, som ikke har nogen penge, og derfor er gået konkurs. Eller værre. Nutidens grækere er blevet fattigere, og landet har en større gældsbyrde, end da den græske krise brød ud. I betragtning af hvor megen gæld der er blevet afskrevet, og hvor mange hjælpepakker, der er blevet leveret, kan dette lyde uforståeligt for mange europæere. Og sandsynligvis også for en og anden græker.

Men dette drama har sine egne love og koreografi. Når Grækenland kaldes et ’bundløst kar’, er dette en mere præcis og sober beskrivelse af virkeligheden, end hvad horder af tal formår. Hvordan skal vi da forsyne karret med bund? Ingen ved det. Alligevel bliver vi ved med at hælde nye penge i det. Også de er spildt. For de europæiske politikere tør ikke sige, hvad de fleste af os tænker: Grækenland vil aldrig blive i stand til – eller villig til – at betale sin gæld tilbage.

Pengene er væk

Tilbage står kun at afskrive alle fordringer. Men hvad skal det nytte, hvis Grækenland ikke samtidig undergår radikale reformer. En sådan proces vil indebære et tabula rasa for et helt samfundsmaskineri, som må erstattes med et helt nyt, moderne og europæisk system.

Den Kolde Krig og Europas opdeling i to halvdele betød, at en alternativ ’model’ kunne leve videre i Vesten i skyggen af den overordnede konflikt. Det skete relativt ubemærket, fordi lande som Grækenland, Spanien eller Portugal enten allerede var demokratier – i al fald nominelt – eller på vej til at blive det. Men under overfladen lurede klientelismen, som lige præcis er en negation af det parlamentariske demokrati, retsstaten og markedsøkonomien. Europas krise har nu blotlagt den klientelisme, som præsterede at overleve tyve år længere end ’den virkeliggjorte socialisme’. Men ganske som med folkedemokratiernes socialisme er der ikke noget alternativ: Også klientelismen må afskaffes.

Begge er nemlig gået fallit.

Intet bliver solgt

Dog kan det blive meget sværere at fjerne klientelismen end socialismen. Dette viser sig allerede i forkammeret til enhver reformpolitik. Det er blevet sagt, at Grækenland ikke kan reformeres uden omfattende privatiseringer. Staten ejer eller kontrollerer en stor del af samfundets værdier. Alt fra jord, bygninger og infrastruktur til lotterier. Grækenlands kreditorer har hele tiden insisteret på, at en stor del af dette måtte sælges fra for at skaffe penge til statskassen og strømline statsapparatet til en slank administration, der kan tjene de græske borgere. Men hidtil er næsten intet blevet solgt, og netop derfor er nye hjælpepakker blevet nødvendige.

Lad ingen tro, at dette er tilfældigt. Statslig ejendom erstatter i dette system de skatter, man ikke kan eller ikke vil opkræve. Den statslige ejendom genererer indtægter, skænker prestige og skaffer arbejdspladser, således at det bliver muligt at tilgodese klientellet. Omfattende privatiseringer? Men det ville jo være et slag imod den politiske klasses eksistens og lige så utænkeligt, som hvis Nordkorea skulle give sig til at afholde frie og lige valg med hemmelig afstemning.

Paradoksalt nok tror de græske borgere, at det har sammenfaldende interesser med den politiske klasse, som de ellers for det meste foragter. At sælge alt hvad ’vi’ ejer til udlændinge og millionærer? Til beløb, som i en krisetid med garanti vil blive underpriser? Måske endda hele øer? Fuldstændig utænkeligt! Altså sker der intet.

Hvem ejer hvad?

I Grækenlands tilfælde står det heller ikke klart, hvad der skal privatiseres. Som en arv fra tiden under tyrkerne findes der intet register over fast ejendom. Kommunisterne fortsatte i øvrigt på tyrkisk manér, således at det i Sydøsteuropa undertiden kan blive et mareridt af en gætteleg at finde frem til, hvem der faktisk ejer hvad. En sådan ’orden’ afskrækker selvfølgelig investorer og iværksættere, især udenlandske. I kombination med den generelle fattigdom bliver det tillige næsten umuligt at opbygge et ordentligt skattesystem.

Kroatien kan tjene som et eksempel. Hvad angår skatter, er Kroatien kommet en smule længere end Grækenland, selv om der heller ikke her findes mange penge at opkræve. Hvad kroaterne ejer er bundet op i fast ejendom. 1900-tallets forskellige etniske udrensninger og den landlige tradition for selv at bygge sine egne huse – som for det meste var det eneste, penge kunne investeres i under kommunismen – har gjort kroaterne til et folk, der ofte har flere hjem. En ikke ubetydelig formue, men bundet i død kapital.

De penge, som ikke findes i hverken statskassen eller i borgernes lommer, ønsker regeringen nu at gøre tilgængelige med en ny ejendomsskat på 1,5 pct.

Beskedent, skulle man mene. Men mange vil ikke kunne få råd til at betale en sådan afgift uden at sælge deres ejendom. Sådanne afgifter opfattes som ren konfiskation, hvor det igen er udlændinge og korrupte landsmænd, der er de eneste vindere. Og når alle bliver tvunget til at sælge, styrtdykker priserne naturligvis for kun at stige igen, når ejendommen har skiftet hænder. Men da vil kroaterne så ikke længere være herrer i eget hus.

Et kvalificeret gæt er, at den foreslåede ejendomsskat falder. I nabolandet Slovenien, der er mindre og rigere, har man arbejdet på at udforme en lignende lov i ti år uden at turde gennemføre den. I Grækenland vil det næppe gå anderledes.

 

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klap lige hesten, og tag den een gang til.

"Grækenland holder igen med privatiseringer." Står der i teksten.

Fakta er jo, uanset hvad långiverne mener, at ingen vil købe en offentlig virksomhed i et land i Grækenlands situation.

Og hvis man endelig kan finde en køber, er det en totalt useriøs virksomhed, der kun er ude på at svindle sig til flere penge.
Og i øvrigt vil prisen være så lav, at det vil være helt useriøst at sælge.