International kommentar

Ingen kan lide en by, der er for smart

Lad os håbe, at Rio snarere end Songdo eller Masdar bliver den primære inspirationskilde for fremtidens byplanlæggere
Debat
11. december 2012

I London afvikledes i sidste uge konferencen Urban Age om fremtidens by med deltagelse af computerguruer, arkitekter, byplanlæggere og politikere fra hele verden. Temaet var det hotteste inden for hightech, den såkaldt ’smarte by’: Moderne computere kan beregne meget andet end trafikbelastninger. De kan også fortælle os, hvor kontorer og butikker kan anbringes mest hensigtsmæssigt, hvor indbyggerne skal sove, og hvordan de forskellige dele af bylivet kan ’zoneoptimeres’.

Science fiction? På ingen måde. Smarte byer er allerede under opførelse i Mellemøsten og i Korea og er blevet et forbillede for flere byplanlæggere i Kina og byudviklere i Europa. Takket være den digitale revolution kan livet i byerne omsider bringes under rationel kontrol. Er det en god ting?

Man behøver ikke at være romantiker for at tvivle på det. Allerede i 1930’erne forudså den amerikanske urbanist Lewis Mumford, at fremtidens supereffektive motorveje ville kvæle vores byer. Efter Anden Verdenskrig advarede den schweiziske arkitekturkritiker Sigfried Giedion imod, at de moderne byggeteknologier ville frembringe et sjælløst landskab af kasser af glas, stål og beton. Gårsdagens smarte by, nutidens mareridt. Debatten om god arkitektur har ændret sig i dag, hvor den digitale teknologi har flyttet fokus til databehandling. Denne kan ske igennem håndholdte computere forbundet til ’dataskyer’ eller kommando- og kontrolcentre. Faren er nu, at fremtidens informationsmættede by ikke kommer til at udrette noget godt, når det gælder om at hjælpe mennesker til at tænke selv eller kommunikere godt med hinanden.

Passive indbyggere

Forestil dig, at du er en stor byplanlægger. Du sidder over for en tom computerskærm og skal til at designe en by helt fra grunden, og du har fuld frihed til at inkorporere det allernyeste højteknologi i dit design. I så fald vil du sikkert hitte på noget i retning af Masdar i De Forenede Arabiske Emirater eller Songdo i Sydkorea. Det er to virkeliggjorte versioner af fremtidens smarte by. Masdar er den mest berømte eller berygtede, Songdo den mest fascinerende på sin egen perverse måde.

Masdar er en halvt opført by, der spirer frem i ørkenen, og som i sit design og sin planlægning (der overvåges af mesterarkitekten Norman Foster) udstikker rammer for alle aktiviteter i byen igennem teknologisk monitorering og regulering fra en kommandocentral.

Byen er udtænkt efter ’fordske’ principper: Hver en aktivitet har fået defineret sit passende tidspunkt og sted. Indbyggerne bliver dermed forbrugere af valg, der er lagt til rette for dem igennem forudgående beregninger af, hvor det f.eks. er mest hensigtsmæssigt at shoppe eller gå til lægen. Man stimuleres med andre ord ikke ved at lære af sine fejltagelser. Indbyggerne lærer deres by at kende på passiv manér. ’Brugervenlig’ i Masdar betyder at vælge mellem en række menupunkter snarere end selv at skabe menuen. Den smarte by er et opgør med den tankegang, at byer udvikler sig tilfældigt og i revnerne af, hvad der er tilladt.

Songdo repræsenterer den glitrende smarte nye by i dens arkitektoniske aspekt – massive, rene, effektive boligblokke rejser sig i ly af Sydkoreas vestlige bjergkæde som en oppustet udgave af britisk socialt boligbyggeri fra 1960’erne. Blot er varmeforsyning, sikkerhed, parkering og leverance alle kontrolleret af en central Songdo-’hjerne’. Boligblokkenes massive enheder ses ikke som strukturer med egen individualitet. Ej heller er helheden af disse ansigtsløse bygninger beregnet på at skabe nogen oplevelse af stedsidentitet. Der er intet at lære af at gå rundt i byens gader.

Rios lokale sociale liv

Et mere intelligent forsøg på at skabe en smart by kan vi iagttage i et igangværende projekt i Rio de Janeiro. Den brasilianske storby har gang på gang oplevet ødelæggende oversvømmelser, hvis skadevirkninger er blevet socialt forværret af byens udbredte fattigdom og voldskriminalitet. Men i sidste ende har indbyggerne formået at rejse sig i kraft af det lokale sociale livs komplekse væv.

Nu skal informationsteknologier hjælpe dem og på en meget anderledes måde end i Masdar og Songdo. Anført af IBM og med hjælp fra Cisco og andre underleverandører er ny teknologi taget i brug for at forudsige fysiske katastrofer og koordinere reaktioner på trafikkriser samt organisere politiets kriminalitetsbekæmpelse. Princippet er her koordinering snarere end, som i Masdar og Songdo, et foreskrevet livsmønster.

Men vil favela-slumkvarterernes indbyggere trods alt ikke foretrække et allerede på forhånd organiseret og planlagt levested? Trods alt fungerer alting jo perfekt i Songdo.

Faktisk viser en stor del af det seneste årtis forskning i byer så forskellige som Mumbai og Chicago, at når først de basale serviceydelser er på plads, er effektivitet ikke så afgørende for byboere som livskvalitet. En håndholdt GPS-enhed fremmer f.eks. ikke en følelse af fællesskab. Ej heller har udsigten til at bo i en velordnet by lokket mange nye indbyggere til, hverken i europæiske mønsterbyer i fortiden eller i Sydamerikas og Asiens store byer i dag. Hvis folk har et valg, vil de foretrække en mere åben og ubestemt by, hvor de selv kan bestemme farten. Det er sådan, de oplever at kunne tage ejerskab over deres liv.

Teknologi er et fantastisk værktøj, men en by er ikke en maskine. Som i Masdar og Songdo kan denne version af bylivet bedøve de mennesker, der flytter ind i dets altomfattende effektive omfavnelse. Selvfølgelig ønsker vi byer, som fungerer godt. Men de skal også være åbne over for de forandringer, den usikkerhed og det rod, som udgør det virkelige liv.

 

 

Richard Sennett er amerikansk sociolog

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her