International kommentar

Isolation fra EU indvarsler nedtur for Storbritannien

I et EU uden Storbritannien vil de frie markedsøkonomiske principper blive svækket, mens et Storbritannien uden for EU vil blive irrelevant
29. december 2012

For en lidenskabelig anglofil som mig er udsigten til, at Storbritannien kan vælge at forlade EU intet mindre end en katastrofe. En katastrofe for Europa, men også for Storbritannien selv. I en verden, hvor vort kontinent langsomt bliver marginaliseret, vil en union uden Storbritannien være lammet på sin ene side. Dette gør sig åbenlyst gældende i forhold til amerikanerne, for selv om ’det særlige forhold’ måske ikke længere eksisterer, er London ikke en europæisk hovedstad som alle andre. London har også bevaret et indflydelsesnet i store dele af verden fra Golfen til New Delhi, fra Kairo til Singapore, ja alle de steder i verden i det tidligere britiske imperium, hvor europæisk indflydelse af historiske grunde blev identisk med britisk tilstedeværelse. Og det gælder for kineserne, som tæller ’økonomiske divisioner’ på samme måde, som Stalin engang talte militære, og som vil opfatte et således amputeret Europa som en alvorligt svækket spiller på den globale scene.

Men det handler ikke blot om Storbritanniens globale strategiske tilstedeværelse. EU har brug for Storbritannien som en utrættelig fortaler for det frie marked og for skærpet konkurrence mellem de medlemsstater – først og fremmest Frankrig – som har en mindre udviklet markedskultur, og hvor de protektionistiske og merkantilistiske trusler aldrig er ret langt væk. Og sidst, men ikke mindst: I en verden, der behøver stærke forsvarere af frihedens og demokratiets værdier – her kan USA ikke stå alene – ville fraværet af habeas corpus-nationen i det europæiske fællesskab være et uheldigt symbol.

En svækket City uden EU

Og dog skal EU såmænd nok klare sig uden Storbritannien. Uden Europa derimod vil Storbritannien havne i en blindgyde. Siden Storbritannien blev medlem af EF, har det forfulgt en uhyre dreven politik over for Bruxelles. Det har nydt godt af det indre marked og er sluppet af sted med at betale mindre til de fælles kasser uden nogensinde at forklare overbevisende, hvorfor denne særbehandling var berettiget. Og det har perfektioneret kunsten at vælge samarbejdsordninger fra. Hvorfor skulle lederne af det Storbritannien, som er så berømte for sin tradition for common sense og empirisme opgive denne à la carte-strategi, der har tjent dem så vel, til fordel for en mere ideologisk baseret tilgang? Hvordan kan de forestille sig, at et Storbritannien, som er liberalt og åbent over for globaliseringen, vil kunne være for Europa, hvad Hong Kong er for Kina?

Kontinentaleuropæerne er ikke kordrenge. Tror nogen virkelig, at de vil lade de mest profitable aktiviteter blive tilbage i London og lade City bevare sin status som finanshovedstad for euroen, uden at Storbritannien behøver at dele EU’s rettigheder og forpligtelser? I dag er utrygheden omkring dette spørgsmål mærkbar overalt i City. Kontinentaleuropæerne kunne muligvis etablere euroens nye hovedstad uden for eurozonen, men den vil stadig ligge i EU. De vil ikke – hverken politisk, økonomisk eller finansielt – acceptere, at den kommer til at ligge uden for EU. Der er ingen pointe i overhovedet bare at forestille sig, at Storbritannien vil blive behandlet som Norge eller Schweiz og kunne beholde alle fordelene ved det indre marked. Man giver fordele til de lande, som man en dag håber på, vil slutte sig til fællesskabet, ikke til et land, der lige har smækket døren i hovedet på en.

Irreversibel fejltagelse?

Lad ikke briterne ligge under for nogen illusioner. Det er ikke franskmændene, som fører sig mest aggressivt frem her, men tyskerne. Franskmændene vil fortsat være knyttet til ideen om at bevare en smule modvægt i forhold til Berlin. Med Storbritannien vil tyskerne fortsætte med at følge deres velkendte af fornuft og magt afstukne kurs, om end noget mere afdæmpet. Uden Storbritannien – en traditionel bremseklods for styrkelse af de europæiske institutioner – vil denne march fremad bliver genoptaget med større fremdrift, og eurozonen vil snart blive udvidet til omfatte Polen, der vil integrere sig hurtigere og blive en de facto del af Europa sammen med yderligere to eller tre medlemsstater.

Med en ’kontinental blokade’ på tværs af Kanalen vil handelsaftaler mellem London og Bruxelles ikke være lette at forhandle. Hvilken vej vil Storbritannien orientere sig? Imod USA? Men Barack Obama opfatter europæerne, briterne indbefattet, på samme måde, som vi europæere opfatter schweizerne: Som rige og ret tilbagelænede venner, som ikke skaber problemer, men på den anden side heller ikke bidrager til løsninger. Hvad er pointen ved at have et Storbritannien i splendid isolation, når Amerikas vigtigste bekymringer handler om pakistanere, iranere, kinesere og asiatere? Og hvilken vægt vil et isoleret land på 65 millioner indbyggere blive tillagt i kinesernes, ja selv i indernes øjne?

Historien kender til mange eksempler på fatale fejlkalkuleringer i form af irreversible beslutninger baseret på misforståede diagnoser med uberegnelige konsekvenser. Storbritanniens udtræden af EU kan blive den næste i rækken.

 

Alain Minc er tidligere politisk rådgiver for den tidligere franske præsident, Nicolas Sarkozy, og en fremtrædende fransk erhvervsmand

© Information og The Guardian

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Det er sikkert rigtigt al det Alain Minc skriver; og heldigvis lyder da disse stemmer.
For mit eget vedkommende må jeg blot indrømme, at jeg er lige så træt af englænderne, som jeg er af færingerne.
Bare daf af, hvis det er det I vil.