Kommentar

Til kamp for de varme kvindehænder

Både lægen og sosu-assistenten løser livsvigtige opgaver i vores velfærdssamfund. For den indsats belønnes lægen, mens sosu-assistenten får en ringe tak for indsatsen. Det holder ikke
Debat
19. december 2012

De offentlige overenskomstforhandlinger står for døren. Også denne gang bør finansminister Bjarne Corydon finde sin mobiltelefon frem og sende en sms til forhandlerne med et budskab, der ikke er til at misforstå: »I har et samfundsansvar for at rette op på en skæv udvikling, der truer kvaliteten af den borgernære pleje og omsorg. Derfor skal lønstigningerne denne gang gå til de hårdt arbejdende kvinder i pleje- og omsorgsfagene,« kunne passende være ordlyden.

Det er svært at finde på et mere rimeligt krav, hvis man kaster et blik på lønningerne i kvindefagene: Kommunalt ansatte social- og sundhedshjælpere tjener i gennemsnit 21.333 kroner om måneden. Social- og sundhedsassistenter, der har en flerårig kompetencegivende uddannelse rettet mod sygeplejeopgaver i hjemmeplejen, på plejehjem og hospitaler, får 22.569 kroner. Imens tjener en overlæge – ekslusive indtægten fra hans velbetalte bijob – 78.400 kroner. Ganske vist har lægerne taget en lang uddannelse, hvilket selvfølgelig skal belønnes. Men både lægen og sosu-assistenten løser livsvigtige opgaver i vores velfærdssamfund. For den indsats belønnes lægen, mens sosu-assistenten får en ringe tak for indsatsen. Det holder ikke.Tallene viser også, at en offentligt ansat diplomingeniør i gennemsnit tjener 37.537 kroner om måneden, mens en kommunalt ansat sygeplejersker tjener 26.405 kroner. De har taget en uddannelse af samme længde. Her er det uhyre svært at forklare forskellen med andet, end at mænd har været bedre end kvinder til at kæmpe sig til en bid af kagen – og at omsorgsjob, der traditionelt varetages af kvinder, ikke er blevet anset for prestigefyldte og dermed heller ikke har medført en høj løn.

Vi har intet mod ingeniører og synes, at det vigtigt at bygge veje og broer og udvikle infrastrukturen (gerne i en mere grøn og kollektiv retning, men det er en anden sag), men det er ikke vigtigere at bygge veje, end at skabe en tryg og værdig alderdom for danskerne.

Et prisværdigt arbejde

I de danske kommuner arbejder der omkring 150.000 sosu-hjælpere, sosu-assistenter og sygeplejersker. De passer, plejer og genoptræner ældre og svage borgere og påtager sig en af kerneopgaverne i vores velfærdssamfund. Arbejdet med mennesker er givende og positivt, men det stiller også store krav til medarbejderne. Mange opgaver indebærer en høj fysisk belastning med risiko for nedslidning. Samtidig er der også høje mentale krav til nærvær, pædagogik, dokumentation, evne til at aktivere borgerne og bistå med at bekæmpe ensomhed. Der er krav til at lede og bistå med meget komplicerede forløb med medicinhåndtering, sårbehandling, telemedicin og meget meget mere – blandt andet fordi borgerne i dag er mere skrøbelige, når de udskrives fra de højt specialiserede sygehuse. Alligevel er lønniveauet for omsorgspersonalet næsten fornærmende lavt.

Sygeplejersker og sosu’er er veluddannede medarbejdere i det offentlige sundhedsvæsen, der arbejder vidensbaseret og med en høj grad af faglighed og professionalisme. Men vi oplever ikke, at arbejdet anerkendes med en ordentlig løn. Det er uretfærdigt, når kvinder, der er lige så kvalificerede som mænd, får mindre i løn. Det er uretfærdigt, når der er forskellig løn for arbejde på identisk niveau og med identisk uddannelseslængde. Det er en falliterklæring af dimensioner, når eksperter og politikere påstår, at den eneste vej til ligeløn er at tiltrække flere mænd til kvindefagene. Hvorfor skal der flere mænd i butikken, for at arbejdet giver en ordentlig løn? Lønnen skal da afspejle det arbejde, man udfører – ikke det sidste ciffer i cpr-nummeret!

Velfærd kræver bedre løn

Der bliver flere og flere ældre, og omsorgsopgaverne bliver mere og mere komplekse, i takt med at vi overlever sygdomme, der tidligere tog livet af os. Derfor bliver der også brug for fortsat at kunne tiltrække dygtige og kompetente medarbejdere. Og det kan vi kun, hvis vi kan tilbyde en ordentlig løn. I dag kan det knap betale sig at tage en mellemlang uddannelse, der retter sig mod sundhedsvæsenet. Så sat på spidsen er velfærdssamfundets fremtid afhængig af, at det voksende løngab mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet bremses og mindskes.

Opvarmningen til overenskomstforhandlinger i 2013 er i gang, og for os at se er hovedopgaven, på trods af krisetider, skåret ud i pap: Lønstigningen skal være størst i bunden, og ligelønsgabet skal mindskes markant. Interessen for at vende denne udvikling må gælde på begge sider af forhandlingsbordet. Det er på tide, at arbejdsmarkedets parter gør noget ved uligelønnen og giver pleje- og omsorgspersonalet et lønhop, der kan mærkes.

Derfor vil vi opfordre de kommende overenskomstforhandlere, herunder vores egne forhandlere fra KL, til at kæmpe for, at løngabet mellem de traditionelle kvindefag og mandefag mindskes drastisk. Alt andet er uholdbart – i længden også for de borgere, der har brug for hjælp.

Ninna Thomsen er sundheds- og omsorgsborgmester i København (SF)

Thomas Medom er sundheds- og omsorgsrådmand i Aarhus (SF)

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her