Kommentar

Kampen om samfundet

Når intellektuelle professorer lovpriser det multikulturelle samfund og principielt støtter muslimernes ret til minareter m.v., må man undre sig. For er shariasamfund side om side med et demokratisk samfund virkelig noget at se frem til?
5. december 2012

En kronik og en lang kommentar i Information kalder på et modspil: Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelts »Kampen om symboler i Europa« (10.11) og Ole Thyssens »Multikulturalismen beriger samfundet« (16.11).

Eriksen & Stjernfelt indleder: »Hvordan kan en uenighed om, hvem der skal pynte et juletræ og indkøbe konfekt til et arrangement i en boligforening i Kokkedal ende med politisk storm over hele landet? Det lader sig kun gøre at forstå denne lokale ballade i en større sammenhæng såsom forbuddet mod muslimske symboler i Frankrig og Schweiz.«

Både spørgsmål og svar er ramt på sømmet. Det er resten af kronikken ikke. For det første bliver skellet mellem det multikulturelle og det multietniske samfund ikke præciseret. I det multikulturelle samfund sidestilles som værende lige gyldige forskellige befolkningsgruppers kulturer. Konkret: shariadominerede territorier side om side med demokratisk styrede. Heroverfor står et multietnisk samfund, der består af mange forskellige etniske grupper, men alle underlagt samme statsform. Konkret: USA og Danmark.

Politisk, ikke religiøs

Kronikken beskriver, at muslimer stiller stadig flere religiøse særkrav. Særkrav er en korrekt betegnelse, ’religiøse’ er det ikke. Kravene er politiske, fordi islam er et altomfattende system i form af en lovpakke, der former hverdagslivet, og som en rettroende muslim ikke kan unddrage sig. Det betyder, at sharialoven står over politiske beslutninger vedtaget af Folketinget, hvilket ikke mindst har betydning for familieret/kvinders rettigheder.

Eriksen & Stjernfelt påpeger rigtigt, at det muslimske mindretal og flertallet af danskere bliver mere og mere delt, bl.a. fordi ingen af de unge muslimer gifter sig med unge etniske danske. Men at »ingen politikere overhovedet har nogen som helst viden om disse aspekter af multikulturalisme« er usandt. Kronikørerne har bare ikke Dansk Folkeparti inden for deres radar.

De har heller ikke ret i, at der ikke er nogen svar. Der er mange for de ikke berøringsangste, hvoraf de mest oplagte er: 1) Afvisning af alle særkrav, 2) stop for familiesammenføringer fra tredjeverdenslande, 3) effektiviseret kontrol med falske asylansøgere startende i Kastrup Lufthavn samt 4) (forsøg på) repatriering.

At kalde det schweiziske forbud mod minareter for udemokratisk viser, at Eriksen & Stjernfelt enten ikke vil eller ikke evner at forstå islam som politisk ideologi. Har man sagt minareter, har man på sigt også sagt bønneudråb – et af de mest markante vidnesbyrd om islams tilstedeværelse og en magtdemonstration, som det store flertal af de oprindelige befolkninger ikke ønsker og derfor af indlysende grunde bekæmper. Som Karl Popper har sagt:

»Tolerancens paradoks er det faktum, at ubegrænset tolerance uvægerligt vil medføre, at tolerancen forsvinder! Hvis vi tilbyder ubegrænset tolerance, også til dem, der er intolerante, og hvis vi ikke er parate til at forsvare et tolerant samfund mod angreb fra den intolerante, så vil de tolerante blive udslettede og tolerancen med dem.«

Og at islam er intolerant kan dokumenteres herfra og til Mekka.

Hvem betaler prisen?

Eriksen & Stjernfelt skriver:

»Når en ny kulturel nation som muslimerne forsøger at introducere nye tegn [symboler – LN] (…) bliver de mødt med rigide og udemokratiske modangreb. Med lovgivning svarer demokratiske institutioner igen med at krænke muslimers religionsfrihed og undertrykke symbolerne på islams identitet.«

Jeg tager mig til hovedet. Ikke over de to herrers uvidenhed (de demonstrerer nemlig stor viden om islam i bogen Adskillelsens politik fra 2008), men over at man kan sidde inde med denne viden om (politisk) islam og så fra elfenbenstårnet fremture med religiøs frihed. Hvordan kan de tage så let på den indflydelse, islam kæmper for at få i Danmark og i Vesten generelt? Når vi kan løfte blikket ud til de lande, hvor muslimerne er i flertal, og kan konstatere, hvor uattraktive deres samfund er? Er det kynisk opportunisme, som Underdanmark så kan få lov til at betale for? Bl.a. fordi ’intellektuelle’ som Eriksen & Stjernfelt svigter eklatant. Frem for at deltage i kampen for at gøre det helt klart for vores muslimske medborgere, at Danmark er et land baseret på kristne traditioner, oplysningstid og borgerlige frihedsrettigheder. Og at selv den mindste smule sharia ikke hører hjemme i det danske samfund uden for hjemmets fire vægge. Og heller ikke indenfor, når det f.eks. kommer til vold mod kvinder.

Filosofiprofessoren Ole Thyssen har i »Multikulturalismen beriger samfundet« heller ikke forstået sondringen mellem det multikulturelle og det multietniske. Ej heller at der står langt mere end et juletræ på spil i Kokkedal. Citat af forfatter og blogger Kasper Støvring:

»Juletræsaffæren handler ikke kun om, at der er ved at forsvinde en hel folkelig kultur (i stil med at danskerne i muslimskdominerede ghettoer ikke længere kan mødes i gården og drikke en fyraftenspilsner af frygt for chikane). Den handler heller ikke kun om intimidering, trusler og hærværk mod pressen og dem, der offentligt konfronterer muslimerne. Nej, den handler om, at islamisering også foregår ’demokratisk’. »Der er jo ikke foregået noget forkert,« siger de liberale og demonstrerer præcist derved deres magtesløshed og deres totale blindhed over for kultur, og at det netop er kulturen, der former et samfund.«

Fra Himmelbjerget ser professorerne bare borgere. På jorden, hvor vi andre går rundt, viser det sig, at en demokratisk borger er et individ formet af en helt specifik kultur: De vestlige demokratier.

Lone Nørgaard er lektor, cand.mag. & freelanceskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" ... en demokratisk borger er et individ formet af en helt specifik kultur: De vestlige demokratier." - hvorfor er dette enkle faktum så svært at fortstå - også for folk, der må formodes at være rundet af den europæiske oplysning ...

Problemet er altså, at vi politiserer alle mulige dele af samfundet fremfor at forholde os pragmatisk til dem.
Jeg kender ingen schweizere, der er tilhængere af minaretforbudet, og nogle herboende, jeg kender, er forbitrede over, at de undlod at stemme - fordi de anså resultatet for givet.
Som sædvanlig var det landbefolkningen, der aldrig har set en muslim, der gik foran - i form af et småborgerligt landbrugsparti.

Når en relativt lille, højtråbende politisk strømning forsøger at afsætte deres forløjede projekt som en "naturlov", må enhver demokratisk sindet og selvstændigt tænkende borger spidse ører, analysere og tage et standpunkt.

Således også med multikulturalismen, der drives frem af fortielser, halve sandheder, selvbedrag, ideologisk betinget blindhed og, ikke mindst, dekonstruktionen.

Budskabet fra først Frankfurter-skolen, sidenhen diverse ”kulturradikale” og nutidens besynderlige sammenrend af rettighedsfetischister, indbildte, verdensfjerne kosmopolitter og kapitalisme-kritikere (læs: neo-marxister) er utvetydigt; et non stop angreb på kapitalismen, og dens onde soldater, vestlige, hvide (heteroseksuelle) mænd og disses postulerede kolonialisme, racisme, kønsdiskrimination, magtstrukturer og økonomiske hegemoni.

Via denne permanente ”kritik” søger man på et antal fronter, hvis antal efterhånden fortaber sig, at demaskere og nedbryde de postulerede sociale konstruktioner samt den falske virkelighed, den vestlige, hvide mand påstås at have trukket ned over øjnene på os alle.

Det er ren "Matrix" og ”V for Vendetta”. Tænk nu hvis...

Bortset fra køns-aspektet, sidder teorien lige i skabet, i begge ender af Dortheavej.

Og det kan ikke understreges nok, at der er tale om en teori. Eneste historiske ”succeser” der kan præsenteres er nogle kontrafaktiske skønmalerier omkring Alhambras fortræffeligheder og USAs immigrationspolitik, landet som jo i alle andre sammenhænge er moderen til alt ondt i verden.

En teori/hypotese, hvis mange antagelser og afskygninger subtilt er blevet indlejret i hele vores offentlige liv, herunder især på uddannelsesinstitutionerne og hos mediernes opinionsdannere. Herunder naturligvis også debatten om det multikulturelle.

I den ene ende af Dortheavej, hvor elefanthuer, pointeløs rebel-tomgang og veganer-diæt er højeste mode, er det multikulturelle et ideal. Noget man tror på og arbejder for fuldbyrdelsen af, bag ideologiens beskyttende skyklapper.

Arbejdsmetoderne er ikke altid lige kønne. Heller ikke hos meningsfællerne i mainstreamen.

Der arbejdes ihærdigt, over en bred kam, på at bort-massere ubekvemme statistikker og kendsgerninger, såsom massiv kriminalitet, ulighed mellem kønnene, arbejdsløshed, uddannelsesniveau, demokratiforståelse og en udbredt tendens til uvilje mod at lade sig integrere.

Bortforklaringerne flugter som regel perfekt med den offer-diskurs der er opstået omkring det at være indvandrer.

Den socioøkonomiske forklaring er altid stensikker, herefter følger institutionel og systemisk racisme, bl.a. hos politiet, i folkeskolen, i sygehusvæsenet, i det sociale system og blandt menigmand.

Kriminaliteten er høj hos indvandrere, fordi politiet ikke arresterer nok danskere, folkeskolen sejler fordi den ikke er ”rummelig” nok etc. etc.

Der kan altid diskes op med et grelt og bekvemt eksempel på diskrimination og overgreb fra en kælderklam etnisk dansker mod en indvandrer. Den anden vej kniber det noget. ”Jeg har aldrig oplevet noget”, lyder det.

I den anden ende af Dortheavej, hvor tildækning af kvinder, parallelsamfund, religiøs vækkelse og svinekødsfri diæt hitter, har det multikulturelle aldrig været et ideal.

I stedet er det multikulturelle blevet en velkommen platform, hvorfra man med prefixene "racisme", "diskrimination" og "rettigheder", gang på gang kan paralysere og befippe myndighederne samt store dele af offentligheden, så disses indrømmelser, selvpineri og underkastelsestrang, næsten ingen grænser kender.

For dekonstruktionens og multikulturens mange indbyggede anklager, har opnået en ganske omfattende klangbund i den etnisk danske, og vestlige, befolkning. Sandsynligvis bl.a. via en overfladisk og stærkt politiseret historieundervsining.

Selvom kolonitiden forlængst er overstået, og dens danske ”udøvere” for længst er døde og historisk miskrediteret, hænger denne latente dårlige samvittighed ved, og giver sig udtryk i de besynderligste bodsgange og indrømmelser.

Så længe vi holder idealet om det frie, oplyste og på indsigten handlende individ, må multikulturalismen og dens subtile klakører tvinges ud i sollyset, så borgerne i det mindste ved hvad der foregår, og kan tage stilling til det.

Simon Olmo Larsen

De andre har det frie valg, vi ikke har, tænk sig vi er de døde fisk, de andre svømmer mod strømmen, hele vejen op til lille Juletræstroende Danmark.

"Tolerancens paradoks er det faktum, at ubegrænset tolerance uvægerligt vil medføre, at tolerancen forsvinder!"
og sådan kan ævl fremføres og blive til sandhed.